SS-2892/2018-OLR · SS-2892/2018-OLR · Østre Landsret

Byrettens dom i sagen mod de tiltalte stadfæstet med den ændring, at straffen for tiltalte 1 blev fastsat til fængsel i 60 dage og for tiltalte 2 blev fastsat til fængsel i 20 dage.

[DOKUMENT] Domsresumé (1 sider) Dom i sag om to lægers medvirken til selvmord 30-01-2019

Østre Landsret har den 30. januar 2019 afsagt dom i en sag mod to læger for overtrædelse af straffelovens § 240 om medvirken til, at nogen berøver sig selv livet. Den ene læge var tiltalt for i tre tilfælde at have medvirket til selvmord, hvoraf det ene var forsøg, idet selv- mordet mislykkedes. I alle tilfælde havde denne læge erkendt at have vejledt de pågældende om selvmord, men han bestred at have overtrådt straffelovens § 240. I byretten blev lægen fundet skyldig i et tilfælde af medvirken til selvmord og i et tilfælde af forsøg herpå og straffet med 40 dages betinget fængsel. Den tiltalte havde anket dommen til landsretten med påstand om frifindelse, og anklagemyndigheden havde kontraanket med påstand om domfældelse i alle tre forhold samt skærpelse af straffen. Den anden læge var tiltalt for i et tilfælde i forening med den medtiltalte at have forsøgt at medvirke til selv- mord, og denne læge blev i overensstemmelse med sin tilståelse i byretten fundet skyldig i forholdet og straf- fet med 14 dages betinget fængsel. Anklagemyndigheden havde anket dommen til landsretten med påstand om skærpelse af straffen, mens den tiltalte påstod dommen stadfæstet. Landsretten fandt, at det i alle tre forhold måtte lægges til grund, at de pågældende personer havde begået selvmord eller forsøgt at gøre dette bl.a. ved indtagelse af receptpligtig medicin. Landsretten fandt det endvi- dere bevist, at der i alle tre tilfælde forelå medvirken til selvmord eller forsøg herpå. Der var dog dissens for frifindelse i et af forholdene. Landsretten forhøjede straffene til betinget fængsel i henholdsvis 60 dage og 20 dage. Ved strafudmålingen lagde landsretten på den ene side vægt på, at de tiltalte som læger havde medvirket henholdsvis forsøgt at medvirke til, at personer tog deres eget liv, og på den anden side, at det af forarbejderne til lovændringerne af straffelovens § 240 i 2000 og 2004 fremgik, at der ikke hermed var tilsigtet nogen ændring i det hidtidige udmålingsniveau. Sagen har været behandlet af landsrettens 18. afdeling under sagsnummer S-2892-18.

[DOKUMENT] Afgørelse (12 sider) UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG ____________

DOM

Afsagt den 30. januar 2019 af Østre Landsrets 18. afdeling (landsdommerne Ulla Staal, Alex Puggaard og Anne-Sophie Abel Lohse (kst.) med doms- mænd).

18. afd. nr. S-2892-18: Anklagemyndigheden mod Tiltalte 1

CPR nr. 1

(advokat Hanne Rahbæk, besk.) Tiltalte 2

CPR nr. 2

(advokat Birgitte Kirkegaard, besk.)

Retten i Svendborgs dom af 26. september 2018 (R2-971/2018) er anket af Tiltalte 1

med påstand om frifindelse.

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse efter anklageskriftet for byretten, dog at henvisningen til straffelovens § 23 udgår, samt skærpelse.

Anklagemyndigheden har anket dommen vedrørende Tiltalte 2 med påstand om skærpelse. -2-

Tiltalte 2 har påstået stadfæstelse.

Der er i landsretten afspillet TV2-udsendelsen ”Udsendelse 1 ”, vist den 5. oktober 2017, klip fra TV2-Nyhederne fra den 6. oktober 2017 samt DR-dokumentaren ” Udsendelse 2 ”, vist den 25. september 2018.

Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af de tiltalte og Vidne 2

samt forklaring af Vidne 4 (tidl. person 1) .

De i byretten af vidnerne Vidne 1 og Vidne 3 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

Tiltalte 1 har supplerende forklaret bl.a., at netværket, som han har stiftet, og som arbejder for lovliggørelse af aktiv dødshjælp i Danmark, rettelig hedder ”Læger for aktiv Dødshjælp”. Han nægter sig skyldig i at have medvirket til aktiv dødshjælp, da han alene har benyttet sig af sin ytringsfrihed og henvist til den generelle vejledning ” Vejledning ”, som han har udarbejdet, og som er tilgængelig på internettet. Aktiv dødshjælp har i mange år været diskuteret i Danmark, og han har følt sig forpligtet til at gøre noget ved problemet, da han gennem årene har set mange mennesker lide. Tanken om at hjælpe folk med at begå selvmord var en proces, der er blev modnet over lang tid, og efter hans opfattelse er det tvivlsomt, hvor grænsen går i forhold til en overtrædelse af straffelovens § 240. Han har i høj grad benyttet sig af sin lægevidenskabe- lige baggrund og af lægevidenskabelig litteratur til at udarbejde selvmordsvejledningen, der bl.a. angiver lægemidler og doser, som er velegnede til selvmord. Hans erfaring med aktiv dødshjælp relaterer sig til rådgivning, og inden han rådgiver personer herom, indsam- ler han information om de pågældende, og han afgør således intet alene på baggrund af en telefonsamtale.

På et tidspunkt blev han opsøgt af Person 8 , der var politibetjent, og som havde planer om at stifte en ny organisation for aktiv dødshjælp. Han vil ikke afvise, at han i foråret 2017 i en sms-korrespondance med den pågældende skrev: ”Politiet vil stå uden tekniske beviser. Der er ingen lig, der er ikke fundet tegn på forgiftning, og der er intet arkiv med personlige oplysninger. Faktisk er det meste foregået telefonisk. Jeg har hørt fra -3-

en advokat at hvis vi bare siger ”ingen kommentarer” hele vejen igennem, kan de ikke røre os.” Han skrev formentlig af efter noget, og det, han skrev, var led i en mere generel dis- kussion. Det var ulovligt, det de ville gøre, og det var derfor klart, at det skulle gøres på en måde, hvorved de ikke blev afsløret og straffet. Han har aldrig udskrevet medicin, der er benyttet til selvmord, og han har aldrig misbrugt sin autorisation, og det er derfor uberetti- get, at han er frataget sin autorisation. Med slutbemærkningen ”Men kampen fortsætter – uanset hvad” i brevet til Vidne 1 tilkendegav han, at han ville fortsætte, fordi han mente, at han gjorde det eneste rigtige ved at hjælpe svage, lidende mennesker i kam- Person 9 (P9) pen for lovliggørelse af aktiv dødshjælp. Om notat om P9 , i hvilket han bemærkede, at politisagen og autorisationsfratagelsen fik hans kilder til at tørre ud, men at han regnede med endnu en gang at kunne skaffe dosis, har han forklaret, at P9 ønskede hans hjælp til selvmord. Han regnede med endnu engang at kunne skaffe en dosis medicin, men det lyk- kedes ikke. Han vil i øvrigt gerne være til stede, når folk begår selvmord, således at han kan sikre sig, at det går rigtigt for sig.

Om forhold 1 har han forklaret, at det er rigtigt, at han anmodede Tiltalte 2

om at udskrive medicinen til Vidne 4 , som han vidste ville forsøge at begå selvmord hermed. En journalist fortalte ham senere, at Vidne 4

havde rørt medicinen op i vand, og i så fald havde Vidne 4 ikke fulgt vejledningen.

Om forhold 2 har han forklaret, at han kun var sammen med Person 2 (P2) en enkelt gang, og det var da han besøgte ham i Aarhus. Han skaffede ikke medicin til P2 , men han rådgav og vejledte ham i overensstemmelse med selvmords- vejledningen, som de diskuterede uden at gå i detaljer. Når han på et tidspunkt i tv-udsen- delsen om P2 udtalte, at der var andre ”udveje”, mente han, at han med oplysning om den medicin, som P2 fik, kunne vejlede ham i overensstemmelse med selvmordsvejledningen. Han fik dog aldrig oplysning om P2's medicin. Det er rigtigt, at han i tv-udsendelsen konkluderede, at ”så har vi en aftale”, men aftalen blev aldrig ført ud i livet. På et tidspunkt drøftede han med en person muligheden for at skaffe piller til P2 , men han ved ikke, om vedkommende sendte piller til P2 . Han har i hvert fald ikke selv sendt nogen pakke til P2 . Den tredje portion Fenemal, som Tiltalte 2 udskrev i foråret 2017, var til hans kone, og han har gemt den et hemmeligt sted, hvilket han ikke tidligere har fortalt om. Da han efter P2's -4-

død blev interviewet af en tv-journalist, som fortalte, at P2

havde været to dage om at dø, var det halvt i spøg, at han udtalte, at så havde P2 nok ikke havde taget det hele. Han havde imidlertid intet kendskab til, hvorvidt P2 skulle have indtaget medicin. P2

havde tidligere haft tre hjerneblødninger, og det var derfor ikke overraskende, at han døde af en hjerneblødning.

Tiltalte 2 har supplerende forklaret om forhold 1 bl.a., at han er ud- dannet læge, og at han fra 1961 til 2005 praktiserede med speciale i psykiatri. Han lærte Tiltalte 1 at kende via en interessegruppe om ateisme. På det tidspunkt var han tillige engageret i livstestamenter, hvormed man frabeder sig livsforlængende behandling, og Tiltalte 1 var interesseret i en lægeassisteret værdig måde at tage sit eget liv på. I foråret 2017 kontaktede Tiltalte 1 ham, fordi Tiltalte 1 autorisation som læge var inddraget, og fordi Tiltalte 1 havde en af de sædvanlige patienter med fysiske, pinefulde smerter, som Tiltalte 1 gerne ville hjælpe. Tiltalte 1 havde ikke tidligere anmodet ham om at udskrive medicin, men denne gang anmodede Tiltalte 1 ham om at udskrive Fenemal til Vidne 4 . Vidne 1 anbefalede ham forinden at ringe til den pågæl- dende, og under hans følgende telefonsamtale med Vidne 4 svarede denne relevant på spørgsmål og uden overdrivelse. Han fik ingen fornemmelse af, at Vidne 4 skulle være uligevægtig, og det var hans klare indtryk, at Vidne 4 var svært forpint uden mulighed for helbredelse. Han var klar over, at Vidne 4 ville bruge medicinen til at tage sit eget liv, og det mente han, var det rigtige at gøre. Han udskrev derfor Fenemal til den pågældende.

Han var ikke klar over, hvad den portion Fenemal, som han i marts 2017 udskrev og gav til Tiltalte 1 , skulle bruges til. Muligt havde Tiltalte 1 behov for Fenemal, fordi politiet havde beslaglagt hans ”sorte pose”, men han ved ikke, om Fenemalen var til brug for Person 3 . Det er rigtigt, at han til politiet har forklaret, at han til Vidne 4 udskrev ”hele pakken”, det vil sige både sovemiddel og kvalmemid- del. Han har også til politiet forklaret, og at han den 4. marts 2017 til sig selv udskrev ”hele pakken”, som han herefter gav til Tiltalte 1 vel vidende, at Tiltalte 1 ville videregive ”pakken” til en person, der ønskede at begå selvmord. Han har ligeledes til politiet forkla- ret, at han senere blev klar over, at ”pakken” var overdraget til en person, men han husker det ikke i dag. -5-

Vidne 4 har forklaret om forhold 1 bl.a., at han var psykisk brudt sammen og havde nervesmerter i arme, ben og hoved efter 30 års behandling for HIV. Han havde et par år forinden på Rigshospitalets smerteklinik fået at vide, at man ikke kunne hjælpe ham, og han var meget syg og forpint og ønskede derfor at begå selvmord. På grund af elektrochokbehandlinger har han svært ved at tidsfæste, hvornår det var, men det er nok inden for de seneste par år, at han søgte på Google efter ”aktiv dødshjælp” og faldt over Tiltalte 1 hjemmeside med kontaktoplysninger. Han kontaktede Tiltalte 1

og talte 2-3 gange i telefon med ham, ligesom han sms’ede med ham. Han fortalte Tiltalte 1 om sine fysiske smerter, og at han psykisk var helt ude af det – det er han ret sikker på, at han gjorde. Han sendte ikke Tiltalte 1 nogen dokumentation for sine sygdomme, og han oplyste ham heller ikke om sit cpr.nr., men han fortalte ham, at han flere gange havde forsøgt at begå selvmord. Tiltalte 1 sagde, at han ikke selv kunne udskrive medi- cin, men at han ville konferere med en anden læge, som kunne udskrive medicinen. Han var ikke i kontakt med den anden læge, men efter en uges tid fik han af Tiltalte 1 at vide, at han kunne hente Fenemal på apoteket. Tiltalte 1 vejledte ham om at knuse pil- lerne og blande dem med yoghurt, men det glemte han, og i stedet hældte han Fenemal sammen med anden medicin, herunder sovemiddel, i et glas, som han fyldte op med vand og stillede i køleskabet. Efterfølgende tog han en kvart teskefuld af glassets indhold i mun- den, men det brændte og sved så meget, at det var helt umuligt at indtage. Han stillede der- for glasset tilbage i køleskabet, og efter et par uger smed han det ud. På et tidspunkt blev han indlagt, men han husker ikke nærmere om det efterfølgende forløb.

I dag har han det meget bedre, end han har haft i mange år. Han får metadonbehandling mod sine fysiske smerter og anden medicin for sin angst. Han går fortsat ind for aktiv dødshjælp, men i dag er han glad for, at han ikke døde. På grund af psykisk sygdom kunne han ikke møde i byretten, men han ringede da til Tiltalte 1 og fortalte, at han støttede ham.

Vidne 2 har supplerende forklaret om forhold 2 bl.a., at psykiateren, som havde en samtale med hendes tidligere ægtefælle P2 , var klar over, at en erklæring om P2's mentale tilstand skulle bruges til, at P2 kunne få aktiv dødshjælp i Schweiz, og af etiske grunde ville psykiateren ikke medvirke hertil. Hun så en omtale af Tiltalte 1 i TV-nyhederne, og efter drøftelse med P2 skrev hun til Tiltalte 1

og bad om vejledning om, hvad de kunne gøre, når nu P2 ikke kunne blive god- kendt til aktiv dødshjælp i Schweiz. Tiltalte 1 svarede, at det kunne han desværre ikke -6-

hjælpe med. Tiltalte 1 indvilligede dog i et møde med P2 , og formålet hermed var, at P2 skulle have hjælp til at dø. Som hun husker det, var tv-journalisterne til stede under hele mødet. På mødet udtalte Tiltalte 1 ikke direkte, at han kunne formidle en kontakt med henblik på at skaffe medicin, men han sagde, at han kunne hjælpe, hvilket hun forstod således, at han kunne hjælpe P2 med at få den nødvendige medicin. Aftalen var, at P2 kunne kontakte Tiltalte 1 , når P2 var klar, og hun formoder, at P2 efterfølgende havde telefonisk kontakt med Tiltalte 1 . På et tidspunkt modtog hun på sin bopæl en forsendelse stilet til P2 . Hun vidste ikke, hvad der var i den, men hun havde en anelse herom, og hun afleverede forsendelsen til P2 , uden at de talte om den. På et senere tidspunkt sagde P2 , at han havde fået det, han skulle bruge, og hun forstod det således, at P2 nu havde fået den medicin, han skulle bruge. Tiltalte 1 havde hendes adresse fra hendes mails, og hun havde ikke talt med andre end P2 og Tiltalte 1 om anskaffelse af medicin til brug for, at P2 kunne tage sit eget liv. Familien holdt den 4. maj 2017 en afskedsmiddag med P2 , og de formodede da, at det var sidste gang, de så ham, og de sagde derfor farvel til ham. Den næste dag blev hun ringet op fra plejehjemmet, som fortalte, at P2 sov dybt, og at det ikke var muligt at vække ham. Hun ved ikke, hvad P2 døde af, men i dødsattesten var anført, at han døde af en hjer- neblødning. Hun kan ikke huske, at hun til politiet skulle have omtalt P2's død som selvmord, eller at hun til politiet skulle have forklaret, at P2 havde fået pillerne af Tiltalte 1 . Hun havde dog en formodning om, at P2 havde fået pillerne af Tiltalte 1

, og det er nok det, hun har givet udtryk for over for politiet. Det er formentlig rigtigt, at hun til politiet har forklaret, at P2 selvfølgelig havde fået medicinen af Tiltalte 1 . Det er også rigtigt, at hun over for politiet beskrev det som et faktum, at P2 havde taget sit eget liv, men hun kunne rettelig ikke vide det. Det lyder også meget rigtigt, at hun til politiet skulle have forklaret, at familien efter P2's sidste besøg var bekendt med, at P2 nu ville indtage pillerne, der havde ligget klar i længere tid, og at P2 havde sagt farvel til familien. Der havde dog været flere tidligere lejligheder, hvor familien havde tænkt, at det var sidste gang, de så P2 , fordi han da havde haft andre selvmordsplaner, blandt andet med en dolk.

Retsgrundlag I borgerlig straffelov af 1930 fik lovens § 240 følgende ordlyd:

”§ 240. Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller hæfte. Hvis handlingen foretages af egennyttige bevæggrunde, er straffen fængsel indtil 3 år.” -7-

Lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Ændringer som følge af straffuld- byrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte m.v.) inde- bar bl.a., at ”hæfte” i straffelovens § 240, 1. pkt., blev ændret til ”fængsel indtil 4 måne- der”, således at bestemmelsen fik følgende ordlyd:

”§ 240. Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Hvis handlingen foretages af egennyttige bevæggrunde, er straffen fængsel indtil 3 år.”

Forslaget om afskaffelse af hæftestraffen byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, delbetænkning I om sanktionsspørgsmå- let. I betænkningen anførtes om hæftestraffen og straffelovens § 240 bl.a.:

”Kapitel 2 Hæftestraffen …

2.3. Ændring af hæfte til fængsel …

2.3.4. … … Straffelovrådet foreslår, at der fastsættes et maksimum på 4 måneder for fængsel, der i strafferammerne træder i stedet for den afskaffede hæftestraf. Til støtte for at sætte grænsen ved 4 og ikke ved 3 måneder kan anføres, at man herved bedst undgår, at maksimumsstraffen bliver for hyppigt anvendt, hvilket i almindelighed er ønskeligt med hensyn til strafferammer. Et maksimum på 4 måneder vil også give domstolene en lidt større valgfrihed med hensyn til straf- fe, der ligger over et niveau på 60 dage. Hvis maksimum sættes ved 3 måneder, og den nugældende regel om prøveløsladelse efter mindst 2 måneder bevares, vil et maksimum på 3 måneder betyde, at maksimumsstraffen i realiteten er af samme længde som en idømt straf på 60 dage. Den foreslåede nedsættelse af maksimum i strafferammer, hvor fængsel træder i stedet for hæfte, er en tilpasning til gældende udmålingspraksis og ud- trykker ikke en tilkendegivelse om, at de enkelte udmålte straffe skal undergi- ves en reduktion i forhold til hidtidig praksis. … …

Kapitel 7 Andre forbrydelser mod liv og legeme …

7.1. Forsætligt drab … -8-

7.1.4. I forbindelse med bestemmelserne om forsætligt drab skal også nævnes, at § 240 fastsætter straf af bøde eller hæfte for den, der medvirker til, at nogen berøver sig selv livet (hjælp til selvmord). Hvis handlingen foretages af egen- nyttige bevæggrunde, er straffen fængsel indtil 3 år, svarende til maksimum i § 239. Blandt de få domme om overtrædelse af § 240 skal nævnes U 1978.868 Ø, hvor tiltalte, der havde overladt en nervesvækket og deprimeret person en ladt revolver, med hvilken den pågældende skød sig selv, blev idømt 14 dages hæf- te. Domfældelsen omfattede tillige bl.a. overtrædelse af våbenloven og af lov om euforiserende stoffer (20 gram hash). De spørgsmål om kriminalisering af hjælp til selvmord, som måske kunne rejses i forbindelse med et egentligt revisionsarbejde vedrørende straffelovens kap. 25, har straffelovrådet måttet lade ligge. Man foreslår, at "hæfte" ændres til fængsel i 4 måneder, jfr. herved om det generelle spørgsmål om ændring af hæfterammer ovenfor kap. 2.3.4.”

Ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse m.v.) fik straffelovens § 240 sin nuværende affattelse:

”§ 240. Den, der medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bø- de eller fængsel indtil 3 år.”

Lovforslaget (L 99 af 26. november 2003) byggede navnlig på Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer II. I betænkningens kapitel 25, Andre forbrydelser mod liv og legeme (straffelovens §§ 237-241 og §§ 249-254), anførtes i afsnit 2.4 om lovens § 240:

”2.4. § 240

2.4.1. Endelig er i straffelovens § 240 fastsat, at den, som medvirker til, at no- gen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Fo- retages handlingen af egennyttige bevæggrunde, er straffen fængsel indtil 3 år. Bestemmelsen adskiller sig fra § 239 ved, at den, der ønsker at dø, i § 240 selv udfører den afgørende handling (eller undladelse), jf. herom og om bestemmel- sens anvendelse Den kommenterede straffelov s. 279 f.

§ 240 har bortset fra de ændringer, der er en følge af hæftestraffens afskaffelse, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, været uændret siden borgerlig straffelovs ikraft- træden i 1933. Om forarbejderne kan nærmere henvises til Straffelovskommis- sionens betænkning af 1912, § 246 samt s. 227 f. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 218 samt s. 203 f., og Straffelovskommissio- nens betænkning af 1923, § 219 samt sp. 336 f. Endelig kan henvises til Rigs- dagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3380 f. (§ 241), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5378 f. (§ 240), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2197, nr. -9-

237, samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2372 (§ 239), og tillæg B, sp. 203 og 1873.

2.4.2. Ved sin gennemgang af § 240 i betænkning nr. 1099/1987 om straffe- rammer og prøveløsladelse foreslog Straffelovrådet alene bestemmelsen ændret som følge af hæftestraffens afskaffelse svarende til de ændringer, der gennem- førtes ved lov nr. 433 af 31. maj 2000. Om bestemmelsen bemærkedes i øvrigt, jf. s. 162, at ”[d]e spørgsmål om kriminalisering af hjælp til selvmord, som må- ske kunne rejses i forbindelse med et egentligt revisionsarbejde vedrørende straffelovens kap. 25, har straffelovrådet måttet lade ligge.””

Af lovforslagets bemærkninger fremgik bl.a.:

”Almindelige bemærkninger …

1. Indledning

1.1. Et hovedformål med lovforslaget er at modernisere strafferammerne i straffeloven, navnlig med henblik på, at strafferammerne skal afspejle en nuti- dig opfattelse af strafværdigheden af de enkelte forbrydelsestyper. …

Moderniseringen af straffelovens strafferammer tilsigter som udgangspunkt ik- ke at ændre det gældende udmålingsniveau for de enkelte forbrydelsestyper, men på enkelte punkter er der dog efter regeringens opfattelse også behov for en skærpelse af de faktisk udmålte straffe. Det drejer sig blandt andet om grov narkotikakriminalitet (§ 191), vold mod tjenestemand i funktion (§ 119), trusler mod vidner mv. (§ 123) og groft tyveri (§ 276). …

4. Straffelovens særlige del …

4.12. Andre forbrydelser mod liv og legeme (straffelovens §§ 237-241 og §§ 249- 254) …

4.12.2. Straffelovrådets overvejelser …

§ 240 kunne efter rådets opfattelse rejse spørgsmål om at ændre den nuværende delte strafferamme på bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller, når forbrydel- sen er begået af egennyttige bevæggrunde, fængsel indtil 3 år til en straffe- ramme på bøde eller fængsel indtil 2 år. …

4.12.3. Justitsministeriets overvejelser Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets overvejelser vedrørende § 240, og foreslår på den baggrund, at bestemmelsen får én normalstrafferamme indehol- dende »bøde eller fængsel indtil 3 år«. - 10 -

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 50, samt bemærkningerne hertil. …

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser …

Til § 1 …

Til nr. 50 (§ 240) Lovforslagets § 1, nr. 50, indebærer en teknisk forenkling af normal- og side- strafferammen i § 240. Ændringen medfører, at den skærpede sidestrafferamme i stk. 2, hvorefter straffen kan stige til fængsel indtil 3 år, hvis handlingen er fo- retaget af egennyttige bevæggrunde, ophæves, således at bestemmelsen har en strafferamme med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Bestemmelsens strafmaksimum forbliver uændret, og med ændringen tilsigtes ingen ændring i det hidtidige strafbare område eller udmålingsniveau.”

Landsrettens begrundelse og resultat Skyldspørgsmål Forhold 1 Efter bevisførelsen for landsretten, herunder de af Vidne 4 , Tiltalte 1 og Tiltalte 2 afgivne forklaringer, finder landsretten det bevist, at Vidne 4 forsøgte at tage sit eget liv, hvilket imidlertid mis- lykkedes, og af de grunde, der i øvrigt er anført af byretten, findes Tiltalte 1 her- efter skyldig i tiltalen for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 240.

Forhold 2 5 voterende udtaler: Efter Vidne 2's forklaring må vi lægge til grund, at Tiltalte 1 på mødet med P2 og Vidne 2 gav udtryk for, at han kunne formidle en kontakt med henblik på at skaffe medicin, og at Vidne 2 efter mødet modtog en forsendelse stilet til P2 , som hun videregav til P2

, der senere oplyste, at han nu havde fået det, han skulle bruge. Vidne 2 , der ikke havde været i kontakt med andre vedrørende anskaffelse af medicin til P2

, forstod det således, at P2 med forsendelsen havde fået den medicin, han skulle bruge. Efter Vidne 2's og Vidne 3's

forklaringer lægger vi endvidere til grund, at familien den 4. maj 2017 holdt en afskeds- middag med P2 , hvor de sagde farvel til ham, og at Vidne 2 - 11 -

dagen efter modtog en telefonopringning fra plejehjemmet, som oplyste, at P2 var i en dyb søvn og ikke til at vække. Den 7. maj 2017 afgik P2 ved døden.

På denne baggrund lægger vi til grund, at P2 med medicinindta- gelse tog sit eget liv. Dødsattestens angivelse af hjerneblødning som dødsårsag kan ikke føre til en anden vurdering, hvorved bemærkes, at P2 ikke blev obduceret.

Tiltalte 1 har forklaret, at han rådgav og vejledte P2

om det at tage sit eget liv, og at han på et tidspunkt drøftede med en person muligheden for at skaffe medicin til P2 , men han ved ikke, om vedkommende gjorde dette. Han gjorde det ikke selv.

På den ovenfor anførte baggrund finder vi det ubetænkeligt at lægge til grund, at Tiltalte 1 rådgav og vejledte P2 om at tage sit eget liv, og at han gennem en kontakt skaffede den medicin, som P2 anvendte til at tage sit eget liv med. Vi finder det herefter bevist, at Tiltalte 1 i dette omfang er skyldig i tiltalen for overtrædelse af straffelovens § 240.

1 voterende udtaler: Jeg finder, at der ikke er ført det til domfældelse fornødne bevis, og jeg stemmer derfor for at frifinde Tiltalte 1 .

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Forhold 3 Også efter bevisførelsen for landsretten findes Tiltalte 1 af de grunde, der er an- ført af byretten, skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Straf Straffen for Tiltalte 1 fastsættes til fængsel i 60 dage, der gøres betinget på vil- kår som angivet i byrettens dom. - 12 -

Straffen for Tiltalte 2 fastsættes til fængsel i 20 dage, der gøres be- tinget på vilkår som angivet i byrettens dom.

Landsretten har ved straffastsættelsen på den ene side lagt vægt på, at Tiltalte 1

ved brug af sin lægevidenskabelige baggrund har medvirket til, at to personer tog deres eget liv, samt forsøgt at medvirke til, at en tredje person tog sit eget liv, og at Tiltalte 2 – ligeledes ved brug af sin lægevidenskabelige baggrund – har forsøgt at medvirke til, at en person tog sit eget liv. Landsretten har på den anden side lagt vægt på, at det af forarbejderne til ændringerne i 2000 og 2004 af straffelovens § 240 fremgår, at der ikke hermed var tilsigtet nogen ændring i det hidtidige udmålingsniveau.

I øvrigt stadfæstes dommen.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom i sagen mod Tiltalte 1 stadfæstes med den ændring, at straffen fastsættes til fængsel i 60 dage.

Byrettens dom i sagen mod Tiltalte 2 stadfæstes med den ændring, at straf- fen fastsættes til fængsel i 20 dage.

De tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten, herunder salær til egen forsva- rer.