SS-1687/2012-VLRSS-1687/2012-VLR · Vestre Landsret

Byrettens dom stadfæstet med den ændring, at straffen for tiltalte 1 forhøjedes til fængsel i 9 år

[DOKUMENT] Afgørelse (9 sider) DOM

afsagt den 12. december 2012 af Vestre Landsrets 3. afdeling (dommerne Annette Dellgren, Ulrik Jensen og Henrik Bjomager Nielsen med domsmænd) i ankesag

V.L. S—1687--l2

Anklagemyndigheden mod Tiltalte 2 (T2)

født den Dato 2 1990 (advokat Gert Dyrn, Kolding) og Tiltalte 1 (T1)

født den Dato 3 1982 (advokat Carsten Højer, Sønderborg)

Retten i Sønderborg har den 13. juli 2012 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. KO I- 2161/2012).

Påstande

T2 har påstået frifindelse i forhold I og formildelse af straffen.

T1 har erkendt sig skyldig i forhold 3, bortset fra sætningen “som følge af det i forhold 2 beskrevne”, og har påstået frifindelse i øvrigt, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med tiltalen i forhold 1, dog således at det anerkendes, at F kun jævnligt har været udsat for stump vold, samt skærpelse. Forurettede (F) -7-

Person 1 har påstået dommens afgørelse om erstatning og godtgørelse stad fæstet.

De tiltalte har anerkendt erstatningspligten og kravets størrelse.

Supplerende oplysninger

Også for landsretten er der foretaget afspilning af videooptagelser af rekonstruktioner og af aflioringer af de mindreårige Vidne 12 og Vidne 13 .

“Det fremgår af det vedlagte billedmateriale, at der i kælderen fører en stentrappe op fra rummet. Kan skaden på F's nakkeben være opstået, hvis han om aftenen den 17. juli 2012 er faldet med nakken mod et sådant trappetrin?”

udtalt:

“De beskrevne skader i nakkeregionen og knoglen er af en sådan karakter, at det er lidet sandsynligt, at de kan være forårsaget ved, at en IV2 år gammel dreng falder mod de be skrevne trappetrin.”

“Jeg har i mentalerklæringen skrevet, at T2 har været i en akut belast ningstilstand igennem de sidste par år. Med dette mener jeg. at hun har været i en tilstand af overbelastning, hvor hun ikke har haft overskud og evne til at handle adækvat. Hun har, som jeg har fået det oplyst ved mentalundersøgelsen, været i et parforhold med hendes afdøde søns biologiske far, hvor hun har været undertrykt, talt ned til og nedgjort. Dette har nedbrudt hendes selvtillid. Hun kom ud af dette forhold og den familie, der ifølge oplys ningerne, har undertrykt hende. T2 fandt efterfølgende sammen med den medforurettede i aktuelle sag. Han fortsatte med at undertrykke hende ved at give ud tryk for, at han vidste bedre om det der optog hende, nemlig omsorg for og opdragelse af hendes søn samt ved skjulte eller underforståede trusler, f.eks. at hun ikke skulle kontakte nogen (112) uden hans accept. -3-

Jeg mener, at den passivitet, som T2 har været i, i tiden op til, omkring og på gerningstidspunktet, er en følge af den belastningstilstand, som jeg har beskrevet, at T2 befandt sig i.

T2 har nogle af de symptomer, som ses ved en personlighedsforstyr relse nemlig dårlig kontakt med egne følelser, en idylliserende holdning og et massivt ...

forsvar for at undgå at se realiteteme i øjnene. T2 er specielt præget af en særdeles dårlig kontakt med egne følelser samt umodenhed...”

Forklaringer

De tiltalte og vidneme Vidne 4 (V4) , Vidne 5 (V5) , Vidne 7 , Vidne 10 og sund hedsplejerske Vidne 3 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Der er endvidere afgivet vidneforklaringer at’ Vidne 8 , læge Vidne 14 ,

socialrådgiver Vidne 15 , Vidne 16 , ørelæge Vidne 17 ,

Vidne 18 og Vidne 19 .

T2 har supplerende forklaret, at det er svært at forklare, hvorfor for holdet mellem F og T1 efter et par ugers tid begyndte at gå skævt. Sundhedsplejer sken havde en forklaring om, at F's forbehold over for T1 skyldtes en for sen adskil lelse fra sine forældre, hvilket de andre i huset mente, at der burde gøres noget ved. Derfor blev “timeout” indført, hvilket førte til en yderligere forværring af forholdet mellem F

og T1 , der også var irriteret over, at hun var beskyttende over for F og kaldte hende “en hønemor”. Hun reagerede voldsomt over, at F blev sat udenfor, men de andre i huset sagde, at hun overreagerede, og på grund af den påvirkning, hun var udsat for, af fandt hun sig med det, og satte også enkelte gange selv F ud på gangen. Det er aldrig sket, når hun var alene med F . Det var nok omkring midten afjuni, at T1 begyndte at tage F i den ene arm, når han blev sat ud på gangen. Først i slutningen af forløbet, da F begyndte at få synlige skader, fik hun mistanke om, at T1 forgreb sig på F

, når de var alene. Hun har set T1 været hårdhændet over for F , men hun havde ikke inden da set ham slå F . Hun har selv afstraffet F fysisk for at forhindre ham i at komme til skade i køkkenet. De mærker, F har i ansigtet på billederne, der blev taget den 16. juli 2011, er hun sikker på er helt friske. T1 omtalte i en SMS F som et “torturbam”, fordi han opfattede F som en plage. F var 14. eller 15. juli 2011 -4-

ved ørelæge, fordi sundhedsplejersken undrede sig over, at han ikke var begyndt at udvikle et sprog, og derfor var i tvivl, om han hørte dårligt, I den periode, tiltalen vedrører, har F sammenlagt i omkring en måneds tid været alene sammen med hende i lejligheden i Kolding, hos hendes forældre eller på samvær hos sin far. T1 har aldrig slået hende eller

truet hende med det, men hun følte sig underlegen og følelsesmæssigt afhængig af ham. Hun følte det, som om lian førte hende med usynlige tråde. Lejligheden i Kolding stod til hendes rådighed indtil midten afjuli 2011, men på grund af forholdet til sin tidligere kære ste, ønskede hun ikke at bo i samme by som ham.

Om sine personlige forhold har T2 forklaret, at hun under varetægts fængslingen har haft psykologsamtaler i et år. Hun føler, at hun er blevet et andet menne ske og vil nu gerne være personlighedseoaeh. Hun mener, at hun som følge af sine egne erfaringer vil være godt rustet til opgaven.

T1 har supplerende forklaret, at han blev ked af det, da F begyndte at græ de, når han så ham, og at det derfor efterhånden blev belastende for ham. Et par gange kan han derfor godt i frustration have sat F “hårdt ned”, når han satte F udenfor. Mens de boede hos V5 og V4 , har lian en enkelt gang givet F et slag bagi for at få ham til at falde til ro, hvilket virkede efter hensigten. Eftersom han boede sammen med T2 , fandt han det naturligt også tage del i opdragelsen af F . Da han havde F

med i bad, hørte han lige inden, han fik skyllet sæben ud af øjnene, en lyd, som om F

faldt, og han regnede med, at F havde slået hovedet i faldet. Da F den 17. juli 2011 om aftenen flere gange ikke kunne kontaktes, var han desperat for at få livstegn fra F , fordi han var bange for, at der kunne være sket noget alvorligt med F . Det fik ham dog ikke til at tilkalde hjælp. Trods sin bekymring for F , tog han alligevel over til Person 6, som pressede ham, og som han ikke ville lægge sig ud med. Efter besøget hos Person 6 tog han heller ikke direkte hjem. Om morgenen vågnede han ved, at T2 råbte, at F var død, og kort tid efter ringede de til alarmeentralen. Det siger ham ikke noget, at hans telefon den 18. juli 2011 kl. 8.35 og 8.36 skal være gået på internettet. Under sit ægte skab tog han del i børnenes opdragelse, og det har hverken hans tidligere ægtefælle eller myndighederne haft bemærkninger til. T2 ville gerne prøve at tage ansvar for opdragel sen af F , men på grund afhendes manglende selvtillid, som skyldtes hendes tidligere svigerfamilies påvirkning, havde hun svært ved det, så han måtte påtage sig ansvaret og være rollemodel for F . I den periode, som tiltalen vedrører, opholdt T2 og F

sig andre steder en stor del af tiden. -5-

Om sine personlige forhold har T1 forklaret, at lian er blevet et andet menneske under varetægtsfængslingen som følge af sagen. Han er blevet mere indadvendt. Hans børn er nu anbragt uden for hjemmet, og i morgen skal han se dem for første gang under vare tægtsfængslingen.

V4 har supplerende forklaret, at lian navnlig nu kan se, at F hurtigt foran drede sig, efter at lian og T2 var flyttet ind. Han er blevet foreholdt, at lian ifølge rapport af 18. juli 2011 skal have forklaret, at

“ F var ofte pylret især når han blev løftet op af T1 . Når vidnet løftede F op —

var der ingen problemer F —smilede og var glad. Derimod kunne T1 tage hårdt fat i F og sætte ham hårdt ud på trappen i entreen. Her kunne F sidde alene 5-lO mi nutter, hvorefter han som regel kom listende ind i stuen hen til T2 . Når lian fik øje på T1 græd og pylrede han.”

Hertil har han forklaret, at han sikkert har forklaret således, men at han i dag ikke husker, at han har set T1 sætte F hårdt ned. Det har været i forbindelse med, at F blev sat ud i entreen, at begge de tiltalte har grebet F i den ene ann og løftet ham op. Det er vel sket nogle få gange, og det var tydeligt, at det gjorde ondt på drengen. I den periode, hvori T2 boede hos ham og V5 , var hun kun fä gange og kortvarigt borte fra hjem

met. Derudover har F to — tre gange været hos T2's forældre.

V5 har supplerende forklaret, at hun allerede dengang bemærkede, at forholdet mellem T1 og F hurtigt blev dårligt. Når T1 satte F ud i entreen, var lian både vred og trist, og han tog meget hårdt fat i F , der derfor græd mere. Inde fra stuen kunne man høre, hvis F blev sat hårdt ned. Det var kort tid efter, at T1 og T2 var flyttet, at hun så, at F havde aftryk af fem fingre på en balde, og bagefter sagde hun til V4 , at hun ikke troede, at forholdet mellem T1 og T2 ville holde. Hun har ikke gennemlæst den rapport, hun blev foreholdt i byretten, men underskrev den blot, da den blev forelagt hende på Haderslev Sygehus. Hun har ingen bemærkninger til, at hun ifølge en rapport af 3. august 2011 skal have gennemlæst den pågældende rapport uden at tage afstand fra de foreholdte passager. T1 har aldrig behandlet sine egne børn lige så hård hændet, som han behandlede F .

Vidne 7 har supplerende forklaret, at han i maj og juni 2011 besøgte V5 og V4 et par gange om ugen. T1 virkede stresset og sur, når han satte F ud i entreen. -6-

Vidne 10 har supplerende forklaret, at han vist kun i forbindelse med episoden ved den høje barnestol har set T1 løfte F op i den ene arm.

Vidne 8 har forklaret, at han er T2's bror og har passet F nogle gange i juni og juli 2011. Fra den 17. til 19. juni 2011 var han sammen med T2 og F i Legoland, og F var ved den lejlighed glad og veltilpas. Han skifte de også F , og der var da ingen mærker på ham. T2 opholdt sig også hos ham et par dage i begyndelsen afjuli. Den 10. juli 2011 hjalp han T2 med at flytte ind i det nye hus i By 2 , og også ved den lejlighed befandt F sig godt. Han havde på det tidspunkt ikke mødt T1 , og efter T2's omtale af ham glædede han sig til at se T1 . Da T1 kom hjem om aftenen, ændrede F sig fuldstændig og begyndte at græde. Ændringen var så voldsom, at han og hans far og hans stedmor bestemte sig for at tage F med sig hjem, og på vejen derfra talte de om, hvorfor F kunne være så bange for T1 . De havde F til den 14. juli 2012.

Læge Vidne 14 har forklaret, at hun var læge for T2 frem til som meren 2011 og i den egenskab den 15. april 2011 havde en samtale om F med T2 ,

der var meget bekymret for faderens forældreevne. Hun henvendte sig med F , der netop havde været en uge hos faderen, der ikke mente, at der var grund til at foretage sig noget, men F var syg, og T2 viste omsorg for ham ved at søge læge. Hun husker ikke andet om konsultationen den 6. juni 2011 end det, der fremgår af journalen. F led afastmatisk bronchitis, og i lyset heraf var der ikke flere konsultatio ner end forventeligt.

Sundhedspleierske Vidne 3 har supplerende forklaret, at hendes bekymring for F's udvikling ikke var af en sådan karakter, at det for hende var nødvendigt at iværksætte akutte tiltag med henblik på hjælpe- eller tvangsmæssige foranstaltninger. Efter hendes opfattelse havde T2 det svært med sig selv og var meget usikker på moderrollen. Den 23. juni 2011 havde hun tøjet af F og vejede og målte ham, og der var ikke no get, der gav hende mistanke om fysisk vold.

Socialrådgiver Vidne 15 har forklaret, at hun var socialrådgiver for T2

fra april til juni 2011 og havde en del møder med T2 , F og F's

far. T2 havde behov for hjælp til moderrollen, og da F på det tidspunkt boede en uge hos hver af sine forældre, var det nødvendigt også at inddrage faderen i rådgivningen. -7-

Under besøget den 23. juni 2011 i T2's lejlighed i Kolding virkede F veltilpas. Der var stadig behov for støtte til T2 , der var en ung mor og havde brug for “en hånd i ryg

gen”, men der var ikke noget, der gav anledning til mistanke om vanrøgt.

Vidne 16 har forklaret, at han som ven af familien har været sammen med F omkring midten afjuli 2011. Der var ikke noget påfaldende ved F ved den lejlig hed.

ørelæge Vidne 17 har forklaret, at han den 13. juli 2011 tilså F , som kom til kon sultationen med sin stedmoder. F var påfaldende stille under undersøgelsen og lod sig undersøge uden at gøre modstand. F var ikke afidædt under konsultationen, og der var intet påfaldende ved hans fysiske fremtræden.

Vidne 18 har forklaret, at hun bor som nabo til T2's far og Vidne 19 og så F og T2 sammen i slutningen afjuni 2011 i den fælles have. F fremtrådte som en normal og glad dreng, og hun er ret sikker på, at hun ville have bemærket det, hvis han havde blå mærker på kroppen. Han var iført en ble og T-shirt. Hun har aldrig mødt T1 .

Vidne 19 har forklaret, at hun er gift med T2's far. Hun har der for kendt F siden hans fødsel, og han besøgte dem ofte sammen med T2 . Fra den

ningen i By 2 . Hun havde F i bad hver dag og bemærkede ikke tegn på vold på ham. I begyndelsen var forholdet mellem F og T1 godt, men efterhånden blev det dårligere, og da T1 den 10. juli 2011 kom hjem, stod hun med F på armen, og det var tydeligt, at F blev bange, da han så T1 .

Landsrettens begrundelse og resultat

Forhold I Af de grunde, som byretten har anført, og da V5 og V4 ifølge deres forklarin ger har set blå mærker og mærker efter en hånd på bagen af F , er det også efter bevis førelsen for landsretten bevist, at T1 jævnligt har forgrebet sig på F som anført i byrettens dom, og at overgrebene efter deres antal og regelmæssighed og for nog -8-

les vedkommende deres grovhed må karakteriseres som vanrøgt og mishandling, ligesom flere af dem har været vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

T2 har efter sin egen forklaring overværet en stor del af de overgreb på F , som T1 foretog, ligesom hun iagttog, hvorledes F udviklede en tiltagende angst for T1 . Hun kom til stede, da F efter at have været i bad sammen med T1 lå på badeværelsesgulvet helt rødsprængt i ansigtet, og opleve de, at F kun med besvær og smerter kunne gå dagen efter, at T1 med vold som kraft havde løftet ham ud af hans bamestol. Den 16. juli 2011 fortalte T1 , at F på ny var faldet og havde slået hovedet så voldsomt, at han denne gang havde slået en tand løs, og senere samme dag så hun, at F havde mistet en fortand, hvilket T1 forklarede med, at han havde været nødt til at være voldsom for at tvinge et stykke papir ud af munden på F . Det har derfor været klart for T2 , at T1 udsatte F for overgreb, der som ovenfor anført må karakteriseres som vanrøgt og mishandling og i flere tilfælde vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Som anført afbyretten har der påhvilet T2 en omsorgspligt over for F , som bl.a. indebar, at hun var forpligtet til efter bedste evne at beskytte F mod over- greb, og hun havde flere muligheder herfor. Imidlertid forholdt hun sig passiv over for T1 T1's overgreb, hvilket må betragtes som en accept af disse overgreb, og hun deltog selv i et vist omfang heri.

Forhold 2 Efter vicestatsobducenternes supplerende erklæring af 5. november 2012 er det ubetænke ligt tillige at se bort fra den mulighed, at skaden på F's nakkeben kan være opstået ved fald med nakken mod et trin på stentrappen, der fører ned til husets kælder. Med denne bemærkning og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter be visførelsen for landsretten, at T1 er ftindet skyldig i dette forhold som sket.

Forhold 3 Efter T1's erkendelse, og da han er fundet skyldig i forhold 2, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at han er fundet skyldig i dette forhold som sket.

Det tiltrædes, at straffen for T2 er fastsat som sket. -9-

Fællesstraffen for T1 fastsættes efter straffelovens § 213, § 245, stk. I, til delsjf § 246, og efter § 250.jf. § 61, stk. 2, og forhøjes til fængsel i 9 år.

Landsretten har lagt vægt på den tidsmæssige udstrækning af overgrebene sammenholdt med de meget omfattende skader, der blev konstateret ved obduktionen af F , herunder at F forud for den voldsudøvelse. der medførte døden, var tilføjet brud på hejre ami. brud på højre lårben og havde ffiet en fortand revet ud.

De juridiske dommere tiltræder dommens afgørelse om erstatning og godtgorelse, som de tiltalte har anerkendt.

Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.

De tiltalte har fortsat været frihedsberovet under anken.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom stadfæstes mcd den ændring, at straffen for T1 forhøjes til fæng sel i 9 år.

De tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten, dog således at de hver især skal betale udgiften til deres forsvarer.

Erstatningen og godtgørelsen skal betales inden 14 dage.

Annette Dellgren Ulrik Jensen Henrik Bjomager Nielsen