SS-159/2016-OLR · Østre Landsret
Legislator summary
AI generatedLandsretten beslutter at sigtede deltager i næste retsmøde om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen ved anvendelse af videolink
Legislator headnote
AI generatedSS-159/2016-OLR · Østre Landsret: Landsretten beslutter at sigtede deltager i næste retsmøde om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen ved anvendelse af videolink
Keywords
AI generatedRelated Decisions
AI generatedFull text
Landsretten beslutter at sigtede deltager i næste retsmøde om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen ved anvendelse af videolink
[DOKUMENT] Afgørelse (4 sider) UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS RETSBOG ____________
Den 16. februar 2016 holdt Østre Landsret møde i retsbygningen, Bredgade 59, København.
Som dommere fungerede landsdommerne Sanne Kolmos, Lone Dahl Frandsen og Anders Raagaard (kst.), førstnævnte som rettens formand.
Der foretoges
6. afd. nr. S-159-16: Anklagemyndigheden mod Sigtede
( Cpr.nr. ) (advokat Birgitte Skjødt, besk.)
Ingen var indkaldt eller mødt.
Anklagemyndigheden har kæret Københavns Byrets beslutning af 8. januar 2016 (SS 93- 616/2016) om, at næste fremstilling af Sigtede ikke skal ske ved videolink (telekommunikation med billede).
Der fremlagdes fremsendelsesbrev fra byretten af 19. januar 2016 samt udskrift af retsbogen indeholdende den kærede afgørelse. Der fremlagdes endvidere anklagemyndighedens -2-
kæreskrift af 18. januar 2016 og mail af 2. februar 2016, samt kæresvarskrift af 1. februar 2016 og mail af 4. februar 2016 fra den beskikkede forsvarer, advokat Birgitte Skjødt.
Sigtede blev den 8. januar 2016 i et grundlovsforhør i Københavns Byret varetægtsfængslet indtil den 19. januar 2016. På anklagemyndighedens anmodning om, at næste retsmøde blev afholdt via videolink, hvilken begæring forsvareren protesterede imod og begærede sagen afgjort ved den kommende frist, anførte byretten i den påkærede afgørelse:
”Retten bestemte under henvisning til Østre Landsrets kendelse af 17. december 2015, at næste fremstilling ikke skal ske ved videolink”.
Ifølge retsbogen tilkendegav dommeren herefter, at sagen var egnet til afgørelse ved næste frist, såfremt der blev afsat den fornødne tid hertil, og såfremt udlændingen var identificeret.
Ved et retsmøde i Københavns Byret den 19. januar 2016 blev Sigtede for overtrædelse af straffelovens § 174 idømt fængsel i 10 dage samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.
Østre Landsret har i en anden sag ved kendelse af 17. december 2015 (S-3282-15) stadfæstet Københavns Byrets kendelse af 5. december 2015 (SS- 91-31797/2015) om, at en arrestant efter et grundlovsforhør ikke skulle deltage i førstkommende retsmøde vedrørende fristforlængelse via videolink. I landsrettens afgørelse er anført blandt andet:
”Det fremgår, at [sigtede] blev anholdt den 4. december 2015, fremstillet i grundlovsforhør den 5. december 2015 og varetægtsfængslet med frist til den 17. december 2015. Fristforlængelsen den 17. december 2015 er herefter første gangs fristforlængelse.
Det følger af bestemmelsen i retsplejelovens § 748 b, stk. 1, 2. pkt., at bestemmelsen blandt andet ikke omfatter det retsmøde, hvor der første gang skal tages stilling til forlængelse af en varetægtsfængsling.
Landsretten stadfæster allerede derfor byrettens kendelse.”
Anklagemyndigheden har nedlagt endelig påstand om, at næste fristforlængelse kan ske ved videolink. Til støtte for påstanden er anført blandt andet, at efter forarbejderne til retsplejelovens § 748 b, stk. 1, 2. pkt., er det alene første gang, hvor der skal tages stilling til -3-
forlængelse ud over de frister, der er nævnt i retsplejelovens § 768 a, stk. 1 og 2, og § 770 c, stk. 3-5, at det ikke kan ske via videolink, at Østre Landsrets afgørelse af 17. december 2015 (S-3282-15), som byretten har henvist til, derfor er forkert, og at der ikke er oplysninger, der konkret gør det betænkeligt at anvende videolink. Selv om retsmødet den 19. januar 2016 på nuværende tidspunkt er afholdt, har anklagemyndigheden fortsat retlig interesse i kæremålet.
Sigtede har nedlagt påstand om stadfæstelse. Til støtte herfor er anført blandt andet, at ordlyden af retsplejelovens § 748 b, stk. 1, 2. pkt., ikke er klar, og at Østre Landsret ved kendelsen af 17. december 2015 har afgjort, at bestemmelsen om anvendelse af videolink blandt andet ikke omfatter det retsmøde, hvor der første gang skal tages stilling til forlængelse af en varetægtsfængsling. Da byretten i sin afgørelse har anført, at ”sagen er egnet til afgørelse ved næste frist”, er det herved konkret vurderet, at anvendelse af videolink ville være betænkelig. Anklagemyndigheden har ikke retlig interesse i kæremålet, idet retsmødet den 19. januar 2016 er afholdt.
Byretten har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse.
Kæresagens akter var til stede.
Efter votering afsagdes
kendelse:
Landsretten finder, at anklagemyndigheden – uanset at retsmødet om fristforlængelse har været afholdt den 19. januar 2016, hvor Sigtedes sag endvidere blev hovedforhandlet – har den fornødne retlige interesse i at få prøvet byrettens beslutning af 8. januar 2016.
Efter retsplejelovens § 748 b, stk. 1, 1. pkt., kan retten, hvis det findes ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder, bestemme blandt andet, at en varetægtsfængslet person skal deltage i et retsmøde om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen ved anvendelse af videolink. Efter retsplejelovens § 748 b, stk. 1, 2. pkt., gælder dette dog ikke blandt andet for retsmøder, hvor der første gang skal tages stilling til forlængelse af en varetægtsfængsling ud over de frister, der fremgår af retsplejelovens -4-
§ 768 a, stk. 1 og 2.
Da der ved en eventuel forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen af Sigtede
den 19. januar 2016 ikke ville skulle tages stilling til varetægtsfængsling ud over de frister, som er nævnt i retsplejelovens § 768 a, stk. 1 og 2, og da hans deltagelse i et sådant retsmøde ved anvendelse af videolink efter det foreliggende findes at ville have været ubetænkelig, var betingelserne i retsplejelovens § 748 b, stk. 1, opfyldt. Da byrettens afgørelse er truffet alene med henvisning til manglende hjemmel i retsplejelovens § 748 b, stk. 1, for anvendelse af videolink i retsmøder, hvor der første gang skal tages stilling til forlængelse af en varetægtsfængsling, er det uden betydning, at det ved grundlovsforhøret den 8. januar 2016 måtte have fremstået som sandsynligt, at der ville kunne foretages hovedforhandling i sagen ved retsmødet den 19. januar 2016.
Byretten burde derfor have imødekommet anklagemyndighedens anmodning, hvorfor
bestemmes:
Det burde have været bestemt, at Sigtede deltager i næste retsmøde om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen ved anvendelse af videolink.
Sagen sluttet.
Retten hævet.
(Sign.)