Court dismisses payment claim as statute of limitations expired from parking date due to no agreed payment grace period.

Landsretten stadfæster byrettens afgørelse om afvisning af betalingspåkrav, da det ikke kunne lægges til grund, at der ved aftale var indrømmet bilisten en frist for rettidig betaling, hvorfor forældelsesfristen måtte beregnes fra datoen, hvor parkering fandt sted. Kravet var herefter forældet.

[DOKUMENT] Afgørelse (3 sider) UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS RETSBOG ____________

Den 25. april 2016 satte Østre Landsret retten i retsbygningen, Bredgade 59, København.

Som dommere fungerede landsdommerne Kaspar Linkis, Frosell og Thomas Tordal-Mortensen (kst.), førstnævnte som rettens formand.

Der foretoges

2. afd. kære nr. B-842-16: ParkZone A/S mod Debitor

Ingen var mødt eller indkaldt.

Der fremlagdes kæreskrift af 29. marts 2016, hvorved ParkZone A/S har kæret Holbæk Rets fogedrets afgørelse af 16. marts 2016 (FS 40-1087/2016) om afvisning af betalingspåkrav.

Endvidere fremlagdes fogedrettens fremsendelsesbrev af 4. april 2016, udskrift af fogedbogen indeholdende den kærede afgørelse samt det afviste betalingspåkrav.

ParkZone A/S har i kæreskriftet gjort gældende, at det følger af Højesterets dom af 4. marts 2010, at der skal fremsendes betalingskrav til føreren af en bil, idet den kontrolafgift, der placeres i bilens forrude, meget let kan bortkomme og derfor ikke kan anses for at være kommet frem. Der kan derfor ikke kræves betaling af kontrolafgiften allerede fra det tidspunkt, hvor den bliver pålagt føreren. Da et betalingspåkrav skal indeholde en betalingsfrist, er betalingsfristen i påkravet det tidligste tidspunkt, ParkZone A/S kunne have krævet betaling. Det følger herefter af forældelseslovens § 2, stk. 2, at forældelsesfristen skal regnes fra betalingsfristen i påkravet.

ParkZone A/S har i kæreskriftet ikke gentaget anbringendet for fogedretten om, at forholdet er reguleret af bekendtgørelse nr. 202 af 28. februar 2014 om indgåelse af visse aftaler om parkering og udstedelse af kontrolafgifter på private parkeringsområder.

Indkærede har ikke udtalt sig vedrørende kæremålet.

Fogedretten har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse.

De modtagne bilag var til stede.

Efter votering afsagdes følgende

kendelse:

Når en bilist parkerer på privat område, indgår bilisten en stiltiende aftale med grundejeren om parkering, hvor bilisten som udgangspunkt accepterer rimelige parkeringsrestriktioner og vilkår, der fremgår af skiltningen på det pågældende sted.

Det fremgår af sagsfremstillingen i betalingspåkravet, at kontrolafgiften skyldes en uretmæssig parkering den 17. januar 2013. Der er ikke oplyst nærmere om de vilkår, som fremgår af skiltningen på det pågældende sted, herunder om der indrømmes bilisten en frist for betaling af kontrolafgiften. På den baggrund kan det ikke lægges til grund, at der ved aftalen var indrømmet bilisten en frist for rettidig betaling. Den frist, som er indeholdt i ParkZone A/S’ betalingspåkrav af 29. januar 2013 til Debitor

, må derfor anses for indrømmet ensidigt af ParkZone A/S.

Forældelseslovens § 2, stk. 2, finder ikke anvendelse på ensidigt indrømmede betalingsfrister, og forældelsesfristen skal derfor regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor ParkZone A/S kunne kræve kontrolafgiften betalt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1. Dette må efter det oplyste være den 17. januar 2013, hvor parkeringen fandt sted, og den stiltiende aftale dermed blev indgået.

Landsretten stadfæster derfor fogedrettens afgørelse.

Thi bestemmes:

Fogedrettens afgørelse stadfæstes.

Ingen af parterne skal betale kæremålsomkostninger til den anden part.

Retten hævet.

(Sign.)