BS-28500/2022-HJR · Højesteret

Højesteret stadfæster landsrettens afgørelse om ejendomshævd i skel

[DOKUMENT] Domsresumé (2 sider) Der var ikke opnået ejendomshævd over smalt grundstykke langs skel

Dom afsagt den 23. juni 2023

Sag BS-28500/2022-HJR

Appellant 1 og Appellant 2

mod

Appelindstævnte 1 og Appelindstævnte 2

Fritidsboligejere havde ikke opnået ejendomshævd over et smalt grundstykke langs skel

Appellant 1 og Appellant 2 købte i 2017 en fritidsbolig, som grænser op til marker tilhørende en landbrugsejendom, som siden 2001 havde været ejet af Appelindstævnte 1 og Appelindstævnte 2. Sagen for Højesteret angik navnlig, om Appellant 1 og Appellant 2 havde opnået ejendomshævd over en del af landbrugsejendommen. Det omtvistede areal på i alt 41 m2 var et smalt grundstykke langs en del af skelgrænsen mellem de to ejendomme og indtil midten af en hæk, som parterne fjernede i 2018.

Højesteret lagde efter bevisførelsen til grund, at hækken – som formentlig blev plantet omkring 1970 – ikke blev plantet i det matrikulære skel, men inde på landbrugsejendommen tæt på skelgrænsen. Højesteret bemærkede, at de nærmere omstændigheder ved plantningen af hækken var uoplyste. Det kunne endvidere lægges til grund, at de tidligere ejere af fritidsboligen sammen med ejerne af landbrugsejendommen efter fælles aftale og i overensstemmelse med hegnslovens regler herom løbende havde vedligeholdt hækken.

Højesteret fastslog, at den vedligeholdelse af hækken, som blev foretaget af de tidligere ejere af fritidsboligen, ikke kunne anses for en retsstridig ejerråden, der kunne danne grundlag for at vinde hævd over arealet. Det var ikke godtgjort, at de tidligere ejere af fritidsboligen i øvrigt igennem årene havde udøvet en ejers råden over arealet, der efter de foreliggende oplysninger i væsentligt omfang måtte antages at have været dækket af hækken.

På denne baggrund var Højesteret enig med landsretten i, at der ikke var grundlag for at fastslå, at Appellant 1 og Appellant 2 havde opnået hævd over arealet.

/ /

[DOKUMENT] Dom (3 sider) HØJESTERETS DOM afsagt fredag den 23. juni 2023

Sag BS-28500/2022-HJR (2. afdeling)

Appellant 1 og Appellant 2 (advokat Bjarne Skøtt Jensen for begge)

mod

Appelindstævnte 1 og Appelindstævnte 2 (advokat Esben Skjernov, beskikket for begge)

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Nykøbing Falster den 24. marts 2021 (BS-20871/2020-NYK) og af Østre Landsrets 25. afdeling den 29. november 2021 (BS-13523/2021-OLR).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Hanne Schmidt, Kristian Korfits Nielsen, Jørgen Steen Sørensen og Julie Arnth Jørgensen.

Påstande Appellanterne, Appellant 1 og Appellant 2, har nedlagt påstand om frifindelse og om, at de indstævnte, Appelindstævnte 1 og Appelindstævnte 2, skal anerkende skellets placering, såle-des som det er indtegnet med sort i bilag K imellem punkterne 1, 8, 2 og 3 sva-rende til det ved skelforretningen fastlagte skel for så vidt angår denne stræk-ning.

/ 2

Endvidere har Appellant 1 og Appellant 2 nedlagt påstand om, at Appelindstævnte 1 og Appelindstævnte 2 helt eller delvist skal betale udgifterne til skelforretningen.

Appelindstævnte 1 og Appelindstævnte 2 har påstået stadfæ-stelse.

Anbringender Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender. De er for Højesteret enige om, at hækken var et fælleshegn, jf. hegnslovens § 1.

Højesterets begrundelse og resultat Appellant 1 og Appellant 2 erhvervede i 2017 ejendommen Adresse 1, By 1, der er en fritidsbolig belig-gende i landzone, og som grænser op til marker tilhørende landbrugsejendom-men Adresse 2, By 1. Landbrugsejendommen har siden 2001 væ-ret ejet af Appelindstævnte 1 og Appelindstævnte 2.

Sagen angår i første række, om Appellant 1 og Appellant 2 har opnået ejendomshævd over en del af landbrugsejendom-men. Det omtvistede areal på i alt 41 m2 er et smalt grundstykke langs den nordog østlige skelgrænse og indtil midten af en hæk, som parterne fjernede i 2018.

Efter Danske Lovs 5-5-1 kan der opnås ejendomsret ved hævd, hvis der i 20 år er udøvet en ejers råden. Det er bl.a. en betingelse for at opnå hævd, at der er rådet på en måde, der må anses for naturlig for en ejer efter de stedlige forhold, og at denne råden er retsstridig.

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at der efter udstykningen af den ejendom, som Appellant 1 og Appellant 2 nu ejer – formentlig omkring 1970 – blev plantet en hæk langs ejendommens nordog østlige grænse mod landbrugsejendommens marker. Hækken blev ikke plantet i det matrikulære skel, men inde på landbrugsejendommen tæt på skelgrænsen. De nærmere omstændigheder ved plantningen af hækken er uop-lyste. For Højesteret er parterne enige om, at hækken var et fælleshegn.

Det kan endvidere lægges til grund, at de tidligere ejere af Appellant 1 og Appellant 2s ejendom sammen med ejerne af landbrugsejendommen efter fælles aftale og i overensstemmelse med hegnslo-vens regler herom løbende har vedligeholdt hækken.

Højesteret finder, at den vedligeholdelse af hækken, som blev foretaget af de tidligere ejere af fritidsboligen, ikke kan anses for en retsstridig ejerråden, der

/ 3

kan danne grundlag for at vinde hævd over arealet. Det er ikke godtgjort, at der af de tidligere ejere af fritidsboligen i øvrigt igennem årene har været udøvet en ejers råden over arealet, der efter de foreliggende oplysninger i væsentligt om-fang må antages at have været dækket af hækken.

På denne baggrund tiltræder Højesteret, at der ikke er grundlag for at fastslå, at Appellant 1 og Appellant 2 har opnået hævd over arealet.

For så vidt angår spørgsmålet om udgifterne til skelforretningen, tiltræder Højesteret af de grunde, der er anført af byretten og landsretten, at der ikke er grundlag for at pålægge Appelindstævnte 1 og Appelindstævnte 2 at betale nogen del heraf.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom.

THI KENDES FOR RET:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Appellant 1 og Appellant 2 betale 30.000 kr. til statskassen.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.

/