BS-302/2014-HRS · Retten i Horsens

Sag om, hvorvidt kravet er forældet

[DOKUMENT] Afgørelse (11 sider) - RETTEN I HORSENS

Udskrift af dombogen

KENDELSE

Afsagt den 30. oktober 2014 i sag nr. BS 150-302/2014:

Part 1 (Sagsøger) Adresse 1 By 1

mod

Part A (Sagsøgte) Adresse 2 8700 Horsens

Sagens baggrund og parternes påstande

Den 13. marts 2014 har sagsøgeren, Part 1 , anlagt sag mod sagsøg te, Part A , der er revisor, med påstand om betaling af 2.050.125 kr. med procesrente fra sagens anlæg. Kravet vedrører erstatning for mangeiffild rådgivning i forbindelse med udarbejdelse af momsangivelser for 2007. Ret ten har udskilt spørgsmålet om kravets forældelse til særskilt forhandling og pådømmelse, jf. retsplejelovens § 253.

Part 1 har påstået Part A tilpligtet at anerkende, at kravet ikke er forældet, og at sagen derfor skal fremmes.

Part A har påstået frifindelse med henvisning til, at kravet er foræl det.

Oplysningerne i sagen

Denne kendelse indeholder ikke en fluidstændig sagsfremstilling, jf. retsple jelovens § 218b,jf. §218a, stk. 2.

Part 1 har i flere år drevet selvstændig virksomhed med køb og salg af brugte biler. I 2005 antog han Part A som revisor bl.a. med hen blik på udarbejdelse af regnskaber samt opgørelse og indberetning afmoms.

Den 7. maj 2010 sendte Skat en agterskrivelse til Part 1 , hvoraf det fremgår, at Skat foreslår at ændre Part 1's moms for perioden pr. 31. marts 2007 fra 55.694 kr. til 689.503 kr. Det fremgår af agterskrivelsen, at der senere vil blive fremsendt forslag til ændring af de øvrige momsperioder i 2007. Som begrundelse for forslaget til ændring afmoms fremgår bl.a. føl gende af agterskrivelsen: Side 2/11

‘Vi anser ikke, at du kan anvende reglerne for brngtmoms, da du bl,a. ikke oplder reglerne til fakturabav,jf. således momslovens § § 69-71, moms bekendtgørelsens § 92 og 40 og SKAT’s Vejledning £ nr. 14 afjuli 2002 vedrørende Bmgtmoms. Derfor skal du betale moms af alle salg af bilerne i januar kvartal 2007 uanset, at du har haft tab på nogle bilhandler.”

Af agterskrivelsen fremgår endvidere bl,a.:

“Det bemærkes, at vi ikke pt. har gennemgået dit svar og redegørelser, jf. re visors brev af 16. april 2010. Det kan derfor ikke udelukke, at der senere vil ske ændring afafgiftstilsvaret for momspedoden pr. 31.03.2007.

Hvis du er nenig Er du uenig i forslaget, beder vi dig komme med dine bemærkninger senest den 31. maj 2010. Du kan enten ringe eller skrive til os. Hvis du ønsker et møde, beder vi dig ringe og aftale en tid. Husk at tage dette brev med til mø det. Hvis vi hører fra dig senest den 31. maj 2010, sender vi et nyt brev til dig, hvor vi har taget stilling til dine bemærkninger.”

Den 12. maj 2010 skrev Part A til Skat med bemærkninger til ag terskrivelsen, bl.a. sådan:

“Vi skal indledningsvis erkende, at Part 1 ikke har opfyldt reglerne til fakturakrav samt regnskabskravene.

Med henvisning til kravene omkring fakturaer er vi imidlertid af den opfat telse, at Part 1 er i besiddelse af det fulde grundlag for at kunne op 1’>’Ide faktura og regnskabskravene.

Vi skal i den forbindelse henvise til, at der foreligger en høj detaljedngsgrad af oplysninger i kraft af slutsedler og dags dato-kvitteringer, som gør det muligt at rekonstruere disse bilag og regnskaber.

Det vil være muligt for Part 1 med de oplysninger han er i besid -

delse af at foretage en rekonstruktion, hvorved han op’lder kravene for -

anvendelse af brugtmoms.

Part 1 har gennem sin adfærd ikke haft til hensigt at foretage nogen form for unddragelse men har udelukkende handlet ud fra manglende forstå else af reglerne.

Vi skal i den anledning henstille til at SKAT frafalder ændringen af salgs momsen fra kr. 79.009 til kr. 681.343 under forudsætning af, at Part 1 for perioden 31. marts 2007, rekonstruere forholdene, jfr. ovenstående.

I den anledning skal vi venligst anmode SKAT om en tilkendegivelse af, hvorvidt man vil frafalde momsændringen, såfremt denne rekonstruktion sker på betryggende vis.” Side 3/li

Ved brev af 8. juli 2010 traf Skat afgørelse om at ændre Part 1's moms for perioden pr. 31. marts 2007 som anfrrt i agterskrivelsen af 7. maj 2010. Af Skats brev fremgår det, at man forventede at sende forslag på ænd ring af momstilsvarene pr. 30.06.07, 30.09.07 og 31.12.07 senest medio au gust 2010. Af den medfblgende sagsfremstilling fremgår bla. følgende:

“1.4. Endelig afgørelse

I brev af 20.05.10 har vi som svar på revisors brev af 12. maj 2010 skrevet:

“Vi vil ikke frafalde momsændringen, da faktum er, at Part 1 ikke har op&ldt havene for at kunne anvende reglerne for brugtmoms.

Afgørelse på ændring afmomstilsvar for perioden pr. 3 1.03.2007 vil derfor blive truffet i overensstemmelse med forslag af 7. maj 2010 til ændring af moms.

Jeg hører dog gerne inden for fristen den 31. maj 2010 hvad du helt konkret mener med “såfremt denne rekonstruktion sker på betryggende vis.”, og hvad Part 1 konkret vil gøre.”

Revisor Part A har i brev af 25. maj 2010 bl.a. skrevet, at rekon stniktion vil konkret bestå i udarbejdelse af fakturaer med diverse oplysnin ger som fortløbende nummer startende med nr. 1-2007, udstedelsesdato o.s.v. Revisor skriver endvidere: “Det skal bemærkes, at Part 1 vil indhente en bekræftelse fra samtli ge købere i form af underskrift på ovennævnte faktura, al indholdet er kor rekt og køberne ikke har fratrukket moms på købt af bilen. I regnskabet anfres - som et bilag for hvert enkelt køretøj: -

Lagemummer, beregnet momsbeløb, fradrag og momsbeløb eller fradrag.”

Vores konklusion:

Der er ikke kommet nye oplysninger, og vi er fortsat uforstående med hen syn til, hvordan Part 1 skal kunne indhente bekræftelse fra diverse købere, hvor der alene foreligger navn og postnurnmerjf. ovenstående. (...)

Faktum er uændret, at Part 1 ikke har opfyldt kravene for at kunne anvende reglerne for brngtmoms.

Den 28. januar 2011 traf Skat afgørelse om at ændre momsen for 1. kvartal 2007 til 667.259 b. og for 2., 3. og 4. kvartal 2007 til 1.996.295 b.

Den 8. juli 2013 undersbev Part A erklæring om suspension til den 1. januar 2014 af ikke allerede indtrådt forældelse eller passivitet. Der er den 17. december 2013 underskrevet tilsvarende erklæring, der løber til den I. januar 2015. Side 4/11

Retten i Horsens har ved dom af 3. december 2013 frifundet Skatteministeri et i en sag anlagt af Part 1 med påstand om nedsættelse af forhje1- serne af hans momstilsvar for 2007. Dommen er anket.

Parternes synspunkter

Sagsogers påstandsdokument

Part 1's advokat har i et påstandsdokument anført følgende hovedan bdngender, der er gentaget og uddybet under delhovedforhandlingen:

“Indledningsvis om de faktiske forhold skal det præciseres, at SKAT vedrørende 1. kvartal 2007 sendte agterskrivelse at’ 7. maj 2010 og ef terfølgende traf afgørelse af 8. juli 2010. Vedrørende 2., 3. og 4. kvar tal 2007 sendte SKAT agterskrivelse af 16. august 2010 og traf afgø relse af 28. januar 2011. Sagsøgte underskrev suspensionserklæring den 8. juli 2013.

Der er mellem parterne enighed om, at forældelsesifisten suspenderes, hvis fordringshaveren var ubekendt med fordringen, således at foræl delsesffisten regnes fra den dag, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil,jf. forældelseslovens § 3, stk, 2. Spørgsmå let er, hvornår dette tidspunkt er. Sagsøgte gør overordnet gældende, at forældelsesifisten begyndte at løbe på tidspunktet for SKATs agterskrivelse. Dette bestrides afsagsø ger, som gør gældende, at forældelsesfristen begyndte at løbe på tids punktet for SKATs afgørelse. Til støtte for sagsøgers anbringende henvises til retspraksis, hvoraf det entydigt fremgår, at det relevante tidspunkt er tidspunktet for skattey ders modtagelse af en afgørelse. I Vestre Landsrets afgørelse, der er offentliggjort i 13 2000.1841, gjor de en skatteyder gældende, at revisor var erstatningsansvarlig på grund afmangelftild rådgivning. Revisors rådgivning blev underkendt af skattemyndighederne ved den kommunale skatteforvaltnings afgørelse af 14. september 1993, som blev stadfæstet ved skatteanlcenævnets af gørelse af 19. maj 1994 samt Landsskatterettens afgørelse af 14. no vember 1995. Landsretten udtalte om forældelsesspørgsmålet, at “Der er dog ikke grundlag for at antage, at [skatteyder] tidligere end ved Horsens Kommunes Skattefoivalmings afgørelse af 14/9 1993 blev klar over, at der var skattemæssige problemer med den opgjorte goodwill. Han fik på dette tidspunkt anledning til at overveje, om han kunne have et erstatningskrav mod [revisor] på grundlag afrådgivnin gen i forbindelse med opgivelsen af lejemålet i 1991.” Med reference til byrettens udtalelser i ovennævnte afgørelse anfører sagsøgte, at byretten lagde vægt på det tidspunkt, hvor fordringshave ren med rimelig sandsynlighed må vide, at han har et hav. Tilsvaren Side 5/11

de citerer sagsøgte fra Iandsrettens præmisser, hvoraf det fremgår, at det relevante tidspunkt er, når fordringshaveren fik anledning til at overveje, om han kunne have et krav. Disse udtalelser fra både byretten og landsretten er helt i overensstem melse med den dagældende forældelseslov af 1908 § 3 og den nugæl dende forældelseslovs § 3, stk. 2, som fastsætter det relevante tids punkt til det tidspunkt, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til, at han havde et krav. “Rimelig sandsynlighed” og “anledning til at overveje” er således blot alternative formuleringer af lovens “burde have fået kendskab til”. Sagsøger bestrider ikke dette tidspunkt som det relevante tidspunkt for vurderingen af, hvornår sus- pensionen af forældelsesfristen ophører. Det essentielle i afgørelsen er imidlertid, at både byretten og landsret ten helt konkret finder, at dette relevante tidspunkt er tidspunktet for skatteforvaltningens afgørelse. Begge instansers udtalelser bekræfter dermed, at det tidspunkt, hvor fordringshaveren havde rimelig sands ynlighed for at have et krav / anledning til at overveje, om han kunne have et krav, er tidspunktet for selve afgørelsen. I Højesterets dom, der er offentliggjort i U 2007.115 H, var et investe ringsprojekt ikke blevet godkendt af skattemyndighederne, hvorfor de tre deltagere havde anlagt sag mod den advokat, som havde bistået i sagen. Af sagsfremstillingen i dommen fremgår de respektive datoer for 1) de tre deltageres modtagelse af agterskrivelse, 2) afgørelse fra skatteforvalmingen og 3) en eventuel senere afgørelse fra ankeinstan sen. østre Landsret nævner alene datoene for skatteforvaltningens af gørelser som det tidspunkt, hvor deltagerne havde anledning til at overveje, om de kunne have et erstatningskrav, mens ingen af de øvri ge datoer nævnes. Højesteret finder, at “at [deltagerne] ved skattemyndighedernes afgørelser må være ble ...

vet klar over...”. Såvel landsretten som Højesteret lagde således vægt på tidspunktet for skatteforvaitningens afgørelse og ikke eventuelle tidligere tilkendegi velser i form af agterskrivelser, selvom disse var fremme i sagen. Der med kobler østre Landsret også “anledning til at overveje” sammen med tidspunktet for selve afgørelsen, ligesom Højesteret direkte henvi ser til “skattemyndighedernes afgørelser” som det afgørende tidspunkt. Sammenfattende om afgørelserne offentliggjort i U 2000.1841 og Ii 2007.115 H anfører sagsøgte, at forældelsesfristen regnes fra det tids punkt, hvor man blot har anledning til at overveje, om man har et er statningskrav. Det besbider sagsøger ikke, men afgerelserne viser blot, at fordringshaveren først har anledning til denne overvejelse, når skat tefowaltningen træffer en afgørelse. Hvis sagsøgtes synspunkt i øvrigt blev lagt til grund, ville det indebæ re, at en fordringshaver kunne blive tvunget til at anlægge en retssag mod tredjemand uden at kunne angive hverken grundlaget for eller størrelsen af kravet. Afgørelsestidspunktet som det relevante tidspunkt fremgår ligeledes af Side 6/11

Højesterets afgørelse, der er offentliggjort i U 2008.945 H, hvor Høje steret udtaler, at “I den foreliggende situation, hvor appellanternes erstatningsbav mod advokat Person 1 blev rejst i konsekvens afskattemyndighe dernes tilsidesættelse afinvesteringsanangementet, løber den 5-årige forældelsesifist efter § 2 i forældelsesloven af 1908 senest fra den 24. december 1998, da Landsskatterettens kendelse i sagen vedrørende Person 2 blev endelig.” I sagen havde Skatteforvaltningen i Hørsholm Kommune sendt Person 2 en agterskrivelse den 30. november 1995, som blev fulgt op afskattefowaltningens afgørelse af 28. december 1995. Afgørelsen blev påklaget til Skatteankenævnet, der ved afgørelse af 13. marts 1997 stadfæstede skatteforvaltningens afgørelse. Skatteankenævnets afgørelse blev indbragt for Landsskatteretten, der ved kendelse af 24. september 1998 atter stadfæstede skatteforvaltningens afgørelse. For god ordens skyld skal det bemærkes, at tidspunktet for Landsskat terettens afgørelse i dommen er angivet til såvel 24. september som 24. december 1998. Den korrekte dato er givetvis 24. september 1998, da 24. december er en helligdag. Det ændrer imidlertid ikke på den principielle tilkendegivelse i afgørelsen, at forældelsesifisten begyndte at løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelsen blev endelig og dermed ikke fra det tidligere tidspunkt for agterskrivelsen, selvom også denne dato var fremme i sagen. Det skal hertil yderligere bemærkes, at Højesteret ikke blot anvendte datoen for SKATs afgørelse, men den senere dato for Landsskatterettens endelige afgørelse. Det skat ligeledes bemærkes, at det heller ikke har nogen betydning, at forældelsesloven af 1908 efterfølgende er ophævet og erstattet af for ældelsesloven. Formuleringen af suspensionsreglen er moderniseret, men indholdsmæssigt er der ingen forskel, hvorfor retspraksis vedrø rende forældelsesloven af 1908 fortsat er relevant. Sagsøgte har til støtte for sit synspunkt henvist til Højesterets afgørel se offentliggjort i U 1997.842 H. Denne afgørelse involverer imidler tid ikke skattemyndighederne, hvorfor afgørelsen ikke er anvendelig til en afldadng af, om suspension af forældelsesffisten ophører ved ag terskrivelsen eller afgørelsen. Ligeledes er det alene Højesterets mind retal, der har omtalt forældelsesspørgsmålet, da hverken landsretten el ler Højesterets flertal fandt anledning til at vurdere dette spørgsmål, al lerede fordi der ikke var handlet ansvarspådmgende. FlertaHets mang lende stillingtagen til forældelsesspørgsmålet kan derfor ikke tolkes som ensbetydende med, at flertallet skulle dele mindretallets opfattelse af forældelsesspørgsmålet. —0—-—— Helt i overensstemmelse med Højesterets afgørelser nævnt ovenfor er agterskrivelsen alene at betragte som en hensigtserklædng fra SKATs side, som giver skatteyderen mulighed for at komme med sine be mærkninger samt eventuel dokumentation, inden SKAT træffer afgø relse. Dette følger også implicit afkorrespondancen i nærværende sag: Side 7/11

1 SKATS afgørelse af 8. juli 2010 fremgår det afsagsfremstillingens pkt. 1.3-1.4, side 4/7, at sagsøgte ved brev af 12. maj 2010 til SKAT i forlængelse afSKATs agterskrivelse til sagsøger anførte, at det ville være muligt for sagsøger at rekonstruere bilag og regnskaber, således at sagsøger ville kunne opfylde kravene til anvendelse afbmgtmom sordningen. Sagsøgte henstillede i den anledning til, at SKAT frafaldt momsforhejelsen for sagsøger, hvis sagsøger vel at mærke foretog re konstruktionen. SKAT besvarede sagsøgte ved brev af 20. maj 2010. I dette brev an førte SKAT at være uforstående overfor, hvordan en rekonstruktion ville kunne lade sig gøre, og SKAT anmodede sagsøgte konkretisere, hvordan dette ville foregå. Sagsøgte besvarede denne anmodning ved brev af 25. maj 2010, hvori sagsøgte nærmere beskrev, hvad sagsøger ville foretage sig med henblik på at sikre, at samtlige hav til anven delse afbrugtmomsordningen var opfyldt. Da der ikke indkom nye op lysninger, og da SKAT fortsat var uforstående over for, hvordan en re konstruktion kunne ske, traf SKAT afgørelse i overensstemmelse med agterskrivelsen. Af korrespondancen fremgår det i øvrigt, at sagsøgte selv argumente rer for, at agterskrivelsen ikke skal afløses af en enslydende afgørelse, da sagsøger vil rekonstruere bilagene. Det vil på det grundlag være no get bagvendt, hvis sagsøger skulle have fået anledning til at overveje et erstatningskrav mod sagsøgte på et tidspunkt, hvor sagsøgte selv lægger op til, at der ikke skal rejses et krav mod sagsøger. En agterskrivelse er netop en hensigtserklædng fra SKAT, hvor skat teyderen får indblik i, hvilke oplysninger SKAT lægger til grund ved beskatningen. Skatteyderen har på det grundlag mulighed for at korri gere oplysningerne med henblik på en anden beskatning end foreslået af SKAT. Var agterskrivelsen udtryk for det endelige skattekrav, var der ingen grund til forudgående at udsende en agterskrivelse. Der eksisterer derfor ingen forddng på tidspunktet for agterskrivelsen. Kan skatteyderen fremlægge nye oplysninger, kan forslaget i agterskri velsen ændreslbortfalde. Fordringen opstår derfor først på det tids punkt, hvor SKAT træffer en afgørelse. Da fordringen først opstår på tidspunktet for SKATs afgørelse, er det også først fra dette tidspunkt, at forddngshaveren kan få eller burde have kunnet få kendskab hertil. —0—-—— Det bestrides, at sagsøger skulle have været enig i SKAT’s agterskri velse af 7. maj 2010. For detførste påklagede Advokatfirmaet såvel afgørelsen af 8. juli 2007 som afgørelsen af 28. januar 2011 til Lands skatteretten, hvilket netop skyldtes uenighed i afgørelseme. Det skal i den forbindelse bemærkes, at Advokatfirmaet ikke var indtrådt i sagen på tidspunktet for SKAT’s agterskrivelse af 7. maj 2010. For det an det er den enighed, som sagsøgte anfører, at sagsøger skulle have ud trykt allerede den 12. maj 2010, faktisk udtrykt af sagsøgte selv. For det tredje blev det over for SKAT alene anerkendt (af sagsøgte), at Side 8/11

sagsøger ikke op’ldte reglerne, hvorimod den foreslåede talmæssige ændring ikke blev anerkendt. —0——-— SKAT traf afgørelse vedrørende forhøjelse afsagsøgers momstilsvar den 8. juli 2010 for 1. kvartal 2007 og 28. januar 2011 for 2., 3. og 4. kvartal 2007. Agterskrivelseme forud for de respektive afgørelser blev afgivet den 7. maj 2010 og 16. august 2010. Sagsøgte underskrev sus pensionserklæring den 8. juli 2013. Det fremgår afforældelseslovens § 27, stk. I, 1. pkt., at den måneds- dag, der svarer til den dag, hvorfra fristen regnes, skal medregnes til fristen. På grundlag aftidspunkterne for SKATs afgørelser, ovennævnte ret spraksis samt beregningsreglen i forældelseslovens § 27, stk. 1, er de indtalte krav derfor ikke forældede. Det gælder i særdeleshed forhøjel sen for 2., 3. og 4. kvartal 2007, hvor suspensionserklæringen uden tvivl er underskrevet af sagsøgte inden udløb afforældelsesffisten, u anset om denne skulle løbe fra tidspunktet for agterskrivelsen den 16. august 2010 eller for afgørelsen den 28. januar 2011.”

Part A's advokat har i et påstandsdokument anført følgende hove danbdngender, der er gentaget og uddybet under delhovedforhandlingen:

“Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at &t indtalte krav er forældet, jf. Forældelseslovens § 3 stk. I.

Forældelseslovens § 2 bestemmer begyndelsestidspunktet for forældelse, og dette tidspunkt er i FE § gøres det gældende, at 2 stk. 3 præciseret til at være tidspunktet for misligholdelsen ved de fordringer, der opstår ved misligholdelse af kontrakt.

Sagsøger har som ansvarsgrundlag anført sagsøgtes manglende rådgivning omkring kravene til anvendelse afbmgtmomsordningen. Denne rådgivning skulle have været ydet i forbindelse med udstedelse af fakturaeme, hvilke blev udstedt gennem 2007.

Forældelsesffisten er således begyndt at løbe senest i første kvartal 2007, idet sagsøger (efter eget udsagn) ville have op’ldt havene til anvendelse afbnigtmomsordningen i 2007, såfremt sagsøger havde været bekendt med disse krav.

Spørgsmålet er herefter, om forældelsesfristen har været suspenderet, jf. FL § 3 stk. 2. Suspension af forældelses foreligger, indtil kravstiller var eller burde være blevet bekendt med, at der kunne Side 9/11

foreligge et erstatningsansvar.

Det gøres gældende, at suspensionen ophører, når kravstiller har anledning til at overveje, hvorvidt der måtte være et erstatningskrav at gøre gældende, jf. U 1997.842H.

Suspension ophører således, når kravstiller fik anledning til at overveje, hvorvidt han måtte have et erstatningskrav på grundlag af den (manglende ) rådgivning. Spørgsmålet i nærværende sag er således, hvornår sagsøger havde anledning til at overveje, om der kunne rettes et erstamingskrav mod sagsøgte.

Der synes at være enighed mellem sagens parter om denne forudsætning.

*

Den 7. maj 2010 udsendte SKAT agterskrivelse vedrørende første kvartal 2007, og det fremgik heraf, at sagsøger ikke overholdt reglerne til at anvende brugtmomsordningen. Sagsøger vidste på dette tidspunkt, at han heller ikke havde overholdt reglerne for de øvrige kvartaler 2007, og SKAT tilkendegav da også i agterskrivelsen, at der ville komme forslag til ændring af momsen for de efterfølgende kvartaler.

Den 7. maj havde sagsøger således anledning til at overveje, om der kunne rettes et erstatningskrav mod sagsøgte.

Sagsøger indrømmede den 12. maj 2010, at han ikke havde overholdt reglerne til anvendelse af bwgtmomsordningen, idet sagsøger havde godkendt indholdet af bilag C, jf. bilag D.

Den 12. maj havde sagsøger således positivt kendskab til, at der kunne rejses et krav mod sagsøgte for manglende rådgivning.

Den 20. maj skrev SKAT til sagsøger og afviste at regnskabsmatedalet kunne rekonstrueres. På dette tidspunkt var sagsøger således klar over, at der ikke var mulighed for at ændre SKAT’s opfattelse af, at sagsøger ikice havde overholdt reglerne for anvendelse af brngtmomsordningen

Det gøres derfor gældende, at suspensionen af forældelsesffisten er ophørt i maj 2010, og at forældelsesfristen således er begyndt at løbe senest fra maj 2010.

Suspensionsaftalen blev indgået 8. juli 2013, og der er således gået mere end 3 år fra sagsøgers kimdskabstidspunkt og ophøret af Side 10/11

suspensionen indgåelse afsuspensionsafialen. Der var således indtrådt forældelse på tidspunktet for suspensionsaftalens underskrift.

Det fremsatte krav er derfor forældet.

Det gøres gældende, at det for spørgsmålet om forældelse er ligegyldigt, at SKAT først på et senere tidspunkt udsendte endelig kendelse en kendelse med et indhold, sagsøger var bekendt med lang —

tid før SKAT fremsendte den.

Det gøres yderligere gældende, at det forhold, at kravet iklce endeligt kunne opgøres i maj 2010 ikke medfører, at suspensionen løber videre, jf. Forældelses efter forældelsesloven af 2007, I. udgave, at Bo von Eyben p. 428.”

Rettens begrundelse og afgørelse

Kravet vedrører Part A's rådgivning i 2007, hvorfor forældelsesfri sten efter forældelseslovens § 2, stk. 4, som udgangspunkt begynder at løbe på dette tidspunkt. Det fremgår dog afforældelseslovens § 3, stk. 2, at hvis fordringshaveren var ubekendt med fordringen regnes forældelsesfristen først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fet kendskab her til.

Der er underskrevet suspensionsaftale vedrørende forældelse den 8. juli 2013, hvorfor det af Part 1 fremsatte krav mod Part A kun er forældet, hvis Part 1 fik eller burde have Met kendskab til kravet før den 8. juli 2010, hvor Skat traf afgørelse vedrørende forhøjelse afmoms tilsvaret for 1. kvartal 2007.

Efter modtagelsen af Skats agterskrivelse af 7. maj 2010 har Part A som revisor for Part 1 , meddelt Skat, at Part 1 var i besid delse af det flulde grundlag for at kunne op’lde faktira- og regøskabshave ne herunder ved rekonstruktion af bilag og regnskaber, og Part A har på denne baggrund anmodet Skat om at frafalde forhøjelsen afmomsen. Skat har den 20. maj 2010 fastholdt momsforhøjelsen, men har samtidig bedt Part A uddybe inden for en frist fastsat til den 31. maj 2010 - -

hvad han konkret mente med “såfremt denne rekonstruktion sker på benyg gende vis.” samt endvidere anmodet om oplysning om, hvad Part 1 konkret ville gøre.

Da Part 1 efter indholdet afkonespondancen mellem Skat og Part A i perioden fra den 7. maj 2010 til den 8. juli 2010 med rette har kunnet haft den opfattelse, at der var mulighed for, at Skat ville acceptere et forslag til rekonstruktion af bilag, som kunne betyde, at Skat ikke havde no Side 11/11

get krav vedrørende moms eller at havet ville blive væsentligt mindre, er det ikke godtgjort, at Part 1 på et tidligere tidspunkt end den 8. juli 2010 havde kendskab til eller burde have fået kendskab til, at han muligvis havde et krav mod Part A i anledning af manglende rådgivning. Part 1's påstand tages derfor til følge.

Afgørelse om sagsomkostninger ved delhovedforhandlingen træffes i forbin delse med den endelige afgørelse af sagen.

Derfor bestemmes:

Sagsøgte, Part A skal anerkende, at kravet ikke er forældet.

Sagen kan fremmes.

Dommer

flOSN7-!OI-SflhI-K2%.T1UII.Mfl14