Domstolen stadfæster byrets afgørelse om, at danske domstole er kompetente til at udstede europæisk arrestordre.

Byrettens kendelse stadfæstes, så vidt den er påkæret

[DOKUMENT] Afgørelse (6 sider) UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS RETSBOG ____________

Den 4. september 2019 holdt Østre Landsret møde i retsbygningen, Bredgade 59, København.

Som dommere fungerede landsdommerne Ole Dybdahl, Inge Neergaard Jessen og Inge Birgitte Møberg (kst.), førstnævnte som rettens formand.

Der foretoges

11. afd. nr. S-2319-19: Anklagemyndigheden mod Udlænding

( Cpr.nr. ) (advokat Andro Vrlic, besk.)

Ingen var indkaldt eller mødt.

Det tidligere fremlagte var til stede.

Advokat Andro Vrlic har på vegne af Udlænding kæret Københavns Byrets kendelse af

14. august 2019 (SS 90-19896/2019), hvorefter det bestemtes, at der udstedes en europæisk arrestordre til brug for udlevering af Udlænding , født 13. november 1973, Adresse 1 og Adresse 2 , fra Holland til Danmark.

Advokat Andro Vrlic har i e-mail af 28. august 2019, der fremlagdes, anført følgende:

”Under kæremålet nedlægger jeg påstand om afvisning. Subsidiært nedlægger jeg påstand om, at anklagemyndighedens anmodning ikke tages til følge.

I tillæg til det for byretten anførte bemærker jeg følgende:

Jeg kan tilslutte mig anklagemyndighedens bemærkninger i mail af 20. august 2019 om, at den foreliggende sag angår det spørgsmål, om de danske domstole er kompetente til at udstede en europæisk arrestordre (EAW).

Spørgsmålet skal afgøres efter rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne.

Af afgørelsens art. 6 og 7 fremgår følgende:

"Artikel 6 Fastlæggelse af kompetente judicielle myndigheder

1. Den udstedende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i den udstedende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre.

2. Den fuldbyrdende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at fuldbyrde en europæisk arrestordre.

3. Hver medlemsstat underretter Generalsekretariatet for Rådet om, hvilken judiciel myndighed der er kompetent efter dens nationale lovgivning.

Artikel 7 Anvendelse af den centrale myndighed

1. Hver medlemsstat kan udpege en central myndighed eller, hvis det er foreskrevet i dens retssystem, flere centrale myndigheder til at bistå de kompetente judicielle myndigheder.

2. En medlemsstat kan, hvis det bliver nødvendigt på grund af dens retssystem, overdrage den administrative fremsendelse og modtagelse af europæiske arrestordrer samt al anden officiel korrespondance i den forbindelse til sin eller sine centrale myndigheder.

Medlemsstater, der ønsker at gøre brug af mulighederne i denne artikel, meddeler Generalsekretariatet for Rådet oplysninger om den eller de pågældende centrale myndigheder. Disse angivelser forpligter alle myndigheder i den udstedende medlemsstat.”

Den danske repræsentation underrettede den 16. januar 2004 rådet om følgende (vedhæftet):

"Vedr.: Underretning af Generalsekretariatet for Rådet om gennemførelse i dansk ret af Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (2002/584/RIA)...

Artikel 6.3:

I Danmark er følgende myndighed beføjet til henholdsvis at udstede (jf. artikel 6.1) og fuldbyrde (jf. artikel 6.2) en europæisk arrestordre:

Justitsministeriet Slotsholmsgade 10 1216 København K telefon: +45 33923340 telefax: +45 33933510 e-mail: jm@jm.dk

Artikel 7.2:

Udpegningen af Justitsministeriet som den kompetente judicielle myndighed, jf. rammeafgørelsens artikel 6.3, indebærer, at der ikke er behov for at udpege en central myndighed i henhold til rammeafgørelsens artikel 7."

Jeg gør på den baggrund gældende, at kompetencen til at udstede en EAW i overensstemmelse med den helt klare og utvetydige tilkendegivelse fra den danske repræsentation (alene) tilkommer Justitsministeriet.

Byretten har i sin kendelse henvist til bemærkningerne til lovforslaget om ændring af udleveringsloven. Som det imidlertid fremgår af loven og lovbemærkningerne, angår udleveringsloven betingelserne for udlevering fra Danmark til udlandet og ikke vice versa. Derfor er jeg ikke enig i, at bemærkningerne til udleveringsloven uden videre kan lægges til grund ved fortolkningen af, hvem der efter artikel 6 i rådets rammeafgørelse er den kompetente judicielle myndighed.

Under alle omstændigheder blev det ved underretningen af rådet slået fast, at Justitsministeriet i Danmark er den kompetente judicielle myndighed. Jeg bemærker herved, at underretningen er senere i tid end det fremsatte lovforslag, og at underretningen efter almindelige EU-retlige fortolkningsprincipper må have forrang for de danske lovbemærkninger.

Endvidere bemærker jeg, den af byretten citerede passus fra lovbemærkningerne skal suppleres af de i lovbemærkningerne umiddelbart herefter følgende bemærkninger:

"Justitsministeriet har imidlertid på baggrund af rammeafgørelsen nærmere overvejet, om der i forbindelse med indførelsen af den europæiske arrestordre kan være anledning til at gennemføre ændringer af reglerne for behandling af anmodninger om udlevering i disse nye sager. Justitsministeriet har bl.a. drøftet dette spørgsmål med repræsentanter fra Dommerforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Statsadvokatforeningen, Politimesterforeningen og Københavns Politi. Under drøftelserne var der enighed om, at kompetencen til at behandle sager i 1. instans om udlevering på grundlag af den europæiske arrestordre (både for så vidt angår udstedelsen af en arrestordre og behandlingen af en arrestordre udstedt af en anden medlemsstat) indtil videre bør placeres hos Justitsministeriet, der i øvrigt har den centrale kompetence på udleveringsområdet.

På baggrund af disse drøftelser er det Justitsministeriets opfattelse, at ministeriet indtil videre bør være den kompetente judicielle myndighed i relation til behandlingen i 1. instans af den europæiske arrestordre. Justitsministeriet lægger herved navnlig vægt på, at det gennem en central placering af kompetencen til at træffe afgørelse om udlevering i henhold til den europæiske arrestordre bl.a. vil kunne sikres, at der sker en ensartet behandling af disse sager. En central placering af beslutningskompetencen vil især være hensigtsmæssig i en periode, hvor der endnu ikke foreligger en fast afgørelsespraksis i sager om den europæiske arrestordre. Hertil kommer, at Justitsministeriet i dag træffer afgørelse i alle sager om udlevering efter udleveringsloven og uanset rammeafgørelsen fortsat vil træffe afgørelse i alle sager om udlevering efter udleveringsloven til andre lande end EU-medlemsstater. Hensynet til en ensartet administration af loven, hvad enten der er tale om udlevering til EU- medlemsstater eller stater uden for EU taler derfor ligeledes for, at Justitsministeriet bør være den kompetente judicielle myndighed.

Udpegning af Justitsministeriet som den kompetente judicielle myndighed indebærer, at der ikke er behov for at udpege en central myndighed i henhold til rammeafgørelsens artikel 7."

Også efter lovbemærkningerne – hvis disse lægges til grund for fortolkningen – må det være Justitsministeriet, der alene er kompetent til at udstede en EAW.

Med disse bemærkninger gør jeg således gældende, at der principalt bør ske afvisning, da domstolene ikke er kompetente til at udstede en EAW, og subsidiært, at anklagemyndighedens anmodning ikke bør tages til følge.”

Anklagemyndigheden har i e-mail af 2. september 2019, der fremlagdes, anført følgende:

”Ved mail af 28. august 2019 har advokat Andro Vrlic til brug for kæremålet fremsat bemærkning, om at kompetencen til at udstede europæiske arrestordrer alene tilkommer Justitsministeriet.

Der henvises i den forbindelse til den underretning som Danmarks faste repræsentation den 16. januar 2004 afgav til Generalsekretariatet for Rådet i henhold til rammeafgørelsen 2002/584 art. 6.3, hvori det angives af Justitsministeriet er beføjet til at udstede en europæisk arrestordre. jf. rammeafgørelsens art. 6.1.

Endvidere gøres det gældende, at idet udleveringsloven alene vedrører udlevering fra Danmark til udlandet, kan lovbemærkningerne ikke uden videre lægges til grund for fortolkningen af, hvem der er kompetent judiciel myndighed jf.

rammeafgørelsens art. 6.

For så vidt angår Danmarks underretning i medfør af rammeafgørelsens art.

6.3. skal det bemærkes, at spørgsmålet om, hvilken myndighed, der er udpeget som udstedende judiciel myndighed, skal afgøres efter national ret. Artikel 6.3.

er således ikke er en gyldighedsforskrift for denne udpegning, men en praktisk foranstaltning, der gør det muligt for medlemsstaternes myndigheder at få oplyst, hvilke myndigheder der er udpeget som udstedende og fuldbyrdende judicielle myndigheder i andre medlemsstater. Det afgørende for hvilken myndighed, der er udpeget, er således dansk ret.

Med hensyn til lovbemærkningerne til udleveringsloven (lovforslag nr. 168 af

26. februar 2003) fremgår det under pkt. 4.2.1. ”Den kompetente myndighed”

(matr. samling s. 47), som anført af byretten, at bl.a. domstolene må anses for judicielle myndigheder. At udleveringsloven alene vedrører udlevering fra Danmark, ændrer ikke ved at domstolene i Danmark må anses for judicielle myndigheder i henhold til både rammeafgørelsens artikel 6.1. og 6.2. Det bemærkes i den forbindelse, at lovbemærkningernes pkt. 4.2.1. henviser til både rammeafgørelsens art. 6.1. og art. 6.2. og til både udstedelse og behandling af arrestordrer.

Det skal endvidere bemærkes, at opgaven med bl.a. at udstede europæiske arrestordrer, som også anført i anklagemyndighedens anmodning til Københavns Byret af 13. august 2019, siden 1. juni 2016 har været henlagt til Rigsadvokaten.

Afslutningsvis skal det bemærkes, at EU-domstolen i afgørelse af 10. november 2016, C-477/16 (Kovalkovas), har udtalt, at et organ henhørende under den udøvende magt, såsom et justitsministerium, ikke kan udpeges som udstedende judiciel myndighed i henhold til artikel 6.1. i Rådets rammeafgørelse om den europæiske arrestordre. Justitsministeriet kan således ikke være kompetent myndighed jf. rammeafgørelsens art. 6.1.”

Efter votering afsagdes

kendelse:

Det fremgår af artikel 6, stk. 1 og 2, i Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (2002/584/RIA), at den udstedende henholdsvis fuldbyrdende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i henholdsvis den udstedende og fuldbyrdende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre.

Rammeafgørelsen er implementeret i dansk ret ved lov nr. 433 af 10. juni 2003 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v.). Kompetencen til at udstede europæiske arrestordrer og fremsende udleveringsbegæringer er imidlertid ikke nærmere lovreguleret.

Følgende fremgår dog af afsnit 4.2.1 i de almindelige bemærkninger til forslag til lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere (lovforslag nr. L 168 af 26. februar 2003):

”Med hensyn til fastlæggelse af hvilke nationale myndigheder, der skal varetage behandlingen af sager om udlevering i henhold til en europæisk arrestordre, fastsætter rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1, at den udstedende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i det anmodende land, der efter national ret i dette land er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre. Tilsvarende er den judicielle myndighed i det anmodede land den judicielle myndighed, som efter national ret i dette land er kompetent til at træffe afgørelse om udlevering, jf. artikel 6, stk. 2.

Definitionen af en judiciel myndighed foretages på grundlag af national ret, og rammeafgørelsen indeholder ikke nærmere regler om, hvilke myndigheder medlemsstaterne skal udpege som kompetente myndigheder. Det er dog en betingelse, at myndighederne efter national ret i det anmodende og anmodede land er judicielle myndigheder. I praksis betragtes domstolene og anklagemyndigheden som judicielle myndigheder, mens politimyndigheder normalt ikke vil være omfattet af betegnelsen.

I forbindelse med udleveringsanmodninger vil anholdelsesbeslutningen og fængslingskendelsen i de fleste tilfælde være afsagt af en domstol, mens beslutningen om at anmode om udlevering enten træffes af justitsministerierne eller af den myndighed, som har truffet afgørelse om fængsling.”

Herefter er domstolene kompetente til at udstede en europæisk arrestordre i medfør af rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1, og landsretten stadfæster derfor byrettens kendelse, så vidt den er påkæret.

Thi bestemmes:

Byrettens kendelse stadfæstes, så vidt den er påkæret.

Sagen sluttet.

Retten hævet.

Udlænding