BS-57/2016-OLR · Østre Landsret
Legislator summary
AI generatedByrettens afgørelse ophæves og sagen hjemvises til fastsættelse af omkostningerne ved bevisoptagelsen
Legislator headnote
AI generatedBS-57/2016-OLR · Østre Landsret: Byrettens afgørelse ophæves og sagen hjemvises til fastsættelse af omkostningerne ved bevisoptagelsen
Keywords
AI generatedRelated Decisions
AI generatedFull text
Byrettens afgørelse ophæves og sagen hjemvises til fastsættelse af omkostningerne ved bevisoptagelsen
[DOKUMENT] Afgørelse (2 sider) UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS RETSBOG ____________
Den 18. januar 2016 satte Østre Landsret retten i retsbygningen, Bredgade 59, København.
Som dommere fungerede landsdommerne Kaspar Linkis, Frosell og Carsten Kristian Vollmer (kst.), førstnævnte som rettens formand.
Der foretoges
2. afd. kære nr. B-57-16: Kærende (tidl. Part 1)
(advokat Nikolaj F. Linneballe) mod Inkærede ApS (tidl. Part A ApS)
(advokat Martin Utiger)
Ingen var mødt eller indkaldt.
Der fremlagdes kæreskrift af 22. december 2015, hvorved Kærende har kæret Københavns Byrets afgørelse af 11. december 2015 (BS 43C-877/2014) om tilladelse til, at Inkærede ApS stiller supplerende spørgsmål til skønsmanden.
Endvidere fremlagdes kæresvarskrift af 12. januar 2016 fra Inkærede ApS .
Endelig fremlagdes dommerens fremsendelsesbrev af 6. januar 2016 og udskrift af den kærede afgørelse.
Byretten har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse. -2-
De modtagne bilag var til stede.
Efter votering afsagdes følgende
kendelse:
Efter retsplejelovens § 343, stk. 1, kan retten tillade, at der optages bevis, selv om dette ikke sker til brug for en verserende retssag. En sådan isoleret bevisoptagelse kan blandt andet ske i form af syn og skøn, jf. bestemmelserne herom i retsplejelovens kapitel 19.
Kærende har ved stævning af 25. november 2015 anlagt sag mod Inkærede ApS i anledning af den omhandlede tvist. Da en isoleret bevisoptagelse alene kan ske, hvis der ikke verserer en retssag mellem parterne, finder landsretten, at spørgsmålet om adgangen for parterne til at stille supplerende spørgsmål til skønsmanden i givet fald bør afgøres under behandlingen af den nu verserende retssag.
Landsretten ophæver derfor Københavns Byrets afgørelse af 11. december 2015 om tilladelse til, at Inkærede ApS stiller supplerende spørgsmål til skønsmanden.
Sagen hjemvises til byretten til fastsættelse af omkostningerne ved den isolerede bevisoptagelse, jf. retsplejelovens § 343.
Thi bestemmes:
Byrettens afgørelse ophæves. Sagen hjemvises til fastsættelse af omkostningerne ved bevisoptagelsen.
Inkærede ApS skal i kæremålsomkostninger inden 14 dage betale 2.500 kr. til Kærende .
Sagen sluttet.
Retten hævet. (Sign.) ___ ___ ___