BS-29361/2019-HJR · Højesteret

Landsrettens kendelse stadfæstes

[DOKUMENT] Afgørelse (9 sider) HØJESTE RE TS KE N D ELSE afsagt torsdag den 18. juni 2020

Sag BS-29361/2019-HJR (1. afdeling)

Københavns Kommune, Center for Parkering (advokat Anders Valentiner-Branth)

mod

Forenede Danske Motorejere som mandatar for Debitor 1 (advokat Lennart Fogh)

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Fogedretten i Viborg den 24. septem- ber 2018 (FS 2-3429/2018) og af Vestre Landsrets 3. afdeling den 1. marts 2019 (B-0570-18).

I påkendelsen har deltaget fem dommere: Thomas Rørdam, Vibeke Rønne, Henrik Waaben, Michael Rekling og Anne Louise Bormann.

Sagen er behandlet sammen med Højesterets sag 106/2019, Københavns Kom- mune, Center for Parkering, mod Forenede Danske Motorejere som mandatar for Debitor 2 .

Påstande Kærende, Københavns Kommune, Center for Parkering, har nedlagt påstand om, at parkeringsafgiften med løbenummer 8145788942 pålagt Debitor 1's køretøj med Registreringsnummer 2 for en parkering den 26. april 2017 kl. 18.51 opretholdes.

Indkærede, Forenede Danske Motorejere som mandatar for Debitor 1 , har nedlagt påstand om, at landsrettens kendelse stadfæstes. 2

Sagsfremstilling Den 26. april 2017 parkerede Debitor 1 sin bil med Registreringsnummer 2 på offentlig vej i Københavns Kommune, hvor der skulle betales for den tid, bilen var parkeret.

Kl. 18.17 betalte hun ved brug af en elektronisk parkeringsautomat for parke- ringstid indtil kl. 21.54 for sin bil og udskrev en kvittering for betalingen. Ved en fejl havde hun imidlertid tastet bilens registreringsnummer som Reg. nr. 1 , dvs. med et yderligere tegn, bogstavet ”U”. Registreringsnummer 1 (Reg. nr. 1)

Parterne er enige om, at der ikke findes et registreret motorkøretøj med Reg. nr. 1 , og at Debitor 1 har betalt for parkeringen.

Den 26. april 2017 kl. 18.51 blev Debitor 1 pålagt en parkeringsafgift af Kø- benhavns Kommune, Center for Parkering, fordi det i forbindelse med parke- ringskontrollen ikke fremgik, at der var købt parkeringstid for Debitor 1's bil.

Debitor 1 klagede den 1. maj 2017 til Københavns Kommune over parke- ringsafgiften og vedlagde sin kvittering for betalingen for en bil med Reg. nr. 1 .

Den 29. august 2017 fastholdt Københavns Kommune afgiften med henvisning til, at der ikke var registreret en betaling for hendes køretøj, og at bilisten selv er ansvarlig for, at der indtastes det korrekte registreringsnummer.

Sagen blev af Københavns Kommune indbragt for Fogedretten i Viborg med påstand om, at parkeringsafgiften blev stadfæstet. For fogedretten forklarede Debitor 1 bl.a.:

”… at hun er fysioterapeut og var på kursus i København. Hun parke- rede sin bil med Registreringsnummer 2 . Hun gik hen til parkeringsau- tomaten for at udløse en billet. Der gik ca. 10 min., før hun fik en billet. Hendes mand var dér også. Maskinen ville ikke tage hendes oplysnin- ger. Da hun fik billetten, satte hun den i bilens rude. Hun havde ikke prøvet den type automat før.”

Ved kendelse af 24. september 2018 ophævede fogedretten parkeringsafgiften med følgende begrundelse:

”Ved en fejl under betjening af en af Københavns Kommunes opstillede betalingsautomater har Debitor 1 ikke indtastet bilens registrerings- nummer korrekt, idet hun har indtastet 8 i stedet for 7 tegn. Selv om det påhviler Debitor 1 , der har godkendt de indtastede oplysninger, at give rigtige oplysninger, er fejlen af en sådan karakter, at det efterføl- 3

gende har været muligt for Københavns Kommune at identificere bilen og konstatere, at der var betalt for parkering.”

Afgørelsen blev kæret til Vestre Landsret, som den 1. marts 2019 stadfæstede fogedrettens kendelse. Af landsrettens afgørelse fremgår bl.a.:

”Sagen angår, om der ved køb af parkering på offentlige veje er hjem- mel til at opretholde en parkeringsafgift, når bilisten har tastet en ka- rakter for meget i registreringsnummeret til den parkerede bil i den parkeringsstander, som var stillet til rådighed for betaling af parkering og dokumentation, og bilisten efterfølgende har dokumenteret, at der er betalt for parkering.

Det følger af færdselslovens § 121, at politiet kan opkræve en afgift, hvis der parkeres i strid med reglerne i vejlovens § 90, stk. 2 og stk. 3. Kom- petencen er delegeret til Københavns Kommune, Center for Parkering som vejmyndighed, jf. færdselslovens § 122 a, jf. nugældende bekendt- gørelse om vejmyndigheders parkeringskontrol (tidligere bekendtgø- relse om kommunal parkeringskontrol).

Af vejlovens § 90, stk. 2, fremgår, at vejmyndigheden med politiets sam- tykke kan bestemme, at der på parkeringspladser, parkeringsanlæg el- ler andre arealer på offentlige veje, hvor der ønskes en begrænsning af adgangen til at parkere motorkøretøjer, opkræves en betaling for parke- ring, der kan sættes i forhold til det tidsrum, motorkøretøjerne holder parkeret.

Efter samme lovs § 90, stk. 5, fastsætter transportministeren efter for- handling med justitsministeren regler om dokumentation for betalt par- kering. Bemyndigelsen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1221 af 4. november 2015 om parkering på offentlige veje.

Af bekendtgørelsen fremgår bl.a.: …

Det er ubestridt, at Debitor 1 den 26. april 2017 købte parkering i en elektronisk parkeringsstander, der var opsat i overensstemmelse med § 6 i bekendtgørelse om parkering på offentlige veje. Landsretten finder på denne baggrund og ud fra sagens oplysninger i øvrigt, at hun der- ved betalte for parkering af køretøjet med Registreringsnummer 2 i overensstemmelse med, hvad der var gældende inden for det pågældende område, jf. § 2 i bekendtgørelse om parkering på offentlige veje, uanset at hun ved købet tastede en karakter for meget i registre- ringsnummeret. 4

Landsretten finder, at det under disse omstændigheder må kræve en særlig hjemmel til at fastholde en pålagt parkeringsafgift, fordi doku- mentation for afgiftens betaling ikke forelå i kontrolsituationen. En så- dan hjemmel findes ikke med tilstrækkelig klarhed at foreligge i den ovennævnte bekendtgørelse § 6.

Landsretten stadfæster derfor fogedrettens kendelse.”

Retsgrundlag I medfør af færdselslovens § 121, stk. 1, nr. 9, kan der pålægges en afgift for overtrædelse af de bestemmelser om benyttelse af bl.a. parkeringsautomater, der udfærdiges i medfør af § 90, stk. 2 og 3, i lov om offentlige veje mv.

§ 90 i lov om offentlige veje mv., jf. lov nr. 1520 af 27. december 2014, lyder:

”§ 90. Vejmyndigheden kan kræve betaling for benyttelse af særligt ind- rettede offentlige parkeringspladser og -anlæg for motorkøretøjer til dækning af udgifterne ved indretningen og driften af sådanne pladser og anlæg samt til tilsyn med de parkerede motorkøretøjer. Stk. 2. Vejmyndigheden kan med politiets samtykke bestemme, at der på parkeringspladser, parkeringsanlæg eller andre arealer på offentlige veje, hvor der ønskes en begrænsning af adgangen til at parkere motor- køretøjer, opkræves en betaling for parkering, der kan sættes i forhold til det tidsrum, motorkøretøjerne holder parkeret. Stk. 3. Vejmyndighedens beslutninger om betalingen for parkering skal offentliggøres. Stk. 4. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, at vejmyndighederne kan differentiere betalingen efter stk. 1 og 2 i forhold til formålet med parkeringen og varetagelse af miljøhensyn og andre hensyn, der kan varetages efter denne lov. Stk. 5. Transportministeren fastsætter efter forhandling med justitsmini- steren regler om dokumentation for betalt parkering.”

Transportministeren har i medfør af § 90, stk. 4 og 5, udstedt bekendtgørelse nr. 1231 af 4. november 2015 om parkering på offentlige veje. Af bekendtgørelsen fremgår bl.a.:

”Kapitel 1 Formål § 1. Bekendtgørelsen fastlægger rammerne for beslutninger om parke- ring på offentlige veje, herunder om dokumentation for betaling.

Kapitel 2 5

Parkeringsbilletter § 2. I områder, der ved lovlig skiltning eller afmærkning i henhold til bekendtgørelse om vejafmærkning og bekendtgørelse om anvendelse af vejafmærkning er anvist som betalingsparkeringsområder, skal der beta- les for parkering i overensstemmelse med, hvad der er gældende inden for det pågældende område. …

§ 3. Det er en betingelse for at opkræve betaling for en parkering, at det inden for en rimelig afstand fra enhver parkeringsplads i det omfattede område er muligt at betale for parkering. Der skal udstedes en parke- ringsbillet til dokumentation herfor. Stk. 2. Den, der parkerer, skal sikre, at parkeringsbilletten anbringes syn- ligt umiddelbart inden for forruden. Der må ikke findes andre parke- ringsbilletter eller andet, der kan forveksles med en parkeringsbillet for den aktuelle parkering. Stk. 3. Det påhviler den, der parkerer at sikre, at parkeringsbilletten ty- deligt skal kunne aflæses udefra.

§ 4. Parkeringen skal bringes til ophør senest ved udløbet af det tidsrum, som betalingen dækker. Parkeringsperioden kan forlænges ved betaling inden udløbet af den periode, der er betalt for, medmindre den højst til- ladte parkeringstid herved overskrides.

§ 5. En parkeringsbillet, der ikke er tilknyttet et bestemt køretøj, kan over- drages til et andet køretøj.

§ 6. § 3, stk. 1, 2. pkt., og § 5 finder ikke anvendelse, hvis der stilles elek- troniske faciliteter til rådighed for betaling for parkering og dokumenta- tion herfor, og en sådan facilitet anvendes i forbindelse med parkerin- gen.”

Anbringender Københavns Kommune, Center for Parkering, har anført navnlig, at det følger af § 6 i bekendtgørelse nr. 1231 af 4. november 2015 om parkering på offentlige veje, at hvis en elektronisk betalingsfacilitet (parkeringsautomat) er stillet til rå- dighed for betaling for parkering og dokumentation herfor, kan dokumentatio- nen alene fremskaffes ved benyttelse af parkeringsautomaten. Bilisten må nød- vendigvis oplyse, hvilket køretøj der betales for. Derfor skal køretøjets registre- ringsnummer indtastes i automaten. Bilisten får på parkeringsautomatens skærm flere gange vist det indtastede registreringsnummer og kan rette det.

Når der sker en indtastningsfejl, foreligger der ikke den nødvendige dokumen- tation, idet det ikke alene ud fra vedkommendes benyttelse af parkeringsauto- 6

maten kan konstateres, at der er betalt for parkering for det pågældende køre- tøj. Bilisten må bære risikoen for tastefejl. Der var derfor hjemmel til at pålægge Debitor 1 parkeringsafgiften. Kommunen er ikke forpligtet til at frafalde par- keringsafgiften, selv om det efterfølgende må lægges til grund, at der var betalt for parkering under et forkert indtastet registreringsnummer. Det kræver ikke et særskilt hjemmelsgrundlag at fastholde parkeringsafgiften i en sådan situa- tion.

Reglen i parkeringsbekendtgørelsens § 6 er klar og tydelig og rejser derfor ikke spørgsmål om tilstrækkelig klar hjemmel efter princippet i straffelovens § 1 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 7. Sagen kan heller ikke sammenlignes med afgørelserne i UfR 2013.30 Ø og UfR 2014.1812 H, da de sager angik spørgsmålet om hjemmel til at opkræve flere afgifter for én fort- sat parkering.

Reglerne om parkeringsafgifter og dokumentation herfor er udformet med hen- blik på, at kontrollanten skal have umiddelbar mulighed for på stedet at konsta- tere, at der foreligger dokumentation for betalt parkering. Det går som en rød tråd gennem reglerne på området, at hensigten med reglerne har været, at par- keringsreglerne skal kunne administreres og håndhæves på en enkel måde.

Retspraksis understøtter ikke, at en parkeringsafgift skal frafaldes, hvis bilisten efterfølgende kan dokumentere faktisk at have betalt for parkeringen. Også i den foreliggende situation er der hjemmel til at pålægge og fastholde parke- ringsafgiften, selv om der efterfølgende fremkommer oplysninger om, at der faktisk var betalt for parkering.

Hvis den retsstilling, som landsrettens kendelse er udtryk for, bliver fastholdt, vil det afføde vanskelige afgrænsningsspørgsmål om, i hvilke tilfælde det uan- set indtastningsfejl efterfølgende skal kunne lægges til grund, at der faktisk er betalt for parkeringen. I tilknytning hertil vil det også blive et spørgsmål, hvilke undersøgelseskrav kommunen som parkeringsmyndighed vil være underlagt.

Det kan ikke have betydning for Højesterets stillingtagen, hvilke it-tekniske muligheder der er tilgængelige for brugerne af parkeringsautomaterne og for parkeringsvagternes brug af digitale scannere. I øvrigt ville det kun delvist være muligt med et it-system at opfange indtastningsfejl. Bl.a. ønskenummer- plader og udenlandske registreringsnumre ville næppe blive opfanget.

Forenede Danske Motorejere har som mandatar for Debitor 1 anført navnlig, at Debitor 1's eneste forseelse bestod i, at hun, i forbindelse med at hun fore- tog korrekt indbetaling for den tid, bilen var parkeret, tastede et enkelt bogstav for meget. Sagen nødvendiggør ikke stillingtagen til andre former for fejlind- tastning el.lign. 7

Som anført i Højesterets kendelser i UfR 2010.1027 og UfR 2010.1034/1 skal ret- ten i en sag om en offentligt pålagt parkeringsafgift iagttage de retssikkerheds- garantier, der gælder for tiltalte i en straffesag. Der gælder derfor en formod- ning for uskyld, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 2, ligesom der kræves sikker lovhjemmel ved pålæggelse af en parkerings- afgift, når der er tale om offentlig parkering, jf. konventionens artikel 7 og prin- cippet i straffelovens § 1. Københavns Kommune har ikke påvist en sikker lov- hjemmel.

Bekendtgørelse nr. 1231 af 4. november 2015 om parkering på offentlige veje udgør ikke hjemmel for at pålægge parkeringsafgift i tilfælde af fejlindtastning. Den indeholder detaljerede regler for dokumentation ved betaling for papirpar- keringsbilletter, men ikke når betaling sker i forbindelse med elektronisk regi- strering af nummerpladen. Bekendtgørelsen indeholder alene hjemmel til, at der kan pålægges parkeringsafgift, hvis der ikke betales for parkering i overens- stemmelse med, hvad der er gældende for det pågældende område. Debitor 1 har dokumenteret sin betaling af parkeringstid og har således opfyldt be- kendtgørelsen. Det savner mening at straffe den bilist, der dokumenterbart har betalt for parkering, alene som følge af bilistens fejlindtastning, når fejlindtast- ningen er uden betydning for, om kommunen har modtaget betaling for den fo- retagne parkering eller ej.

Der findes ikke et køretøj med det registreringsnummer, Debitor 1 indta- stede. Hun kan derfor ikke have betalt for et andet køretøj med denne nummer- plade, som potentielt kunne have parkeret på området på samme tidspunkt. Hun har ikke opnået nogen fordel, men Københavns Kommune har opnået en uberettiget berigelse ved at modtage betaling for parkeringen og samtidig op- kræve en parkeringsafgift.

I UfR 2010.1027 henviste Højesteret til, at Københavns Kommune kunne have sikret sig bevis ved fotooptagelse, hvilket kommunen ikke benyttede. Det kan udledes heraf, at det ved vurdering af en parkeringsforseelses strafbarhed bør inddrages, om den kontrollerende myndighed har sørget for at indrette sit kon- trolsystem på en måde, så bilistens retssikkerhed iagttages, og så bilisten der- med ikke straffes på et forkert eller ufuldstændigt grundlag. Myndigheden må være nærmest til at bære risikoen for den valgte teknologis begrænsninger. Debitor 1 indtastede et registreringsnummer, som ikke findes i det danske motorregister. Fejlen ville med al sandsynlighed have være undgået, hvis Kø- benhavns Kommunes parkeringsautomater på parkeringstidspunktet havde haft en teknologi, der muliggjorde, at det indtastede registreringsnummer kun blev accepteret, hvis et tilsvarende registreringsnummer fandtes i registeret. Det er Københavns Kommunes risiko, at parkeringsautomaterne ikke har denne funktion, og at parkeringskontrollanternes scannere ikke i kontrolsituationen 8

giver mulighed for at bedømme, om der er foretaget betaling på et lignende re- gistreringsnummer. Hvis et givent it-systems begrænsninger skulle være afgø- rende for, hvilke borgere der skal straffes, ville det medføre uacceptabel vilkår- lighed.

Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om Københavns Kommune kan fastholde en parkeringsafgift over for en bilist, som ved indtastning af sin bils registreringsnummer i en parke- ringsautomat ved en fejl har tastet et yderligere tegn, og hvor parterne er enige om, at bilisten har betalt for parkeringstiden.

Retten skal ved behandlingen af en sag om parkeringsafgift til det offentlige iagttage de retssikkerhedsgarantier, der gælder for tiltalte i straffesager, jf. Høje- sterets kendelse af 12. januar 2010 i sag 109/2009 (UfR 2010.1027). Dette indebæ- rer bl.a., at der gælder en forudsætning om klar lovhjemmel, jf. artikel 7, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Med hjemmel i bl.a. § 90, stk. 5, i lov om offentlige veje mv. har transportmini- steren udstedt bekendtgørelse nr. 1231 af 4. november 2015 om parkering på of- fentlige veje. I bekendtgørelsens § 2, stk. 1, er det bestemt, at i områder, der er anvist som betalingsparkeringsområder, skal der betales for parkering i over- ensstemmelse med, hvad der er gældende inden for det pågældende område. Af bekendtgørelsens § 6 fremgår, at reglen i § 3, stk. 1, 2. pkt., om udstedelse af parkeringsbillet som dokumentation for betalt parkering ikke finder anven- delse, hvis der stilles ”elektroniske faciliteter” til rådighed for betaling for par- kering og dokumentation herfor, og en sådan facilitet anvendes i forbindelse med parkeringen.

I forbindelse med parkeringen indtastede Debitor 1 sin bils registrerings- nummer, men tastede et bogstav for meget. Hun har efterfølgende dokumente- ret at have betalt for parkeringen. Det er ubestridt, at der ikke i det danske mo- torregister findes et motorkøretøj med det fejltastede registreringsnummer. Der er derfor ikke risiko for misbrug, herunder for at en anden bilist har parkeret sit motorkøretøj i området og nydt godt af Debitor 1's betaling. Under disse om- stændigheder er Højesteret enig med landsretten i, at § 6 i bekendtgørelse om parkering på offentlige veje ikke med tilstrækkelig klarhed giver hjemmel for Københavns Kommune til at fastholde parkeringsafgiften over for Debitor 1 , fordi dokumentation for betalt parkering ikke forelå i kontrolsituationen.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse.

Der er ved omkostningsfastsættelsen taget hensyn til, at kæresagen er behand- let mundtligt og sammen med sag 106/2019. 9

THI BESTEMMES:

Landsrettens kendelse stadfæstes.

Københavns Kommune, Center for Parkering, skal i sagsomkostninger for Høje- steret betale 15.000 kr. til Forenede Danske Motorejere som mandatar for Debitor 1 .