BS-29423/2019-HBK · BS-29423/2019-HBK · Retten i Holbæk

Sag om lovligheden af 3 bæltefikseringer, og erstatning i anledning af disse.

[DOKUMENT] Dom (8 sider) RETTEN I HOLBÆK DOM afsagt den 19. februar 2020

Sag BS-29423/2019-HBK

Klager 1 (advokat Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen)

og

Klager 2

mod

Region Hovedstaden (advokat Henrik Perregaard)

Denne afgørelse er truffet af Dommer.

Sagens baggrund og parternes påstande Denne dom vedrører spørgsmålet om erstatning i anledning af en ulovlig bælte- fiksering den 31. januar 2019 fra kl. 17.12 til den 31. januar 2019 kl. 18.42.

Klager 1 har fremsat påstand om, at Region Hovedstaden til Klager 1 skal betale 10.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.

Region Hovedstaden har fremsat påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et af retten fastsat lavere beløb.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

/ 2

Oplysningerne i sagen Det psykiatriske Patientklagenævn traf den 31. maj 2019 afgørelse om ikke at godkende overlægens beslutning om at tvangsfiksere med bælte fra den 31, ja- nuar 2019 kl. 17.12 til den 31. januar 2019 kl.- 18.42, og at der foruden bælte hav-de været anvendt remme. Retten har ved af dom af 7. november 2019 stadfæstet afgørelsen.

Det Psykiatriske Patientklagenævn har begrundet afgørelsen således:

”… Tvangsfiksering den 31. januar 2019

Tvangsfikseringens iværksættelse Nævnet har konstateret, at tvangsfikseringen sker i forbindelse med overflyt-ning til sikret institution. Dette fremgår af de udfyldte tvangsprotokoller vedrø-rende tvangsfikseringen med bælte, remme og handsker.

Nævnet har imidlertid vurderet, at betingelserne for iværksættelse af tvangsfik- sering med bælte, hånd- fodremme har været opfyldt. Se psykiatrilovens §§ 14, stk. 2 og 15, stk. 2.

Der er udfærdiget 3 tvangsprotokoller, skema 3A vedrørende tvangsfikseringen den 31. januar 2019. – et for fikseringen med bælte, 1 for anvendelsen af remme og 1 for anvendelse af handsker.

Nævnet har taget til efterretning, at overlægen, der havde besluttet tvangsfikse- ringen, på Patientklagenævnets møde oplyste, at der ikke havde været anvendt handsker i forbindelse med fikseringen. Dette fremgik heller ikke af journalen, og det var således en fejl, at der var udfyldt en tvangsprotokol for anvendelse af handsker.

Nævnet har samlet set vurderet, at det var nødvendigt at bæltefiksere dig for at afværge, at du eller andre var i nærliggende fare for at få skader på legeme eller helbred.

Din mor har i sin klage påpeget, at bæltefikseringen er nøje planlagt ned til mindste detalje for at kunne gennemføre en formandsbeslutning om en anbrin- gelse på den særligt sikrede Institution 1 på Fyn, og oplyser, at formands- beslutningen og anbringelsen på den særligt sikrede institution var ulovlig iføl-ge Ankestyrelsens afgørelse af 9. april 2019. Derfor finder din mor, at bæltefik- sering og fiksering med hånd- og fodremme heller ikke kunne være lovlig. I journalnotat af 31. januar 2019 ført kl. 20.00 har overlægen bl.a. noteret, at det besluttes, at du skal anbringes kl. 17.00, hvor sagsbehandleren fra kommunen

/ 3

vil give dig besked. Der vil desuden blive rekvireret en ambulance og politi, da du ved tidligere overflytning har reageret voldsomt og personfarligt. Videre beskrives det i journalnotatet, at da sagsbehandleren fra kommunen har oplyst dig om beslutningen om en akut anbringelse, reagerer du ved at begynde at smide med ting, slå og sparke ud omkring dig. Du bliver derfor fastholdt på sengen og overflyttes til ambulancens båre kl. 17.12. På grund af din voldsom- hed og tidligere erfaringer vurderes det uforsvarligt ikke at bæltefiksere dig bå-de med bælte, hånd- og fodremme. Der gives akut beroligende tvangsmedicin tablet Serenase 2,5 mg kl. 17.14.

Nævnet finder samlet set, at betingelserne i psykiatrilovens § 14, stk. 2, jf. stk. 1 for at tvangsfiksere dig med bælte, hånd- og fodremme var opfyldt på tids-punktet for beslutningen, hvor du stadig befandt dig på den psykiatriske afde-ling.

Ifølge mindste middels princippet skal personalet desuden have forsøgt at be- grænse og korrigere din aktivitet, have forsøgt at tale dig til ro og have tilbudt dig frivilligt at tage beroligende medicin, før du bliver fikseret.

Opfyldelse af mindste middels princippet kræver, at disse tre betingelser er op- fyldt, eller at det i journalen er beskrevet, hvorfor betingelserne ikke har kunnet opfyldes.

Nævnet har vurderet, at kravet om mindst indgribende foranstaltning i dit til- fælde ikke har været opfyldt.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret i jour- nalen, at personalet har forsøgt at tale dig til ro, eller at dette var uigennemfør-ligt. Herunder er det ikke godtgjort, at en tvangsfiksering ikke kunne have væ-ret undgået ved, at personalet havde forsøgt at orientere dig om, at du skulle overflyttes til sikret institution og havde beroliget dig i den henseende. Det er heller ikke i journalnotatet godtgjort, at du er blevet korrigeret, og tilbudt bero- ligende medicin, inden du blev tvangsfikseret. Den beroligende medicin blev ifølge journalen givet efter, at du var blevet overfør til ambulancens båre. Det forhold, at kommunens sagsbehandler har oplyst dig om beslutningen om en akut anbringelse, som du reagerer på, ligesom det forhold, at man ved tidli-gere overflytning har erfaring for, at du har reageret voldsomt og perrsonfar-ligt, finder nævnet ikke på tilstrækkelig vis opfylder kravet om mindst indgri-bende foranstaltning. Se psykiatrilovens § 4, der er vedlagt.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, jf. ovenfor, at det ikke er dokumen- teret, at der er gjort, hvad der var muligt for at opnå din frivillige medvirken, eventuelt ved at give dig en passende betænkningstid i forbindelse med oplys- ninger om overflytningen til sikret institution.

/ 4

Nævnet er opmærksom på, at tvangsfikseringen med bælte- hånd- og fodrem-me ophørte den 31. januar 2019 kl. 18.42.

Nævnet godkender på ovenstående baggrund ikke, at du efter psykiatriloven var tvangsfikseret med bælte- hånd- og fadremme den 31. januar 2019 fra kl. 17.12 til den 31. januar 2019 kl. 18.42.

Det bemærkes, at når nævnet ikke godkender iværksættelse af tvangsfikserin-gen, så godkender nævnet heller ikke dennes udstrækning…”

Retten har i dom af 7. november 2019 stadfæstet afgørelsen med følgende be- grundelse:

”… Af de af Det Psykiatriske Patientklagenævn anførte grunde tiltræder retten, at det ikke er godtgjort, at der var gjort tilstrækkeligt for at undgå tvangsfikse-ring, herunder at der var givet Klager 1 en passende betænkningstid i forbindel-se med oplysninger om overflytningen til sikret institution, og at psykiatri-lovens § 4 derfor ikke var opfyldt…”

Parternes synspunkter Klager 1 har anført;

”… Anbringender: Det er fastslået i retspraksis, at uberettiget tvangsfiksering udgør et indgreb i in- dividets rettigheder efter EMRK artikel 3, hvilket udløser erstatning i form af godtgørelse efter princippet i erstatningsansvarslovens § 26 sammenhold med EMRK artikel 13 og 41.

Fra retspraksis kan henvises til U.2014.3300Ø, hvor der blev udmålt en godtgø- relse på 5.000 kr. for en fiksering på 12 timer og 10 minutter. Endvidere henvi-ses til utrykt Vestre Landsrets dom af 16. april 2015, sagsnr. B-2389-14, hvor landsretten fandt, at en tvangsfiksering på "næsten et døgn" berettigede klage-ren til en godtgørelse på 8.000 kr.

Relevant er endeligt at henvise til Højesterets dom af 31. januar 2017 (U.2017. 1314H), hvor godt 437 timers ulovlig tvangsfiksering udløste en godtgørelse på 75.000 kr. Højesteret mente, at godtgørelsen i sager om ulovlig tvangsfiksering skal fastsættes efter et samlet skøn, hvorunder blandt andet indgår fikseringens længde, patientens opførsel, hvor vanskeligt det har været for det lægelige per- sonale at vurdere patientens tilstand under den fortsatte tvangsfiksering, pa- tientens tidligere domme og om der aktuelt foreligger et farlighedsdekret på pa- tienten, hvilket klager i den konkrete sag var underlagt. Højesteret fastsatte ikke

/ 5

godtgørelsen i henhold til Rigsadvokatens takster for uberettiget frihedsberø-velse i strafferetsplejen, uagtet appelindstævnte (Region Hovedstaden) havde påberåbt sig taksterne under sagen.

Den laveste erstatning (5.000 kr) ses således at være givet tillagt en patient i U.2014.3300Ø, hvor der var tale om godt et halvt døgns uberettiget tvangsfikse- ring over for en voksen patient på en psykiatrisk afdeling. Der ses ikke at fore- ligge trykt retspraksis vedr. erstatning for ulovlige tvangsfikseringer af børn. Ej heller retspraksis vedr. 1,5 time lang tvangsfiksering.

Det gøres gældende, at en ulovlig tvangsfiksering af et barn udgør et særligt al- vorligt indgreb, som ifølge forarbejderne til psykiatriloven som altovervejende udgangspunkt slet ikke må benyttes over for børn, taler med styrke for, at godt- gørelsen fastsættes højere end ved voksne patienter, og at en 1,5 time lang tvangsfiksering utvivlsomt medfører en følelse af afmagt og må opleves som særdeles indgribende for et barn, hvorfor en godtgørelse på 10.000 kr. må anses for passende…”

Region Hovedstaden har anført:

”… ANBRINGENDER: Til støtte for den principale påstand gøres det gældende, at det forhold, at der ikke måtte være gjort tilstrækkeligt for at undgå tvangsfiksering den 31. januar 2019, herunder at der ikke var givet sagsøgeren en passende betænkningstid i forbindelse med oplysning om overflytningen til den sikrede institution, må an- ses som en formel fejl, der har begrundet bæltefikseringens ulovlighed. Det gø-res gældende, at den formelle fejl ikke i sig selv fører til, at sagsøger har krav på godtgørelse for tort, når de materielle betingelser i øvrigt for bæltefiksering måtte anses som opfyldt.

Det gøres derfor gældende, at fejlen ikke har været af en sådan grovhed, at der er grundlag for at tilkende sagsøgeren godtgørelse for tort.

Der henvises til Helle Bødker Madsens ”Psykiatriret” , 2. udgave 2017, side 220- 222, samt til Østre Landsrets dom af 4. april 2019 i sag BS 47261/2018-OLR. Den påberåbte litteratur og ankedom med den indankede dom er uploaded til sa- gen.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende, at det af sagsøgeren krævede beløb er for højt. Dette anses for godtgjort ved den af sagsøger på- beråbte retspraksis fra landsretterne, hvor der er udmålt en godtgørelse på kr. 5.000,00 og kr. 8.000,00 for en tvangsfiksering af en varighed af henholdsvis godt 12 timer og næsten 24 timer. Når henses til at varigheden af tvangsfikse-ringen i nærværende sag var kortere – nemlig 1½ time – gøres det gældende, at

/ 6

godtgørelse maximalt bør fastsættes til kr. 3.000,00, selvom sagsøgeren var 15 år på tidspunktet for den sidste tvangsfiksering…”

Rettens begrundelse og afgørelse

Tvangsfikseringen af Klager 1 blev, uanset at betingelserne i psykiatrilovens § 14, stk. 2, jf. stk. 1 samlet set blev anset for opfyldt, ikke kendt lovlig, idet mindstemiddels princippet ikke var opfyldt, da personalet ikke hav-de forsøgt at undgå en tvangsfiksering ved at give ham en passende tid til at forberede sig på, at han skulle flyttes til en anden institution.

Tvangsfikseringen må på den baggrund anses for at have medført en så intens fysisk og psykisk lidelse, at den er i strid med Den Europæiske Menneskerettig- hedskonventions artikel 3.

Retten finder, at personalet - ved ikke i tilstrækkelig grad at have forsøgt at undgå en tvangsfiksering ved at give Klager 1 en passende tid til at forberede sig på flytningen - har udvist en sådan grad af culpa, at Re-gion Hovedstaden efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1 skal betale godtgø-relse for tort til Klager 1.

Efter indgrebets karakter og den korte varighed fastsætter retten skønsmæssigt godtgørelsen til 1.000 kr.

Beløbet forrentes med procesrente fra sagens anlæg, som påstået af sagsøger.

THI KENDES FOR RET:

Region Hovedstaden skal inden 14 dage til Klager 1 betale 1.000 kr. forrentet med procesrente fra den 2. juli 2019.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskas-sen.

/ / /

[DOKUMENT] Dom (23 sider) RETTEN I HOLBÆK DOM afsagt den 7. november 2019

Sag BS-29423/2019-HBK

Klager 1 (advokat Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen)

og

Klager 2

mod

Region Hovedstaden (advokat Henrik Perregaard)

Denne afgørelse er truffet af Dommer.

Sagens baggrund og parternes påstande Denne sag vedrører spørgsmålet om lovligheden af 3 bæltefikseringer af Klager 1 henholdsvis

Den 10. oktober 2017 kl. 13.50 til den 11. oktober 2017 kl. 9.12 Den 26. januar 2019 kl. 21.30 til den 27. januar kl. 08.05. Der har derudover væ-ret anvendt fodrem fra den 26. januar 2019 kl. 21.40 til den 27. januar 2019 kl. 07.30. og Den 31. januar 2019 kl. 17.12 til den 31. januar 2019 kl. 18.42. Der var derudover anvendt remme.

Det Psykiatriske Patientklagenævn har den 31. maj 2019 truffet afgørelse herom.

/ 2

Spørgsmålet om eventuel erstatning er udskudt til efterfølgende behandling.

Påstande: Klager 1 har principalt fremsat påstand om, at behandlin-gen af hans klage over bæltefikseringen den 10. oktober 2017 hjemvises til be-handling ved Det Psykiatriske Patientklagenævn, således at nævnet behandler lovligheden af tvangsfikseringens iværksættelse, subsidiært at iværksættelsen af fikseringen kendes ulovlig.

Klager 1 har fremsat påstand om, at bæltefikseringen den 26. januar 2019 kendes ulovlig.

Klager 1 har fremsat påstand om, at Det Psykiatriske Pa-tientklagenævns afgørelse vedrørende bæltefikseringen den 31. januar 2019 stadfæstes.

Region Hovedstaden har fremsat påstand om, at Det Psykiatriske Patientklage-nævns afgørelse vedrørende bæltefikseringerne den 10. oktober 2017 og den 26. januar 2019 stadfæstes, og at bæltefikseringen den 31. januar 2019 kendes lovlig.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen Det Psykiatriske Patientklagenævn har behandlet sagen. Det fremgår af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 31. maj 2019, at:

” …Afgørelse fra Det Psykiatriske Patientklagenævn

Klage fra Klager 1, cpr-nr. ...

Afgørelser i din klagesag Tvangsfiksering iværksat den 10. oktober 2017 Det Psykiatriske Patientklagenævn konstaterer, at iværksættelsen af tvangsfik- seringen med bælte den 10. oktober 2017 kl. 13.46 er foretaget i forbindelse med overflytning fra afsnit B205 til afsnit B204 og med dit samtykke og hjemmel i forældreansvarsloven. Det Psykiatriske Patientklagenævn kan derfor ikke tage stilling til iværksættelsen.

Det Psykiatriske godkender overlægens beslutning om, at du fortsat har været tvangsfikseret med bælte efter overflytning til afsnit B204 den 10. oktober 2019 fra kl. 13.50 til den 11. oktober 2017 kl. 09.12 (tidspunkt fra tvangsprotokol).

/ 3

….

Tvangsfiksering iværksat den 26. januar 2019 Det Psykiatriske Patientklagenævn godkender overlægens beslutning om, at du har været tvangsfikseret med bælte fra den 26. januar 2019 kl. 21.30 til den 27. januar 2019 kl. 08.05, og at der foruden bælte har været anvendt fodrem fra den 26. januar 2019 kl. 21.40 til den 27. januar 2019 kl. 07.30.

Tvangsfiksering den 31. januar 2019 Det Psykiatriske Patientklagenævn godkender ikke overlægens beslutning om, at du har været tvangsfikseret med bælte fra den 31. januar 2019 kl. 17.12 til den 31. januar 2019 kl. 18.42, og at der foruden bælte har været anvendt remme fra den 31. januar 2019 kl. 17.12 til den 31. januar 2019 kl. 18.42.

Afgørelserne er truffet af et enigt nævn.

…

Begrundelser Tvangsfiksering iværksat den 10. oktober 2017 Det fremgår af journalen for den 10. oktober ført kl. 14.42, at da det ikke er lyk- kedes at motivere dig til frivillig overflytning til B204, er det ved konference med Overlæge og i samråd med din mor, Klager 2 vurderet, at overflytningen må ske med tvang på forældreansvarsloven. Du tvangstilbageholdes derfor på forældreansvarsloven med henblik på over-flytning.

Ligeledes er det noteret i journalen, at det vurderes som mindste middel i den-ne overflytning, at du overflyttes liggende i seng fikseret med bælte, mens selve overflytningen står på. Dette også grundet din tidligere meget voldsomme udadreagerende adfærd med risiko for at skade dig selv og personale. Dette er din mor ligeledes informeret om ved Overlæge og har samtykket hertil.

Nævnet har konstateret, at tvangsprotokol skema 3 er udfyldt og påført ”foræl- dreansvarsloven” .

Din nu oplyste på Patientklagenævnets møder, at det var under falske forud- sætninger, at du havde samtykket, idet du og Klager 1 var stillet i udsigt, at der var bedre forhold på afsnit B204.

Uanset dette er det samlet set nævnets opfattelse, at iværksættelsen af tvangs- fikseringen har fundet sted efter forældreansvarsloven med din mors samtykke og ikke i medfør af psykiatrilovens § 14, stk. 2, der er vedlagt.

/ 4

Nævnet afviser derfor at tage stilling til iværksættelsen af tvangsfikseringen med bælte den 10. oktober 2017 kl. 13.46 på afsnit B205 og indtil overflytningen til afsnit B204 var foretaget den 10. oktober 2019 kl. 13.50.

Tvangsfikseringen efter overflytning til B204 Nævnet har konstateret, at det fremgår af journalnotat for den 10. oktober 2017 ført kl. 13.52, at du er modtaget i afsnit B204 i seng liggende i bælte fra B205 kl. 13.50 samtidig med, at du fastholdes af personale. Nævnet har i den forbindelse konstateret, at tvangsfikseringen med bælte fort-sættes efter overflytningen til afdeling B204 og ophører den 11. oktober 2017 kl. 09.12.

Nævnet finder, at den fortsatte tvangsfiksering efter overflytning til afdeling B204 er besluttet efter psykiatriloven og var nødvendig for at afværge, at du el-ler andre var i nærliggende fare for at få skader på legeme eller helbred.

Nævnet har vurderet, at betingelserne for den fortsatte tvangsfiksering med bælte på B204 har været opfyldt. Se psykiatrilovens § 14, stk. 2.

Din mor har i sin klage udførligt redegjort for overflytningen, og har herunder oplyst, at du efter overflytningen var chokeret, uforstående og dybt rystet over håndteringen af dig. Du var meget voldsomt traumatiseret, og sad efterfølgen-de i din seng med et stirrende stift blik.

I journalen for den 10. oktober 2017 er det beskrevet, at du er skrigende, råber at du vil dø, og du slår ud efter personalet. Du er meget opkørt og i en affekttil-stand, der kan sidestilles med psykose.

Nævnet finder på denne baggrund, at psykiatrilovens betingelser for fortsat at tvangsfiksere dig, efter, at du var modtaget i afdeling B204 var opfyldt.

Nævnet har også vurderet, at kravet om mindst indgribende foranstaltning i forhold til den fortsatte tvangsfiksering med bælte på afsnit B204 var opfyldt.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at du tilbydes saftevand og magnum is, men du afviser, og der kan ikke indgås alliance med dig. Du mod-tager beroligende medicin med injektion Diazepam efter forældreansvarsloven. Videre er du fastholdt og forsøges sluppet herfra kl. 14.04, men du slår dig voldsomt i hovedet og på brystkassen, forsøger at komme ud af bæltet, er skri-gende og forsøger at kvæle dig selv med hænderne på hals og med hænderne på mund og næse. Du fastholdes igen kl. 14.07, da det vurderes, at du er til fare for dig selv.

/ 5

Tvangsfikseringens udstrækning Nævnet oplyser, at tvangsfiksering undtagelsesvist kan anvendes ud over nogle få timer, hvis der er væsentlige grunde til at forsætte tvangsfikseringen, herun-der hensynet til patientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed tilsiger det-te. Se psykiatrilovens § 14, stk. 3, der er vedlagt.

Nævnet har vurderet, at fikseringen med bælte ikke har varet i længere tid end nødvendigt.

Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af journalen ført kl. 16.06, at læge til-kaldes til afdelingen. Du er forsøgt motiveret til at forholde dig i ro, og du har fået Stesolid uden effekt. Det beskrives, at du slår dig selv og forsøger at strangulere dig selv. Du råber, at du vil dø og slå personalet ihjel, og du slår ud efter personalet, som nærmer sig sengen. Du forsøges motiveret til at tage bero-ligende medicin, men du ønsker ikke dette. Du får herefter beroligende medicin med tvang.

Af tvangsprotokol, skema 3A ses, at der har været lægeligt tilsyn den 10. okto-ber 2017 kl. 18.15 og kl. 21.00.

Der er intet journalnotat for tilsynet kl. 18.15, men af journalnotatet ført kl. 01.15 vedrørende tilsynet kl. 21.00 fremgår, at du har sovet, og at lægen bliver tilkaldt til afdelingen, da du er vågnet.

Der er således en formodning for, at du sov ved tilsynet kl. 18.15, og nævnet op- lyser i den forbindelse, at en patient, der sover, ikke skal vækkes i forbindelse med et lægeligt tilsyn. Tilsynet skal foretages, så snart patienten igen er i vågen tilstand. Dette ses du at være kl. 21.00.

Ved tilsynet kl. 21.00 har lægen beskrevet i journalen, at du stadig skriger, at du vil dø, og du tager dig til halsen. Lægen forsøger at tale dig til ro og forsøger at motivere dig til, at du kan tages ud af bæltet. Du er stadig meget forpint og udadreagerende, og det er ikke muligt at lave aftaler med dig, hvorfor bæltet bibeholdes.

Nævnet finder ikke, at der på dette tidspunkt kunne have været anvendt et mindre middel end tvangsfiksering.

Af journalnotatet fremgår videre, at du efter midnat tilses igen, men du sover, og af journalnotat ført den 11. oktober 2017 kl. 08.50, at du lige er vågnet. Du ligger roligt, og bæltet løsnes kl.09.13, hvor du efterfølgende går op og spiser noget af den tilbudte mad og drikker lidt saft.

/ 6

Nævnet har således kontrolleret, at der er foretaget lægelige tilsyn i overens- stemmelse med psykiatrilovens bestemmelser i den periode, som tvangsfikse-ringen har varet. Se psykiatrilovens § 21, stk. 4, der er vedlagt.

Nævnet finder på denne baggrund, at iværksættelsen af tvangsfikseringen med bælte den 10. oktober 2017 kl. 13.46 skete i medfør af forældreansvarsloven i forbindelse med overflytning fra afsnit B205 til afsnit B204, hvorfor nævnet ikke kan tage stilling til iværksættelsen.

Nævnet godkender den fortsatte tvangsfiksering med bælte efter overflytning til afsnit B204 kl. 13.50 og indtil ophør den 1. oktober 2017 kl. 09.12 (tidspunkt fra tvangsprotokol).

…

Tvangsfiksering iværksat den 26. januar 2019 kl. 21.40 Tvangsfikseringens iværksættelse Nævnet har vurderet, at betingelserne for iværksættelse af tvangsfiksering med bælte og efterfølgende med fodrem har været opfyldt. Se psykiatrilovens §§ 14, stk. 2 og 15, stk. 2.

Nævnet har samlet set vurderet, at det var nødvendigt at bæltefiksere dig for at afværge, at du eller andre var i nærliggende fare for at få skader på legeme eller helbred.

Din mor har i klagen anført bl.a., at din medicin fratages dig efter nævnets tilsi- desættelse af beslutning om tvangsbehandling, og at du den 26. januar 2019 får det psykisk og fysisk meget dårligt med begyndende abstinenser, hvilket ud-vikler sig til en konflikt, hvor personalet tilkalder politiet. Tilkaldelsen af politi-et medvirker efter din mors vurdering til at optrappe konfliktsituationen, da du udvikler tiltagende angst ved tilstedeværelsen af fire politibetjente, herunder bliver situationen yderligere optrappet af, at fire uniformerede politibetjente deltager i bæltefikseringen.

Din mor gjorde på Patientklagenævnets møde rede for, at det var hendes opfat-telse, at man kunne have håndteret situationen anderledes.

Af journalnotatet ført kl. 00.45, der omhandler episoden, beskrives bl.a., at læ-gen kontaktes kl. 20.40 af afdelingen, da du er i affekt, og har været både verbalt og fysisk truende over for kontaktpersonen og slået ud efter denne.

Ved lægens ankomst trykkes der alarm, og personalet og alarmholdet er nødsa-get til at holde døren til dit værelse, hvorfra der høres høje skingre skrig og brøl, samt lyde af ting, der bliver kastet mod døren. Politiet ankommer, hvilket

/ 7

du informeres om, og da politiet åbner døren til værelset, kaster du en skraldes-pand mod den forreste betjent. Du er nøgen og du råber, at du vil slå alle ihjel. Du fastholdes, men fremkommer fortsat med trusler om at dræbe alle tilstede-værende. Lægen vurderer, at du er særdeles farlig for både dig selv og dine om-givelser, hvorfor der anlægges bælte.

Ifølge mindste middels princippet skal personalet desuden have forsøgt at be-grænse og korrigere din aktivitet, have forsøgt at tale dig til ro og have tilbudt dig frivilligt at tage beroligende medicin, før du bliver fikseret.

Opfyldelse af mindste middels princippet kræver, at disse tre betingelser er op-fyldt, eller at det i journalen er beskrevet, hvorfor betingelserne ikke har kunnet opfyldes.

Nævnet har vurderet, at kravet om mindst indgribende foranstaltning i dit til-fælde har været opfyldt.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at du blev forsøgt talt til ro, du blev fastholdt, og du blev tilbudt beroligende medicin i form af tablet Zyprexa 10 mg, som du indvilgede noget modvilligt i at tage. Du var dog fortsat voldsomt udadreagerende og truende.

Nævnet har vurderet, at anvendelsen af en fodrem var nødvendig, fordi du fortsat var voldsomt urolig og kæmpede for at frigøre dig af bæltet, herunder sparkede du vildt efter to betjente og slog ud efter to andre, da betjentene forsø-ger at løsne grebet om dine hænder og fødder.

Nævnet har kontrolleret, at overlægen snarest efter, at tvangsfikseringen blev iværksat, og fodremmen blev anlagt, tog stilling hertil jf. psykiatrilovens § 4a. Det fremgår således af journalen og af tvangsprotokol, skema 3A, at overlægen den 26. januar 2019 har taget stilling til anvendelse af bælte og fodrem.

Nævnet finder samlet set, at betingelserne i psykiatriloven for at tvangsfiksere dig på grund af farlighed var opfyldt.

Tvangsfikseringens udstrækning Tvangsfiksering kan undtagelsesvist anvendes ud over nogle få timer, hvis der er væsentlige grunde til at forsætte tvangsfikseringen, herunder hensynet til pa-tientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed tilsiger dette. Se psykiatri-lovens § 14, stk. 3, der er vedlagt.

Nævnet har vurderet, at fikseringen med bælte og fodrem ikke har varet i læn-gere tid end nødvendigt.

/ 8

Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af journalen, at du ved lægelige bælte-tilsyn kl. 23.30 ifølge oplysningerne i journalen ført kl. 01.04 var faldet i søvn. Den faste vagt blev orienteret om, at kontakte lægen, når du vågnede. Lægen har videre noteret, at det er konfereret med bagvagten, at bæltet ikke løsnes, mens du sover.

Der er ikke notat i journalen om, hvornår du er blevet løsnet af bæltet og fodremmen

Nævnet har således kontrolleret, at der er foretaget lægelige tilsyn jævnt fordelt i overensstemmelse med bestemmelserne i psykiatriloven i den periode, som tvangsfikseringen har varet. Se psykiatrilovens § 21, stk. 4, der er vedlagt.

Nævnet godkender tvangsfikseringen med bælte fra den 26. januar 2019 kl. 21.30 til den 27. januar 2019 kl. 07.30, og at der foruden bælte blev anvendt en fodrem fra den 26. januar 2019 kl. 21.40 til den 27. januar 2019 kl. 08.05.

Tvangsfiksering den 31. januar 2019 Tvangsfikseringens iværksættelse Nævnet har konstateret, at tvangsfikseringen sker i forbindelse med overflyt-ning til sikret institution. Dette fremgår af de udfyldte tvangsprotokoller vedrø-rende tvangsfikseringen med bælte, remme og handsker.

Nævnet har imidlertid vurderet, at betingelserne for iværksættelse af tvangsfik-sering med bælte, hånd- fodremme har været opfyldt. Se psykiatrilovens §§ 14, stk. 2 og 15, stk. 2.

Der er udfærdiget 3 tvangsprotokoller, skema 3A vedrørende tvangsfikseringen den 31. januar 2019. – et for fikseringen med bælte, 1 for anvendelsen af remme og 1 for anvendelse af handsker.

Nævnet har taget til efterretning, at overlægen, der havde besluttet tvangsfikse- ringen, på Patientklagenævnets møde oplyste, at der ikke havde været anvendt handsker i forbindelse med fikseringen. Dette fremgik heller ikke af journalen, og det var således en fejl, at der var udfyldt en tvangsprotokol for anvendelse af handsker.

Nævnet har samlet set vurderet, at det var nødvendigt at bæltefiksere dig for at afværge, at du eller andre var i nærliggende fare for at få skader på legeme eller helbred.

Din mor har i sin klage påpeget, at bæltefikseringen er nøje planlagt ned til mindste detalje for at kunne gennemføre en formandsbeslutning om en anbrin-gelse på den særligt sikrede Institution 1 på Fyn, og oplyser, at formands-

/ 9

beslutningen og anbringelsen på den særligt sikrede institution var ulovlig iføl-ge Ankestyrelsens afgørelse af 9. april 2019. Derfor finder din mor, at bæltefik-sering og fiksering med hånd- og fodremme heller ikke kunne være lovlig.

I journalnotat af 31. januar 2019 ført kl. 20.00 har overlægen bl.a. noteret, at det besluttes, at du skal anbringes kl. 17.00, hvor sagsbehandleren fra kommunen vil give dig besked. Der vil desuden blive rekvireret en ambulance og politi, da du ved tidligere overflytning har reageret voldsomt og personfarligt.

Videre beskrives det i journalnotatet, at da sagsbehandleren fra kommunen har oplyst dig om beslutningen om en akut anbringelse, reagerer du ved at begynde at smide med ting, slå og sparke ud omkring dig. Du bliver derfor fastholdt på sengen og overflyttes til ambulancens båre kl. 17.12. På grund af din voldsom-hed og tidligere erfaringer vurderes det uforsvarligt ikke at bæltefiksere dig bå-de med bælte, hånd- og fodremme. Der gives akut beroligende tvangsmedicin tablet Serenase 2,5 mg kl. 17.14.

Nævnet finder samlet set, at betingelserne i psykiatrilovens § 14, stk. 2, jf. stk. 1 for at tvangsfiksere dig med bælte, hånd- og fodremme var opfyldt på tids-punktet for beslutningen, hvor du stadig befandt dig på den psykiatriske afde-ling.

Ifølge mindste middels princippet skal personalet desuden have forsøgt at be-grænse og korrigere din aktivitet, have forsøgt at tale dig til ro og have tilbudt dig frivilligt at tage beroligende medicin, før du bliver fikseret.

Opfyldelse af mindste middels princippet kræver, at disse tre betingelser er op-fyldt, eller at det i journalen er beskrevet, hvorfor betingelserne ikke har kunnet opfyldes.

Nævnet har vurderet, at kravet om mindst indgribende foranstaltning i dit til-fælde ikke har været opfyldt.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret i jour-nalen, at personalet har forsøgt at tale dig til ro, eller at dette var uigennemfør-ligt. Herunder er det ikke godtgjort, at en tvangsfiksering ikke kunne have væ-ret undgået ved, at personalet havde forsøgt at orientere dig om, at du skulle overflyttes til sikret institution og havde beroliget dig i den henseende. Det er heller ikke i journalnotatet godtgjort, at du er blevet korrigeret, og tilbudt bero-ligende medicin, inden du blev tvangsfikseret. Den beroligende medicin blev ifølge journalen givet efter, at du var blevet overfør til ambulancens båre.

Det forhold, at kommunens sagsbehandler har oplyst dig om beslutningen om en akut anbringelse, som du reagerer på, ligesom det forhold, at man ved tidli-

/ 10

gere overflytning har erfaring for, at du har reageret voldsomt og personfarligt, finder nævnet ikke på tilstrækkelig vis opfylder kravet om mindst indgribende foranstaltning. Se psykiatrilovens § 4, der er vedlagt.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, jf. ovenfor, at det ikke er dokumen-teret, at der er gjort, hvad der var muligt for at opnå din frivillige medvirken, eventuelt ved at give dig en passende betænkningstid i forbindelse med oplys-ninger om overflytningen til sikret institution.

Nævnet er opmærksom på, at tvangsfikseringen med bælte- hånd- og fodrem-me ophørte den 31. januar 2019 kl. 18.42.

Nævnet godkender på ovenstående baggrund ikke, at du efter psykiatriloven var tvangsfikseret med bælte- hånd- og fodremme den 31. januar 2019 fra kl. 17.12 til den 31. januar 2019 kl. 18.42.

Det bemærkes, at når nævnet ikke godkender iværksættelse af tvangsfikserin-gen, så godkender nævnet heller ikke dennes udstrækning.

Nævnets behandling Nævnet har modtaget din klage med bilag den 9. maj 2019, herunder en lægeer- klæring af 22. maj 2019 fra Overlæge og overlæge Vidne.

Der forelå samtykkeerklæring af 10. januar 2019 fra dig til, at din mor, Klager 2 varetager dine interesser i forbindelse med din indlæggelse på psykia-trisk afdeling.

Du og din mor, Klager 2 har fået kopi af alle papirer sammen med ind-kaldelsen til mødet.

Nævnet har behandlet din klage på sit møde den 28. maj 2019. I nævnets be- handling af sagen deltog formand Person 1, lægeligt medlem Person 2 og SIND- medlem Person 3.

Du deltog ikke i Patientklagenævnets møde.

Din mor deltog i Patientklagenævnets møde.

Person 4 fra Sind deltog som bisidder.

Din patientrådgiver Person 5 deltog også i Patientklagenævnets møde.

/ 11

For Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center - Afdeling Glostrup mødte overlæge Vidne.

På mødet præsenterede formanden for Patientklagenævnet nævnets medlem-mer og gennemgik sagens papirer, herunder din mors klager på dine vegne ef-ter fuldmagt over tvangsfikseringer den 10. oktober 2017, den 16. oktober 2018, den 7. januar 2019, den 27. januar 2019 og den 31. januar 2019. Formanden for Patientklagenævnet oplyste, at nævnet ved sin afgørelse sendt den 25. januar 2019 havde truffet afgørelse vedrørende tvangsfikseringen den 7. januar 2019. Formanden for Patientklagenævnet orienterede i øvrigt om, at klager over per-sonalets adfærd kunne indgives til Centerledelsen og klager over den lægefagli-ge vurdering kunne indbringes for Styrelsen for Patientklager.

Din mor oplyste på mødet, at du ikke var blevet tilsendt mødeindkaldelse og sagens papirer.

Nævnsformanden undersøgte dette efter mødet og kunne konstatere, at det var noteret i journalen, at mødeindkaldelse og mødepapirer var tilsendt dig digitalt den 23. maj 2019 og leveret samme dag.

Din mor fortalte generelt, at du var blevet traumatiseret og havde mistet dit sprog på grund af de foretagne tvangsfikseringer. På bostedet havde man for-talt din mor, at du stadig var påvirket af, at du havde været fikseret. Du var me-get skrøbelig, og du for sammen, hvis en politibil kørte forbi udenfor, idet du var bange for at blive hentet. Du var først nu begyndt at åbne op for, hvad du havde oplevet ved bæltefikseringerne. I det hele syntes din mor ikke, at bælte-fikseringerne i forhold til dig kunne forsvares.

Bisidderen nævnte, at for din mor, stod alle de i klagen nævnte episoder i skarp kontrast til det lange forløb, som hun havde haft med dig. Der havde været tale om et langt forløb, hvor du havde været forholdsvis rolig, og hvor din mor hav-de kunnet håndtere dig, når du var voldsom.

Ad tvangsfiksering iværksat den 10. oktober 2017 Formanden for Patientklagenævnet læste højt fra journalen, hvoraf sås, at over- flytning fra afsnit B205 til afsnit B204 var sket i samråd med dig og bostedet ef-ter forældreansvarsloven. Ligeledes var det noteret i journalen, at tvangsover-flytningen var sket som mindste middel i seng med bælte, mens selve overflyt-ningen stod på. Dette var din mor informeret om ved Overlæge og havde samtykket til.

Din mor oplyste, at samtykket var givet under falske forudsætninger, idet du og din mor var blevet stillet i udsigt, at der var meget bedre forhold for dig på afsnit B204, hvilket havde kunnet afhjælpe det forhold, at overflytningen skete

/ 12

med tvang. Du havde på det pågældende tidspunkt været medicinkrævende, og lidt medicin i form af en lav dosis Risperdal eller Abilify ville kunne have af-hjulpet din angst.

Overlægen sagde, at du havde fået et bedre funktionsniveau på afsnit B204. Du var begyndt at tale sammenhængende, du havde været ude, og du havde fået det så godt, at du kunne komme på et bosted. På afsnittet havde man set en dreng, der var kommet i klemme mellem mor og kommune. Afsnittet havde stået på sidelinjen. Mor ville have dig hjem, og det var overlægens opfattelse, at du var en følelsesmæssig klemt dreng, hvilket havde været årsagen til dine af-fektudbrud. Du havde været en dreng i et stort spændingsfejl, og derfor havde du været meget følsom over for selv små ændringer. Overordnet set var du en meget klemt dreng.

På formanden for Patientklagenævnets oplysning om, at det stod i tvangspro- tokollen, at der havde været et lægeligt tilsyn kl. 18.15, men der var i journalen ikke notat om tilsynet, svarede overlægen, at du havde sovet, da tilsyn skulle foretages, og tilsyn var derfor sket, da du igen kl. 21.00 var i vågen tilstand.

…

Tvangsfiksering iværksat den 26. januar 2019 Din mor sagde, at hun ikke havde haft kontakt med dig på det tidspunkt. Hun havde haft en samtale med sygeplejersken og forsøgt at få en dialog over telefo-nen, idet hun havde været bekymret over, at man seponerede medicinen. Hun havde fået at vide, at du havde været i affekt, men da man også havde omtalt hende som værende i affekt, tænkte hun, at så skulle der ikke så meget til at vurdere, at du var i affekt. Din mor havde kunnet se på sin telefon, at du havde prøvet at komme i kontakt med hende flere gange i løbet af aftenen.

Din mor udtrykte, at man kunne have håndteret situationen anderledes. Man burde ikke have taget medicinen fra dig fra det ene øjeblik til det andet, og der havde ikke været grund til at tilkalde politiet. Din mor opfattede det forhold, at man havde tilkaldt politiet, som en optakt til anbringelsen, der skete et par dage efter, idet der var foretaget en politianmeldelse om vold og trusler om vold. Medicinen burde have været nedtrappet, og det havde været uforsvarligt helt at udtrappe dig af medicinen.

Overlægen udtalte, at ud fra et lægeligt perspektiv havde nedtrapning af din medicin været at foretrække, men når Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgørelse om tilsidesættelse af en beslutning om tvangsbehandling, ophørte man med medicineringen, og medicinering kunne derefter kun fortsættes på frivillig basis. På baggrund af historikken ville man ikke begynde at tilbyde dig medicin, idet muligheden i den konkrete situation for, at du ville samarbejde

/ 13

om at tage medicin frivilligt ikke var til stede, og da tale om medicin ville udlø-se et affektudbrud. Selv mindre ting udløste affektudbrud, og det var ikke mu-ligt på baggrund af dit affektmønster at indgå i en frivillig dialog om medicin med dig.

Tvangsfiksering den 31. januar 2019 Overlægen oplyste på forespørgsel fra formanden for Patientklagenævnet ved- rørende den udfyldte tvangsprotokol for tvangsfiksering med handsker, at det-te var en fejl. Du havde ikke fået handsker på. Overlægen havde ikke kommen-tarer til udstrækningen af tvangsfikseringen. Din patientrådgiver havde ingen yderligere bemærkninger…”

Retten har beskikket advokat Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen for Klager 1.

Forklaringer Der er afgivet forklaring af Klager 2 og overlæge Vidne.

Klager 2 har supplerende forklaret blandt andet, at Klager 1 har været kendt i psykiatrien siden 2010. I 2011 var han dagindlagt med henblik på ud-redning for autisme, og fik diagnosen infantil autisme. I 2012 havde de udkø-rende besøg fra psykiatrien i hjemmet. Derefter havde de ikke kontakt med psy-kiatrien før 2017, hvor Klager 1 3 gange indlægges akut på afd. B205, herunder i forbindelse med at han blev anbragt udenfor hjemmet i maj 2017. Han var i en positiv udvikling i hjemmet. Han var i trivsel og var fysisk sund og rask, da han blev anbragt. Han kræver støtte til alt, og kræver derfor meget støt-te, når han er i trivsel. Han fik en gang imellem affektudbrud, hvor han kunne skubbe til ting eller vælte noget, men han gik ikke efter personer. Hun har håndteret det ved enten at ignorere ham eller ved at holde ham alt efter situa-tionen. Vedrørende bæltefikseringen den 10. oktober 2017 Hun havde samtykket til, at Klager 1's medicin blev sat til en dosis på 5,5 milli- gram. Han var blevet udtrappet nogle måneder forud for anbringelsen. I slut-ningen af maj 2017 var han blevet sat på 5 milligram abilify, selv ham ikke kan tåle det i den dosis. Han fik bivirkninger og blev dårlig af det. Han fik smerter i hovedet, rastløshed og søvnløshed. Han stoppede med at tage det og blev me-get dårlig på 4 – 5. dagen. Derfor blev han udadreagerende. I perioden fra juli til september 2017 blev han genindlagt på B 205 3 gange. Hver gang blev han sat på 5 milligram igen. De 2 første gange blev han meget dårlig. Hun ved ikke om han blev udadreagerende. Den 3. gang var han tæt på at løbe ud foran en bil. Der blev derfor taget beslutning om, at han den 3. gang skulle indlægges. Han bliver tiltagende angst efter den sidste indlæggelse. De forsøgte ikke at gi-ve ham andet medicin. De fjernede i stedet han medicin og han fik det tiltagen-

/ 14

de værre. Han kunne ikke overføres til en åben afdeling på Bispebjerg, da han ikke ville samtykke i det. Han skulle flyttes fra afdeling B205 til afdeling B204. De planlagde bæltefikse-ring i forbindelse med overflytningen. Klager 1 havde i forbindelse med episoden i Ikea i maj 2017 oplevet en fiksering lige da han kom til afdeling B205, men havde ellers ikke oplevet at blive bælte-fikseret. Hun havde af overlægen fået at vide, at man ville kunne komme til at bruge magt for at overflytte ham. Hun husker ikke, at der blev sagt bæltefiksering. Hun kan ikke huske præcist, hvad der blev sagt. Hun samtykkede til overflyt-ningen til afdeling B204, idet man havde stillet hende i udsigt, at han ville få mere hjælp på B204. Hun har ikke samtykket i, hvordan man ville få ham der-over, kun hvilken dato. Hun havde fået at vide, at det kunne komme på tale at anvende magt, men ikke hvilken. Hun var ikke klar over, at der ville blive tale om bæltefiksering. Hun havde alene fået at vide, at han ville blive overflyttet med magt, hvis han ikke ville medvirke, og det havde hun samtykket i, men hun vidste ikke, at der ville blive tale om fiksering. Hun var ikke klar over kon-sekvenserne af det. Hun så ham ikke under fikseringen. Hun besøgte ham, men måtte ikke komme ind til ham. Hun kunne høre at han skreg. Det var nærmest primalskrig. Det var i dagtimerne. Hun så ham først en eller to dage senere. Han var en helt anden dreng end før overflytningen. Han havde stirrende blik, og spurgte hende, om hun var ude på at traumatisere ham. Hun var meget hos ham, da hun først fik kontakt med ham igen. Hun overnattede der og fik ham i bad en enkelt gang. Han havde et godt forhold til personalet på B205, men på B204 stirrede han ba-re på dem. De kan ikke komme i kontakt med ham. Hun besøgte ham dagligt i 2 uger, men efter 2 uger var hans tilstand så dårlig, at hun heller ikke kunne komme i kontakt med ham. Klager 1 holdt helt op med at tale efter et par uger på B204. Hun mener, at han er blevet traumatiseret på grund af overflytningen. Hun havde løbende kontakt med en patientvejleder, der fortalte hende, at hun havde samme rettigheder til at klage under forældreansvarsloven som under psykiatriloven.

Vedrørende den 26. januar 2019 Den eneste bæltefiksering hun selv har set er den, der skete den 7. januar 2019. Hun oplevede at personalet optrappede konflikten, i stedet for at ignorere ham eller nedtrappe konflikten. Klager 1 blev bæltefikseret 3 gange i januar 2019. Den 26. januar så hun det ikke selv, og ved ikke hvordan konflikten opstod. Det står der ikke noget om i journalen. Klager 1 havde ringet til hende tidligere på dage og havde sagt at han var dårlig. Det kan skyldes, at han ikke kan tåle at stoppe med medicin uden nedtrapning.

/ 15

Overlæge Vidne har forklaret blandt andet, at hun er overlæge ved BUC. Hun overtog behandlingsansvaret for Klager 1 i oktober 2018 indtil udskrivningen i januar 2019. Hun er på afdeling B204.

Vedrørende den 10. oktober 2017 kan hun kun henholde sig til det, der er skre-vet i journalmaterialet.

Den 31. januar 2019 skulle Klager 1 udskrives og overflyttes til Institution 1. Han blev overflyttet i ambulance med 2 reddere og politiet og Klager 1's sagsbehandler var til stede. Beslutningen om fiksering blev truffet af vidnet på baggrund af Klager 1's ad-færd. Han fik læst formandsbeslutningen om akut flytning op, og begyndte at skrige højt og slår ud efter andre. De ved, at det er en stressende situation for Klager 1. Overlægen var ikke med ved oplæsning af beslutningen, men personalet var med inde hos Klager 1, da sagsbehandleren læste afgørelsen op. Personalet var der for at skærme sagsbe- handleren, da Klager 1 kan reagere personfarligt. Hun kunne høre, at Klager 1 skreg. Det var en situation ud over det sædvanlige, men det var hans faste sags-behandler, som han havde kontakt med og en relation til, der fortalte ham det. Undervejs, imens han var fikseret, faldt han til ro, og holdt en sygeplejeske i hånden. Man løste ikke fikseringen, da hans affektkurve ikke var faldet. Det var en sikkerhedsvurdering, da der var tale om en transportsituation. En ambulan-ce er ikke et sikret rum. Det ville være for farligt for ham selv. Man løsner ikke for tidligt, da det så bare kan starte forfra. Klager 1 kunne ikke tales ned i en så-dan stresssituation, men de forsøgte det, og han var skærmet i forhold til andre. Medicin virker ikke med et samme på Klager 1. Derfor endte det med den fysi-ske tvangsfiksering.

Vedrørende fikseringen den 26. januar 2019 forklarede vidnet, at politiet kom-mer på den børnepsykiatriske afdeling de 5 – 7 gange om året. Det gør de, når det vurderes, at det ellers ville være for farligt for barnet eller personalet. Det er nu besluttet, at man ikke anvender skjolde i børnepsykiatrien. Hvis en patient har en farlig genstand, som de kan kaste med, kan personalet ikke går ind til patienten. De tilkalder politiet, fordi politiet har en anden uddannelse end personalet. Politiets udstyr er også helt anderledes. Klager 1 var i affekt, havde taget sit tøj af og tissede, så der var meget vådt.

Parternes synspunkter Klager 1 har i sit processkrift anført blandt andet:

”… 1. Vedr. bæltefikseringen den 10. oktober 2017: … Anbringender:

/ 16

Klager forstår Patientklagenævnet afgørelse af 31. maj 2019 således, at patient- klagenævnet har fundet, at klagen over tvangsfikseringens iværksættelse, var at afvise, idet klagers mor (forældremyndighedsindehaveren) havde samtykket til tvangsfikseringens iværksættelse.

Som begrundelse anfører nævnet blandt andet (afgørelsens side 2):

“Nævnet har konstateret, at tvangsprotokol skema 3 er udfyldt og påført ”forældre- ansvarsloven” . Din nu oplyste på Patientklagenævnets møder, at det var under falske forudsætninger, at du havde samtykket, idet du og Klager 1 var stillet i udsigt, at der var bedre forhold på afsnit B204. Uanset dette er det samlet set nævnets opfattelse, at iværksættelsen af tvangsfikseringen har fundet sted efter forældreansvarsloven med din mors samtykke og ikke i medfør af psykiatrilovens § 14, stk. 2, der er vedlagt.

Nævnet afviser derfor at tage stilling til iværksættelsen af tvangsfikseringen med bælte den 10. oktober 2017 kl. 13.46 på afsnit B205 og indtil overflytningen til afsnit B204 var foretaget den 10. oktober 2019 kl.13.50.”

Det følger af psykiatrilovens § 1, stk. 4, at der ikke foreligger tvang i de tilfælde, hvor en patient er under 15 år og der foreligger informeret samtykke fra foræl- dremyndighedens indehaver.

Bestemmelsen blev indført ved L nr. 579 af 4. maj 2015, fremsat ved lovsforslag nr 137 af 5. februar 2015. Af forslagets almindelige bemærkninger vedr. den fo- reslåede ordning om mindreårige patienters samtykke afs. 3.1.3 fremgår blandt andet (min understregning):

Ud fra proportionalitetsprincippet skal der være et rimeligt forhold mellem den udøvede tvang og det, der søges opnået med tvangsanvendelsen, herunder set i forhold til alvoren af den tilstand, der søges behandlet, og de deraf afledte konsekvenser. Der skal også fore-tages vurdering i forhold til de konsekvenser, der kan være af at bruge konkrete tvangsindgreb. Jo mere indgribende et tvangstiltag er, og jo yngre den mindreårige pa-tient er, jo mere vil tale for, at det vurderes, om behandlingens formål kan opnås via al-ternative metoder. Fx bør et alvorligt indgreb som tvangsfiksering i udgangspunktet ik-ke anvendes over for mindreårige.

Der kan efter det anførte i lovens forarbejde næppe være tvivl om, at loven for- udsætter, at tvangsfiksering som "udgangspunkt" ikke bringes i anvendelse overfor mindreårige, idet indgrebet antages at udgøre den mest intensive form for tvang.

/ 17

Om anvendelse af magt over for mindreårige under 15 år anfører Helle Bødker Madsen og Jens Garde i "Psykiatriret", 2. udg. (2017), side 25-27 samt 49-51 blandt andet (min fremhævning):

"1.2.5. Grundlovsbeskyttelsen Visse tvangsindgreb efter psykiatrilovens har karakter af administrativ frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen i den forstand, som begrebet anvendes i grundlovens § 71, stk. 6. Dette gælder for eksempel tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, men også an-dre foranstaltninger, til eksempel tvangsfiksering, aflåsning af døre til sygestuen eller afdelingen, har efter omstændighederne karakter af administrativ frihedsberøvelse i grundlovens forstand. Grundlovens § 71, stk. 2, bestemmer, at administrativ frihedsberøvelse kun kan finde sted med hjemmel i loven. Der gælder således et skærpet hjemmelskrav, som indebærer, at administrativ frihedsberøvelse kun kan finde sted, hvis der foreligger klar lovhjemmel. ... Selvom tidsfaktoren og intensitetsbetragtninger er et moment, der indgår i vurderingen af, om der foreligger frihedsberøvelse, er udgangspunktet, at selv kortvarige indespær-ringer er omfattet af begrebet, når der er etableret et varetægtsforhold. Som eksempel kan nævnes, at tvangsfikseringer, f.eks. med bælte, hånd og fodremme, som udgangs-punkt er omfattet, selvom indgrebet er af kortere varighed.

Om det tvangsmæssige element kan det siges, at der er tale om frihedsberøvelse, hvis indgrebet mod den pågældendes vilje gennemføres eller kan gennemføres med magt (fy-sisk tvang), i sidste ende med bistand fra politiet. ... 2.3.2.1 Frihedsberøvelse af mindreårige, der ikke er fyldt 15 år ... Det skærpede hjemmelskrav efter grundlovens §71, stk. 2, indebærer, at ikke blot selve adgangen til, men også betingelserne for at iværksætte frihedsberøvelse klart skal fremgå af den pågældende lov. Dette krav opfylder psykiatrilovens § 1, stk. 4, ikke. Som nævnt er det formentlig hensigten med bestemmelsen, at forældresamtykke generelt skal være hjemmel for de enkelte magtmidler, f.eks. om indlæggelse og tilbageholdelse på psykia-trisk afdeling kan ske med magt, uanset om den mindreårige er sindssyg eller ej. Der er heller ikke taget stilling til magtanvendelsens art, f.eks. om magtanvendelsen kan bestå i fiksering, aflåsning af dør el.lign., og udstrækning mv. ... Sammenfattende kan det ikke antages, at psykiatrilovens § 1, stk. 4, opfylder hjemmelskravet i grundlovens § 71, stk. 2. Magtanvendelse over for patienter under 15 år i forbindelse med indlæggelse og tilbageholdelse på psykiatrisk af- deling kan derfor principielt kun finde sted, hvis der er tale om nødret, eller psykiatrilovens betingelser for tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse er opfyldt."

/ 18

Det af forfatterne citerede må forstås således, at der ikke med henvisning til for- ældresamtykke efter psykiatrilovens § 1, stk. 4, kan ske tvangsfiksering mv., uden at psykiatrilovens betingelser herfor er opfyldt. Patientklagenævnets af-visning af at prøve betingelserne for tvangsfikseringens iværksættelse, hviler således efter klagers på en forkert fortolkning af retsvirkningerne af forældre-myndighedsindehavers samtykke efter § 1, stk. 4.

Det fremgår af sagen, at beslutningen om iværksættelse af tvangsfiksering var foretaget, inden personalet indfandt sig på klagers stue, og at grundlaget for fikseringens iværksættelse var forældresamtykke, hvilket nævnet også har lagt til grund. Der er således ikke den situationen taget stilling til, hvorvidt klagers konkret opfyldte betingelserne for tvangsfiksering, jf. psykiatrilovens § 14. Det gøres til støtte for den principale påstand om hjemvisning gældende, at patient-klagenævnet burde have taget stilling til, hvorvidt betingelserne for fikserin-gens iværksættelse var til stede, idet betingelserne herfor fortsat skal forelægge, uagtet forældremyndighedsindehaveren har samtykket til tvangen.

Det gøres til støtte for den subsidiære påstand gældende, at iværksættelsen af tvangsfikseringen er at underkende, allerede fordi fikseringen blev iværksat alene på forældremyndighedsindehaverens samtykke og derved ikke havde hjemmel i psykiatrilovens § 14. Beslutningen om tvangsfiksering var truffet, uden betingelserne for iværksættelsen konkret var opfyldt. Hertil kommer, at det ikke af de fremlagte lægejournaler fremgår, at der var overvejet andre min-dre indgribende foranstaltninger end tvangsfiksering, forinden beslutningen om fiksering blev truffet. Når iværksættelsen kendes ulovlig, er den resterende del af fikseringen også ulovlig.

2. Vedr. tvangsfikseringerne foretaget den … 26. januar 2019: Klager nedlægger påstand om, at fikseringerne blev iværksat med urette og så-ledes er at kende ulovlige, subsidiært at fikseringerne blev opretholdt i længere tid end nødvendigt.

Det gøres gældende, at betingelserne i psykiatrilovens § 14 for at iværksætte og opretholde tvangsfikseringen af klager i de pågældende perioder ikke var op-fyldt. Det gøres således gældende, at fikseringerne er at kende ulovlige.

3. Vedr. tvangsfikseringen foretaget den 31. januar 2019: Klager nedlægger påstand om stadfæstelse af Det psykiatriske patientklage-nævns afgørelse…”

Klager 1 har under hovedforhandlingen om bæltefikserin-gen den 10. oktober 2017 supplerende anført, at det bestrides at der forelå et ubestrideligt samtykke til en bæltefiksering. Der var givet samtykke til et

/ 19

ukendt magtmiddel. Klager 2 var ikke klar over, at hun gav samtykke til en bæltefiksering. Samtykket var for vagt og var derfor ikke gyldigt.

Klager 1 har under hovedforhandlingen om bæltefikserin-gen den 26. januar 2019 supplerende anført, at bæltefikseringen blev nødven-diggjort af at der blev tilkaldt 4 betjente. Klager 1 var indtil da på sin stue og dø-ren var lukket. Han var ikke til fare for nogen, heller ikke sig selv. Af journalen under den 26. januar 2019 kl. 22.23 er anført at patienten fremstod frustreret men rolig. Han burde i hvert fald have været løsnet på det tidspunkt. Det var en bekvemmelighedsfiksering. Personalet kunne godt have bragt fikse-ringen til ophør. Det kræver ikke en læge.

Klager 1 har under hovedforhandlingen om bæltefikserin-gen den 31. januar 2019 supplerende anført, at han er enig i Patientklagenæv-nets afgørelse. Det følger af § 4, at man altid skal anvende det mindst indgriben-de tvangsmiddel.

Region Hovedstaden har i sit processkrift anført;

”… ANBRINGENDER: Til støtte for de nedlagte påstande gøres det gældende, at betingelserne for tvangsfiksering har været opfyldt, jfr. psykiatrilovens § 14, idet tvangsfikserin-gen var nødvendig for at afværge, at sagsøger og andre, herunder personalet, blev bragt i nærliggende fare for at få skader på legeme eller helbred, idet sagsøger var udadreagerende i et sådant omfang, at der ikke kunne være an-vendt et mindre middel end tvangsfiksering.

Det gøres endvidere gældende, at der er foretaget lægelige tilsyn i overensstem- melse med psykiatrilovens bestemmelser i de perioder, hvor tvangsfiksering har været anvendt – udover nogle få timer…”

Regionen har under hovedforhandlingen supplerende anført, at afgørelsen ved- rørende fikseringen den 10. oktober 2017 ikke skal hjemvises. Det forelå et samtykke til magtanvendelse fra Klager 1's mor.

Fikseringen den 26. januar 2019 kunne ikke have været bragt til ende tidligere. Man havde ved tidligere lejligheder prøvet at løsne for tidligt, med dårligt re-sultat. Det var ikke personalet, der optrappede situationen, men de ved, at det tager nogen tid, før Klager 1 er nede igen, når han er i affekt.

Rettens begrundelse og afgørelse

Bæltefikseringen den 10. oktober 2017

/ 20

Det fremgår af udtalelse af 22. maj 2019 fra Overlæge, at det på et netværksmøde den 4. oktober 2017, hvor Klager 1's mor Klager 2 deltog blev vurderet at det bedste for Klager 1 vil være en længerevaren- de indlæggelse på int e n s ivt afsnit. På sigt vurderedes han også at ville have be-hov for mere støtte end der kan gives på Institution 2, og at ” Mor samtykker til denne plan” .

Klager 2 har under hovedforhandlingen forklaret, at hun blev orienteret om datoen for flytningen, og at man ville kunne komme til at bruge magt for at overflytte ham. Hun samtykkede til overflytningen til afdeling B204. Hun har ikke samtykket i, hvordan man ville få ham derover, kun hvilken dato. Hun havde fået at vide, at det kunne komme på tale at anvende magt, men ikke hvil-ken. Hun var ikke klar over, at der ville blive tale om bæltefiksering. Hun hav-de alene fået at vide, at han ville blive overflyttet med magt, hvis han ikke ville medvirke, og det havde hun samtykket i, men hun vidste ikke, at der ville blive tale om fiksering. Hun var ikke klar over konsekvenserne af det.

Af journalen for den 10. oktober 2017 kl. 10.28 fremgår, at Klager 2 er gjort bekendt med at såfremt pt. ikke kan samarbejde og overflytning skal fore-gå med tvang vurderes mindstemiddel at være kortvarigt bælte.

På den baggrund finder retten at kunne lægge til grund, at Klager 2 var informeret om, at det tvangsmiddel, der kunne blive tale om, ville være bælte-fiksering og hun må derfor anses at have givet et informeret samtykke til etable-ringen af bæltefikseringen.

Etableringen af bæltefikseringen var derfor omfattet af psykiatrilovens § 1, stk. 4, og var derfor ikke en tvangsfiksering efter psykiatrilovens § 14, der kan ind-bringes for det Psykiatriske Patientklagenævn efter lovens § 35.

Efter grundlovens § 71, stk. 2 må der kun ske frihedsberøvelse med hjemmel i lov. En tvangsfiksering vil som udgangspunkt være en frihedsberøvelse i grundlovens forstand.

Hvis der er givet et informeret samtykke til fikseringen, vil der efter psykiatri-loven ikke være tale om en tvangsfiksering. Etablering af en fiksering med in-formeret samtykke fra den, der fikseres, vil endvidere ikke kunne anses for en frihedsberøvelse i grundlovens forstand.

Da Klager 1 er mindreårig, følger det af forældreansvarslovens § 2, at det er for- ældremyndighedsindehaveren, der som udgangspunkt træffer bestemmelse om hans personlige forhold. Sundhedslovens § 17, giver som en undtagelse herfra en mindreårig, der er fyldt 15 år, retten til selv at tage stilling til om der skal gi-

/ 21

ves samtykke til en behandling. En mindreårig under 15 år kan ikke selv give samtykke til en behandling.

Psykiatrilovens § 1, stk. 4 præciserer, at en forældremyndighedsindehaver kan give informeret samtykke til indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling for en mindreårig under 15 år.

Retten finder ikke, at psykiatrilovens bestemmelser om informeret samtykke for mindreårige under 15 år strider imod grundlovens § 71, stk. 2.

Klager 1 gives derfor hverken medhold i sin principale eller subsidiære påstand.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afvisning af klagen stadfæstes derfor.

Bæltefikseringen den 26. januar 2019

Af de af Det Psykiatriske Patientklagenævn anførte grunde, tiltræder retten, at bæltefikseringen var nødvendig for at afværge, at Klager 1 gjorde skade på sig selv eller andre, og at betingelserne i psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1 og § 15, stk. 2 var opfyldt, samt at tvangsfikseringen ikke skulle have været bragt til op-hør tidligere.

Der er yderligere lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at Klager 1 kl. 2.10 var vågen og gerne ville ud af bæltet. Da social- og sundhedsassisstenten fortal-te ham, at det ikke kunne ske, men at hun gerne ville ringe til lægen, blev han truende overfor hende. Kl. 3.29 kunne der ikke laves aftaler med Klager 1 vedrø-rende mad, og han var fortsat truende overfor personalet. Kl. 3.48 kunne der la-ves aftaler med Klager 1 om servering af noget mad, hvorefter han kort efter faldt i søvn. Kl. 6.00 fik Klager 1 igen mad og ved bæltetilsyn kl. 7.30 var han ro-lig og blev løsnet fra bælte og fodrem.

Journalnotaterne fra omkring kl. 22.30 – 23.00 kan ikke føre til et andet resultat.

Bæltefikseringen den 31. januar 2019

Af de af Det Psykiatriske Patientklagenævn anførte grunde tiltræder retten, at det ikke er godtgjort, at der var gjort tilstrækkeligt for at undgå tvangsfiksering, herunder at der var givet Klager 1 en passende betænkningstid i forbindelse med oplysninger om overflytningen til sikret institution, og at psykiatrilovens § 4 derfor ikke var opfyldt.

Afgørelsen stadfæstes derfor vedrørende denne bæltefiksering.

/ 22

THI KENDES FOR RET:

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af stadfæstes i det omfang den er påklaget.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskas-sen.

/ / div>

/