BS-32215/2018-OLRBS-32215/2018-OLR · Østre Landsret

Spørgsmål om hvorvidt sagsøgte er pligtig at betale ekstra tilslutningbidrag for tilslutning til sagsøgers almene vandforsyningsanlæg

[DOKUMENT] Afgørelse (5 sider) ØSTRE LA N DSRET DOM afsagt den 5. februar 2019

Sag BS-32215/2018-OLR (24. afdeling)

Part A

mod

Andelsselskabet Langeskov Vandværk (advokat Hans Vestergaard)

Retten i Odense har den 20. februar 2018 afsagt dom i 1. instans (sag BS- 421/2017-ODE).

Landsdommerne Thomas Lohse, Ole Dybdahl og Caroline Østergaard Nielsen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Sagen har været behandlet efter retsplejelovens kapitel 39 om behandling af sa- ger om mindre krav (småsager). Ankesagen har været behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 410, stk. 4.

Påstande Appellanten, Part A , har gentaget sin påstand for byretten om fri- findelse.

Indstævnte, Andelsselskabet Langeskov Vandværk, har påstået dommen stad- fæstet.

Supplerende sagsfremstilling 2

Sagen er med Procesbevillingsnævnets tilladelse af 2. august 2018 indbragt for landsretten.

Ved kendelse af 16. januar 2019 bestemte landsretten, at Langeskov Vandværks anmodning om afvisning ikke skulle tages til følge.

Anbringender Part A har i ankestævningen anført følgende anbringender:

”Sagsøgte blev først bekendt med, at der var sket en vandtilslutning til er- hvervsejendommen, da han tilkalder VVS Vidne 2 i forbindelse med et utæt vandrør. Ved den lejlighed blev det konstateret, at tilslutningen var ulovlig. Sagsøgte gør det klart, at denne ikke ønsker tilslutningen overhove- det, men Vidne 2 lovliggør tilslutningen og sætter en måler på, som sagsøgte er blevet faktureret for. Sagsøgte stiller sig i den forbindelse ufor- stående overfor, hvorfor man ikke blot frakoblede tilslutningen, nu når sagsøgte gjorde det klart, at han ikke ønskede denne.

Denne vandtilslutning blev foretaget før sagsøgte købte ejendommen og sagsøgte har aldrig hverken kendt til denne eller anvendt denne. Sagsøger har dog påstået, at dette er uden betydning, da sagsøgte hæfter for, hvad der er sket i tidligere ejers tid.

Hertil skal det gøres gældende, jf. bekendtgørelse 2016-02-26 nr. 160 om passagebidrag, at efter vandforsyningslovens 53, stk. 4, nr. 4 kan der ved etablering af en forsyningsledning til en almen vandforsyning blive krævet at grundejerne betaler bidrag til ledningsanlægget op til eventuel stikledning og stophane, hvis der kan leveres vand til grundejerens ejendom til alminde- ligt brug fra forsyningsledningen.

Sagsøger har ikke løftet bevisbyrden for, at sagsøgte har anmodet om tilslut- ningen eller at den tidligere tilslutning var lovlig. Sagsøgte kan ikke pålæg- ges at betale tilslutningsbidrag, da betingelserne herfor i bekendtgørelsen om passagebidrag ikke er opfyldt.

Det bestrides endvidere, at det fremgår af vedtægterne, at en indtrædende andelshaver hæfter for den udtrædende andelshaver, idet det skal gøres gæl- dende, at hæftelsen vedrøre andelshavers modtagne, ubetalte leverance til den overdragne ejendom. Sagsøgte erhvervede ejendoms fra et dødsbo, der ikke har oplyst, at der ubetalte leverancer.

Det skal afslutningsvist afvises, at sagsøgte er bundet af passivitet, da sagsøgte ikke var klar over, at der var etableret en lovlig tilslutning før der blev krævet afgift for denne.”

”At appelindstævntes krav er uberettiget, i det der ikke er tale om en land- brugsejendom med dyrehold, 3

At appelindstævnte efterfølgende har foretaget en uberettiget lovlig tilslut- ning til ledningsnettet uden aftale herom med appellanten, At appelindstævntes takstblad er uklart formuleret, hvilket skal tolkes til for- del for appellanten, At appelindstævntes krav er forældet, hvorfor appelindstævnte har mistet sin ret til at kræve opfyldelse.”

Andelsselskabet Langeskov Vandværk har i ankesvarskriftet anført:

”Det fremgår af § 14.1.1 i appelindstævntes regulativ, der fremlægges som bilag 9, at anlægsbidrag påhviler den, der har tinglyst adkomst på ejendom- men.

Det er under sagen ubestridt, at den tidligere ejer af ejendommen alene har betalt et tilslutningsbidrag til den på ejendommen værende beboelse og ikke et bidrag til tilslutning til erhvervsbygninger.

Det er også under sagen ubestridt, at der på et tidspunkt er sket en tilslutning af appellantens erhvervsejendomme til appellantens forsyningsledninger, uden at der er betalt yderligere tilslutningsbidrag, og at denne tilslutning ik- ke er foretaget af appelindstævnte.

Var der sket en tilslutning med appelindstævntes viden, ville der være blevet opkrævet et tilslutningsbidrag på kr. 15.000,00, svarende til det bidrag, der nu er opkrævet og stævnet for.

Appellanten anfører, at det blev gjort klart for den af ham tilkaldte VVS-in- stallatør, Vidne 2 , at han ikke ønskede nogen tilslutning. Dette bestrides og er ikke i overensstemmelse med af Vidne 2 for byretten afgivne for- klaring for byretten, der lød:

”Han sagde til sagsøgtes far, at det ikke var så godt. Der var tale om en ulovlig tilslutning, som skulle laves, så vandforbruget kunne måles. De snakkede ikke mere om det.”

Bevisbyrden for at appellanten har tilkendegivet over for Vidne 2 , at han ikke ønskede en tilslutning, er appellantens, og med de afgivne forkla- ringer for byretten er denne ikke løftet.

Det er endvidere efter appelindstævntes opfattelse uden betydning, hvad der er blevet sagt af appellanten eller dennes repræsentanter til Vidne 2 , der var tilkaldt af appellanten, da han ikke repræsenterede appe- lindstævnte og ikke havde nogen fuldmagt til at indgå aftaler på vegne af appelindstævnte.

Det er også uden betydning, om appellanten ønskede fortsat tilslutning til appelindstævntes vandforsyning for sine erhvervsbygninger, da tilslutnings- bidraget forfaldt ved den første tilslutning, og der sker ikke tilbagebetaling af dette, hvis man senere får frakoblet ejendommen helt eller delvist. 4

Hvis dette ikke er tilfældet, ville der kunne foretages ulovlige tilslutninger til appelindstævntes net, og hvis det blev opdaget, kunne vedkommende ejer blot sige, at det ønskede man ikke længere og derved slippe for at betale bi- drag.

Appellanten hæfter som adkomsthaver for betaling af den tilslutning, der rent faktisk er sket, uanset om han var i god tro om tilslutningen, da han købte ejendommen. Appellanten kunne i nærværende sag have rette sit krav mod sælger af ejendommen.

Appellanten har henvist til bekendtgørelse nr. 160 af 26/2 2016 om passage- bidrag § 53 stk. 4. Der findes ikke en sådan bestemmelse i den nævnte be- kendtgørelse. Derimod findes der i vandforsyningsloven § 53 stk. 4, der er sålydende:

”Ved etablering af en forsyningsledning til en almen vandforsyning kan kommunalbestyrelsen pålægge grundejere at betale bidrag til ledningsan- lægget og eventuel til stikledninger og stophane, hvis der kan leveres vand til grundejerens ejendom til almindelig brug fra forsyningsledningen.”

Denne bestemmelse om passagebidrag har intet at gøre med problemstillin- gen i nærværende sag. Der er ikke tale om passagebidrag, men om en ulov- lig tilslutning til et eksisterende anlæg.

Appellanten har gjort gældende, at det bestrides, at en indtrædende andels- haver hæfter for den tidligere ejers ubetalte leverancer. I nærværende sag er der ikke tale om ubetalte leverancer, dvs. vandforbrug, men for manglen- de betaling af tilslutningsbidrag. Af appelindstævntes regulativ bilag 9, som er godkendt af Kerteminde Kommune, fremgår det som tidligere anført, at det er den, der har adkomst på ejendommen, der skal betale tilslutningsbi- draget, og det er appellanten, og hans gode tro er således uden betydning for denne betalingsforpligtelse.

Appellanten kan i øvrigt i det hele tilslutte sig det af byretten i den indanke- de dom anførte.”

Landsrettens begrundelse og resultat På baggrund af Vidne 2's forklaring lægger landsretten til grund, at han som VVS-montør af Part A's far blev tilkaldt til ejendommen på grund af et utæt vandrør ved stalden, og at han udbedrede skaden samt konsta- terede, at der var sket en tilslutning ved måleren, og at der var tale om en ulov- lig tilslutning, som skulle laves, så vandforbruget kunne måles. Der er ingen oplysninger om, at Part A's far protesterede heroverfor. Landsret- ten finder derfor, at Part A har accepteret tilslutningen.

Under disse omstændigheder og af de grunde, der i øvrigt er anført af byretten vedrørende forældelse, er landsretten enig i byrettens resultat. Det, der er anført for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom. 5

Efter sagens udfald skal Part A i sagsomkostninger for landsret- ten betale 3.000 kr. til Andelsselskabet Langeskov Vandværk. Beløbet dækker udgifter til advokatbistand ekskl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fast- sættelsen af beløbet taget hensyn til, at sagen er behandlet skriftligt.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

[DOKUMENT] Afgørelse (2 sider) ØSTRE LA N DSRET RETSB O G

Den 16. januar 2019 blev Østre Landsret sat i retsbygningen i København.

Landsdommerne Tine Vuust, Ole Dybdahl og Caroline Østergaard Nielsen (kst.) behandlede sagen.

Sag BS-32215/2018-OLR (24. afdeling)

Part A

mod

Andelsselskabet Langeskov Vandværk (advokat Hans Vestergaard)

Andelsselskabet Langeskov Vandværk har i processkrift af 16. november 2018 anmodet om, at anken afvises, jf. retsplejelovens § 378, jf. § 386, stk. 1, fordi Part A har afgivet ankereplik ved en ikke mødeberettiget advokat.

Part A har protesteret herimod i meddelelse af 19. november 2018.

Parterne har i processkrift 2 og processkrift A nærmere redegjort for deres syns- punkter.

Andelsselskabet Langeskov Vandværk har herunder gjort gældende, at lempel- sen af reglerne om advokaternes møderetsmonopol ikke omfatter behandlingen af ankesager, og at retsplejelovens § 260, stk. 2, også gælder ved ankebehandlin- gen af småsager. Der kan således alene gives en procesfuldmægtig, som ikke er advokat med møderet for landretten, fuldmagt til at anke en småsag, men ikke til den fortsatte behandling af ankesagen ved landsretten, jf. herved Østre Landsrets kendelse af 28. november 2016, U 2017.813. 2

Part A har gjort gældende, at denne afgørelse alene gælder for de tilfælde, hvor der skal foretages mundtlig behandling for landsretten. Det må således anses for bedst stemmende med de hensyn, der ligger bag bestemmel- serne om den forenklede ankebehandling af småsager, at en part under en småsag, som behandles skriftligt, kan lade sig repræsentere af en person omfat- tet af retsplejelovens § 260, stk. 5.

Efter votering afsagde landsretten

kendelse

Denne ankesag afgøres på skriftligt grundlag, jf. retsplejelovens 410, stk. 4.

Part A kan derfor lade sig repræsentere af en rettergangsfuldmæg- tig, som ikke er advokat.

Ankestævningen er indleveret af cand.jur. Person 1 , mens ankereplikken og processkrift A er indleveret af cand.jur. Person 2 . Landsretten skal der- for anmode Part A om at indlevere en fuldmagt, såfremt han øn- sker at lade sig repræsentere af cand.jur. Person 2 . Hvis en sådan fuldmagt ikke indleveres, antager landsretten, at Part A repræsenteres af cand.jur. Person 1 .

Thi bestemmes:

Andelsselskabet Langeskov Vandværks anmodning om afvisning af sagen ta- ges ikke til følge.

Sagen udsat til den 31. januar 2019 på indlevering af en fuldmagt fra Part A , såfremt han ønsker at lade sig repræsentere af cand.jur. Person 2 , samt indlevering af eventuelle afsluttende bemærkninger fra sagens parter. Landsretten forventer herefter at sluttede forberedelsen og afsige dom på det foreliggende skriftlige grundlag.