BS-22/2012-HJRBS-22/2012-HJR · Højesteret

Landsrettens dom og byrettens kendelse ophæves, og sagen hjemvises til fortsat behandling ved byretten

[DOKUMENT] Afgørelse (4 sider) UDSKRIFT AF HØJESTERETS DOMBOG

HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 28. november 2012

Sag 22/2012 (l. afdeling)

Firma 1 ved Appellanten (advokat Jens Bilde Jørgensen) mod Firma 2 ved Appelindstævnte (advokat Jens Brusgaard)

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande Appellanten , har gentaget sin påstand om, at sagen hjemvises til fortsat behandling ved byretten.

Appelindstævnte , har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling Firma 1 ved Appellanten indleverede til Retten i Kolding en stævning af 5. januar 20 l O mod Firma 2 ved Appelindstævnte med påstand om betaling af39.146 kr. med tillæg af renter. - 2 -

Den 6. januar 201 O anmodede Firma 1 ved Appellanten fogedretten i Kolding om at foretage arrest hos Appelindstævnte for det nævnte krav.

Fogedretten nægtede at fremme anmodningen om arrest, og i fogedrettens kendelse af 15. januar 2010 hedder det herom bl.a.:

"Fogedretten finder ... , at Appellantens krav må anses for forældet således at kravet ikke længere består. Fogedretten foretager derfor ikke arrest som anmodet af Appellanten firma 2 "

Appellanten kærede fogedrettens afgørelse til landsretten, der den 24. februar 201 O stadfæ- stede fogedrettens afgørelse. Det hedder i kendelsen bl.a.:

" Appellanten støtter sit krav mod Appelindstævnte på to fakturaer udstedt hen- holdsvis den 9. april 2003 og den 5. maj 2003. Efter rentepåstanden lægger landsretten til grund, at forfaldsdag var den l. juni 2003. Appellantens krav forældes således som udgangspunkt den l. juni 2008, jf. herved forældelseslovens § 3, stk. l , jf. § 29, jf. § 30, stk. l.

Udgangspunktet ændres ikke af, at Appellanten før fristens udløb har anmeldt sit krav i Appelindstævntes konkursbo, idet boets kurator ved brev af23 . marts 2004 har meddelt Appellanten , at der ikke ville blive dækning til simple fordringer, jf. foræl- delseslovens § 20, stk. 4, l. pkt.

Appellanten har imidlertid før forældelsesfristens udløb tillige anmeldt sit krav under den gældssaneringssag for Appelindstævnte , der blev indledt i december 2006. Appellanten modtog den l. november 2007 brev fra skifteretten om, at Appel.indst. var blevet nægtet gældssanering. Forældelsesfristen for Appellantens krav udløb herefter den l. november 2008, jf. forældelseslovens § 20, stk. 4, 2. pkt.

Det tiltrædes af de grunde, som fogedretten har anført, at der ikke er grundlag for at bringe forældelseslovens § 14 i anvendelse.

Da Appellantens begæring om, at der foretages arrest for fordringen, først er indgivet den 6. februar [rettelig januar] 2010, tiltrædes det, at fordringen er forældet, og at begæ- ringen derfor ikke er taget til følge, jf. retsplejelovens § 628, stk. 2.

Landsretten stadfæster derfor kendelsen."

Retten i Kolding afviste ved kendelse af 3. november 20 l Oden retssag om kravet, der var anlagt ved stævningen af 5. januar 2010. Begrundelsen var, at landsretten i sin afgørelse af24. februar 20 l O havde taget stilling til kravets eksistens og fastslået, at det var forældet. Lands- rettens afgørelse havde derfor retskraft. - 3 -

Appellanten indbragte Retten i Koldings kendelse om afvisning for landsretten, som ved dom af 19. september 2011 stadfæstede kendelsen.

Spørgsmålet om afvisning er herefter indbragt for Højesteret.

Anbringender Firma 1 ved Appellanten har anført, at en afgørelse om, at der ikke skal foretages arrest på grund af forældelse af det krav, som arrestanmodningen støttes på, ikke er til hinder for anlæg af retssag (negativ retskraft). Dette gælder, selv om afgørelsen er stadfæstet af landsret- ten under et kæremål. En sådan afgørelse er derfor ikke til hinder for, at den, der har anmodet om arrest, kan anlægge retssag om det krav, som arrestanmodningen blev støttet på. Det er i den forbindelse ikke afgørende, at der ikke gøres nye anbringender gældende vedrørende for- ældelsesspørgsmålet Fogedrettens og landsrettens afgørelser er truffet på et summarisk grundlag.

Firma 2 ved Appel.indst. har anført, at spørgsmålet om forældelse har været udtøm- mende prøvet af fogedretten og landsretten i forbindelse med Appellantens anmodning om arrest. Såvel fogedretten som landsretten fandt, at kravet, som anmodningen om arrest blev støttet på, var forældet. Afgørelsen har retskraft i retssagen mellem parterne om kravets eksi- stens. Bedømmelsen af spørgsmålet om forældelse påvirkes ikke af, om bedømmelsen sker i forbindelse med en anmodning om arrest eller under et civilt søgsmål. Både fogedretten og landsretten har taget stilling til forældelsesspørgsmålet på et fuldt forsvarligt grundlag.

Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om rettens stillingtagen til et kravs eksistens i en sag om foretagelse af arrest, der nægtes fremmet, har retskraft med den virkning, at den, der har anmodet om arrest, er af- skåret fra at anlægge retssag om kravet.

Det særlige spørgsmål om retskraft af afgørelser truffet på et fogedretligt område må i mangel af nærmere regulering som i f.eks. retsplejelovens § 600 om umiddelbare fogedforretninger afgøres område for område. -,

- 4 -

Arrest er et foreløbigt retsmiddel, der - når arrest foretages - skal følges op af en retssag for at få endeligt fastslået, om vedkommende har den påståede ret, og om arresten er lovligt gjort, jf. retsplejelovens §§ 634-636. Under en sådan sag om kravets eksistens og arrestens lovlighed har en afgørelse om, at arrest skal foretages, ikke retskraft. Der skal ske en selvstændig prø- velse af, om kravet eksisterer. Dette gælder, selv om landsretten eller Højesteret under kære vedrørende arrestanmodningen har taget stilling til kravets eksistens.

For at stille parterne lige finder Højesteret, at en afgørelse om at nægte arrest på tilsvarende - måde heller ikke har retskraft i en efterfølgende retssag om, hvorvidt kravet eksisterer.

Højesteret ophæver herefter landsrettens dom og byrettens kendelse og hjemviser sagen til fortsat behandling ved byretten.

Sagsomkostningerne er fastsat til dækning af advokatudgift for byret, landsret og Højesteret vedrørende den del af sagen, som angår spørgsmålet om sagens afvisning. Der er ved beløbets fastsættelse taget hensyn til sagens karakter og arbejdets omfang. Kære- og ankeafgiften til- bagebetales til Firma 1 ved Appellanten .

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom og byrettens kendelse ophæves, og sagen hjemvises til fortsat behandling ved byretten.

--ooOoo-- Udskriftens rigtighed bekræftes. Højesteret, den 28. november 2012.

Anonymiseret kontorfuldmægtig