SS-3267/2010-OLR · Østre Landsret

Landsretten stadfæster byrettens afgørelse i sag om varetægtsfængsling indtil udvisning kan finde sted

[DOKUMENT] Retsbog med kendelse (3 sider) '

UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG ____________ KENDELSE

Afsagt den 1. november 2010 af Østre Landsrets 11. afdeling (landsdommerne Karsten Bo Knudsen, Ole Græsbøll Olesen og Anne Louise Bormann).

11. afd. kære nr. S-3267-10: Anklagemyndigheden mod Domfældte, tidligere Sigtede (CPR nr. (Født 1979)) (advokat Ulrik Rasmussen, besk.)

Ved Københavns Byrets dom af 21. oktober 2010 (SS 3-23084/2010) blev Domfældte, tidligere Sigtede efter udlændingelovens § 59 b, våbenbekendtgørelsens § 44, stk. 4, jf. § 15, stk. 1, nr. 5 og straffelovens § 164, stk. 1, idømt fængsel i 30 dage og udvist af Danmark med indrejse-forbud i 6 år. Domfældte, tidligere Sigtede tog betænkningstid med hensyn til anke.

Ved samtidig afsagt kendelse blev det bestemt, at domfældte, der har været frihedsberøvet fra den 10. oktober 2010, i medfør af udlændingelovens § 35, stk. 1, nr. 1, skal forblive varetægtsfængslet, indtil udvisning kan finde sted. Fristen for varetægtsfængslingen fastsattes til 14 dage, således at den udløber den 4. november 2010.

Anklagemyndigheden har påkæret denne kendelse med påstand om, at der ikke fastsættes en frist for fængslingen.

Efter udlændingelovens § 35, stk. 3, 1. pkt., finder retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling i øvrigt anvendelse. Dog følger det af § 35, stk. 3, 2. pkt., at der altid fast- / -2-

sættes en frist for varetægtsfængsling alene med henblik på fuldbyrdelse af bestemmelse ved endelig dom om udvisning.

I dette tilfælde er dommen ikke endelig, og det følger således af retsplejelovens § 769, stk. 1, der ikke henviser til § 767, at der ikke er krav om, at der fastsættes en frist for varetægtsfængslingen, jf. herved U 2010.1261 Ø.

I tilfælde, hvor dommen ankes, følger det af retsplejelovens § 769, stk. 3, at spørgsmålet om varetægtsfængsling skal forelægges for landsretten, når ankesagen indbringes for landsretten, og hvis landsretten på dette tidspunkt træffer bestemmelse om varetægts-fængsling, skal der fastsættes en frist, jf. retsplejelovens § 767. I disse tilfælde er der derfor ikke behov for, at byretten fastsætter en frist ved afgørelsen om varetægtsfængsling efter dom.

I tilfælde som det foreliggende, hvor dommen ikke er anket i forbindelse med domsafsigelsen, og hvor det derfor er usikkert, om dommen vil blive anket, taler hensynet til, at varetægtsfængslingen ikke udstrækkes længere end nødvendigt, derimod for, at der fastsættes en frist. Hvis der ikke i denne situation fastsættes en frist, må det være en følge af bestemmelsen i udlændingelovens § 35, stk. 3, 2. pkt., at anklagemyndigheden, hvis dommen ikke er anket inden ankefristens udløb, og dommen dermed er endelig, skal indbringe sagen for byretten med henblik på, at der på dette tidspunkt fastsættes en frist for varetægtsfængslingen. Uanset at der efter retsplejelovens § 769, stk. 1, jf. § 767, ikke er krav om, at der fastsættes en frist for varetægtsfængslingen, kan disse bestemmelser ikke anses for at være til hinder for, at byretten fastsætter en sådan frist, og landsretten tiltræder på denne baggrund, at der i denne sag er fastsat en frist for fængslingen. Da anklagemyndigheden ikke har nedlagt påstand om en længere frist end den fastsatte på 14 dage, har landsretten ikke taget stilling til, om en længere frist havde været mere hensigtsmæssig, navnlig under hensyn til, at ankefristen først udløber ved kontortids ophør på 14. dagen fra domsafsigelsen.

Thibestemmes:

Byrettens kendelse stadfæstes.

/ -3-

(Sign.) '

/