BS-689/2019-OLR · Østre Landsret

Byrettens kendelse stadfæstes i sag om i hvilket omfang en tidligere udlægsbegæring afbryder forældelse, når der efter rpl § 507 stk. 2 kun blev begæret udlæg for et begrænset beløb

[DOKUMENT] Afgørelse (11 sider) UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS RETSBOG ____________

Den 5. september 2019 satte Østre Landsret retten i retsbygningen, Bredgade 59, Køben- havn.

Som dommere fungerede landsdommerne Lene Jensen, Inge Neergaard Jessen og Nina Boserup (kst.), førstnævnte som rettens formand.

Der foretoges

4. afd. nr. B-689-19: Lowell Danmark A/S (advokat Dennis Feyling Serup) mod Debitor

Ingen var mødt eller indkaldt.

Der fremlagdes kæreskrift af 16. august 2019, hvorved Lowell Danmark A/S har kæret Retten i Svendborgs kendelse af 9. juli 2019 (FS 6-2590/2019), hvorefter udlægssagen fremmes for 4.050 kr. og sagens omkostninger. Lowell Danmark A/S har først modtaget kendelsen den 5. august 2019.

Endvidere fremlagdes Retten i Svendborgs fremsendelsesbrev af 26. august 2019 og ud- skrift af fogedbogen indeholdende den kærede afgørelse. -2-

Lowell Danmark A/S har nedlagt påstand om, at udlægssagen fremmes for 43.922,79 kr., subsidiært hjemvises til behandling i fogedretten. Til støtte herfor er det anført, at Lowell Danmark A/S opgjorde sit fulde krav mod Debitor i udlægsbegæring af 14. februar 2012 og samtidig tog forbehold for at forhøje udlægsbeløbet. Selvom Lowell Danmark A/S med udlægsbegæringen alene begærede udlæg foretaget for 3.000 kr., blev forældelsen af det fulde krav således afbrudt ved indgivelse af udlægsbegæringen, jf. for- ældelseslovens § 18. Lowell Danmark A/S har endvidere henvist til Vestre Landsrets utrykte kendelse af 5. juli 2019 (V.L. B-0234-19), Østre Landsrets kendelse af 4. oktober 2010, gengivet i FM 2010.299 Ø, samt Vestre Landsrets kendelse af 29. marts 2019, gen- givet i U 2019.2137 V.

Indkærede har ikke udtalt sig vedrørende kæren.

De modtagne bilag var til stede.

Retsgrundlag Forældelsesloven, lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer, blev til bl.a. på baggrund af betænkning 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen og lovforslag nr. 165 af 28. februar 2007.

Af kapitel VIII i betænkning 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen fremgår af afsnit 2 om gældende ret bl.a.:

”2.2.3. Kreditorforfølgning 2.2.3.1. Generelt Der findes særlige regler rundt om i lovgivningen vedrørende afbrydelse ved iværksættelse af kreditorforfølgningsskridt ved domstolene. Efter retsplejelovens § 527 afbrydes forældelse ved indgivelse af anmodning om udlæg, hvis fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet ophold. Forældelsen afbrydes, hvad enten forretningen fører til udlæg eller slutter forgæ- ves, men det er som udgangspunkt en forudsætning, at forretningen gennemføres, jf. nærmere afsnit 2.2.3.2 nedenfor, hvor retsplejelovens § 527 gennemgås sær- skilt. … Umiddelbare fogedforretninger, der efter retsplejelovens kapitel 55, jf. § 528, kan anvendes i relation til visse besiddelseskrav, antages ikke at afbryde forældelses- fristen, jf. herved Einersen s. 233, Elmelund, Juristen 1978 s. 302, og Ejler Bruun m.fl., Fogedsager s. 394. Dette skyldes, at det i forbindelse med en sådan forret- ning ikke er nødvendigt at opgøre kreditors eventuelle fordring, hvilket i praksis sædvanligvis heller ikke sker. Drejer det sig om tilbagetagelsesforretninger efter -3-

kreditaftaleloven, hvor der efter reglerne i denne lov skal foretages en opgørelse af parternes mellemværende i forbindelse med forretningen, antages det, at anmod- ningen om forretningen afbryder forældelsesfristen, jf. Ejler Bruun m.fl., Fogedsa- ger anf.st., og Elmelund anf.st. (vedrørende afbetalingsloven af 1954). … 2.2.3.2. Særligt om retsplejelovens § 527 a. Som nævnt ovenfor følger det af retsplejelovens § 527, at forældelse afbrydes ved indgivelse af en anmodning om udlæg, hvis fordringshaveren søger forret- ningen fremmet uden ugrundet ophold. Dette gælder, uanset om selve udlægsfor- retningen faktisk fører til foretagelse af udlæg eller alene til konstatering af, at skyldneren ikke ejer noget, der kan gøres til genstand for udlæg, jf. herved U 1997.1466 Ø, Peter Blok i U 2000 B s. 8 og Elmelund i Juristen 1978 s. 301. Udlægsbegæringen har derimod ikke fristafbrydende virkning, hvis fogedforret- ningen ikke gennemføres, f.eks. fordi begæringen i medfør af den såkaldte fred- ningsregel i retsplejelovens § 490, stk. 1, afvises som følge af, at skyldneren inden for de seneste 6 måneder har afgivet insolvenserklæring, jf. herom nedenfor. Afvi- ses begæringen af formelle grunde, kan begæringen dog under visse omstændig- heder bevare sin fristafbrydende virkning, jf. nærmere afsnit 2.2.8 nedenfor. Retsplejelovens § 527 gælder uanset udlægsgrundlagets karakter, det vil sige uan- set om grundlaget for udlæg er dom, betalingspåkrav med påtegning efter retsple- jelovens § 477 e, stk. 2, forlig, gældsbrev, pantebrev, veksel eller check osv., jf. retsplejelovens § 478, stk. 1. De fleste udlægsgrundlag udgør et særligt retsgrundlag efter 1908-lovens § 1, stk. 2. Dette gælder domme, påtegnede betalingspåkrav, forlig, gældsbreve og pante- breve, der samtidig er gældsbreve. Fordringer, der hviler på sådanne udlægsgrund- lag, er således underkastet den 20-årige forældelsesfrist og afbrydelsesreglerne i Danske Lov 5-14-4. I disse tilfælde har retsplejelovens § 527 om afbrydelse ved indgivelse af udlægs- begæring derfor navnlig betydning for så vidt angår krav på renter, der forfalder efter etableringen af det særlige retsgrundlag (f.eks. afsigelse af dom om kravet). Som anført i kapitel VII, afsnit 2.1.2, etablerer en opgørelse af gælden i fogedret- ten i forbindelse med foretagelse af udlæg ikke et særligt retsgrundlag, og retsple- jelovens § 527 indebærer derfor for sådanne rentekravs vedkommende, at en for- dringshaver, der har det fornødne udlægsgrundlag, kan undgå forældelse af renter ved med højst 5 års mellemrum at indgive begæring om udlæg. Udlægsbegæringen skal for at bevare sin afbrydende virkning følges op uden ufor- nødent ophold, jf. nærmere i afsnit 2.2.8. ... b. Efter retsplejelovens § 490, stk. 1, kan en fordringshaver, der ikke har fået til- strækkeligt udlæg til at dække sin fordring, først begære ny fogedforretning, når der er forløbet 6 måneder siden sidste forretning. Fogedretten kan også i øvrigt af- vise en udlægsbegæring, hvis skyldneren i forbindelse med en fogedforretning in- den for de seneste 6 måneder har afgivet insolvenserklæring. Bestemmelsen i § 490, stk. 1, gælder ikke, hvis der er rimelig grund til at antage, at skyldneren ejer aktiver, hvori der kan foretages udlæg, eller hvis der i øvrigt foreligger omstæn- digheder, som gør det rimeligt at afholde udlægsforretning, jf. § 490, stk. 2. Det antages i praksis, at hvis en fogedforretning afvises i medfør af retsplejelovens § 490, stk. 1, har begæringen ikke fristafbrydende virkning, i hvert fald ikke hvis begæringen ikke følges op af en ny fogedforretning. -4-

Der kan henvises til U 1997.342 Ø, hvor en udlægsbegæring var blevet afvist i fe- bruar 1992 på grund af skyldnerens insolvenserklæring i en anden sag, og hvor der først blev indgivet fornyet udlægsbegæring i juni 1996. Landsretten fandt ikke, at der ved udlægsbegæringen af februar 1992 var sket afbrydelse af forældelsesfris- ten, og da kreditor ikke havde foretaget retslige skridt i tiden fra afvisningen og indtil udlægsanmodningen af juni 1996, var de renter, der var påløbet inden 5 år forud for begæringen af juni 1996, forældede. Det må imidlertid samtidig antages, at retsplejelovens § 490, stk. 2, må fortolkes således, at en udlægsbegæring bør tages til følge, selv om der foreligger en insol- venserklæring, hvis formålet er at afbryde forældelse. Der henvises til U 1994.718 Ø. I denne sag havde fogedretten afvist en udlægsbe- gæring i medfør af retsplejelovens § 490, stk. 1, idet der mindre end 6 måneder forinden var afgivet insolvenserklæring, og idet fogedretten antog, at kreditors anmodning til fogedretten var tilstrækkelig til at afbryde forældelsen. Landsretten fandt, at den omstændighed, at udlægsbegæringen var foranlediget af, at kravet (delvis) var udsat for forældelse, udgjorde en sådan særlig omstændighed som om- handlet i retsplejelovens § 490, stk. 2, at den fremsatte begæring om afholdelse af udlægsforretning burde tages til følge. Dette følger også forudsætningsvis af den tidligere omtalte U 1997.342 Ø, idet det i fogedrettens kendelse, som blev tiltrådt af landsretten med enkelte tilføjelser, an- føres, at rekvirenten for at følge op på den afviste begæring kunne have begæret sagen foretaget efter retsplejelovens § 490, stk. 2, med henblik på at afbryde for- ældelsesfristen. Der kan endvidere henvises til Elmelund i Juristen 1978 s. 301, og Jakob Fink Nielsen og Henrik Munkholm i U 1999 B 171.”

Kapitel VIII, afsnit 6, i betænkning 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, indeholder en nærmere gennemgang af lovudkastets § 17, stk. 1, som svarer til det vedtag- ne lovforslags § 18, stk. 1, bl.a. ved følgende:

”6. Udvalgets overvejelser 6.1. Indledende bemærkninger Det er udvalgets opfattelse, at det for at afbryde forældelsen i alle tilfælde bør kræves, enten at skyldneren erkender forpligtelsen, eller at fordringshaveren fore- tager retslige skridt. Udvalget finder således, at adgangen til afbrydelse ved på- mindelse bør ophæves, jf. nærmere nedenfor i afsnit 6.2.1. … 6.2. Egentlig afbrydelse 6.2.1. Ophævelse af adgangen til afbrydelse ved påmindelse Som nævnt ovenfor finder udvalget, at adgangen efter Danske Lov 5-14-4 til at af- bryde forældelsesfristen ved påmindelse bør ophæves, således at der i alle tilfælde - på samme måde som efter 1908-loven - stilles krav om, at skyldneren erkender forpligtelsen, eller at fordringshaveren foretager retslige skridt. Det er udvalgets opfattelse, at hensynene bag forældelsesreglerne - at bidrage til, at fordringer afvikles eller bringes på det rene inden rimelig tid, og at undgå proces- førelse om meget gamle fordringer - i hvert fald for de fleste typer af fordringers vedkommende ikke på tilfredsstillende måde tilgodeses ved en ordning, hvor for- dringshaveren har mulighed for til enhver tid at forny forældelsesfristen ved blot at -5-

tilkendegive skyldneren, at han mener at have et krav på ham. Påmindelse er såle- des ikke egnet til at sikre en afklaring af omtvistede fordringers eksistens. Endvi- dere kan skyldneren efter omstændighederne uanset påmindelse med tiden få en forventning om, at kravet ikke vil blive fastholdt. … 6.2.3.3. Indgivelse af udlægsbegæring mv. a. Udvalget foreslår en bestemmelse om afbrydelse ved indgivelse af udlægsbegæ- ring, der svarer til retsplejelovens § 527, jf. herved lovudkastets § 17, stk. 1. Der henvises til afsnit 2.2.3.2 ovenfor vedrørende det nærmere indhold af bestemmel- sen i retsplejelovens § 527. Ligesom konkurslovens § 241 og dødsboskiftelovens § 82, stk. 5, gælder retspleje- lovens § 527 ikke alene i relation til 1908-loven og Danske Lov 5-14-4, men også i relation til specielle forældelsesregler i anden lovgivning. Som nævnt foreslår ud- valget i lovudkastets § 27 en regel, hvorefter forældelseslovens regler - herunder også lovudkastets § 17 - som udgangspunkt også finder anvendelse i relation til specielle forældelsesregler i anden lovgivning. En ophævelse af retsplejelovens § 527 vil således ikke medføre, at en tilsvarende regel ikke længere vil gælde i rela- tion til specielle forældelsesregler i anden lovgivning. Udvalget foreslår derfor be- stemmelsen i retsplejelovens § 527 ophævet. På samme måde som i retsplejelovens § 527 foreslås det i lovudkastets § 17, stk. 1, at det skal være en betingelse for, at indbringelsen af udlægsbegæring har afbry- delsesvirkning, at fogedforretningen fremmes inden for en vis periode. Det fore- slås dog at anvende formuleringen »inden for rimelig tid« i stedet for »uden ugrundet ophold«, således at der er overensstemmelse mellem den her omhandlede bestemmelse og lovudkastets § 15, stk. 1, med hensyn til, hvornår det retslige skridt skal følges op. … Vedrørende tilfælde, hvor skyldneren har afgivet insolvenserklæring, må det efter nyere retspraksis antages, at retsplejelovens § 490, stk. 2, skal forstås således, at en begæring om afholdelse af en fogedforretning skal tages til følge, selv om der fore- ligger en insolvenserklæring, hvis formålet er at afbryde forældelsen, jf. herved U 1994.718 Ø og U 1997.342 Ø og afsnit 2.2.3 ovenfor. Udvalget er enig i, at retsplejelovens § 490, stk. 2, skal forstås på denne måde, og efter udvalgets opfattelse ville det heller ikke være rimeligt, hvis forældelse ikke kunne afbrydes i disse tilfælde. Udvalget foreslår en ny bestemmelse i retsplejelovens § 490, stk. 3, hvorefter kre- ditor ikke behøver at give møde i fogedretten i tilfælde, hvor der er afgivet insol- venserklæring, jf. om baggrunden herfor nedenfor under pkt. b. Af bestemmelsen fremgår samtidig, at en udlægsbegæring skal tages til følge trods en insolvenser- klæring, hvis formålet er at afbryde forældelsen. Herved afklares den usikkerhed, der i praksis har været om, hvorvidt fogeden i disse tilfælde er forpligtet til at gen- nemføre fogedforretningen. … b. Det er under udvalgsarbejdet af repræsentanterne for erhvervslivet blevet anført, at en ordning, hvor forældelsen af krav i henhold til domme, forlig og gældsbreve mv. ikke længere kan afbrydes ved påmindelse, vil indebære, at kreditorerne er nødsaget til at indgive udlægsbegæring hvert 10. år for at afbryde forældelsesfris- ten for hovedstolen. Endvidere vil der for så vidt angår rentekrav, hvor der i dag skal foretages retslige skridt hvert 5. år, skulle indgives udlægsbegæring hvert 3. år. Ordningen vil derfor være ensbetydende med, at der vil være forbundet flere -6-

omkostninger med afbrydelse af forældelsen af disse krav på grund af retsafgift til fogedretten og salær til advokat for at møde i fogedretten. Udvalget foreslår på denne baggrund en ny bestemmelse i retsplejelovens § 490, stk. 3, hvorefter kreditor ikke behøver at give møde i fogedretten i tilfælde, hvor der er afgivet insolvenserklæring. I disse tilfælde vides det, at skyldneren intet ejer, og det må derfor anses for unødvendigt og uhensigtsmæssigt at bruge res- sourcer på at møde i fogedretten. I tilfælde, hvor der ikke er afgivet insolvenser- klæring, er der derimod ikke sikkerhed for, at skyldneren intet ejer, og det findes derfor rimeligt, at kreditor skal forsøge at inddrive sit tilgodehavende. Forældel- sesreglerne har bl.a. til formål at bidrage til, at fordringer afvikles inden for rimelig tid. Reglen omfatter efter forslaget alle typer af krav, for hvilke der er et eksekutions- grundlag, og indebærer, at fogedretten skal foretage en sædvanlig prøvelse af kra- vet - herunder navnlig en prøvelse af opgørelsen af renter og omkostninger og af, om kravet helt eller delvis er forældet - uden at kreditor har pligt til at give møde i fogedretten. Reglen foreslås udformet, så den ligner betalingspåkravsordningen, jf. retsplejelovens kapitel 44 a, dvs. således at der skal gives skyldneren en frist til at fremkomme med indsigelse. Hvis der ikke kommer indsigelse, afsluttes den retlige behandling uden et fogedretsmøde, og forældelsen er afbrudt. Kommer der indsi- gelse fra skyldneren, gennemføres en sædvanlig fogedretsbehandling. Bestemmel- sen kan anvendes, uanset at kreditor ikke på forhånd ved, om der er afgivet insol- venserklæring. Kreditor vil således ved indgivelsen af udlægsbegæringen kunne bede fogedretten om i givet fald at behandle begæringen efter »§ 490, stk. 3- proceduren« og ellers efter de almindelige regler. Det foreslås, at der for begæringer om en »§ 490, stk. 3-procedure« - på samme måde som for en begæring om påtegning af et betalingspåkrav, jf. retsafgiftslovens kapitel 2 a - fastsættes en lavere retsafgift end for almindelige udlægsbegæringer, jf. retsafgiftslovens kapitel 3. Herudover foreslår udvalget en regel om, at der efter indgivelse af begæring om (og afholdelse af) udlægsforretning løber en ny frist på 10 år også for de opgjorte renter og omkostninger, jf. lovudkastets § 18, stk. 7, og nedenfor i afsnit 6.2.4. Heraf følger, at når rentekravet er fastslået i fogedretten, vil fordringshaveren ikke som efter gældende ret skulle »forny« kravet hvert 3. år (i dag hvert 5. år).

Af de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 165 af 28. februar 2007 om forældelse af fordringer fremgår bl.a.:

”3.3. Afbrydelse af forældelse Udvalget finder, at det i alle tilfælde bør være en betingelse for at afbryde foræl- delsen, at skyldneren erkender forpligtelsen, eller at fordringshaveren foretager retslige skridt. Adgangen efter Danske Lov 5-14-4 til afbrydelse ved påmindelse bør således efter udvalgets opfattelse ophæves. … Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.1. 3.3.1. »Egentlig« afbrydelse Udvalget finder, at adgangen efter Danske Lov 5-14-4 til at afbryde forældelsesfri- sten ved påmindelse bør ophæves. -7-

Udvalget anfører, at hensynene bag forældelsesreglerne, navnlig at bidrage til, at fordringer afvikles eller bringes på det rene inden rimelig tid, og at undgå proces- førelse om meget gamle fordringer, i de fleste tilfælde ikke på tilfredsstillende må- de tilgodeses ved en ordning, hvor fordringshaveren har mulighed for til enhver tid at forny forældelsesfristen ved blot at tilkendegive over for skyldneren, at han eller hun mener at have et krav mod den pågældende. Det skyldes bl.a., at påmindelse alene ikke er egnet til at fremme en afklaring af omtvistede fordringers eksistens. Endvidere kan skyldneren efter omstændighederne uanset påmindelser med tiden få en forventning om, at kravet ikke vil blive fastholdt. Udvalget foreslår således, at afbrydelse skal ske ved skyldnerens erkendelse eller ved foretagelse af retslige skridt mod skyldneren. Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.2.1. … 3.3.1.3 Kreditorforfølgning … Udvalget foreslår endvidere en bestemmelse om afbrydelse ved indgivelse af ud- lægsbegæring, der svarer til retsplejelovens § 527. Udvalget foreslår, at det skal være en betingelse for, at indgivelsen af udlægsbegæ- ring har afbrydelsesvirkning, at fogedforretningen fremmes inden for en vis perio- de. Den foreslåede bestemmelse svarer til retsplejelovens § 527, men det foreslås dog at anvende formuleringen »inden for rimelig tid« i stedet for »uden ugrundet ophold«. … Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.2.3.2 og 6.2.3.3. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udfor- met i overensstemmelse med udvalgets lovudkast. Der henvises til lovforslagets §§ 17 og 18 og bemærkningerne hertil. … 3.3.1.4 Retsvirkningerne af afbrydelse … Udvalget foreslår, at retsvirkningerne af de forskellige afbrydelsesmåder reguleres udtømmende i loven, og at der fastsættes et begyndelsestidspunkt for den nye frist for de enkelte tilfælde. … Endvidere foreslår udvalget en regel om, at der ved afbrydelse i forbindelse med udlæg, arrest, krav om andel i auktionsprovenu og tilbagetagelse af løsøregen- stande, der er solgt med ejendomsforbehold, skal løbe en ny frist fra fogedforret- ningens eller auktionens slutning. … Udvalget foreslår herudover, at der efter forældelsesfristens afbrydelse ved en ud- lægsforretning vedrørende en fordring med særligt retsgrundlag skal løbe en ny frist på 10 år også for så vidt angår de opgjorte omkostninger og uforældede ren- ter. Et rentekrav, der er opgjort i fogedretten, vil således være uforældet, hvis der afholdes en ny fogedforretning inden for 10 år herefter. Senere påløbne renter for- ældes derimod efter 3 år. Under en ny udlægsforretning, der finder sted mere end 3 år efter den første, vil kravet herefter kunne opgøres til det tidligere opgjorte beløb med tillæg af 3 års renter. En sådan ordning er efter udvalgets opfattelse rimelig og hensigtsmæssig og afbøder for kreditorernes vedkommende i nogen grad virk- ningen af, at forældelsesfristen for rentekrav forkortes fra 5 år til 3 år. Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.2.4. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udfor- met i overensstemmelse med udvalgets lovudkast. Der henvises til lovforslagets § 19 og bemærkningerne hertil.” -8-

Af lovforslagets specielle bemærkninger til § 18 fremgår: ”Til stk. 1 Efter stk. 1 afbrydes forældelsen ved indgivelse af anmodning om udlæg, hvis for- dringshaveren søger forretningen fremmet inden for rimelig tid. Bestemmelsen vil på samme måde som retsplejelovens § 527 gælde uanset ud- lægsgrundlagets karakter, det vil sige uanset om grundlaget for udlæg er dom, be- talingspåkrav med påtegning efter retsplejelovens § 477 e, stk. 2, forlig, gælds- brev, pantebrev, veksel eller check mv., jf. retsplejelovens § 478, stk. 1. De fleste udlægsgrundlag udgør et særligt retsgrundlag efter lovforslagets § 5. Det gælder domme, påtegnede betalingspåkrav, forlig, gældsbreve og pantebreve, der samtidig er gældsbreve. Fordringer, der hviler på sådanne udlægsgrundlag, er un- derkastet en 10-årig forældelsesfrist efter bestemmelsen i § 5, og efter afbrydelse af fristen løber for hovedstolen en ny frist på 10 år fra fogedforretningens af- slutning, jf. lovforslagets § 19, stk. 1 og 6. En opgørelse i fogedretten i forbindelse med foretagelse af udlæg etablerer som udgangspunkt ikke et særligt retsgrundlag for påløbne renter og omkostninger, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 5. I lovforslagets § 19, stk. 7, foreslås imidler- tid, at hvis der for en fordring med særligt retsgrundlag sker afbrydelse af foræl- delsesfristen ved indgivelse af anmodning om udlæg, løber en ny forældelsesfrist på 10 år også for de under fogedforretningen opgjorte omkostninger og uforælde- de renter. Det er på samme måde som efter retsplejelovens § 527 en betingelse for, at ind- bringelsen af en udlægsbegæring har »egentlig« afbrydelsesvirkning, at fogedfor- retningen fremmes inden for rimelig tid, jf. bestemmelsens 2. led. Det foreslås at anvende formuleringen »inden for rimelig tid« i stedet for »uden ugrundet op- hold«, således at der er overensstemmelse mellem § 18, stk. 1, og § 16, stk. 1, med hensyn til kravet om opfølgning af det retslige skridt. At fogedforretningen skal fremmes inden for rimelig tid, indebærer bl.a., at hvis fogedforretningen ikke gennemføres - f.eks. fordi rekvirenten udebliver fra forret- ningen, jf. retsplejelovens § 492, stk. 1 - vil udlægsbegæringen alene kunne have virkning som en foreløbig afbrydelse, der skal følges op inden 1 år, jf. lovforsla- gets § 20, stk. 3, 2. led. Anmodningen om udlæg vil have »egentlig« afbrydelsesvirkning, uanset om ud- lægsforretningen faktisk fører til foretagelse af udlæg eller alene til konstatering af, at skyldneren ikke ejer noget, der kan gøres til genstand for udlæg, dvs. ved skyldnerens afgivelse af insolvenserklæring. Det er i nyere retspraksis antaget, at retsplejelovens § 490, stk. 2, skal forstås såle- des, at en begæring om afholdelse af en fogedforretning skal tages til følge, selv om der foreligger en insolvenserklæring, hvis formålet er at afbryde forældelsen, jf. herved Ugeskrift for Retsvæsen 1994.718 Ø og Ugeskrift for Retsvæsen 1997.342 Ø. Denne praksis forudsættes opretholdt. Der henvises i den forbindelse til § 3, nr. 2, i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.), hvor der foreslås en ny bestemmelse i retsplejelovens § 490, stk. 3, om, at kreditor ikke behøver at give møde i fogedretten i tilfælde, hvor der er afgivet insolvenser- klæring. Af den foreslåede bestemmelse fremgår samtidig, at en udlægsbegæring -9-

skal tages til følge trods en insolvenserklæring, hvis formålet er at afbryde foræl- delsen. Den fristafbrydende virkning, der er knyttet til udlægsbegæringen, bortfalder ikke, fordi udlægget bortfalder i medfør af reglen i retsplejelovens § 526, stk. 4. Efter denne bestemmelse bortfalder udlæg i løsøre (bortset fra visse biler, skibe og luft- fartøjer) og udlæg i visse fordringer, herunder bl.a. fondsaktiver, 1 år efter foreta- gelsen.”

I de specielle bemærkninger til § 19, stk. 2-7, er anført bl.a.:

”Endvidere foreslås i stk. 6, 1. pkt., at der ved afbrydelse i forbindelse med indgi- velse af anmodning om udlæg mv. efter § 18, stk. 1-3, skal løbe en ny frist fra fo- gedforretningens eller auktionens slutning. … Herudover foreslås i stk. 7, at der efter afbrydelse ved indgivelse af begæring om (og afholdelse af) udlægsforretning vedrørende en fordring med særligt retsgrund- lag skal løbe en ny frist på 10 år også for så vidt angår de opgjorte omkostninger og uforældede renter. Et rentekrav, der er opgjort i fogedretten, vil således være uforældet ved en ny fogedforretning inden for 10 år herefter. Senere påløbne renter forældes derimod efter 3 år. Under en ny udlægsforretning, der finder sted mere end 3 år efter den første, vil kravet herefter kunne opgøres til det tidligere opgjorte beløb med tillæg af 3 års renter. Når rentekravet er fastslået i fogedretten, vil for- dringshaveren således ikke som efter gældende ret skulle »forny« kravet hvert 3. år (i dag hvert 5. år).”

Efter votering afsagdes

kendelse:

Forældelsesfristen er 10 år, bl.a. når fordringens eksistens og størrelse er fastslået ved dom eller betalingspåkrav påtegnet af fogedretten, jf. forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3. Det fremgår af forældelseslovens § 18, stk. 1, at forældelsen afbrydes ved indgivelse af an- modning om udlæg, hvis fordringshaveren søger forretningen fremmet inden for rimelig tid. Når forældelsen afbrydes ved indgivelse af anmodning om udlæg, regnes den nye for- ældelsesfrist fra fogedforretningens afslutning, jf. forældelseslovens § 19, stk. 6. Sker af- brydelsen ved indgivelse af anmodning om udlæg for en fordring som nævnt i § 5, herun- der fordringer fastslået ved dom eller betalingspåkrav påtegnet af fogedretten, løber en ny forældelsesfrist på 10 år også for de omkostninger og uforældede renter, der er opgjort under fogedforretningen, jf. forældelseslovens § 19, stk. 7.

Ved udlægsbegæring af 14. februar 2012 anmodede Lowell Danmark A/S fogedretten om foretagelse af udlæg hos Debitor . Det fremgår af udlægsbegæringen, at gæl- den da blev opgjort til i alt 43.004,13 kr. af Lowell Danmark A/S, som samtidig begærede - 10 -

udlæg foretaget for 3.000 kr. med forbehold for under fogedsagen og mod betaling af mergebyr at forøge udlægsbeløbet. Af stempel på udlægsbegæringen ses, at udlægsbegæ- ringen blev fremlagt i fogedretten den 15. marts 2012, hvor gælden blev opgjort af foged- retten til 4.050 kr.

Det fremgår ikke af de ovenfor nævnte forarbejder til forældelsesloven, om der ved ind- givelse af en udlægsbegæring – som er fremmet inden for rimelig tid – sker afbrydelse af forældelsen for den fulde fordring, eller om forældelse alene afbrydes for den del af for- dringen, der er begæret udlæg for. Det fremgår dog, at adgangen til afbrydelse af forældel- se ved påmindelse blev ophævet med lovens vedtagelse.

Landsretten finder, at forældelseslovens § 18, stk. 1, ud fra sammenhængen med § 5 og § 19, stk. 6-7, og forarbejderne hertil, må forstås således, at forældelsen af en fordring kun afbrydes ved indgivelse af en anmodning om udlæg, hvis fogedretten under den efterføl- gende fogedforretning har prøvet den pågældende fordring. Afbrydelse af en fordrings forældelse forudsætter således, at fogedretten rent faktisk har forholdt sig til fordringens eksistens og størrelse.

Ved behandlingen af en udlægsbegæring, som i medfør af retsplejelovens § 507, stk. 2, er begrænset til kun at gælde en del af fordringen, er fogedretten hverken efter retsplejeloven eller forældelsesloven forpligtet til at forholde sig til hele den opgjorte fordring, jf. U 2017.1634 Ø.

Landsretten finder herefter, at fogedretten ved behandling af udlægsbegæringen den 15. marts 2012, hvor gælden blev opgjort af fogedretten til 4.050 kr., alene forholdt sig til den- ne del af Lowell Danmark A/S’ fordring, og at forældelsen således alene blev afbrudt for så vidt angår denne del.

Landsretten bemærker, at en fordringshaver, der har begrænset udlægsbegæringen til kun at gælde en del af fordringen, afhængig af omstændighederne vil have mulighed for at ind- give anmodning om fornyet udlægsforretning for den del af fordringen, som ikke har været omfattet af udlægsbegæringen, med henblik på at afbryde forældelsen af hele fordringen, inklusive renter og omkostninger, jf. også herved U 2017.1634 Ø.

Med disse bemærkninger stadfæstes fogedrettens kendelse. - 11 -

Thi bestemmes:

Fogedrettens kendelse stadfæstes.

Ingen af parterne skal betale kæremålsomkostninger til den anden part.

Retten hævet.