BS-136/2007-HJR · Højesteret
Legislator summary
AI generatedLandsrettens dom blev stadfæstet
Legislator headnote
AI generatedArt. 8 om; BS-136/2007-HJR · Højesteret: Landsrettens dom blev stadfæstet
Keywords
AI generatedRelated Decisions
AI generatedFull text
Landsrettens dom blev stadfæstet
[DOKUMENT] Domsresumé (1 sider) Forældresammenføring, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Dom afsagt den 29. august 2008
Sag 136/2007
A og B mod Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Ikke grundlag for at tilsidesætte Integrationsministeriets afslag på sammenføring af voksen søn og mor.
A, hvis eneste barn, B, havde fået opholdstilladelse i 2001 som de facto-flygtning fra Irak, ansøgte i maj 2003 om ”Family Reunifation to son” i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1. I ansøgningsskemaet var anført, at A på ansøgningstidspunktet havde opholdt sig i 1 år og 4 måneder i Syrien. Det fremgik endvidere af en erklæring fra ”Council of Iraqi Tribes” , at A var indrejst i Syrien i januar 2002. B’s hustru og børn havde i 2002 fra Jordan søgt om familiesammenføring med B, hvilket der blev givet tilladelse til i marts 2003. Ved afgørelse af 27. juli 2005 tiltrådte Integrationsministeriet Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, da der ikke fandtes at være en tilknytning mellem A og B, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv.
A og B indbragte ministeriets afgørelse for landsretten. B forklarede for landsretten bl.a., at hustruen og børnene havde ansøgt om familiesammenføring fra Jordan, men efterfølgende var rejst videre til Syrien, hvor de havde samlevet med A, der var kommet til Syrien i 2003. A og B gjorde for landsretten gældende, at ministeriets afgørelse var forkert, fordi det ikke fremgik af afgørelsen, hvorvidt ministeriet havde tillagt tilknytningen mellem A og B’s husstand som sådan vægt.
Højesteret udtalte, at det efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at A indrejste i Syrien i januar 2002. Højesteret tiltrådte herefter, at det af lovmotiverne til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, kan udledes, at der skal meddeles opholdstilladelse i de tilfælde, hvor nægtelsen af familiesammenføringen vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Lovmotiverne indeholder dog ingen særlige bemærkninger vedrørende voksne børns sammenføring med forældre. Da der ikke var grundlag for at fastslå, at afslaget på sammenføring af A og B ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8 om retten til familieliv, og da der i øvrigt ikke var grundlag for at fastslå, at ministeriets afgørelse var urigtig, frifandt Højesteret ministeriet.
Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom.
/
[DOKUMENT] Afgørelse (3 sider) UDSKRIFT AF HØJESTERETS DOMBOG
HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 29. august 2008
Sag 136/2007 (2. afdeling)
Part 1 og Part 2
(advokat Anders Chr. Jensen for begge) mod Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration (kammeradvokaten ved advokat Lene Damkjær Christensen)
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 23. afdeling den 6. marts 2007.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Sørensen, Lene Pagter Kristensen, Thomas Rørdam, Poul Dahl Jensen og Vibeke Rønne.
Påstande Appellanterne, Part 1 og Part 2 , har gentaget deres påstand.
Indstævnte, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, har påstået stadfæstelse.
Supplerende sagsfremstilling Integrationsministeriet afslog den 12. juni 2008 at genoptage sin afgørelse af 27. juli 2005 vedrørende afslag på opholdstilladelse til Part 1 . Afgørelsen er stilet til advokat Anders Chr. Jensen, og under overskriften ”Faktiske omstændigheder af betydning for afgørelsen” er anført.: - 2 -
”Af sagens akter fremgår blandt andet, at Deres klients herboende søn indrejste her i landet den 15. december 2000 og blev meddelt opholdstilladelse her i landet den 28. september 2001, at Deres klients svigerdatter og børnebørn indrejste i Jordan fra Irak den 27. maj 2002 og indgav ansøgning om opholdstilladelse her i landet, hvorefter de indrejste i Syrien, at Deres klient i Syrien boede sammen med sin svigerdatter og børnebørn, indtil deres udrejse til Danmark den 29. marts 2003, og at Deres klient den 28. maj 2003 indgav ansøgning om opholdstilladelse her i landet.
Af Deres klients ansøgningsskema dateret den 28. maj 2003 fremgår blandt andet, at Deres klient på daværende tidspunkt havde opholdt sig i Syrien i et år og fire måneder. Det fremgår endvidere af en vedlagt erklæring fra ”Council of Iraqi Tribes” af 24. oktober 2002, at Deres klient anses for at være indrejst i Syrien den 15. januar 2002.
Af erklæring af 28. maj 2003 indgivet af Deres klient i forbindelse med hendes ansøgning om opholdstilladelse fremgår herudover blandt andet, at Deres klient ikke har noget pas.
Af notits af 1. juni 2003 vedrørende Deres klients samtale den 1. juni 2003 med den danske ambassade i Damaskus fremgår blandt andet, at Deres klient først har forklaret, at hun efter hendes søns udrejse af Irak boede sammen med sin svigerdatter og børnebørn, men senere ændrede dette til, at de ikke boede sammen, samt at hun vidste besked med, at hendes svigerdatter ville forlade Irak, og at det var svigerdatterens bror, som arrangerede svigerdatterens rejse. Deres klient oplyste endvidere, at hun ikke forlod Irak på samme tid som hendes svigerdatter, da hverken hun eller hendes herboende søn havde penge til at betale for hendes udrejse, at hun derefter boede hos medlemmer af hendes klan, og at hun forlod Irak den 15. januar 2002, en rejse som Deres klients søn arrangerede.
Af spørgeskema underskrevet den 15. oktober 2003 af Deres klients herboende søn fremgår blandt andet, at Deres klient har opholdt sig i Syrien siden den 15. januar 2002.
Det fremgår endvidere af Deres klients herboende søns og svigerdatters forklaring til Østre Landsret den 1. februar 2007, at Deres klient, hendes svigerdatter og hendes søn har boet sammen indtil Deres klients søns flugt, at Deres klients svigerdatter og Deres klient boede sammen indtil svigerdatterens udrejse, at Deres klient ikke udrejste sammen med svigerdatteren i maj 2002 på grund af problemer med at få pas, at Deres klient derefter i Irak blev hjulpet af nogle naboer, at det lykkedes for Deres klient at komme til Syrien – formentlig i januar 2003 – og at Deres klient og hendes svigerdatter boede kort tid sammen, inden Deres klients svigerdatter rejste til Danmark i marts 2003. Det er endvidere oplyst, at Deres klients svigerdatter kom til Syrien i juli 2002, da hun havde fået en lejlighed dér, og Deres klients søn har forsørget Deres klient, siden han fik arbejde.
Af Udlændingeregisteret og Det Centrale Personregister fremgår blandt andet, at Deres klients svigerdatter og børnebørn den 29. marts 2003 indrejste her i landet efter at være meddelt opholdstilladelse den 18. marts 2003.” - 3 -
Højesterets begrundelse og resultat Efter bevisførelsen lægger Højesteret til grund, at Part 1 indrejste i Syrien den 15. januar 2002, hvor hun siden har opholdt sig.
Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Integrationsministeriets afgørelse af 27. juli 2005, og stadfæster derfor dommen.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal Part 1 og Part 2
solidarisk betale 25.000 kr. til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.