BS-10730/2022-OLR · Østre Landsret

Sag om, hvorvidt et søgsmål skal tillægges opsættende virkning, og dom i sag om gyldighed af Finanstilsynets påbud om foretagelse af kreditværdighedsvurdering i forbindelse med ydelse af banklån til en forbruger, og om gyldighed af en konkret kreditaftale

[DOKUMENT] Domsresumé (2 sider) Dom i sag mellem Resurs Bank og Finanstilsynet samt Forbrugerombudsmanden

Dom afsagt: 22. marts 2024

Østre Landsret har den 22. marts 2024 afsagt dom i en sag, som Resurs Bank havde anlagt mod

Finanstilsynet om gyldigheden af tilsynets påbud fra januar 2022 om de nærmere rammer for bankens

foretagelse af kreditværdighedsvurderinger ved ydelse af lån.

Forbrugerombudsmanden var desuden indtrådt i sagen som såkaldt hovedintervenient med henblik på at få tilsidesat en konkret kreditaftale mellem Resurs Bank og en forbruger (låntager) som ugyldig.

Sagen er blevet behandlet af landsretten i 1. instans.

Finanstilsynets påbud til Resurs Bank indeholder efter sin ordlyd en forpligtelse for Resurs Bank til: ” at beregne låntagers rådighedsbeløb for alle lån, at foretage vurderingen af låntagers kreditværdighed på baggrund af fyldestgørende oplysninger, hvilket indebærer, at Resurs Bank indhenter dokumenterede oplysninger om låntagers faktiske indtægter og faktiske udgifter, at beregne låntagers udgifter til det ansøgte lån på baggrund af scenariet med den højeste ydelse i de tilfælde, hvor låntager først vælger en afbetalingsordning og dermed den månedlige ydelse efter kreditaftalen er indgået, og at foretage en individuel vurdering i alle tilfælde af, om låntagers rådighedsbeløb er tilstrækkeligt til, at låntager kan servicere lånet” .

Resurs Bank gjorde under sagen overordnet gældende, at påbuddet ikke havde tilstrækkelig hjemmel i lovgivningen, og at påbuddet i øvrigt var i strid med det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip.

Landsretten har ved dommen i det væsentlige opretholdt Finanstilsynets påbud og har således ikke fundet, at påbuddet går ud over rammerne i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, således som denne bestemmelse må forstås i lyset af forbrugerkreditdirektivet og praksis fra EU-domstolen, eller at påbuddet ikke er proportionalt. Landsretten har dog fundet, at den del af påbuddet, der angik, at Resurs Bank som led i kreditværdighedsvurderingen skulle indhente dokumenterede oplysninger om låntagers faktiske indtægter og faktiske udgifter, var for vidtgående. Påbuddet måtte forstås således, at der skulle indhentes dokumenterede oplysninger i alle låneforhold, og et krav herom ville reelt fratage Resurs Bank et skøn over, hvornår der forelå fyldestgørende oplysninger til brug for kreditværdighedsvurderingen. Et generelt krav herom, der blev stillet uafhængigt af omstændighederne i forbindelse med indgåelsen af kreditaftalen, herunder f.eks. lånets størrelse og kreditgivers forudgående kendskab til forbrugeren, havde derfor ikke den fornødne hjemmel i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1. Denne del af påbuddet blev derfor tilsidesat. Landsretten frifandt endvidere Resurs Bank for den påstand, som Forbrugerombudsmanden havde nedlagt om tilsidesættelse af en konkret kreditaftale indgået mellem Resurs Bank og en forbruger (låntager). Landsretten fandt således efter en samlet vurdering af oplysningerne i den konkrete sag, at Forbrugerombudsmanden ikke havde løftet bevisbyrden for, at der forelå en så grov tilsidesættelse af pligten til at foretage kreditværdighedsvurdering, at der var grundlag for at tilsidesætte kreditaftalen som ugyldig.

[DOKUMENT] Dom (7 sider) ØSTRE LANDSRET KENDELSE afsagt den 28. juni 2022

Sag BS-10730/2022-OLR (14. afdeling)

Resurs Bank, Filial af Resurs Bank Aktiebolag, Sverige (advokat Ole Spiermann)

mod

Finanstilsynet (advokat Peter Hedegaard Madsen)

Hovedintervenient Forbrugerombudsmanden (selv v/ Partsrepræsentant)

Landsdommerne Inge Neergaard Jessen, Rikke Skovby og Stine Fink Hansen (kst.) har deltaget i sagens afgørelse.

Kendelsen angår, om søgsmålet skal tillægges opsættende virkning. Spørgsmå-let har været udskilt til forlods afgørelse og er behandlet under en mundtlig formalitetsprocedure.

Påstande Sagsøgeren, Resurs Bank, Filial af Resurs Bank Aktiebolag, Sverige, har nedlagt påstand om, at Resurs Banks stævning af 8. februar 2022 tillægges opsættende virkning.

Sagsøgte, Finanstilsynet, har nedlagt påstand om, at anmodningen om opsættende virkning ikke imødekommes. 2

Hovedintervenienten, Forbrugerombudsmanden, har tilsluttet sig Finanstilsy-nets påstand.

Sagens oplysninger Sagen angår gyldigheden af Finanstilsynets påbud af 12. januar 2022 om, at Resurs Bank efter nærmere angivne retningslinjer skal foretage kreditværdighedsvurderinger i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, mv.

Sagen rejser spørgsmål om fortolkningen af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, som implementerer artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler (2008/48/EF).

Finanstilsynet meddelte den 7. februar 2020 Resurs Bank, at Finanstilsynet – som opfølgning på en undersøgelse af udvalgte bankers kreditværdighedsvur-dering fra marts 2019 – iværksatte en ny undersøgelse af pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering i forbindelse med ansøgning om lån op til 300.000 kr. uden pant i fast ejendom eller andelsbolig, og Finanstilsynet bad i denne forbindelse Resurs Bank om en redegørelse.

Den 6. oktober 2020 meddelte Finanstilsynet Resurs Bank, at tilsynet havde forelagt ”en generel stillingtagen til kravene til en kreditværdighedsvurdering” for sin bestyrelse, og at undersøgelsen afventede dette. Finanstilsynet har op-lyst, at denne undersøgelse endnu ikke er afsluttet, og at Finanstilsynet den 8. februar 2021 iværksatte en ny parallel undersøgelse, som alene angik kreditværdighedsvurderinger i de tilfælde, hvor en renteog gebyrfri kredit omdan-nes til en kredit, hvor der tilskrives renter og gebyrer.

I april 2021 udsendte Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden en vejledning om kreditværdighedsvurdering, der nærmere beskriver, hvordan kreditværdighedsvurderingen kan/skal foretages. Vejledningen har til formål at hjælpe forbrugslånsvirksomheder med at efterleve forpligtelsen til at vurdere forbrugeres kreditværdighed inden bevilling af lån.

Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden udsendte den 6. april 2021 en pressemeddelelse om vejledningen, hvoraf fremgår bl.a., at der ikke stilles krav om, at alle långivere skal anvende en bestemt metode til kreditværdighedsvurde-ringen, ligesom vejledningen ikke udelukker, at forbrugere med et lavt rådig-hedsbeløb kan låne penge.

I efteråret 2021 udstedte Finanstilsynet påbud til flere banker med krav til disse bankers kreditværdighedsvurderinger. Disse påbud efterleves efter det oplyste og er ikke påklaget.

Den 12. januar 2022 traf Finanstilsynet afgørelse om bl.a. at påbyde Resurs Bank 3

at foretage en kreditværdighedsvurdering i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, jf. § 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed og § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder forud for indgåelsen af en kreditaftale for lån, herunder:

”  at beregne låntagers rådighedsbeløb for alle lån  at foretage vurderingen af låntagers kreditværdighed på baggrund af fyldestgørende oplysninger, hvilket indebærer, at Resurs Bank indhen-ter dokumenterede oplysninger om låntagers faktiske indtægter og fak-tiske faste udgifter  at beregne låntagers udgifter til det ansøgte lån på baggrund af scenari-et med den højeste ydelse i de tilfælde, hvor låntager først vælger en afbetalingsordning og dermed den månedlige ydelse, efter kreditaftalen er indgået  i alle tilfælde at foretage en individuel vurdering af, om låntagers rådighedsbeløb er tilstrækkeligt til, at låntager kan servicere lånet.”

Resurs Bank har den 8. februar 2022 indbragt denne del af Finanstilsynets afgørelse for domstolene med påstand om, at afgørelsen ophæves. Finanstilsynet har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært hjemvisning.

Ved Københavns Byrets kendelse af 16. marts 2022 er sagen henvist til behandling ved landsretten efter retsplejelovens § 226, stk. 1.

Ved kendelse af 31. maj 2022 tillod landsretten i medfør af retsplejelovens § 251, stk. 1, Forbrugerombudsmanden at indtræde som part i sagen.

Tvisten angår bl.a., om Finanstilsynets påbud sammenholdt med vejledningen om forbrugerkreditvurderinger er i strid med kreditaftaleloven og forbrugerkreditdirektivet, herunder fordi der efter Resurs Banks opfattelse ikke efterla-des banken et skøn i forbindelse med kreditværdighedsvurderinger.

Anbringender

Resurs Bank, Filial af Resurs Bank Aktiebolag, Sverige, har til støtte for anmodningen om opsættende virkning anført bl.a., at Finanstilsynet ikke har en væsentlig interesse i, at påbuddet skal efterleves med det samme. Påbuddet udgør et væsentligt brud med tidligere praksis og vejledninger, og der må gælde en skærpet bevisbyrde for, at Finanstilsynet har en særlig interesse i, at påbuddet skal efterleves nu. Denne bevisbyrde er ikke løftet, hvilket også understreges af det forhold, at afgørelsen udspringer af Finanstilsynets anmodning af 7. februar 2020 og derfor har været næsten to år undervejs.

Heroverfor må der lægges vægt på, at det har betydelige skadevirkninger for Resurs Bank at efterleve påbuddet. Banken har ikke haft mulighed for at tilpas- 4

se sine forretningsprocedurer, og låneansøgninger må i højere grad undergives manuelle processer. Efterlevelsen af påbuddet har allerede medført, at det antal lån, som banken udsteder, er faldet med mere end 50 procent. Det økonomiske tab er som udgangspunkt uopretteligt, og banken kan blive nødt til at tilpasse eller afvikle sin forretning i Danmark. Hertil kommer de konkurrenceforvri-dende effekter af påbuddet. Finanstilsynet har anført, at banken vil få en urime-lig konkurrencefordel, hvis søgsmålet tillægges opsættende virkning. Det for-holder sig imidlertid omvendt, idet de påbud, der er meddelt navnlig Ekspres Bank og Basisbank på flere punkter er mindre byrdefulde.

Finanstilsynets ændrede praksis vil desuden påvirke adgangen til forbrugerkreditmarkedet og medfører således risiko for samfundsmæssige skadevirkninger, idet i øvrigt kreditværdige forbrugere afskæres fra at optage lån. Det er i strid med et af de grundlæggende formål med forbrugerkreditdirektivet, der bl.a. skal sikre et velfungerende marked.

Der er et rimeligt grundlag for påstanden om ugyldighed. Påbuddet er i strid med kreditaftaleloven, det bagvedliggende forbrugerkreditdirektiv og praksis, hvorefter der i forbindelse med valget og prioriteringen af de oplysninger, som kreditgiver anvender ved kreditværdighedsvurderingen, må tillægges kredit-giver et vist skøn. Den proportionalitetsvurdering, som dette er udtryk for, er ved påbuddet blevet frataget banken.

Endelig er parterne uenige om indholdet af EU-retten, hvilket kan begrunde, at der skal forelægges et eller flere spørgsmål for EU-domstolen. Hensynet til en effektiv beskyttelse af rettighederne i henhold til EU-retten taler således yderligere for, at søgsmålet tillægges opsættende virkning.

Finanstilsynet har anført bl.a., at betingelserne for undtagelsesvis at tillægge søgsmålet opsættende virkning ikke er opfyldt. Sagens principielle karakter har ikke i sig selv betydning for spørgsmålet om opsættende virkning.

Der er et betydeligt offentligt hensyn knyttet til at sikre opretholdelsen og gennemførelsen af påbuddet, idet påbuddet sikrer, at Resurs Bank ikke bevilger lån til flere forbrugere på baggrund af en mangelfuld kreditværdighedsvurdering. Beskyttelsen knytter sig til både den enkelte forbruger og de afledte samfundsmæssige konsekvenser, ligesom det skal sikres, at Danmark opfylder sine EU- retlige forpligtelser efter forbrugerkreditdirektivet. Påbuddet udspringer af Finanstilsynets anmodning om en redegørelse af 8. februar 2021 og har ikke været undervejs i to år som anført af banken.

Det er udokumenteret, at Resurs Bank som følge af påbuddet har lidt skade, eller at en eventuel skade er uoprettelig. Den omsætningsnedgang, som Resurs Bank påstår at have haft, er i givet fald en følge af, at banken ikke fulgte regler- 5

ne, hvilket i juridisk forstand ikke er at anse som en økonomisk skade. En eventuel skade vil desuden alene være økonomisk, hvilket efter praksis ikke nyder beskyttelse i forbindelse med vurderingen af, om et søgsmål skal tillægges opsættende virkning.

Alle aktører på det danske marked bliver mødt med de samme krav, og det vil give Resurs Bank en urimelig konkurrencefordel, hvis søgsmålet tillægges opsættende virkning, idet banken i så fald vil kunne tilbyde forbrugerkredit i strid med lovgivningen og på mere lempelige vilkår end andre aktører. I forhold til de øvrige medlemsstater fremgår det af Kommissionens kortlægning af praksis, at en lang række medlemsstater har en mere restriktiv fortolkning og praksis end Danmark.

Der er heller ikke et rimeligt grundlag for sagsøgtes påstand om ugyldighed, og der bør i den foreliggende sag lægges vægt på hensynet til en effektiv håndhævelse af kreditaftalelovens regler set over for Resurs Banks rent økonomiske interesser.

Forbrugerombudsmanden har tilsluttet sig det af Finanstilsynet anførte og supplerende gjort gældende bl.a., at overgældssætning er et samfundsmæssigt problem. Forbrugerombudsmanden modtog den første klage i denne forbindel-se i 2019 og har siden behandlet 245 sager. Der er siden implementeringen af direktivet sket en udvikling på lånemarkedet, herunder siden de første kvik-lånsfirmaer kom til Danmark i 2009. Hvis søgsmålet tillægges opsættende virkning, vil Resurs Bank videreføre sin praksis, hvilket i nogle tilfælde vil medføre overgældssætning. Finanstilsynet kan ikke udføre sin opgave, hvis søgsmålet tillægges opsættende virkning.

Landsrettens begrundelse og resultat Som fastslået ved Højesterets kendelse af 24. august 1994 (gengivet i UfR 1994.823) og en række senere afgørelser kan domstolene undtagelsesvis uden udtrykkelig lovhjemmel tillægge et søgsmål vedrørende prøvelse af en administrativ afgørelse opsættende virkning. Den konkrete afgørelse af, om et søgsmål bør tillægges opsættende virkning, beror på en afvejning af det offentliges interesse i, at gennemførelsen af afgørelsen ikke udsættes, over for arten og omfanget af den skade, som den pågældende derved kan blive påført. Det må desuden tillægges betydning, om der efter en foreløbig vurdering foreligger et rimeligt grundlag for den nedlagte påstand.

Landsretten finder, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for undtagelsesvis at tillægge retssagen opsættende virkning. Resurs Banks økonomiske interesser kan således ikke opveje det offentliges in-teresse i at sikre en effektiv håndhævelse af forbrugerbeskyttelsen i kreditaftale- 6

loven og forbrugerkreditdirektivet. Det af Resurs Bank anførte om gyldigheden af den trufne afgørelse kan ikke føre til et andet resultat.

THI BESTEMMES:

Den af Resurs Bank, Filial af Resurs Bank Aktiebolag, Sverige, nedlagte påstand om, at retssagen tillægges opsættende virkning, tages ikke til følge. Publiceret til portalen d. 28-06-2022 kl. 10:00 Modtagere: Sagsøgte Finanstilsynet, Hovedintervenient Forbrugerombudsmanden, Sagsøger Resurs Bank, Filial af Resurs Bank Aktiebolag, Sverige

[DOKUMENT] Afgørelse (90 sider) ØSTRE LANDSRET DOM afsagt den 22. marts 2024

Sag BS-10730/2022-OLR (7. afdeling)

Resurs Bank, Filial af Resurs Bank Aktiebolag, Sverige (advokat Ole Spiermann)

mod

Finanstilsynet (advokat Peter Hedegaard Madsen)

Hovedintervenient: Forbrugerombudsmanden (selv v/Partsrepræsentant)

Landsdommerne Finn Morten Andersen, Ib Hounsgaard Trabjerg og Mette Munck Grønbæk (kst.) har deltaget i sagens afgørelse.

Sagen er anlagt ved Københavns Byret den 8. februar 2022. Ved kendelse af 16. marts 2022 er sagen henvist til behandling ved landsretten efter retsplejelovens § 226, stk. 1.

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag skal der tages stilling til gyldigheden af den del af Finanstil-synets påbud af 12. januar 2022 til Resurs Bank, Filial af Resurs Bank Aktiebo-lag, Sverige (herefter Resurs Bank), der angår foretagelse af kreditværdigheds-vurdering i forbindelse med ydelse af lån til en forbruger. Endvidere skal der tages stilling til gyldigheden af en konkret kreditaftale indgået mellem Resurs Bank og Person 1.

/ 2

Resurs Bank har nedlagt påstand om, at Finanstilsynets afgørelse af 12. januar 2022 til banken ophæves for så vidt angår afgørelsens første påbud om kreditværdighedsvurdering i henhold til kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1.

Finanstilsynet har nedlagt principal påstand om frifindelse og har subsidiært påstået hjemvisning.

Landsretten tillod ved kendelse af 31. maj 2022 Forbrugerombudsmanden at indtræde i sagen som hovedintervenient i medfør af retsplejelovens § 251 ved-rørende gyldigheden af en konkret kreditaftale indgået mellem Resurs Bank og Person 1.

Forbrugerombudsmanden har nedlagt tre sideordnede påstande:

Påstand 1 Resurs Bank skal anerkende, at Resurs Bank ikke foretog en kreditværdighedsvurdering i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 c forud for indgåelsen af kreditaftale Kontonummer af 3. maj 2019.

Påstand 2 Resurs Bank skal anerkende, at det var i strid med god skik for finansielle virksomheder, at Resurs Bank indgik kreditaftale Kontonummer af 3. maj 2019.

Påstand 3 Resurs Bank skal anerkende, at kreditaftale Kontonummer af 3. maj 2019 er ugyldig.

Resurs Bank har over for Forbrugerombudsmandens påstande påstået frifindel-se.

Ved kendelse af 28. juni 2022 afslog landsretten Resurs Banks anmodning om at tillægge søgsmålet opsættende virkning.

Sagsfremstilling Ved en afgørelse af 12. januar 2022 gav Finanstilsynet påbud til Resurs Bank i tilknytning til bl.a. bankens foretagelse af kreditværdighedsvurderinger forud for ydelse af lån. Følgende fremgår herom af afgørelsen:

”… Afgørelse Finanstilsynet påbyder Resurs Bank at foretage en kreditværdigheds-vurdering i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, jf. §

/ 3

43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed og § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder forud for indgåelsen af en kreditaftale for lån, herunder:

• at beregne låntagers rådighedsbeløb for alle lån • at foretage vurderingen af låntagers kreditværdighed på baggrund af fyldestgørende oplysninger, hvilket indebærer, at Re-surs Bank indhenter dokumenterede oplysninger om låntagers faktiske indtægter og faktiske faste udgifter • at beregne låntagers udgifter til det ansøgte lån på baggrund af scenariet med den højeste ydelse i de tilfælde, hvor låntager først vælger en afbetalingsordning og dermed den månedlige ydelse, efter kreditaftalen er indgået • i alle tilfælde at foretage en individuel vurdering af, om låntagers rådighedsbeløb er tilstrækkeligt til, at låntager kan servicere lå-net.

… Finanstilsynet påbyder Resurs Bank at give låntager oplysninger i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 a, stk. 1 og 2, jf. § 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, forud for kreditaftalens indgåelse, herun-der at oplyse låntager om alle de antagelser, der ligger til grund for be-regningen af de årlige omkostninger i procent, jf. lovens § 7 a, stk. 2, nr. 7.

Finanstilsynet påbyder Resurs Bank at udfærdige kreditaftaler i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 8, stk. 2, jf. § 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, herunder klart og tydeligt angive: • alle de antagelser, der ligger til grund for beregning af de årlige omkostninger i procent, jf. lovens § 8, stk. 2, nr. 7, • proceduren for førtidig tilbagebetaling, jf. lovens § 8, stk. 2, nr. 18.

Påbuddene skal efterleves fra den dato, de er modtaget af Resurs Bank, hvorfor Resurs Bank ikke må yde nye udlån fra denne dato, hvis oven-stående påbud ikke overholdes.

Fristen for at dokumentere efterlevelse af påbuddene er den 12. april 2022.

Dokumentation for efterlevelse skal sendes til Finanstilsynet.

Baggrund

Finanstilsynet indledte den 8. februar 2021 en undersøgelse af Resurs Banks kreditværdighedsvurdering af forbrugere samt Resurs Banks kreditprodukter og vilkårene for disse. Resurs Bank sendte den 2. marts 2021 en redegørelse med tilhørende materiale. Resurs Bank sendte den 10. maj 2021 og 12. august 2021 supplerende oplysninger efter anmod-ning fra Finanstilsynet.

Kreditværdighedsvurdering

/ 4

Resurs Banks proces for kreditværdighedsvurdering afhænger af, hvil-ken type lån der er tale om samt lånebeløbets størrelse. Ved lån op til 10.000 kr., der ydes gennem optikere, beregner Resurs Bank ikke låntagers rådighedsbeløb. For disse lån indhentes alene op-lysninger fra e-Skat om låntagers brutto/netto løn, civilstatus samt op-slag i interne samt enkelte eksterne databaser.

For øvrige lån beregner Resurs Bank låntagers rådighedsbeløb ved brug af en af banken udarbejdet formel, hvor summen af låntagers faste ud-gifter fratrækkes summen af låntagers indtægter. I formlen indgår alene faste udgifter til: • transport (for debitor/meddebitor/ børn) • forsikringer • husleje (udgifter til boliglån/realkredit + leje/boligafgift) • forbrugsudgifter (vand, el og varme) • øvrige lån og kreditter, inklusiv det ansøgte lån.

De faste udgifter, der indgår i formlen, fastsættes på baggrund af en række estimater i en af Resurs Bank udarbejdet budgetmodel samt op-lysninger indhentet fra låntager. Herudover fastsættes udgifterne til enkelte lån på baggrund af en række antagelser om rente og løbetid.

Det fremgår ikke af Resurs Banks redegørelse og supplerende oplys-ninger, at Resurs Bank indhenter dokumentation for låntagers faktiske faste udgifter.

Udgifter til transport beregnes på baggrund af estimater i Resurs Banks budgetmodel, og er udelukkende baseret på låntagers alder. Udgifter til transport dækker alene udgifter til cykel og offentlig transport.

Udgifter til forsikring, leje/boligafgift, vand, varme og elektricitet be-regnes ligeledes på baggrund af estimater i Resurs Banks budgetmodel og er udelukkende baseret på antallet af voksne og børn i husstanden.

Ved kontantlån indhenter Resurs Bank dog oplysninger om låntagers husleje/boligafgift fra låntager.

Det fremgår af Resurs Banks formel for beregning af låntagers rådighedsbeløb, at låntagers udgifter til boliglån, realkreditlån samt forbrug-slån og andre kreditter, fastsættes på baggrund af oplysninger indhen-tet fra låntager. Resurs Bank har oplyst, at der alene indhentes oplys-ninger om låntagers udgifter til realkredit og boliglån ved ansøgning om kontantlån og visse større lån til finansiering af køb i butikker.

Låntagers udgifter til lån, der er registreret i kreditstatus, beregnes på baggrund af gennemsnitsrenten fra pengepriser.dk (pt. 11,61 pct.) samt den løbetid, som Resurs Bank anser for at være standard for et tilsva-rende lån af samme størrelse. Som eksempel kan nævnes, at Resurs Bank antager, at alle lån på mindre end 20.000 kr. har en løbetid på seks år. Samme antagelser om rente og løbetid lægger Resurs Bank til grund ved beregning af låntagers udgifter til det ansøgte lån i de tilfælde, hvor låntager først vælger en afbetalingsordning og dermed den månedlige ydelse, efter kreditaftalen er indgået.

/ 5

Ved beregning af låntagers rådighedsbeløb i de tilfælde, hvor der er en enkelt låntager, der er samlevende, antager Resurs Bank, at låntager be-taler halvdelen af husstandes faste udgifter samt udgifter til transport for børn. Resurs Bank antager desuden, at låntager i alle tilfælde mod-tager den fulde børneydelse.

Resurs Bank har oplyst, at banken indhenter et husstandsbudget, som gennemgås af kundeservice ved visse større lån til finansiering af køb i butikker. Budgettet indhentes ved, at låntager udfylder Resurs Banks budgetskema eller ved indhentning af oplysninger gennem open bankingløsninger. Resurs Bank har ikke nærmere redegjort for, om og i så fald på hvilken måde det indhentede husstandsbudget anvendes ved beregning af låntagers rådighedsbeløb.

Resurs Bank har endvidere ikke redegjort for, hvilke open bankingløsninger banken anvender, eller hvilke oplysninger der indhentes her-igennem.

Resurs Bank anvender standardiserede minimumssatser til vurdering af, hvorvidt låntagers rådighedsbeløb er tilstrækkeligt. Resurs Bank opererer med minimumssatser på mellem 3.000 kr. til 4.500 kr. for en enlig og 6.000 kr. og 7.500 kr. for et par afhængig af lånetype og lånebe-løbets størrelse. Hertil kommer 1.500 kr. pr. barn uafhængigt af barnets alder.

Selvom ansøger ikke opfylder bankens krav til minimumsrådighedsbe-løbet, kan ansøger alligevel få bevilliget et lån, hvis forskellen mellem låntagers beregnede rådighedsbeløb samt minimumsrådighedsbeløbet er mindre end eller lig med 15 pct., og husstandens gældsrate er mindre end eller lig med en af Resurs Bank fastsat gældsrate.

Oplysningspligt forud for indgåelse af kreditaftalen og ved udfærdigel-se af kreditaftalen Resurs Bank har fremsendt et eksempel på bankens kreditaftaler. Kredi-taftalen består af en forside, skema for standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger samt Resurs Banks almindelige forretningsbetingelser.

I skemaet for standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger fremgår de årlige omkostninger i procent ved en række forskellige betalingsmuligheder. Herudover fremgår den anvendte rente og eventuelle øvrige omkostninger ved de forskellige betalingsmuligheder.

Resurs Bank har oplyst, at der ikke fremgår andre forudsætninger for beregning af de årlige omkostninger i procent i kreditaftalen end det angivne lånebeløb samt renter og gebyrer, som fremgår af skemaet for standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger.

Resurs Banks almindelige forretningsbetingelser pkt. A.4 beskriver lån-tagers ret til førtidig tilbagebetaling. Følgende fremgår heraf:

”Kontohaver har ret til når som helst at indfri Kontoen uden varsel og

/ 6

ekstra omkostninger.”

Der oplyses ikke om, hvilken procedure låntager skal følge for at fore-tage førtidig tilbagebetaling.

Høringssvar

Resurs Bank fik den 18. oktober 2021 et udkast til afgørelse i høring med frist den 9. november 2021. Efter anmodning fra Resurs Bank blev fristen forlænget til den 16. november 2021. Finanstilsynet modtog hø-ringssvar fra Resurs Bank den 16. november 2021.

Den 1. november 2021 afholdt Finanstilsynet et møde med Resurs Bank om bankens bemærkninger til afgørelsen.

Resurs Bank har i sit høringssvar overordnet noteret sig afgørelsen og har oplyst, at banken vil efterkomme påbuddet.

Resurs Banks høringssvar indeholder herudover bemærkninger vedrø-rende Finanstilsynet og Forbrugerombudsmandens vejledning om kreditværdighedsvurdering, udkastets påbud vedrørende kreditværdighedsvurdering samt bemærkninger til fristen for implementering af på-buddet.

Bemærkninger vedrørende vejledning om kreditværdighedsvurdering

Resurs Bank bemærker overordnet, at Finanstilsynets og Forbrugerombudsmandens vejledning om kreditværdighedsvurdering, som danner grundlag for afgørelsen, ser bort fra kreditgivers skøn såvel som kreditværdighedsvurderingens natur af prognose. Af samme grund finder Resurs Bank, at Finanstilsynets udkast til afgørelse er grundlæggende mangelfuldt.

Bemærkninger til påbuddet vedrørende kreditværdighedsvurdering Hvad angår påbuddets første del, hvorefter Finanstilsynet påbyder Re-surs Bank at beregne låntagers rådighedsbeløb for alle lån, anfører Re-surs Bank, at det ikke er korrekt, når Finanstilsynet lægger til grund, at en kreditværdighedsværdighedsvurdering skal indeholde en beregning af låntagers rådighedsbeløb for at være foretaget på grundlag af fyl-destgørende oplysninger.

Resurs Bank henviser i den forbindelse bl.a. til Finanstilsynets afgørel-ser af 20. juni 2019 til henholdsvis Ekspres Bank og Basisbank, hvoraf det fremgår, at bankerne skal beregne rådighedsbeløb for alle lån, medmindre lånet størrelse, løbetid, låntagers indkomst m.v. tilsammen tilsiger, at det ikke vil være proportionalt at beregne rådighedsbeløb, samt til kendelse af 27. august 2021 fra Ankenævnet for Finansierings-selskaber.

Resurs Bank finder endvidere, at påbuddet er så generelt formuleret, at det reelt er indholdsløst.

/ 7

Resurs Bank finder ikke, at der er hjemmel til at stille så detaljerede krav, som Finanstilsynet gør. Herunder krav om, at der skal indhentes bestemte oplysninger om forbrugerens faste udgifter, at man ikke kan anvende estimerede data og udokumenterede oplysninger eller anta-gelser om, hvordan man skal antage fordeling af husstandens fællesud-gifter. Resurs Bank finder, at Finanstilsynet under alle omstændigheder bør præcisere, at Finanstilsynet alene tænker på estimerede data om lå-neansøgerens faste udgifter.

For så vidt angår påbuddets tredje del, hvorefter Finanstilsynet påbyder Resurs Bank at beregne låntagers udgifter til det ansøgte lån på bag-grund af scenariet med den højeste ydelse i de tilfælde, hvor låntager først vælger en afbetalingsordning og dermed den månedlige ydelse, efter kreditaftalen er indgået, finder Resurs Bank, at denne del af på-buddet er uforenlig med retsgrundlaget.

Resurs Bank bemærker i øvrigt, at satserne i gældssaneringsbekendtgø-relsen er fastsat ud fra andre hensyn end dem, der er bærende for kra-vet om kreditværdighedsvurdering.

Resurs bemærker endeligt, at det er uklart, hvad denne del af påbuddet angår, og hvordan Finanstilsynet forventer, at Resurs Bank skal opfylde det.

…

Retligt grundlag

Kreditværdighedsvurdering Långivere skal vurdere forbrugeres kreditværdighed, inden de bevilger lån.

Det følger af kreditaftalelovens § 7 c, som har følgende ordlyd:

” § 7 c. Kreditgiveren skal inden kreditaftalens indgåelse vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.

Stk. 2. Hvis kreditgiveren og forbrugeren efter kreditaftalens indgåelse bliver enige om at ændre det samlede kreditbeløb, skal kreditgiveren ajourføre de finansielle oplysninger, som kreditgiveren har om forbrugeren. Før enhver væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb skal kreditgiveren atter vurdere forbrugerens kreditværdighed.

[Stk. 3.]”

Det fremgår af de specielle bemærkninger til kreditaftalelovens § 7 c, at vurderingen af forbrugeres kreditværdighed skal ske med henblik på at vurdere, om forbrugeren vil være i stand til at betale de forudsatte af-drag på kreditbeløbet og ikke med henblik på at vurdere långiverens tabsrisiko

/ 8

” Bestemmelsen indebærer, at kreditgiveren altid vil skulle indhente fyldestgørende oplysninger og på baggrund af disse oplysninger foretage en vurdering af forbrugerens kreditværdighed. Oplysningerne kan efter kreditgiverens skøn indhentes hos forbrugeren og ved søgning i relevante databaser, fx hos kreditoplysningsbureauer.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forbrugerkreditdirektivets overordnede formål om at øge forbrugerbeskyttelsen, og vurderingen af forbrugerens kreditværdighed skal derfor ske med henblik på at vurdere, om forbrugeren på baggrund af dennes økonomiske situation ved hjælp af fx løbende indtægter, låneomlægning eller realisation af aktiver vil være i stand til at betale de forud-satte afdrag på kreditbeløbet, og ikke med henblik på at vurdere kreditgiverens tabsrisiko.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at kreditgiveren på ny skal foretage en vurdering af forbrugerens kreditværdighed, inden der sker en væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb. Ved ændring af det samlede kreditbeløb skal kreditgiveren endvidere ajourføre de finansielle oplysninger om forbruge-ren, som kreditgiveren har registreret.”

EU-Domstolen har fastslået, at det kan være tilstrækkeligt at vurdere en låneansøgers kreditværdighed ud fra de oplysninger, som låneansøge-ren selv giver, hvis de er fyldestgørende og vedlagt dokumentation. Långiver har ikke pligt til at foretage en systematisk efterprøvelse af lå-neansøgerens oplysninger og dokumentation. Det fremgår af præmis-serne 35-39 i en præjudiciel afgørelse fra 2014 om fortolkningen af arti-kel 8 i forbrugerkreditdirektivet, som kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1 og 2, implementerer:

” 35. I denne henseende fremgår det af 26. betragtning til nævnte direktiv, at kreditgivere bør bære ansvaret for at kontrollere den enkelte forbrugers kreditværdighed, og at de med henblik herpå bør kunne anvende ikke blot oplysninger, som forbrugeren har givet i forbindelse med forberedelsen af den pågældende kreditaftale, men også oplysninger, der er givet under et længerevarende forretningsforhold. Denne forpligtelse tilsigter således at ansvarliggøre kreditgiverne og undgå udbetaling af kreditter til forbrugere, der ikke er kreditværdige.

36. Direktiv 2008/48 angiver ikke en udtømmende opregning af de oplysninger, som kreditgiveren skal bruge for at efterprøve forbrugerens kreditværdighed, og præciserer heller ikke, om disse oplysninger skal kontrolleres, og på hvilken måde de skal kontrolleres. I stedet giver affattelsen af artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/48, læst i lyset af 26. betragtning til dette, kreditgiveren en skønmargin med henblik på at afgøre, om de oplysninger, denne er i besiddelse af, er tilstrækkelige eller ej til at dokumentere forbrugerens kreditværdighed, og om han skal efterprøve disse ved hjælp af andre beviselementer.

37. Heraf følger det for det første, at det påhviler kreditgiveren i hvert enkelt tilfælde og under hensyntagen til de specifikke omstændigheder i forbindelse hermed, at afgøre, om de nævnte oplysninger er brugbare og fyldestgørende med henblik på efterprøvelsen af forbrugerens kreditværdighed. I denne henseende kan spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende oplysninger er fyldestgøren-

/ 9

de, afhænge af omstændighederne i forbindelse med indgåelsen af kreditaftalen, forbrugerens personlige situation og det beløb, der er tale om i aftalen. Denne kontrol kan finde sted ved hjælp af dokumentation af forbrugerens fi-nansielle situation, men det kan ikke udelukkes, at en kreditgiver kan tage hen-syn til det forudgående kendskab til den potentielle låntagers finansielle situa-tion i forhold til det lån, som han kan få tildelt. Simple, uunderbyggede erklæ-ringer, som forbrugeren fremsætter, kan dog ikke i selv kvalificeres som fyl-destgørende oplysninger, hvis de ikke er vedlagt dokumentation.

38. For det andet og med forbehold for andet punktum i artikel 8, stk. 1, i direk-tiv 2008/48, hvorefter medlemsstaterne kan opretholde kreditgiverens forplig-telse til at søge i en database i deres lovgivning, pålægger direktiv 2008/48 ikke kreditgivere at foretage en systematisk efterprøvelse af rigtigheden af de oplys-ninger, forbrugeren fremkommer med. Afhængigt af omstændighederne i hvert enkelt tilfælde kan kreditgiveren enten stille sig tilfreds med de oplysninger, som forbrugeren er fremkommet med, eller vurdere, at det er nødvendigt at indhente en bekræftelse af disse oplysninger.

39. På baggrund af ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besva-res med, at artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/48 skal fortolkes således, at den på den ene side ikke er til hinder for, at efterprøvelsen af forbrugerens kreditvær-dighed alene sker på baggrund af oplysninger, som denne sidstnævnte er frem-kommet med, på betingelse af, at disse oplysninger er fyldestgørende, og at simple erklæringer fra forbrugerens side er vedlagt dokumentation, og at den på den anden side ikke pålægger kreditgiveren at foretage en systematisk efter-prøvelse af rigtigheden af de oplysninger, forbrugeren fremkommer med.”

Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden har udarbejdet en vejled-ning, der dels beskriver, hvordan forpligtelsen til at kreditværdigheds-vurdere forbrugere kan opfyldes, dels giver en række praktiske anvis-ninger herpå. Vejledningen afspejler Finanstilsynets og Forbrugerom-budsmandens fortolkning af gældende ret.

Det fremgår af vejledningen, at der altid skal foretages en kreditværdighedsvurdering af den enkelte låntager, uanset lånebeløbets størrelse og formålet med lånet. Vurderingen skal foretages på baggrund af fyl-destgørende oplysninger om låntagers indtægter, udgifter og gæld, og kreditgiver skal sikre, at låntager efter optagelsen af det nye lån vil have et tilstrækkeligt rådighedsbeløb.

Det fremgår af Finanstilsynet og Forbrugerombudsmandens vejledning for kreditværdighedsvurdering, at kreditgiveren skal indhente fyldest-gørende oplysninger om forbrugerens faktiske, faste udgifter og doku-mentation for udgifterne, såfremt der er tale om simple erklæringer. Fa-ste udgifter omfatter bl.a. udgifter til transport, herunder vægtafgift, forsikringer, benzin, service på bil m.v. og personlige udgifter, f.eks. li-cens, antenneforening/bredbånd, telefon, fagligt kontingent, arbejdsløs-hedskasse, underholdsog børnebidrag, børneinstitutioner og andre fa-ste udgifter.

Det fremgår af vejledningen, at kreditgiveren ikke uden videre kan an-tage, at udgifter afholdes ligeligt af låntager og dennes ægtefæl-le/samlever. Kreditgiveren må enten lægge til grund, at låntager afhol-

/ 10

der alle udgifter, eller indhente oplysninger om, hvilken andel af de fælles udgifter låntager faktisk afholder.

Som pejlemærke for et tilstrækkeligt rådighedsbeløb angiver vejlednin-gen taksterne i gældssaneringsbekendtgørelsen, som pt. er 6.720 kr. for enlige, 11.400 kr. for samlevende og med et tillæg på 1.840-3.370 kr. pr. barn afhængig af barnets alder. Da det er individuelt, hvor stort et rå-dighedsbeløb en person/en familie har brug for, er det imidlertid altid kreditgivers ansvar at foretage en vurdering af, om låntagers rådig-hedsbeløb er tilstrækkeligt stort til at undgå uansvarlig kreditgivning.

Vejledningen angiver ligeledes en række forudsætninger ved beregning af udgifterne til den ansøgte kredit. Det fremgår heraf, at såfremt kredi-taftalen indeholder flere valgmuligheder, skal beregningen tage ud-gangspunkt i scenariet med den højeste ydelse.

Det fremgår af vejledningen, at kreditgiver bør indhente dokumenta-tion for restløbetiden for forbrugerens eksisterende gæld. Hvis kredit-giveren ikke indhenter dokumentation for gældens restløbetid, må kre-ditgiveren beregne en anslået restløbetid ud fra gældens stiftelsestids-punkt. Til brug for denne beregning kan tabel med standardforudsæt-ninger i vejledningen anvendes.

…

Vurdering

Nedenfor følger Finanstilsynets vurdering af Resurs Banks kreditværdighedsvurdering af forbrugere samt bankens opfyldelse af oplys-ningspligten forud for kreditaftalens indgåelse og ved udfærdigelse af kreditaftalen.

Kreditværdighedsvurdering Manglende beregning af rådighedsbeløb

Finanstilsynet har konstateret, at Resurs Bank ikke beregner låntagers rådighedsbeløb ved lån på op til 10.000 kr., der ydes gennem optikere.

Det fremgår af Finanstilsynet og Forbrugerombudsmandens vejledning for kreditværdighedsvurdering, at kreditgiver skal foretage en vurde-ring af, om låntagers rådighedsbeløb er tilstrækkelig stort til at undgå uansvarlig kreditgivning.

Finanstilsynet bemærker, at kreditgiver ved beregning af låntagers rådighedsbeløb sammenholder låntagers indtægter med låntager faste udgifter. I det omfang kreditgiver f.eks. alene vurderer låntagers kre-ditværdighed på baggrund af låntagers indtægter, vil kreditgiver ikke have viden om, hvorvidt låntagers faktiske faste udgifter, inklusiv ud-gifter til det ansøgte lån, kan rummes i låntagers indtægter, eller i øvrigt efterlader et rådighedsbeløb, der er tilstrækkeligt for den konkrete lån-tager.

/ 11

I og med Resurs Bank ikke beregner låntagers rådighedsbeløb for lån op til 10.000 kr., der ydes gennem optikere, er Resurs Bank for disse lån ikke i stand til at vurdere, om låntager har råd til at servicere lånet, og dermed om låntager bør bevilliges lånet.

Finanstilsynet finder på baggrund af ovenstående, at Resurs Bank ikke i alle tilfælde beregner låntagers rådighedsbeløb for låntager, og derved ikke foretager en kreditværdighedsvurdering i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1.

Manglende anvendelse af fyldestgørende oplysninger

Finanstilsynet har konstateret, at Resurs Bank ved beregning af lånta-gers rådighedsbeløb alene medtager faste udgifter til transport (cykel og offentlig transport), forsikringer, udgifter til boliglån/realkredit og leje/boligafgift, forbrugsudgifter samt øvrige lån og kreditter, inklusiv det ansøgte lån. Låntagers eventuelle udgifter til bil, institution, A-kasse og licens m.v. indgår således ikke i beregningen.

Finanstilsynet har endvidere konstateret, at Resurs Bank anvender estimater samt udokumenterede oplysninger om låntagers faste udgif-ter ved beregning af låntagers rådighedsbeløb.

Resurs Bank antager desuden en ligelig fordeling af husstandens fællesudgifter, herunder udgifter til transport til børn, i de tilfælde, hvor der er tale om en enkelt låntager, der er samlevende, ligesom Resurs Bank antager, at låntager i alle tilfælde modtager den fulde børneydel-se.

Det fremgår af Finanstilsynet og Forbrugerombudsmandens vejledning for kreditværdighedsvurdering, at kreditgiveren skal indhente fyldest-gørende oplysninger om forbrugerens faktiske, faste udgifter og doku-mentation for udgifterne, såfremt der er tale om simple erklæringer. Det er således ikke tilstrækkeligt at estimere låntagers faste udgifter, li-gesom oplysninger indhentet fra f.eks. låntager, skal være dokumente-rede for at kunne danne grundlag for vurderingen af låntagers kredit-værdighed.

Finanstilsynet vurderer, at Resurs Bank ikke i tilstrækkelig grad sikrer, at kreditværdighedsvurderingen i alle tilfælde sker på baggrund af fyldestgørende oplysninger. Finanstilsynet har ved denne vurdering lagt vægt på, at Resurs Bank uafhængigt af låntagers faktiske forhold alene medtager visse forudbestemte faste udgifter ved beregning af låntagers rådighedsbeløb, og at låntagers faste udgifter i øvrigt fastsættes på bag-grund af estimater samt udokumenterede oplysninger. Finanstilsynet har endvidere lagt vægt på, at Resurs Bank antager, at låntager alene betaler halvdelen af husstandens faste udgifter, herunder udgifter til transport for børn, samt at Resurs Bank antager, at låntager i alle tilfæl-de modtager den fylde børneydelse. Resurs Banks vurdering af lånta-gers kreditværdighed er således ikke baseret på låntagers faktiske, dokumenterede indtægter og udgifter.

/ 12

Finanstilsynet bemærker overordnet, at når Resurs Bank lægger estima-ter og/eller antagelser til grund for beregning af låntagers rådighedsbe-løb, kan Resurs Bank ikke være sikker på, at beregningen afspejler lån-tagers faktiske forhold. Resurs Bank kan således ikke på baggrund af en sådan beregning vurdere, om den konkrete låntager kan servicere det ansøgte lån. Resurs Bank vil alene kunne anvende denne beregning til at vurdere om en teoretisk låntager, som opfylder alle de af Resurs Bank anvendte estimater og antagelser, kan betale de forudsatte afdrag på lånet. På samme måde kan Resurs Bank heller ikke sikre sig, at vur-deringen af låntagers kreditværdighed er baseret på dennes faktiske forhold, hvis Resurs Bank ikke indhenter dokumentation for låntagers indtægter og udgifter.

Idet en vurdering af låntagers kreditværdighed altid skal tage ud-gangspunkt i låntagers faktiske forhold, vil en kreditværdighedsvurde-ring, hvor låntagers faste udgifter estimeres, ikke være tilstrækkelig. Det vil af samme grund heller ikke være tilstrækkeligt, alene at inddra-ge visse forudbestemte faste udgifter i vurderingen uden hensyntagen til de faste udgifter, som den konkrete låntager reelt har. Antagelser om låntagers indtægter i form af børneydelse og om fordelingen af faste udgifter i husstanden vil heller ikke kunne anvendes, idet disse ikke forholder sig til den konkrete låntagers faktiske forhold. Ved at antage en ligelig fordeling af udgifter mellem samboende, er der risiko for, at Resurs Bank undervurderer låntagers faste udgifter, hvorved låntagers beregnede rådighedsbeløb kan blive kunstigt højt. På samme måde kan Resurs Banks antagelse om, at låntager i alle tilfælde modtager den ful-de børneydelse, overvurdere låntagers indtægter og derved låntagers rådighedsbeløb.

Finanstilsynet bemærker, at estimeret data alene kan anvendes til at sortere ansøgere fra, men ikke til at godkende ansøgere til lån. Dog vil Resurs Bank kunne estimere restløbetiden for låntagers eksisterende gæld, jf. Finanstilsynet og Forbrugerombudsmandens vejledning om kreditværdighedsvurdering.

Resurs Bank har i forbindelse med Finanstilsynets undersøgelse frem-sendt eksempler på lånetyper, hvor låntager først vælger en tilbagebeta-lingsplan efter kreditaftalens indgåelse, og hvor låntagers faktiske ud-gift til lånet således ikke kendes på forhånd. Særligt for disse lån be-mærker Finanstilsynet, at det i forbindelse med vurderingen af lånta-gers kreditværdighed ikke er tilstrækkeligt at estimere låntagers frem-tidige ydelse af lånet. Låntagers udgift til det ansøgte lån skal i disse til-fælde tage udgangspunkt i scenariet med den højeste ydelse, hvorved forstås det scenarie, som indeholder den højeste månedlige betaling. Fi-nanstilsynet har ikke herved forholdt sig til, om det samme gør sig gæl-dende ved andre typer af kredit, som Resurs Bank udbyder.

På baggrund af ovenstående er det Finanstilsynets vurdering, at Resurs Banks vurdering af låntagers kreditværdighed ikke i alle tilfælde fore-tages på baggrund af fyldestgørende oplysninger, og derved ikke er i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1.

Anvendelse af minimumssatser for rådighedsbeløb

/ 13

Finanstilsynet har konstateret, at Resurs Bank anvender standardisere-de minimumsrådighedsbeløb til vurdering af, hvorvidt låntagers rådig-hedsbeløb er tilstrækkeligt. Resurs Bank opererer med minimumssatser på mellem 3.000 kr. til 4.500 kr. for en enlig og 6.000 kr. og 7.500 kr. for et par afhængig af lånetype og lånebeløbets størrelse. Hertil kommer 1.500 kr. pr. barn uafhængigt af barnets alder. Finanstilsynet har endvi-dere konstateret, at selv hvis låntagers rådighedsbeløb er lavere end Re-surs Banks minimumssatser, kan låntager få bevilliget et lån, hvis lån-tager lever op til en række øvrige standardiserede krav om låntagers rådighedsbeløb og gældsrate.

Det fremgår af Finanstilsynet og Forbrugerombudsmandens vejledning for kreditværdighedsvurdering, at kreditgiver skal foretage en vurde-ring af om låntagers rådighedsbeløb er tilstrækkelig stort til at undgå uansvarlig kreditgivning. Vejledningen angiver satserne i den til enhver tid gældende gældssaneringsbekendtgørelse, som pejlemærker for et tilstrækkeligt rådighedsbeløb. Det er imidlertid til enhver tid kreditgi-vers ansvar at foretage en individuel vurdering af, hvorvidt den kon-krete låntager har et tilstrækkeligt rådighedsbeløb. I de tilfælde, hvor låntagers rådighedsbeløb ligger under pejlemærkerne, bør kreditgiver endvidere udvise øget opmærksomhed og grundighed ved vurderin-gen af, om rådighedsbeløbet er tilstrækkeligt for den konkrete låntager.

Finanstilsynet vurderer, at Resurs Bank ved at anvende standardiserede minimumsrådighedsbeløb og andre standardiserede krav til låntagers rådighedsbeløb og gældsrate ikke foretager en individuel vurdering af, om et givent rådighedsbeløb er tilstrækkeligt for den konkrete låntager og derved sikrer, at låntager vil have råd til at servicere det lån, der an-søges om.

Finanstilsynet bemærker i øvrigt, at de af Resurs Bank anvendte minimumsrådighedsbeløb er lavere end de rådighedsbeløb, som anvendes efter gældssaneringsbekendtgørelsen. Rådighedsbeløbet efter denne bekendtgørelse har til formål at sikre meget gældsatte personer et eksi-stensminimum. Når Resurs Bank ikke konkret forholder sig til, om det-te lavere rådighedsbeløb er tiltrækkeligt og realistisk for den enkelte låntager baseret på dennes økonomiske situation, finder Finanstilsynet ikke, at Resurs Bank har sikret sig, at låntager har tilstrækkelige midler til at foretage de aftalte afdrag på lånet.

På baggrund af ovenstående er det Finanstilsynets vurdering, at Resurs Bank ikke foretager en individuel vurdering af, om låntagers rådig-hedsbeløb er tilstrækkeligt til, at låntager kan servicere lånet, og derved ikke foretager en kreditværdighedsvurdering i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1.

…”

Afgørelsen er ikke indbragt for Erhvervsankenævnet.

Forløbet op til Finanstilsynets afgørelse

/ 14

I 2009 udstedte Forbrugerombudsmanden retningslinjer for kortfristede lån, indgået ved fjernsalg. Disse retningslinjer præciserede, hvilke krav der kan stil-les til långiverne. Retningslinjerne blev revideret i april 2014 og igen i maj 2017 efter forudgående forhandlinger.

Af Forbrugerombudsmandens undersøgelse af forbrugslånsselskabers kredit-vurdering og markedsføring fra marts 2019 fremgår bl.a., at formålet med revi-sionen af retningslinjerne i 2017 var at tydeliggøre, at forbrugslånsselskaberne skal vurdere, om den enkelte forbruger må forventes at kunne betale lånet til-bage, og at selskaberne derfor skal indhente oplysninger om forbrugerens øko-nomiske situation, inden forbrugeren får et lån med henblik på selskabets vur-dering af om forbrugeren må forventes at kunne betale lånet tilbage. Det frem-går videre af undersøgelsen, at de undersøgte selskabers kreditvurderinger ikke levede op til kravet i kreditaftalelovens § 7 c om at vurdere forbrugeres kredit-værdighed inden bevilling af et lån for at beskytte forbrugerne mod at optage lån, de ikke har de økonomiske forudsætninger for at tilbagebetale.

Af Finanstilsynet tilsynets undersøgelse fra marts 2019 af udvalgte pengeinsti-tutters kreditværdighedsvurdering fremgår bl.a.:

”… Konklusion

…

Finanstilsynet konkluderer på baggrund af undersøgelsen, at kreditværdighedsvurdering af forbrugere i flere tilfælde ikke umiddelbart er tilstrækkelig i forhold til bestemmelsen i kreditaftaleloven § 7 c om at kreditværdighedsvurdere forbrugere inden indgåelse af en kreditaftale. Finanstilsynet vurderer, i lighed med Forbrugerombudsmanden, at pengeinstitutterne altid skal indhente fyldestgørende oplysninger og på baggrund af disse oplysninger foretage en vurdering af forbrugerens kreditværdighed. Oplysningerne kan efter instituttets skøn indhentes hos forbrugeren og ved søgning i relevante databaser, f.eks. hos kreditoplysningsbureauer.

Instituttet har et skøn med hensyn til, hvad der udgør fyldestgørende oplysninger. Simple udokumenterede erklæringer fra forbrugeren vil ikke i sig selv udgøre fyldestgørende oplysninger, men instituttet har ikke pligt til at foretage en systematisk efterprøvelse af rigtigheden af de oplysninger, forbrugeren kommer med. Ved instituttets udøvelse af sit skøn har lånebeløbets størrelse, lånets løbetid og lånets omkostnin-ger betydning for, hvad der udgør fyldestgørende oplysninger. Da lån-giver har pligt til at vurdere, om forbrugeren må forventes at have frie midler til at kunne tilbagebetale lånet i overensstemmelse med låneafta-len, har långiver ved udøvelsen af skønnet pligt til at lægge vægt på størrelsen af ydelserne på lånet. Kravet til, hvad der udgør fyldestgø-rende oplysninger vil derfor kunne være det samme for lån med for-skellige lånebeløb, hvis ydelserne på lånene har samme størrelse.

/ 15

Kravet om, at pengeinstituttet skal være i besiddelse af tilstrækkelige dokumenterede oplysninger, vil i hvert fald være opfyldt, hvis institut-tet er i besiddelse af • forbrugerens seneste lønseddel/meddelelse om offentlige udbetalinger eller evt. oplysninger herfra indhentet via eSKAT • tilstrækkelig dokumentation for forbrugerens faste løbende udgifter • forbrugerens seneste årsopgørelse, og • kreditinformationer fra relevante debitorregistre.

Ved vurderingen af forbrugerens kreditværdighed indgår også et pas-sende rådighedsbeløb.

Såfremt der er tale om et variabelt forrentet lån, skal der i kreditværdighedsvurderingen indgå overvejelser om forbrugerens mulighed for at servicere lånet i tilfælde af en rentestigning.

Kreditaftalelovens § 7 c udelukker ikke, at pengeinstituttet tillige fore-tager en vurdering af det statistiske segment, som forbrugeren tilhører. Statistiske oplysninger kan dog aldrig udgøre det eneste grundlag for den vurdering af forbrugerens økonomiske situation, som långivere ef-ter kreditaftalelovens § 7 c har pligt til at foretage. Kendskabet til en kunde vil alt andet lige være større for så vidt der er tale om et eksiste-rende helkundeforhold. I sagens natur kan en kreditværdighedsvurde-ring dog ikke alene baseres på historiske oplysninger og adfærd, men må tillige inddrage fremtidige forhold.

Selvom det ikke fremgår udtrykkeligt af kreditaftalelovens § 7 c, at en kreditgiver ikke må indgå en kreditaftale, hvis kreditværdighedsvurde-ringen viser, at forbrugeren ikke vil være i stand til at tilbagebetale de forudsatte ydelser, vil det det efter Finanstilsynets opfattelse være i strid med ”god skik” - forpligtelsen til at drive virksomhed i overens-stemmelse med redelig forretningsskik og god praksis for virksom-hedsområdet, der følger af § 43 i lov om finansiel virksomhed, at indgå låneaftaler i sådanne situationer. …”

Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden udgav den 6. april 2021 efter en forudgående høringsfase en fælles vejledning om kreditværdighedsvurdering. Om baggrunden for vejledningen fremgår det bl.a., at Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden gennem de senere år havde konstateret, at flere kreditgive-re på det danske kreditmarked ikke efterlevede forpligtelsen til at kreditvær-dighedsvurdere forbrugere, inden kreditgiverne bevilgede dem kredit. Af vej-ledningen fremgår bl.a.:

”… For at imødekomme efterspørgsel efter vejledning om, hvordan proces-ser for kreditværdighedsvurderinger kan leve op til lovens krav, inde-holder vejledningen en detaljeret gennemgang af, hvordan forpligtelsen

/ 16

til at kreditværdighedsvurdere forbrugere kan opfyldes. Vejledningen indeholder desuden en række praktiske anvisninger.

Vejledningen stiller ikke krav om, at alle kreditgivere skal anvende én bestemt metode til at udføre kreditværdighedsvurderingen og udeluk-ker heller ikke, at der ydes kredit til forbrugere med lavt rådighedsbe-løb, hvis kreditgiveren ud fra fyldestgørende oplysninger har vurderet, at den pågældende forbruger på baggrund af sin økonomiske situation vil være i stand til at betale ydelserne inklusive afdrag på den nye kre-dit.

…

For at få det fornødne overblik over forbrugerens økonomi skal kredit-giveren indhente oplysninger om forbrugerens personlige forhold. Det kan omfatte civilstand og antal hjemmeboende børn samt evt. deres al-der.

…

Ved beregning af forbrugerens rådighedsbeløb, bør forbrugerens nettoindkomst anvendes. Nettoindkomsten udgør indkomsten med fradrag af bl.a. skat, arbejdsmarkedsbidrag, særligt pensionsbidrag, ATP-bidrag, arbejdsmarkedspensionsindbetalinger, bidrag til efterlønsord-ning, m.v. Med til indkomst lan bl.a. regnes børnefamilieydelse og boli-gydelse, lejeindtægter og formueafkast.

…

Hvis oplysningerne indhentes i form af en simpel erklæring, skal de dokumenteres f.eks. via eSKAT eller kopi af lønsedler.

Viser de seneste indkomstoplysninger i f.eks. eSKAT tegn på indtægts-fald/tab, bør beregningen af rådighedsbeløbet tage udgangspunkt i den nye lavere indkomst, medmindre der foreligger oplysninger om, at indkomstfaldet kun er midlertidigt.

Fremtidige indkomststigninger, som er kendt på låneansøgningstids-punktet, kan også indgå i kreditværdighedsvurderingen. Samtidig kan der indgå oplysninger om andre formueforhold i kreditværdigheds-vurderingen.

Når kredit ydes til én person, kan evt. samlevendes eller ægtefælles indkomst som udgangspunkt ikke tages med i beregningen.

…

Kreditgiveren skal indhente fyldestgørende oplysninger om forbruge-rens faktiske, faste udgifter og dokumentation for udgifterne, såfremt der er tale om simple erklæringer.

/ 17

Dokumentation for faste, løbende udgifter kan f.eks. indhentes fra ek-sterne eller egne registre, fra forbrugeren selv i form af f.eks. betalings-serviceoversigt, fra bankkonti eller lignende.

Ved dokumentation i form af banktransaktionsdata skal kreditgiveren sikre sig, at data giver et fyldestgørende billede af forbrugerens øko-nomi, og kreditgiveren bør bl.a. være opmærksom på, om forbrugeren har givet adgang til alle relevante konti.

Oplyste forbrugeren at have højere udgifter end det fremgår af de dokumenterede oplysninger, skal kreditgiveren lægge forbrugerens egne oplysninger til grund for kreditværdighedsvurderingen.

…

Rådighedsbeløbet kan beregnes ved at trække de faktiske faste udgifter fra forbrugerens indtægter. Rådighedsbeløbet skal dække forbrugerens variable udgifter:

… .”

I forbindelse med udgivelsen af vejledningen udtalte Finanstilsynets vicedirek-tør, Person 2, i en pressemeddelelse bl.a.:

”Den nye vejledning er tænkt som en hjælp til virksomheder, som skal udføre en kreditværdighedsvurdering. Det er et vigtigt redskab i at sik-re, at forbrugerne ikke ender med at være overgældssat.

Vejledningen indeholder både en samlet beskrivelse af de krav, der føl-ger af kreditaftaleloven og retspraksis, og praktiske anvisninger på, hvordan man kan opfylde disse krav. Men den er ikke et diktat.”

Kreditaftalen mellem Resurs Bank og Person 1 Den 3. maj 2019 ansøgte Person 1 om og blev efterfølgende bevilget et lån hos Resurs Bank på 20.000 kr. Af kreditaftalen ( Kontonummer) fremgår, at lånet, der havde en årlig omkostning i procent på 28,40, skulle tilbagebetales over 24 måneder med en månedlig ydelse på 1.091 kr., og at det samlede beløb, der skulle tilbagebetales var 26.186 kr. Det fremgår videre, at de til lånet knyttede omkostninger bestod af et månedligt gebyr på 29 kr. og et oprettelsesgebyr på 798 kr.

I ”Information from Application form” er årsagen til lånet angivet som lånekonsolidering. Det fremgår videre heraf, at Person 1 havde en måned-lig nettoindkomst på 3.830 kr., et rådighedsbeløb på 7.000 kr., og at han arbej-dede som timelønnet. Det fremgår derudover bl.a., at han var samlevende, at hans ”scorecutoff” var 453, og at hans ”finalscore” var 459.

/ 18

Af de indhentede oplysninger fra Kredit Status fremgår, at Person 1 havde anden gæld for i alt 13.870 kr., og at han tidligere havde indfriet et lån på 4.000 kr., optaget den 8. marts 2017.

Ifølge årsopgørelsen for 2018 havde Person 1 en personlig indkomst på i alt 38.430 kr., renteudgifter på 57 kr. og en gæld til realkredit, reallån eller pengeinstitutter på i alt 35.440 kr.

Ved mail af 11. december 2019 kontaktede Person 1 Forbrugerom-budsmanden med oplysninger om sit lån.

Forbrugerombudsmanden anmodede den 5. marts 2020 banken om at fremsen-de oplysninger i Person 1's lånesag, herunder kopi af samtlige kredi-taftaler, som banken havde indgået med Person 1, en redegørelse for hans samlede gæld til banken, herunder størrelsen og beregningen af påløbne renter og gebyrer, en redegørelse for, hvilke oplysninger banken havde indhen-tet til brug for kreditvurderingen af ham samt dokumentation herfor, og en re-degørelse for, hvordan hans rådighedsbeløb var beregnet.

Ved brev af 30. april 2020 besvarede banken henvendelsen og oplyste, at ban-ken per kulance og uden præjudice havde tilbageført tilskrevne renter og geby-rer på bl.a. Person 1's sag. Brevet var vedlagt en række bilag, herunder en tidligere indgået kreditaftale og et bilag 4 kaldet ”Person 1 Data anvendt ved kreditvurderingen” . Af brevet fremgår videre, at Resurs Bank til brug for kre-ditvurderingen havde indhentet de i bilaget nævnte data, og at Person 1's rådighedsbeløb ikke var beregnet af banken, men oplyst af pågældende selv ved ansøgningen.

Af kontoudskrift af 1. maj 2020 fremgår, at der til Kontonummer blev udbetalt et beløb på 20.000 kr. den 6. maj 2019, at der blev indbetalt 1089 kr. på kontoen henholdsvis 1. juli, 1. august, 2. september, 1. oktober, 1. novem-ber og 2. december 2019 samt 2. januar, 3. februar, 2. marts og 1. april 2020, at der tillige blev indbetalt ekstraordinære afdrag den 9. oktober og 11. november 2019 på i alt 2.494 kr., og at der den 1. maj og 2. juni 2020 blev indbetalt hen-holdsvis 1.098 kr. og 1.057 kr.

Forbrugerombudsmanden meddelte ved brev af 14. maj 2020 Resurs Bank, at banken efter Forbrugerombudsmandens vurdering havde overtrådt kreditafta-lelovens § 7 c, stk. 1, og dermed lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 1, idet Resurs Bank ikke havde vurderet Person 1's kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger inden indgåelsen af kreditaftalen den 3. maj 2019. Forbrugerombudsmanden tilkendegav, at kreditaftalen som følge heraf burde tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

/ 19

I mail af 31. juli 2020 meddelte Resurs Bank Forbrugerombudsmanden, at ban-ken ikke var enig med Forbrugerombudsmanden i dennes beskrivelse af gæl-dende ret eller alle elementer i metodikken til efterprøvelse af kreditværdig-hedsvurderingens tilstrækkelighed, men at banken i lighed med de øvrige sa-ger, hvor Forbrugerombudsmanden havde truffet afgørelser i sagskomplekset – også i denne sag pr. kulance og uden præjudice ville undlade at opkræve og tilskrive renter og gebyrer, hvorfor klager ville blive stillet, som hvis kreditafta-len var ugyldig.

Forklaringer Vidne 1, Vidne 2 og Vidne 3 har afgivet forkla-ring under sagen.

Vidne 1 har forklaret bl.a., at han har arbejdet i bankog finansverde-nen i 25 år. Siden 2016 har han været ansat som Chief Credit Officer i Resurs Bank. Han har det overordnede og strategiske ansvar for al kreditgivning. Han har et godt kendskab til kreditværdighedsvurdering, herunder både strategiske og regulatoriske forhold.

Resurs Bank i Danmark udbyder både forbrugslån (”blanco-kredit”) og forret-ningslån (”payment-solutions”). Sidstnævnte er lån, der stilles til rådighed gen-nem nogle af de forretninger, som banken har et samarbejde med, f.eks. Synop-tik, Ellos og Drømmeland.

Resurs Bank har kunder i hele indkomstspektret. Det er typisk ud fra et ønske om bekvemmelighed, når en kunde vælger en kreditløsning. Inden for e-handel bruger mange kredit, idet dette giver mulighed for, at man kan få varen sendt hjem og eventuelt retur, inden betaling skal ske. Der kan også være brug for et lån til at styrke cash-flowet i husholdningen, hvor f.eks. en enlig mor med to børn ikke har 10.000 kr. til at betale kontant for en ny vaskemaskine. Sådan et køb kan finansieres igennem banken.

Det er ofte via agenter/låneformidlere, at forbrugslånene stiftes, og det er i sid-ste ende oftest totalomkostningerne, der afgør, om kunderne vælger Resurs Bank til i konkurrence med andre banker. Det er vigtigt for de forretninger, som banken har et samarbejde med, at der ved selvfinansiering er tale om en hurtig og smidig proces, og her er karakteren af samarbejdet med virksomheden cen-tralt for banken.

En kreditværdighedsvurdering og en kreditvurdering er efter hans opfattelse to sider af samme sag. Det er begge vurderinger, der omhandler muligheden for, at kunden kan opfylde kreditaftalen.

/ 20

Banken og forbrugeren har samme interesse i, at lån kun ydes til en forbruger, der kan betale tilbage, for en bank lider som regel tab, når sagen overgår til inkasso, uanset om forbrugeren senere får tilbagebetalt lånet.

Beregningen af en forbrugers rådighedsbeløb og kreditscore er to typer værktøj, som bør kombineres for at få den rigtige vurdering. Kreditscoring er mere vi-denskabeligt, idet det bygger på et omfattende datagrundlag og anvendes bredt i branchen. Kreditscoren giver mulighed for en forudsigelse om, hvorvidt kun-den vil være i stand til at tilbagebetale lånet og har derfor et fremadrettet per-spektiv, hvorimod rådighedsbeløbet er udtryk for et øjebliksbillede. En god kreditværdighedsvurdering baserer sig på både kreditscoring og beregning af et rådighedsbeløb.

Det er ikke en eksakt videnskab at opgøre et rådighedsbeløb, idet der er mange faktorer i spil. Dertil kommer, at forbrugeren selv har indflydelse på sit rådig-hedsbeløb alt efter pågældendes økonomiske situation. Beregningen af rådig-hedsbeløb giver et billede af, om kunderne selv kan prioritere deres penge, og om de basale forudsætninger for at optage og betale et lån findes i den enkelte husholdning. Jo større kredit, der ønskes, jo større belastning for forbrugeren bliver der tale om. Ved mindre kreditbeløb har forbrugeren således større mu-lighed for at tilpasse sin egen økonomi. Det er et spørgsmål om proportionali-tet.

I løbet af 2019 kom der større fokus på kreditværdighedsvurderingen, og ban-ken ændrede sine interne procedurer i relation til beregningen af rådighedsbe-løb. Der pågik løbende et arbejde med at forfine og udvikle modeller til brug for beregningen af rådighedsbeløb. Der er stor forskel på processen i henholdsvis 2019 og 2021. Vidne 3 er som bankens Credit Risk Manager nærmest til at besvare spørgsmål vedrørende det operationelle.

Det var berettiget, at der kom fokus på kreditvurderingsprocessen i løbet af 2019. Det er hans opfattelse, at Resurs Banks kreditvurderingsproces i Danmark kunne forbedres. Banken så positivt på, at tilsynsmyndighederne havde fokus på udlånsvirksomheder, og det var til gavn for hele branchen i Danmark.

Det var bankens opfattelse, at påbuddet af 12. januar 2022 ikke var korrekt, og at Finanstilsynet gik langt videre end forbrugerkreditdirektivet, som jo er et totalharmoniseringsdirektiv, giver hjemmel til. Påbuddet mangler i det hele taget proportionalitet, og det fratager banken enhver mulighed for at foretage det skøn, som ellers er forudsat i direktivet. Det er uproportionalt og særdeles omkostningskrævende at foretage kreditværdighedsvurderinger ved alle lån, og det er ikke i forbrugernes interesse, at banken agerer som overformynder. Det hænger heller ikke sammen, at lån på 300.000 kr. skal behandles på samme måde som et lån på 8.000 kr., der skal afdrages i løbet af 6 måneder.

/ 21

Påbuddet har medført en dramatisk omkostningsforøgelse for banken på trods af open banking og øget digitalisering. Banken har også været udfordret af, at flere ansøgninger skal håndteres manuelt. Alle kunder er heller ikke forberedte eller villige til at gå igennem en tung proces i forbindelse med opnåelse af et mindre lån. Hvis banken får medhold under denne sag, vil processen blive til-passet, således at kreditværdighedsvurderingen bliver mere proportional alt efter lånestørrelsen.

Det er bankens opfattelse, at kreditværdighedsvurderingerne blev foretaget på en måde, der var i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivet.

Det er vanskeligt for banken, at myndighederne i de nordiske lande tolker reg-lerne forskelligt. De svenske myndigheder har således anlagt en anden linje end de danske myndigheder og har erkendt, at der skal være en vis proportionali-tet, ligesom de har haft en anden tilgang til dokumentationskrav. Når der alli-gevel blev indbragt en sag for domstolene i Sverige, skyldes det, at banken var blevet pålagt en bøde på 50 mio. kr. i en situation, hvor der efter bankens opfat-telse var anvendt en proces, som var i overensstemmelse med forbrugerkredit-direktivet.

Resurs Bank har ikke indgået aftale med andre aktører på det finansielle mar-ked om anlæg af denne sag. Det er hans opfattelse, at de øvrige aktører i Dan-mark også ser Finanstilsynets vejledning som mere vidtrækkende, end der er hjemmel til efter gældende EU-lovgivning.

Vidne 3 har udarbejdet Resurs Banks ”credit policy rules” og kan be-svare spørgsmål herom.

Forud for påbuddet anvendte banken kundens faktiske udgifter til brug for beregningen, men anvendte også nogle standardiserede takster.

Efter hans opfattelse bliver en beregning af rådighedsbeløbet ikke ringere af, at den bygger på estimater frem for faktiske oplysninger, idet den alene er udtryk for et øjebliksbillede. Kreditscoren giver derimod en prognose for kundens fremtidige betalingsmulighed.

Banken kan ikke vide, om en kundes betaling vil medføre misligholdelse af et andet lån, og banken kan ikke tilgå kreditinformationssystemet (Kredit Status), medmindre det sker i forbindelse med en ansøgning om en ny kredit.

Det er ikke alle misligholdelser, der sendes til inkasso, og et enkelt udeblevet afdrag kategoriseres slet ikke som misligholdelse. Først ved udeblivelse af beta-

/ 22

ling i mere end 90 dage sendes sagen til inkasso. Inkassobureauet inddriver kravet på bankens vegne.

Vidne 2 har forklaret bl.a., at han er head of legal i Resurs Bank, Danmark. Han har rådgivet på regelsiden om kreditværdighedsvurderinger og været involveret i kontakten til Finanstilsynet. Han er ikke inddraget i enkeltsa-ger.

Han har tidligere været ansat i DanAktiv, som var ejet af Credit Agricole. Un-der sin daværende ansættelse deltog han i en arbejdsgruppe om forhandling og implementering af det andet forbrugerkreditdirektiv, i hvilken forbindelse be-grebet kreditværdighedsvurderinger blev drøftet. Diskussionen gik navnlig på, om det var en nødvendighed for at indgå en aftale om kredit, at der var foreta-get en kreditværdighedsvurdering. Han repræsenterede Dansk Kredit Råd i arbejdsgruppen. Han var involveret i arbejdet med de vejledninger, der udkom i 2014 og 2017. Vejledningen fra 2014 gav ikke anledning til de store diskussio-ner, da den var meget tekstnær i forhold til ordlyden af kreditaftalelovens § 7 c.

Der var en teknisk udvikling hen over årene, og myndighederne udviste større interesse for området, ligesom branchen også selv havde en interesse i at udvik-le området.

Datagrundlaget i 2014 var beskedent, men der blev arbejdet med udvikling af flere værktøjer. Som følge af den øgede digitalisering kom der flere aggressive aktører på markedet, og det var bankernes vurdering, at de var skadelige for hele markedet. De mere aggressive aktører brugte nye afsætningskanaler og produkter, som man ikke tidligere havde set, og det havde en negativ indvirk-ning på hele branchen.

Vejledningen fra 2017 var mere restriktiv i forhold til tidligere, og der opstod i branchen bekymring for, hvor stramt begreberne skulle tolkes. Opfattelsen var, at den metodefrihed, som tidligere havde været anvendt ved f.eks. kreditscor-ing, var under pres i forhold til i stedet at anvende beregninger af rådighedsbe-løb.

Rapporterne fra Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden fra 2019 om kreditværdighedsvurdering var en fortsættelse af den udvikling, der allerede var i gang, hvor kravene var blevet strammet. Fokus på kreditværdighedsvurdering var klart berettiget, og der er ganske givet blevet bevilget lån i tilfælde, hvor det ikke var berettiget. Han havde godt kunnet ønske sig, at banken tidligere havde haft adgang til mere data til brug for kreditscoringsmodellerne.

Fra 2019 og frem til den nye vejledning i 2020 implementerede banken det, som efter bankens opfattelse var rollemodellen for kreditværdighedsvurdering, her-

/ 23

under bankens anvendelse af systemet ”Kredit Status” . Han ærgrer sig over, at de store banker ikke anvender systemet, da det er et effektivt værktøj til nær-mere afklaring af, om en kunde har meget gæld.

Da den nye vejledning om kreditværdighedsvurdering udkom i 2020, var der i branchen bred enighed om, at vejledningen klart gik for langt. Det problemati-ske ved vejledningen var myndighedernes forsøg på endegyldigt at fjerne me-todefriheden og skemalægge, hvordan kreditværdighedsvurderingen skulle foretages. Myndighederne understregede, at der med vejledningen ikke var tale om et diktat, men sådan oplevede bankerne det. Bankerne var samtidig bekym-rede for, at der ikke var en øget værdi i processen for kunderne, og der blev ikke fremlagt tekniske eller videnskabelige undersøgelser, der underbyggede, at den fremgangsmåde med rådighedsbeløbsberegning mv., der følger af vej-ledningen, var bedre og gav et bedre indblik i kundens økonomi end den hidti-dige fremgangsmåde.

I perioden fra den seneste vejledning og frem til påbuddet i januar 2022, var bankens fremgangsmåde ved kreditværdighedsvurderingen stort set den sam-me.

Banken var ikke overrasket over de krav, der blev stillet i påbuddet, idet der kunne trækkes en lige linje til vejledningen. Ud over det generelle hjemmels-mæssige spørgsmål finder banken navnlig kravet om metodetvang ved bereg-ning af rådighedsbeløb problematisk. Påbuddet har haft konsekvenser for ban-ken, herunder væsentlige meromkostninger til øget personale. Det største im-pact kom fra et fald i produktionen, som i 2022 var på ca. 50 %. Påbuddet har i øvrigt ikke materialiseret sig i form af en forbedring af bankens kreditrisiko.

Banken har ikke været enig med Forbrugerombudsmanden i de sager, denne er indtrådt i. Uenigheden har navnlig vedrørt spørgsmålene om metodefrihed i relation til kreditværdighedsvurdering og ugyldighed. At banken alligevel har efterkommet afgørelserne fra Forbrugerombudsmanden er et spørgsmål om procesøkonomi. Bankens tilgang til myndighederne er, at banken gør, som den får besked på, uanset en eventuel uenighed. Det er første gang, at banken fører en sag mod en myndighed.

Bankens inkassosager varetages af et inkassobureau. Han er bekendt med de tre fogedretsafgørelser, der er fremlagt under sagen, og er ikke enig i fogedrettens vurdering af gyldighedsspørgsmålet. Grunden til, at banken ikke har kæret afgørelserne, er et spørgsmål om procesøkonomi. Han ved ikke, om der var mangler ved bankens kreditværdighedsvurdering i de sager, som blev behand-let i fogedretten, men der vil da helt sikkert være forhold, som banken kunne have gjort bedre. Banken ville også agere anderledes i dag end tidligere.

/ 24

Han har ikke haft noget at gøre med kreditværdighedsvurderingen i sagen ved-rørende Person 1. Han er imidlertid bekendt med, at der har været anvendt en kreditscoring, og at kreditværdighedsvurderingen baserede sig på en vurdering heraf. Selvom banken er uenig i Forbrugerombudsmandens vur-dering af sagen, har banken valgt at tilbageføre renter og gebyrer til Person 1. Det er hans vurdering, at den foretagne kreditværdighedsvurdering på tidspunktet for lånets stiftelse var lovlig, men i dag havde Person 1 ikke opnået et lån.

Resurs Bank er medlem af Finans og Leasing, men ikke af Finans Danmark, da det er dyrt. Finans Danmark varetager i øvrigt i højere grad de store bankers interesser. Finans & Leasing og Finans Danmark var også repræsenteret i Dansk Kredit Råd.

Forevist ”Information from Application form” , hvoraf bl.a. fremgår, at Person 1's rådighedsbeløb var på 7.000 kr., og at nettoindtægten var på 3.830 kr., har han forklaret, at banken på daværende tidspunkt alene spurgte ind til husstandens samlede rådighedsbeløb. Ud fra oplysningerne i ansøgningsske-maet vil han mene, at ansøgeren havde en sambo, der også havde en indkomst. Banken indhentede ikke indkomstoplysninger fra samboen. Det kan normalt ikke lade sig gøre, at man har et rådighedsbeløb, der er højere end nettoindtæg-ten.

Han kan ikke redegøre nærmere for den skala, der anvendes til ”scorecutoff” og ”finalscore” .

Bankens kreditpolitik bliver ændret løbende. Han husker ikke, hvilken kredit-politik, der blev anvendt i maj 2019. Banken har dog altid haft en systematiseret tilgang til kunderne.

Vidne 3 har forklaret bl.a., at han er Credit Risk Manager i Resurs Bank. Hans ansvarsområde dækker alle kreditforhold. Resurs Bank har ikke en ”Credit Worthiness Manager” , forbrugerbeskyttelseschef eller lignende. Han er ansvarlig for alle kreditacceptprocesser. Processen ved kreditværdighedsvurde-ringer har udviklet sig markant siden 2019, og banken har integreret betydelige datakilder. Derudover har banken tilføjet sine egne regler for kreditpolitik, lige-som både rådighedsbeløb og kreditscore nu indgår i beregningen.

Både rådighedsbeløbsberegning og kreditscore sigter mod en prognose for, om kunden har mulighed for at betale lånene tilbage. De datakilder til brug for vurderingen, der er kommet til siden 2019, er bl.a. Kredit Status, e-SkatData og open banking. Forud for implementeringen af sådanne datakilder har banken indsamlet og analyseret dataene med henblik på vurdering af deres bidrag til

/ 25

processen. Flest mulige data er at foretrække for at kunne foretage en ordentlig kreditværdighedsvurdering.

Retrospektivt set var processen i 2019 formentlig utilstrækkelig, selvom den var repræsentativ for, hvad banken dengang anså for at være en god kreditværdighedsvurdering. Banken havde forud for påbuddet i januar 2022 opgraderet pro-cessen betydeligt og f.eks. implementeret beregninger af rådighedsbeløb, der var baseret på en kombination af afgivne og bekræftede data fra bl.a. Kredit Status samt gennemsnitsberegninger fra danske husholdninger.

Han mener, at den kreditpolitik, der er fremlagt under sagen, stammer fra marts eller april 2021. Kreditpolitikken indeholder en oversigt over de væsent-ligste forhold, der dannede grundlag for låneprocessen, fordelt på bankens ho-vedkreditsegmenter på daværende tidspunkt. At der ikke er så mange data in-deholdt i ”Opticians short form” , hænger sammen med, at der er en meget be-grænset risiko ved netop denne branches udlån. Der blev ikke foretaget en scor-ing på disse ansøgninger, og kreditværdighedsvurderingen var navnlig baseret på oplysninger om betalingsanmærkninger og tidligere betalingshistorik. Fremgangsmåden var således styret af den meget lave risiko, der var på mar-kedet. Det er ikke proportionalt at indhente alle oplysninger ved disse typer lån, henset til den lave risiko.

Kreditpolitikken indeholder en formel til beregning af rådighedsbeløb og en model til fastlæggelse af forbrugerens faste udgifter. Der anvendes estimater baseret på danske husholdningers gennemsnitlige forbrug. I dag tager banken udgangspunkt i de faktiske udgifter, men det er dog ikke nødvendigt eller pro-portionalt i alle situationer. Det er ret kompliceret at få tal, der er 100 % retvi-sende i forhold til forbrugernes reelle faktiske udgifter. Det er svært at sige, om en mere detaljeret rådighedsberegning giver en bedre forudsigelse om forbru-gerens mulighed for at kunne overholde kreditaftalen, idet risikoen for eventu-elle fejlberegninger stiger, jo flere tal, der indgår i beregningen. Anvendelsen af open banking indebærer i øvrigt ikke, at banken derved har en garanti for at have fået fuld adgang til kundernes økonomi, ligesom der ikke er sikkerhed for, at kunden oplyser alle relevante forhold.

Påbuddet medførte også andre udfordringer for banken, idet banken bl.a. måtte implementere beregninger af rådighedsbeløbet ved alle ansøgninger, hvilket er uproportionalt. På grund af kravet om verifikation af alle indtægter og udgifter, har det tillige været nødvendigt at implementere open banking.

Af en graf, han har udarbejdet over antallet af ikke-færdiggjorte låneansøgnin-ger, kan man udlede, at der siden påbuddet har været en stigning i antallet af ikke-færdiggjorte ansøgninger. På tidspunktet var processen med open banking ikke fuldt ud implementeret, og det medførte, at ansøgningsprocessen var lang.

/ 26

Først i april 2022 var open banking fuldt ud implementeret og systematiseret, og grafen viser kompleksiteten af anvendelsen heraf. Han vil anslå, at 95 % af alle ansøgninger endte i en henvisningsproces, hvor ansøgningerne skulle be-handles manuelt af kundeservice, og hvor kundeservice jævnligt skulle indhen-te yderligere oplysninger med henblik på dokumentation. Det lykkedes banken at reducere antallet af ikkeafsluttede ansøgninger gennem rekruttering af yder-ligere personale. Der er dog stadig flere kunder end tidligere, der ikke færdig-gør deres ansøgning, og dette er vel også naturligt, når nu processen er blevet mere omfattende og nærmest invaderende.

Af en graf, han har udarbejdet over ansøgninger og acceptraten heraf, kan man udlede, at der efter påbuddet fra januar 2022 var et fald i acceptraten på mere end 50 %. Det er over tid lykkedes banken at reducere antallet af fald, hvilket hænger sammen med, at banken har ansat flere folk i kundeservice, og at ban-ken er blevet bedre til at anvende redskaberne i open banking. Ultimo 2023 var acceptraten dog stadig 30 % under referencepunktet.

Af en graf, han har udarbejdet over misligholdelsesraten i henholdsvis 6, 9 og 12 måneder efter lånenes bevilling, fremgår det, at påbuddet ikke har haft no-gen synlig virkning på bankens risikoniveau. Han havde nok forventet et fald henset til faldet i produktionen. Havde banken implementeret en tilsvarende ændring i kreditscoringen, som ville have ført til det samme fald i produktionen på 30 %, havde han også forventet et fald i misligholdelsesraten.

Person 1 var en kendt kunde i banken, og banken havde derfor en me-re tilbagelænet rolle uden kontrol af indkomst og rådighedsbeløbsberegning. Banken havde alene fokus på de foreliggende betalingsanmærkninger.

En scorecutoff på 453 er miniumsscoren for, at en ansøger kan blive godkendt til et lån. Person 1's kreditscore på 459 er en lav score, som ses hos 10-15 % af bankens kendte kunder. En kunde med den kreditscore vil maksimalt kunne låne op til 30.000 kr.

Kendskab til kunden og betalingshistorik var vigtige parametre i låneprocessen. I maj 2019 anvendte banken ikke oplysninger fra Kredit Status eller eSkatData i forhold til kendte kunder. De parametre, der indgik i kreditscoren af Person 1, var en blanding af demografiske oplysninger og betalingsanmærknin-ger, herunder oplysninger om, hvornår han flyttede ind i sin bolig og om hans indtægt de seneste 6 måneder forud for ansøgningstidspunktet.

Oplysninger fra Kredit Status eller eSkatData blev ikke brugt i 2019 i forhold til kendte kunder og kreditværdighedsvurderingen heraf. I dag vil banken foreta-ge en kontrol af minimumsindtægten hos forbrugeren. Oplysninger om gæld vil formentlig ikke ændre ved bankens udlånsprocedure. Man kan ikke på bag-

/ 27

grund af oplysningerne om Person 1's gæld lægge til grund, at han ikke var kreditværdig i 2019. Hverken på grundlag af de nu foreliggende op-lysninger, eller de oplysninger, banken anvendte i 2019, er der indikationer af, at Person 1 ikke er kreditværdig.

Retsgrundlag mv. Kreditaftaleloven § 7 c blev indsat i kreditaftaleloven ved lov nr. 535 af 26. maj 2010 om ændring af lov om kreditaftaler og lov om markedsføring (Ændringer som følge af forbrugerkreditdirektivet). Bestemmelsen har følgende ordlyd:

” Vurdering af forbrugerens kreditværdighed

§ 7 c. Kreditgiveren skal inden kreditaftalens indgåelse vurdere forbru-gerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser. Stk. 2. Hvis kreditgiveren og forbrugeren efter kreditaftalens indgåelse bliver enige om at ændre det samlede kreditbeløb, skal kreditgive-ren ajourføre de finansielle oplysninger, som kreditgiveren har om for-brugeren. Før enhver væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb skal kreditgiveren atter vurdere forbrugerens kreditværdighed. Stk. 3. Hvis en anmodning om kredit afslås på grundlag af søgning i en database, underretter kreditgiveren omgående forbrugeren om re-sultatet af en sådan søgning og giver forbrugeren nærmere oplysninger om den pågældende database. Denne underretning skal ske uden om-kostninger for forbrugeren” .

I forbindelse med gennemførelsen af forbrugerkreditkøbsdirektivet i dansk ret nedsatte justitsministeren en arbejdsgruppe, som afgav betænkning nr. 1509/2009 om gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet. Forarbejderne til lov nr. 535 af 26. maj 2010 bygger på bl.a. på arbejdsgruppens overvejelser.

Af lovforslaget (lovforslag nr. L 91 af 16. december 2009) fremgår bl.a. følgende af de almindelige bemærkninger:

”1. Indledning

…

Formålet med lovforslaget er at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (herefter forbrugerkreditdi-rektivet). Forbrugerkreditdirektivet er et totalharmoniseringsdirektiv, hvilket vil sige, at der som udgangspunkt ikke kan fastsættes regler, der afviger fra direktivets ordning. På enkelte områder giver direktivet dog medlemsstaterne mulighed for at foretage et valg mellem flere mulige løsninger, som er angivet i direktivet.

/ 28

…

Forbrugerkreditdirektivets formål er at harmonisere visse aspekter af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkreditaftaler. Det sker som fuldstændig harmonisering for at sikre, at alle forbrugere i EU får samme høje grad af beskyttelse af deres inter-esser og for at skabe et velfungerende indre marked for forbrugerkredit. Forbrugerkreditdirektivet gennemfører en revision af reguleringen af forbrugerkreditaftaler på EU-niveau.

…

2. Ændringer af dansk ret, der skal gennemføres som følge af totalharmoniseringsregler Direktivet er som omtalt under pkt. 1 ovenfor et totalharmoniseringsdirektiv, hvilket medfører, at medlemsstaterne ikke inden for di-rektivets anvendelsesområde har mulighed for at fastsætte regler, der afviger fra direktivets ordning. I de følgende beskrives de ændringer af dansk ret, der er nødvendige for en korrekt gennemførelse af direktivet.

…

2.5. Kreditgivers pligt til at vurdere forbrugerens kreditværdighed Der er efter gældende dansk ret ikke nogen generel pligt for kreditgiveren til at vurdere forbrugerens kreditværdighed. Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 1, skal kreditgiveren vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, inden kreditaftalen indgås. Disse oplysninger skal, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i den relevante database. Efter artikel 8, stk. 2, skal kreditgiveren ajourføre sine finansielle oplysninger, hvis parterne efterfølgende ændrer det samlede kreditbeløb. Før enhver væsentlig forhøjelse, skal kreditgiveren foretage en fornyet vurdering af forbrugerens kreditværdighed. Et flertal i arbejdsgruppen (11 medlemmer) vurderer, at der vil være behov for at indføre en regel svarende til direktivets om, at såvel finan-sielle virksomheder som kreditgivere, der ikke er finansielle virksom-heder, skal foretage en kreditværdighedsvurdering. Det vil hensigts-mæssigt kunne ske i kreditaftaleloven, idet der skal være tale om en ge-nerel ordning for alle kreditgivere. Et mindretal i arbejdsgruppen (1 medlem) vurderer, at gennemførelsen af direktivets bestemmelser om kreditværdighedsvurdering forud-sætter, at der indføres regler om overvågning af kreditgivers virksom-hed på dette område. Der henvises herved til den ordning med kvar-talsvis indberetning af antallet af misligholdte kreditaftaler, som indgår i Forbrugerombudsmandens retningslinjer for SMS-lån, jf. herom ne-denfor under pkt. 4.3. Flertallet har ikke fundet grundlag for generelt at pålægge kreditgivere en sådan administrativ forpligtelse. Der er redegjort nærmere for arbejdsgruppens overvejelser i betænkningen s. 74-75”

/ 29

Justitsministeriet kan tilslutte sig flertallets vurdering, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med arbejdsgruppens lovudkast. Justitsministeriet er således enig i, at en korrekt gennemførelse af direk-tivets bestemmelse om kreditværdighedsvurdering nødvendiggør en tilsvarende bestemmelse i dansk ret. … ”

Af lovforslagets bemærkninger til § 7 c fremgår følgende:

”… Den foreslåede § 7 c svarer til dels til forbrugerkreditdirektivets artikel 8 og fastslår, at kreditgiveren vil være forpligtet til at vurdere forbrugerens kreditværdighed inden en kreditaftale indgås. Kreditvurde-ring af forbrugeren er ikke reguleret i den gældende kreditaftalelov. Bestemmelsen indebærer, at kreditgiveren altid vil skulle indhente fyldestgørende oplysninger og på baggrund af disse oplysninger fore-tage en vurdering af forbrugerens kreditværdighed. Oplysningerne kan efter kreditgiverens skøn indhentes hos forbrugeren og ved søgning i relevante databaser, f.eks. hos kreditoplysningsbureauer. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forbrugerkreditdirektivets overordnede formål om at øge forbrugerbeskyttelsen, og vurderin-gen af forbrugerens kreditværdighed skal derfor ske med henblik på at vurdere, om forbrugeren på baggrund af dennes økonomiske situation ved hjælp af f.eks. løbende indtægter, låneomlægning eller realisation af aktiver vil være i stand til at betale de forudsatte afdrag på kreditbe-løbet, og ikke med henblik på at vurdere kreditgiverens tabsrisiko. …”

Lov om finansiel virksomhed og markedsføringsloven Lov om finansiel virksomhed § 43 har bl.a. følgende ordlyd:

”§ 43. Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet. Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om redelig forretningsskik og god praksis for de finansielle virksomheder. …

Lov om finansiel virksomhed § 348 har følgende ordlyd:

”§ 348. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag vedrørende hand-linger, der strider mod redelig forretningsskik og god praksis, jf. § 43, stk. 1, 2 og 9, §§ 48 a og 53 b-53 d, herunder sag om forbud, påbud, er-statning og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede beløb. Forbru-gerombudsmanden kan endvidere behandle sager vedrørende over-trædelse af strafbelagte bestemmelser i regler udstedt i medfør af denne lovs § 43, stk. 3 og 8. Markedsføringslovens § 24, § 25, stk. 2, § 28, stk. 1, § 32, stk. 1, §§ 33 og 34 finder tilsvarende anvendelse på sager, som For-brugerombudsmanden ønsker at anlægge efter denne bestemmelse. Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.

/ 30

Stk. 2. Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid med §§ 43 og 57. Finanstilsynet kan i den forbindelse fore-tage inspektionsbesøg i filialer af administrationsselskaber.”

§ 3 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, jf. bekendtgørel-se nr. 330 af 7. april 2016, har følgende ordlyd:

”§ 3. En finansiel virksomhed skal handle redeligt og loyalt over for si-ne kunder.”

Markedsføringslovens § 3, stk. 1 og 3, indeholder følgende bestemmelser om god markedsføringsskik:

”§ 3. Erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugere, erhvervsdrivende og almene samfundsinteres-ser, jf. dog stk. 3. Stk. 2. … Stk. 3. Hvis den pågældende handelspraksis påvirker forbrugerens økonomiske interesser, finder kapitel 2 anvendelse i stedet for stk. 1 og 2. Såfremt den pågældende handelspraksis samtidig strider mod hen-syn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes økonomiske interesser, herunder hensyn til smag og anstændighed, sikkerhed og sundhed eller andre hensyn, eller såfremt den pågældende handelspraksis er regule-ret af aftaleretten, finder stk. 1 og 2 anvendelse ved siden af kapitel 2.”

Markedsføringslovens kapitel 2 indeholder regler om handelspraksis over for forbrugere.

Aftaleloven Aftaleloven indeholder i kapitel 4 særlige regler om forbrugeraftaler, herunder § 38 c der supplerer den almindelige bestemmelse i aftalelovens § 36 om adgan-gen til helt eller delvist at tilsidesætte en aftale, som det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre gældende. § 38 c har følgende ordlyd:

”§ 38 c. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 1. Såfremt det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skæv-hed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1, nævnte retsvirk-ninger også, idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal gælde uden ændringer, hvis dette er muligt. Stk. 2. Hvis et aftalevilkår, som er omfattet af stk. 1, 2. pkt., ikke har været genstand for individuel forhandling, kan vilkåret dog ikke æn-dres eller tilsidesættes delvis, men skal tilsidesættes helt. Stk. 3. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 2, med den ændring, at der ikke ved bedømmelsen af de forhold og omstændigheder, som er nævnt i § 36, stk. 2, herunder vilkår i andre aftaler, som hænger sam-men med den pågældende aftale, kan tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren med den virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes eller ændres.”

/ 31

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF Af præambelbetragtningerne til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rå-dets direktiv 87/102/EØF fremgår bl.a. følgende:

”… (7) For at få et velfungerende indre marked for forbrugerkredit bragt i stand må der indføres en harmoniseret fællesskabsramme på en række centrale områder. I lyset af den stadige udvikling af markedet for forbrugerkredit og de europæiske borgeres stigende mobilitet bør fremtidsorienterede fællesskabsbestemmelser, som vil kunne tilpasses fremtidige kredittyper, og som giver medlemssta-terne en passende grad af fleksibilitet med hensyn til gennemførel-sen, kunne bidrage til at få etableret en moderne forbrugerkredit lovgivning.

…

(9) Fuldstændig harmonisering er nødvendig for at sikre, at alle forbrugere i Fællesskabet nyder samme høje grad af beskyttelse af deres interesser og for at skabe et ægte indre marked. Medlemssta-terne bør derfor ikke kunne bibeholde eller indføre andre bestem-melser på nationalt plan end dem, der er fastsat i dette direktiv. Så-danne restriktioner bør dog kun gælde på de områder, hvor der er fastsat harmoniserede bestemmelser i dette direktiv. Hvor der ikke findes harmoniserede bestemmelser, bør medlemsstaterne fortsat kunne bibeholde eller indføre national lovgivning.

…

(26) Medlemsstaterne bør træffe de fornødne foranstaltninger med henblik på at fremme en ansvarlig praksis i alle faser af kreditfor-holdet under hensyntagen til de specifikke træk, der kendetegner deres kreditmarked. Der kan f.eks. være tale om foranstaltninger vedrørende forbrugeroplysning og -uddannelse, herunder advars-ler om de risici, der er forbundet med betalingsmisligholdelse og overdreven gældsættelse. På et ekspanderende kreditmarked er det navnlig vigtigt, at kreditgivere ikke giver sig af med uansvarlig kreditgivning eller giver kredit uden forudgående vurdering af kreditværdighed, og medlemsstaterne bør udføre den nødvendige overvågning for at undgå sådan adfærd og fastsætte foranstaltnin-ger med henblik på over for kreditgivere at have sanktioner, der gælder, hvis det sker. Uden at dette berører bestemmelserne om kreditrisiko i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (1) bør kreditgivere bære ansvaret for at kontrollere den enkelte forbrugers kreditværdighed. De bør med henblik herpå kunne anvende ikke blot oplysninger, som forbrugeren har givet i forbindelse med forberedelsen af den pågældende kreditaftale, men også oplysninger, der er givet under et længerevarende for-retningsforhold. Medlemsstaternes myndigheder vil også kunne

/ 32

udstede instrukser og passende retningslinjer for kreditgiverne. Forbrugerne bør også udvise forsigtighed og overholde deres kon-traktlige forpligtelser.

…

(28) For at vurdere en forbrugers kreditværdighed bør kreditgive-ren også søge i relevante databaser; de juridiske og faktiske om-stændigheder kan nødvendiggøre søgninger i forskelligartet om-fang. For at undgå konkurrenceforvridning mellem kreditgivere bør det sikres, at kreditgivere har adgang til private eller offentlige databaser om forbrugere i en medlemsstat, hvor de ikke er etable-ret, på vilkår, som er ikkediskriminerende i forhold til kreditgivere i den pågældende medlemsstat.

…

(30) Dette direktiv regulerer ikke aftaleretlige spørgsmål i forbin-delse med kreditaftalers gyldighed. Medlemsstaterne kan derfor på dette område bibeholde eller indføre nationale bestemmelser, der er i overensstemmelse med fællesskabsretten. …”

Direktivet indeholder i artikel 8 følgende bestemmelse om kreditværdigheds-vurdering:

” Artikel 8

Forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed

1. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiveren, inden kreditaftalen indgås, vurderer forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgø-rende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i den relevante database. Med-lemsstater, hvis lovgivning kræver, at kreditgiveren vurderer forbruge-rens kreditværdighed på grundlag af en søgning i den relevante data-base, kan opretholde denne forpligtelse.

2. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiveren, hvis parterne bliver enige om at ændre det samlede kreditbeløb efter kreditaftalens indgåelse, ajourfører de finansielle oplysninger, som han råder over om forbruge-ren, og vurderer forbrugerens kreditværdighed før enhver væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb.”

Retningslinjer fra European Banking Authority (EBA) Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har i medfør af artikel 16 i Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 hjemmel til at udstede retningslinjer og henstillinger rettet til kompetente myn-digheder eller finansielle institutioner med henblik på at fastlægge en konse-kvent og effektiv tilsynspraksis i det europæiske finanstilsynssystem (ESFS), og

/ 33

de kompetente myndigheder og finansielle institutioner skal bestræbe sig bedst muligt på at efterleve disse retningslinjer og henstillinger.

Af EBA’s retningslinjer for oprettelse og overvågning af lån af 29. maj 2020 fremgår følgende:

”… 5. Procedurer for oprettelse af lån 5.1 Information og dokumentation

84. Institutterne og kreditgiverne bør have tilstrækkelige, præcise og ajourførte oplysninger og data i forbindelse med vurderingen af lånta-gerens kreditværdighed og risikoprofil, inden de indgår en låneaftale.

85. Med henblik på vurdering af forbrugeres kreditværdighed bør insti-tutterne og kreditgiverne have adgang til og anvende oplysninger, der er baseret på nødvendig og relevant dokumentation, om mindst føl-gende:

a. formålet med lånet, hvis det er relevant for den pågældende produkt-type

b. beskæftigelse

c. kilde til tilbagebetalingsevne

d. husstandens sammensætning og forsørgede

e. finansielle forpligtelser og udgifter til deres opfyldelse

f. faste udgifter

g. sikkerhedsstillelse (for sikret långivning)

h. andre risikoafbødende faktorer, f.eks. garantier, hvis sådanne fore-ligger.

Institutterne og kreditgiverne kan overveje at anvende specifikke op-lysninger, dataelementer og dokumentation anført i bilag 2.

…

87. Institutterne og kreditgiverene kan anvende de allerede foreliggen-de oplysninger og data vedrørende eksisterende kunder og låntagere i overensstemmelse med kravene i forordning (EU) nr. 2016/679, hvis så-danne oplysninger og data er relevante og ajourførte.

88. Hvis oplysningerne og dataene ikke er umiddelbart tilgængelige, bør institutterne og kreditgiverne indsamle de nødvendige oplysninger og data fra låntageren og/eller tredjeparter, herunder relevante databa-ser, hvis det er relevant. I forbindelse med indsamlingen af oplysninger

/ 34

og data om låntageren fra tredjeparter bør institutterne og kreditgiverne sørge for, at kravene i forordning (EU) nr. 2016/679 er opfyldt.

89. Hvis institutterne og kreditgiverne er usikre på nøjagtigheden og pålideligheden af oplysningerne og dataene, bør de foretage den nød-vendige kontrol, rette rimelige forespørgsler til låntageren og tredjepar-ter (f.eks. arbejdsgiver, offentlige myndigheder eller relevante databa-ser) og træffe rimelige foranstaltninger for at bekræfte de indsamlede oplysninger og data. Inden sådanne forespørgsler rettes til tredjeparter vedrørende låntagerens personlige data, bør institutterne og kreditgi-verne sikre, at kravene i forordning (EU) nr. 2016/679 er opfyldt, navn-lig med hensyn til underretning og indhentning af tilladelse fra låntage-ren.

…

91. Hvis låntageren kan forventes at få finansielle vanskeligheder i for-bindelse med opfyldelsen af kontraktlige låneforpligtelser, bør institut-terne og kreditgiverne anmode låntageren om pålidelig dokumentation, der viser en realistisk fremskrivning af vedkommendes evne til at beva-re sin betalingsdygtighed. I dette tilfælde kan både oplysninger fra tred-jeparter som f.eks. skatterådgivere, revisorer og andre eksperter, og op-lysninger fra låntagere anvendes.

…

5.2 Vurdering af låntagerens kreditværdighed 5.2.1 Generelle bestemmelser om forbrugerlån

…

96. Institutterne og kreditgiverne bør i overensstemmelse med den rele-vante forbrugerbeskyttelseslovgivning vurdere låntagerens evne og mulighed for at opfylde forpligtelserne i henhold til låneaftalen, og de bør navnlig vurdere kilden til låntagerens tilbagebetalingsevne under hensyntagen til de særlige forhold ved lånet, f.eks. dets art, løbetid og rente.

…

98. Når det vurderes, om låntageren kan opfylde forpligtelserne i hen-hold til låneaftalen, bør institutterne og kreditgiverne tage hensyn til re-levante faktorer, der kan påvirke låntagerens nuværende og fremtidige tilbagebetalingsevne, og de bør undgå at skabe urimelige byrder og overdreven gældsætning. Disse faktorer bør omfatte andre betalings-forpligtelser, resterende løbetid, renter, udestående beløb og deres til-bagebetalingsadfærd, f.eks. dokumentation for manglende betalinger og deres omstændigheder samt direkte relevante skatter og forsikrin-ger, hvis de kendes.

…

/ 35

101. For at vurdere låntagerens evne til at opfylde forpligtelserne i hen-hold til låneaftalen bør institutterne og kreditgiverne anvende passende metoder og tilgange, som kan omfatte modeller, såfremt disse retnings-linjer overholdes. Valget af den egnede og hensigtsmæssige metode bør afhænge af lånets risikoniveau, størrelse og type. …”

I bilag 2 til retningslinjerne er det anført, at kreditgivere mv., hvis det er rele-vant og mere hensigtsmæssigt, f.eks. når der bruges automatiserede modeller ved långivning, kan anvende andre informationstyper/-kilder og data af øko-nomisk eller finansiel art, som er nødvendige for at foretage kreditværdigheds-vurderingen i overensstemmelse med bl.a. direktiv 2008/48/EF.

Forløbet op til vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2225 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktiv 2008/48/EF Europa-Kommissionen aflagde den 5. november 2020 en rapport til Europa- Parlamentet og Rådet, der indeholdt en evaluering af gennemførelsen af direk-tiv 2008/48/EF om forbrugerkreditaftaler. Af rapporten fremgår det, at den overordnede konklusion på evalueringen var, at direktivet har været delvist virkningsfuldt for så vidt angår sikring af høje standarder for forbrugerbeskyt-telse og fremme af udviklingen af et indre marked for kredit, men at bestem-melser vedrørende vurderinger af kreditværdighed og kreditdatabaser ikke har været fuldt ud virkningsfulde. Følgende fremgår således bl.a. af rapporten:

”… 2.4 Mangler i direktivet

…

Definitioner og klare udtryk

… Der opstår også retsusikkerhed som følge af upræcis ordlyd i visse af direktivets bestemmelser, såsom dem om standardoplysninger, der skal medtages i reklamer, om oplysninger forud for aftaleindgåelse og om vurdering af kreditværdighed, hvor der anvendes udtryk som ”til-strækkelige oplysninger” og ”i god tid” uden yderligere specifikation.

…

Vurdering af kreditværdighed og databaser I direktivets artikel 8 er der fastsat en ”forpligtelse til at vurdere forbru-gerens kreditværdighed, inden der gives kredit til forbrugeren” . I artik-len står der, at kreditoren skal vurdere: ”forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i den relevante database” uden specifikt at definere de oplysninger, der skal kontrolleres, eller under hvilke betingelser kreditoren kan betragte forbrugeren som kreditværdig.

/ 36

…

Et flertal af medlemsstaterne har fastsat yderligere bestemmelser om vurderingen af kreditværdighed og adgangen til databaser, der yderli-gere fastlægger, hvordan vurderingen af kreditværdigheden skal gen-nemføres, og pålægger kreditorer andre forpligtelser. De fleste med-lemsstater, der gik ud over den enkle forpligtelse med at kontrollere en låntagers solvens, har fastlagt hvilke dokumenter, forbrugerne skal fremlægge for at få deres kreditværdighed vurderet.

…

Ud over forskellene i den måde, hvorpå medlemsstaterne i praksis håndterede de generiske krav i artikel 8 og 9, pålagde nogle medlems-stater kreditorer en række andre forpligtelser med hensyn til vurdering af kreditværdighed, såsom regler, der forbyder kreditorerne at opsige kreditaftalen eller at pålægge sanktioner og morarenter, hvis vurderin-gen af kreditværdigheden ikke blev foretaget korrekt.

Som følge heraf har de nuværende bestemmelser i direktivet ført til en fragmenteret situation med hensyn til reglerne for vurdering af kreditværdighed samt kompatibiliteten mellem databaser, hvilket hindrer et velfungerende indre marked for forbrugerkredit.

…

5. Konklusioner og det videre forløb

…

Disse kendsgerninger peger på det mulige behov for en revision af visse bestemmelser i direktivet, især med hensyn til anvendelsesområde og kreditgivningsproces (herunder oplysninger forud for indgåelse af kon-trakten og vurdering af kreditværdighed). En sådan revision kan også være en passende mulighed for at overveje løsninger på andre mangler, såsom en forbedring af definitionerne. …”

Europa-Kommissionen fremsatte den 30. juni 2021 forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forbrugerkredit (Com (2021)347 final) til afløsning af direktiv 2008/48/EF

Direktivforslaget er omtalt i Justitsministeriets samlenotat af 30. maj 2022 til brug for rådsmødet (konkurrenceevne – indre marked og industri) den 9. juni 2022. Af notatets pkt. 3, 9 og 10 fremgår bl.a. følgende:

”…

3. Formål og indhold

/ 37

…

3.7 Kreditværdighedsvurdering (artikel 18) Det foreslås præciseret, at vurderingen af kreditværdigheden foretages under hensyntagen til forbrugernes interesse og på grundlag af nød-vendige og forholdsmæssige oplysninger om forbrugerens indtægter, udgifter og andre finansielle og økonomiske omstændigheder. Det er tilføjet i formandskabets kompromistekst, at oplysningerne skal være nødvendige og forholdsmæssige i forhold til kredittens karakter og risici for forbrugeren.

…

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger Der ses overordnet at være støtte til formandskabets kompromisforslag, og det er forventningen, at der vil kunne opnås en generel indstilling. Flere medlems-stater har tilkendegivet, at de anser kompromisforslaget for at være en forbed-ring og at de anser det for realistisk at opnå en generel indstilling til Konkurrenceevnerådsmødet i juni.

9.1 Forhandlingssituationen

…

Medlemsstaterne er generelt enige om vigtigheden af bestemmelsen om kreditværdighedsvurdering, selvom der dog har været uenighed om den præcise udformning. Der har under forhandlingerne ikke været udtrykt støtte til det danske synspunkt om, at der bør indhentes de samme oplysninger ved enhver kreditværdighedsvurdering uanset beløbets størrelse. Visse medlemsstater har i den forbindelse udtrykt ønske om, at der var fleksibilitet ved gennemførelsen af en kreditværdighedsvurdering.

10. Regeringens generelle holdning Regeringen støtter forslaget. Regeringen er enig i behovet for at sikre en bedre forbrugerbeskyttelse på forbrugerkreditområdet og finder det vigtigt, at området tilpasses digitaliseringen. Regeringen støtter endvidere en begrænsning af omkostningerne ved forbrugerkreditaftaler, og at der fo-retages en grundig kreditværdighedsvurdering.

…

Regeringen finder herudover, at flere andre af de foreslåede bestem-melser, bl.a. om kravene til kreditværdighedsvurderingen og rådgiv-ningstjenester kan give anledning til tvivl om den nærmere forståelse heraf, og at det derfor er nødvendigt med præciseringer. …

For så vidt angår kravene til kreditværdighedsvurderingen er de danske prioriteter kun delvist imødekommet, idet proportionalitetsvurderingen nu skal foretages i forhold til både kredittens art og forbrugeren, men fastholder brug af proportionalitetsprincip ved fastlæggelsen af hvilke oplysninger, der bør indgå ved en kreditværdighedsvurdering. Samlet set vurderes kompromisforslaget at være acceptabelt i lyset af forhandlingssituationen. …”

/ 38

Den 18. oktober 2023 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet direktiv (EU) 2023/2225 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktiv 2008/48/EF med virkning fra den 20. november 2026. Medlemsstaterne skal senest den 20. november 2025 have vedtaget og offentliggjort de love og administrative be-stemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.

Følgende fremgår af præambelbetragtningerne til det nye direktiv:

”… (13) Fuldstændig harmonisering er nødvendig for at sikre, at alle for-brugere i Unionen nyder samme høje grad af beskyttelse af deres inter-esser og for at skabe et velfungerende indre marked. Medlemsstaterne bør derfor ikke kunne bibeholde eller indføre bestemmelser på nationalt plan, der afviger fra dem, der er fastsat i dette direktiv, medmindre an-det er fastsat i dette direktiv.

…

(53) Medlemsstaterne bør træffe de fornødne foranstaltninger med hen-blik på at fremme en ansvarlig praksis i alle faser af kreditforholdet un-der hensyntagen til deres kreditmarkeders særlige kendetegn. Det bør være muligt for disse foranstaltninger at omfatte f.eks. oplysninger og formidling af viden til forbrugerne, herunder advarsler om de risici, der er i relation til betalingsmisligholdelse og overdreven gældsætning. På et ekspanderende kreditmarked er det navnlig vigtigt, at kreditgivere ikke giver sig af med uansvarlig långivning eller giver kredit uden for-udgående vurdering af kreditværdighed. Medlemsstaterne bør udføre den nødvendige overvågning for at undgå sådan adfærd fra kreditgive-re og fastsætte de nødvendige sanktioner over for en sådan adfærd. Uden at det berører bestemmelserne om kreditrisiko i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU bør kreditgivere bære an-svaret for individuelt at kontrollere forbrugerens kreditværdighed. Med henblik herpå bør kreditgivere have lov til at anvende oplysnin-ger, som forbrugeren har givet, ikke blot under forberedelsen af den pågældende kreditaftale, men også under et længerevarende forret-ningsforhold. Forbrugerne bør også udvise forsigtighed og overholde deres kontraktlige forpligtelser.

(54) Det er vigtigt, at forbrugerens evne og tilbøjelighed til at tilbagebe-tale kreditten vurderes og kontrolleres, inden der indgås en kreditafta-le. Denne vurdering af kreditværdighed bør være forholdsmæssig og foretages i forbrugerens interesse for at forhindre uansvarlig ud-lånspraksis og overdreven gældsætning og bør tage hensyn til alle nød-vendige og relevante faktorer, der kan påvirke forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten. Tilbagebetalingsplanen bør skræddersys til for-brugerens særlige behov og tilbagebetalingsevne. I tilfælde, hvor kredi-tansøgningen indgives i fællesskab af mere end én forbruger, vil vurde-ringen af kreditværdigheden kunne foretages på grundlag af den fælles tilbagebetalingsevne. En positiv vurdering bør ikke berøre kreditgive-rens aftalefrihed i forbindelse med kreditgivning. Medlemsstaterne bør kunne udstede yderligere vejledning om yderligere kriterier og meto-

/ 39

der til vurdering af en forbrugers kreditværdighed, f.eks. ved at fast-sætte grænser for forholdet mellem lån og værdi eller forholdet mellem lån og indtægt.

(55) Vurderingen af kreditværdigheden bør baseres på oplysninger om forbrugerens finansielle og økonomiske situation. Sådanne oplysninger bør være nødvendige og stå i et rimeligt forhold til kredittens art, løbe-tid, værdi og risici for forbrugeren i overensstemmelse med princippet om dataminimering i forordning (EU) 2016/679 og bør være relevante, fuldstændige og korrekte. Disse oplysninger bør som minimum omfatte forbrugerens indtægter og udgifter, herunder ved passende hensynta-gen til forbrugerens aktuelle forpligtelser, bl.a. leveomkostninger for forbrugeren og forbrugerens husstand, samt forbrugerens finansielle forpligtelser. Disse oplysninger bør ikke omfatte særlige kategorier af personoplysninger omhandlet i artikel 9, stk. 1, i forordning (EU) 2016/679, såsom helbredsoplysninger, herunder oplysninger om kræft-sygdomme, og oplysninger fra sociale netværk. Den Europæiske Bank-tilsynsmyndigheds retningslinjer af 29. maj 2020 for oprettelse og overvågning af lån indeholder retningslinjer for, hvilke kategorier af oplys-ninger der kan anvendes til behandling af personoplysninger med hen-blik på kreditværdighedsrelaterede formål, herunder dokumentation for indtægter eller andre tilbagebetalingskilder samt oplysninger om fi-nansielle aktiver og passiver eller andre finansielle forpligtelser. For-brugerne bør give oplysninger om deres finansielle og økonomiske si-tuation for at lette vurderingen af kreditværdigheden. Der bør kun stil-les kredit til rådighed for forbrugeren, hvor resultatet af vurderingen af kreditværdigheden viser, at de forpligtelser, der følger af kreditaftalen, sandsynligvis vil blive opfyldt på den måde, der kræves i henhold til den pågældende aftale. Ved vurderingen af forbrugerens evne til at op-fylde sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen bør kreditgiveren tage hensyn til relevante faktorer og særlige omstændigheder, f.eks., men ikke begrænset til, kreditter ydet i overensstemmelse med dette direktiv til finansiering af studier eller til dækning af ekstraordinære sundhedsudgifter, forekomsten af tilstrækkelig dokumentation for, at sådanne kreditter vil bibringe forbrugeren fremtidige indtægter, eller forekom-sten af sikkerhedsstillelse eller andre former for garantier, som forbru-geren vil kunne tilvejebringe med henblik på at stille sikkerhed for kre-ditten. …”

Forpligtelsen til at vurdere forbrugerens kreditværdighed følger af direktivets artikel 18:

” Artikel 18

Forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed

1. Medlemsstaterne stiller krav om, at kreditgiveren foretager en grundig vurdering af forbrugerens kreditværdighed, inden der ind-gås en kreditaftale. Denne vurdering foretages i forbrugerens inter-esse for at forhindre uansvarlig udlånspraksis og overdreven gæld-sætning og tage passende hensyn til faktorer, der er relevante for at

/ 40

kontrollere forbrugerens udsigter til at opfylde sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen.

2. Medlemsstaterne sikrer, at kreditformidlere på korrekt vis forelæg-ger de nødvendige oplysninger fra forbrugeren for den relevante kreditgiver i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679, såle-des at der kan foretages en vurdering af kreditværdigheden.

3. Vurderingen af kreditværdigheden foretages på grundlag af rele-vante og korrekte oplysninger om forbrugerens indtægter og udgif-ter og andre finansielle og økonomiske omstændigheder, som er nødvendige og står i et rimeligt forhold til kredittens art, løbetid, værdi og risici for forbrugeren. Disse oplysninger kan omfatte do-kumentation for indtægter eller andre tilbagebetalingskilder, oplys-ninger om finansielle aktiver og passiver eller oplysninger om andre finansielle forpligtelser. Disse oplysninger må ikke omfatte de særli-ge kategorier af oplysninger, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, i forordning (EU) 2016/679. Oplysningerne indhentes fra relevante in-terne eller eksterne kilder, herunder forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, på grundlag af en søgning i en database, der er om-handlet i dette direktivs artikel 19. Sociale netværk anses ikke som en ekstern kilde med henblik på dette direktiv.

De oplysninger, der indhentes i henhold til dette stykke, kontrolle-res på passende vis, hvor det er nødvendigt ved henvisning til uaf-hængigt verificerbar dokumentation.

4. Medlemsstaterne stiller krav om, at kreditgiveren fastlægger proce-durer for den i stk. 1 omhandlede vurdering og dokumenterer og vedligeholder sådanne procedurer. Medlemsstaterne stiller også krav om, at kreditgiveren dokumenterer og opbevarer de oplysnin-ger, der er omhandlet i stk. 3.

5. Hvis kreditansøgningen indgives i fællesskab af mere end én for-bruger, foretager kreditgiveren vurderingen af kreditværdigheden på grundlag af forbrugernes fælles tilbagebetalingsevne.

6. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiveren kun stiller kreditten til rå-dighed for forbrugeren, hvis resultatet af kreditværdighedsvurde-ringen viser, at de forpligtelser, der følger af kreditaftalen, sandsyn-ligvis vil blive opfyldt på den måde, der kræves i henhold til den pågældende aftale, under hensyntagen til de relevante faktorer som omhandlet i stk. 1.

7. Medlemsstaterne sikrer, at en kreditgiver, der indgår en kreditaftale med en forbruger, ikke efterfølgende kan annullere eller ændre kre-ditaftalen til skade for forbrugeren med den begrundelse, at vurde-ringen af kreditværdigheden var ukorrekt. Dette stykke finder ikke anvendelse, hvis det påvises, at forbrugeren bevidst har tilbageholdt eller forfalsket de i stk. 3

8. Hvis vurderingen af kreditværdigheden omfatter brug af automa-tisk behandling af personoplysninger, sikrer medlemsstaterne, at

/ 41

forbrugeren har ret til at anmode om og få menneskelig indgriben fra kreditgiveren i form af retten til at:

a) anmode om og få en tydelig og forståelig forklaring fra kreditgiveren på vurderingen af kreditværdigheden, herunder om den logik og de ri-sici, der er forbundet med den automatiske behandling af personoplys-ninger, samt om dens betydning og virkning for afgørelsen

b) give udtryk for forbrugerens eget synspunkt over for kreditgiveren, og

c) anmode om en gennemgang af vurderingen af kreditværdigheden og afgørelsen om kreditgiverens kreditgivning.

Medlemsstaterne sikrer, at forbrugeren underrettes om den ret, der er omhandlet i første afsnit.

9. Medlemsstaterne sikrer, at kreditgiveren, hvis kreditansøgningen afslås, er forpligtet til straks at underrette forbrugeren om afslaget og, hvis det er relevant, henvise forbrugeren til let tilgængelige gældsrådgivningstjenester. I givet fald underretter kreditgiveren forbrugeren om, at vurderingen af kreditværdigheden er baseret på automatisk databehandling, og om forbrugerens ret til menneskelig vurdering og proceduren for at anfægte afgørelsen.

10. Hvis parterne aftaler at ændre det samlede kreditbeløb efter indgåelsen af kreditaftalen, sikrer medlemsstaterne, sikrer medlemssta-terne, at kreditgiveren er forpligtet til at revurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af ajourførte oplysninger, inden det samlede kreditbeløb forhøjes væsentligt.

11. Medlemsstaterne kan kræve, at kreditgivere vurderer forbrugernes kreditværdighed på grundlag af en søgning i den relevante databa-se. Vurderingen af kreditværdighed må dog ikke udelukkende base-res på forbrugerens kredithistorik.”

Der er endnu ikke fremsat lovforslag med henblik på gennemførelsen af det nye direktiv i dansk ret.

EU-Domstolens praksis EU-Domstolen har i flere domme udtalt sig om rækkevidden og fortolkningen af artikel 8 i forbrugerkreditdirektivet (direktiv 2008/48/EF), herunder i dom af 18. december 2014 i sag C-449/13, CA Consumer Finance, der omhandlede tre forbrugeres lån hos selskabet CA Consumer Finance og spørgsmålet om efter-prøvelse af forbrugernes kreditværdighed.

Af præmisserne fremgår bl.a. følgende:

”33 Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 8 i direktiv 2008/48 skal fortolkes således, at den er til hinder for,

/ 42

at en efterprøvelse af forbrugerens kreditværdighed foretages alene på grundlag af oplysninger, som sidstnævnte er fremkommet med, uden at der er foretaget en effektiv kontrol af disse oplysninger ved hjælp af andre forhold.

34 Det fremgår af artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/48, at kreditgiveren, inden kreditaftalen indgås, vurderer forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, ind-hentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i den relevante database.

35 I denne henseende fremgår det af 26. betragtning til nævnte direk-tiv, at kreditgivere bør bære ansvaret for at kontrollere den enkelte for-brugers kreditværdighed, og at de med henblik herpå bør kunne an-vende ikke blot oplysninger, som forbrugeren har givet i forbindelse med forberedelsen af den pågældende kreditaftale, men også oplysnin-ger, der er givet under et længerevarende forretningsforhold. Denne forpligtelse tilsigter således at ansvarliggøre kreditgiverne og undgå udbetaling af kreditter til forbrugere, der ikke er kreditværdige.

36 Direktiv 2008/48 angiver ikke en udtømmende opregning af de oplysninger, som kreditgiveren skal bruge for at efterprøve forbrugerens kreditværdighed, og præciserer heller ikke, om disse oplysninger skal kontrolleres, og på hvilken måde de skal kontrolleres. I stedet giver af-fattelsen af artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/48, læst i lyset af 26. betragt-ning til dette, kreditgiveren en skønmargin med henblik på at afgøre, om de oplysninger, denne er i besiddelse af, er tilstrækkelige eller ej til at dokumentere forbrugerens kreditværdighed, og om han skal efter-prøve disse ved hjælp af andre beviselementer.

37 Heraf følger det for det første, at det påhviler kreditgiveren i hvert enkelt tilfælde og under hensyntagen til de specifikke omstændigheder i forbindelse hermed, at afgøre, om de nævnte oplysninger er brugbare og fyldestgørende med henblik på efterprøvelsen af forbrugerens kre-ditværdighed. I denne henseende kan spørgsmålet om, hvorvidt de på-gældende oplysninger er fyldestgørende, afhænge af omstændigheder-ne i forbindelse med indgåelsen af kreditaftalen, forbrugerens personli-ge situation og det beløb, der er tale om i aftalen. Denne kontrol kan finde sted ved hjælp af dokumentation af forbrugerens finansielle situa-tion, men det kan ikke udelukkes, at en kreditgiver kan tage hensyn til det forudgående kendskab til den potentielle låntagers finansielle situa-tion i forhold til det lån, som han kan få tildelt. Simple, uunderbyggede erklæringer, som forbrugeren fremsætter, kan dog ikke i selv kvalifice-res som fyldestgørende oplysninger, hvis de ikke er vedlagt dokumen-tation.

38 For det andet og med forbehold for andet punktum i artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/48, hvorefter medlemsstaterne kan opretholde kredit-giverens forpligtelse til at søge i en database i deres lovgivning, pålæg-ger direktiv 2008/48 ikke kreditgivere at foretage en systematisk efter-prøvelse af rigtigheden af de oplysninger, forbrugeren fremkommer med. Afhængigt af omstændighederne i hvert enkelt tilfælde kan kre-ditgiveren enten stille sig tilfreds med de oplysninger, som forbrugeren

/ 43

er fremkommet med, eller vurdere, at det er nødvendigt at indhente en bekræftelse af disse oplysninger.

39 På baggrund af ovenstående betragtninger skal det tredje spørgs-mål besvares med, at artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/48 skal fortolkes så-ledes, at den på den ene side ikke er til hinder for, at efterprøvelsen af forbrugerens kreditværdighed alene sker på baggrund af oplysninger, som denne sidstnævnte er fremkommet med, på betingelse af, at disse oplysninger er fyldestgørende, og at simple erklæringer fra forbruge-rens side er vedlagt dokumentation, og at den på den anden side ikke pålægger kreditgiveren at foretage en systematisk efterprøvelse af rig-tigheden af de oplysninger, forbrugeren fremkommer med.” …”

EU-domstolen har i dom af 6. juni 2019 i sag C-58/18, Schyns, der handlede om en forbrugers kreditkøb af et solcelleanlæg, udtalt følgende i præmisserne:

”… 38 Det skal præciseres, at selv om den forelæggende ret kun har næv-nt artikel 5, stk. 6, i direktiv 2008/48, henviser de nævnte spørgsmål i det væsentlige til kreditgivers undersøgelse af forbrugerens kreditvær-dighed som fastsat i dette direktivs artikel 8, stk. 1. Som generaladvoka-ten har anført i punkt 66 i forslaget til afgørelse, bør denne artikel indgå blandt de EU-retlige instrumenter, som den forelæggende ret anmoder Domstolen om at fortolke (jf. i denne retning dom af 10.9.2014, Kušio-nová, C-34/13, EU:C:2014:2189, præmis 45).

39 Artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/48 bestemmer, at medlemsstaterne skal sikre, at kreditgiveren, inden kreditaftalen indgås, vurderer for-brugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i den relevante database.

40 Domstolen har i denne forbindelse fastslået, at denne forpligtelse til at efterprøve forbrugerens kreditværdighed tilsigter at ansvarliggøre kreditgiveren og undgå udbetaling af kreditter til forbrugere, der ikke er kreditværdige (dom af 18.12.2014, CA Consumer Finance, C-449/13, EU:C:2014:2464, præmis 43).

41 Pligten for kreditgiver til inden aftaleindgåelsen at vurdere lånta-gers kreditværdighed bidrager – for så vidt som den tilsigter at beskytte forbrugerne mod risikoen for overdreven gældsætning og insolvens – til gennemførelsen af formålet med direktiv 2008/48 som anført i nær-værende doms præmis 28.

42 Det bemærkes, at direktiv 2008/48 ikke indeholder nogen bestem-melse om, hvordan kreditgiver skal forholde sig i tilfælde af tvivl med hensyn til forbrugerens kreditværdighed.

43 I denne henseende, og som anført af generaladvokaten i punkt 71 i forslaget til afgørelse, bemærkes, at fastlæggelsen af de forpligtelser, som kreditgiver kan pålægges efter kontrollen af kreditværdighed,

/ 44

henhører – hvad angår kreditaftaler omfattet af direktiv 2008/48 – under medlemsstaternes kompetence og er således ikke omfattet af dette di-rektivs anvendelsesområde.

44 Selv om direktiv 2008/48 som bemærket i nærværende doms præ-mis 29 kun harmoniserer visse aspekter af medlemsstaternes regler på området for forbrugerkreditaftaler, fremgår det af 44. betragtning til dette direktiv, at for at sikre gennemskuelighed og stabilitet på marke-det i afventen af yderligere harmonisering bør medlemsstaterne sikre, at der findes passende foranstaltninger til regulering eller overvågning af kreditgiveres virksomhed.

45 Den omstændighed, at kreditgivers forpligtelse til at kontrollere forbrugerens kreditværdighed ledsages af en juridisk konsekvens med hensyn til, hvordan kreditgiver skal forholde sig i tilfælde af en negativ vurdering, er ikke til skade for formålet med artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/48. I 26. betragtning til dette direktiv gentages således formålet om at holde kreditgivere ansvarlige og afskrække dem fra at udstede lån på uansvarlig vis. …”

Den seneste dom vedrørende artikel 8 i forbrugerkreditdirektivet er afsagt af EU- Domstolen den 11. januar 2024 i sag C-755/22, Nárokuj. Sagen angik en for-bruger, der efter at have tilbagebetalt sit lån uden forud herfor at have gjort klagepunkter mod aftalens gyldighed gældende, nu gjorde gældende, at kredi-taftalen var ugyldig på grund af kreditgivers manglende kreditværdighedsvur-dering af ham. Det påståede krav som følge heraf, overdrog han til et selskab, der gjorde et synspunkt om uberettiget berigelse gældende. For EU-Domstolen var spørgsmålet navnlig, om en kreditgiver kan sanktioneres med en aftales ugyldighed og fortabelse af retten til renter i en situation, hvor kreditaftalen er fuldstændig opfyldt af parterne, og forbrugeren ikke har lidt skade som følge af tilsidesættelsen, og af dommens præmisser fremgår følgende:

”… 31 Det fremgår af ordlyden af artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/48, at kreditgiveren er forpligtet til at vurdere forbrugerens kreditværdighed, inden kreditaftalen indgås. Domstolen har allerede fremhævet den prækontraktuelle karakter af denne forpligtelse (jf. i denne retning dom af 18.12.2014, CA Consumer Finance, C-449/13, EU:C:2014:2464, præmis 45).

32 Denne omstændighed alene gør det imidlertid ikke muligt i givet fald at fastslå, under hvilke betingelser den fuldstændige opfyldelse af kreditaftalen kan afhjælpe, at der foreligger en tilsidesættelse af kredit-giverens forpligtelse til vurdere forbrugerens kreditværdighed, således at direktiv 2008/48 hverken angiver på hvilken måde kreditgiver skal opfylde denne forpligtelse (jf. i denne retning dom af 18.12.2014, CA Consumer Finance, C-449/13, EU:C:2014:2464, præmis 36), eller hvilke pligter der påhviler kreditgiveren alt efter, hvad resultaterne af vurde-

/ 45

ringen er (jf. i denne retning dom af 6.6.2019, Schyns, C-58/18, EU:C:2019:467, præmis 42 og 43).

33 Hvad angår undersøgelsen af de formål, der forfølges med direktiv 2008/48, fremgår det af fast retspraksis, at forpligtelsen til at vurdere forbrugerens kreditværdighed, der er fastsat i direktivets artikel 8, for så vidt som den tilsigter at beskytte forbrugerne mod risikoen for over-dreven gældsætning og insolvens, bidrager til gennemførelsen af for-målet med nævnte direktiv, der, som det fremgår af syvende og niende betragtning hertil, på området for forbrugerkreditaftaler består i en fuldstændig og bindende harmonisering på visse nøgleområder, der be-tragtes som nødvendig for at sikre, at alle forbrugere i Den Europæiske Union nyder samme høje grad af beskyttelse af deres interesser, og for at lette indførelsen af et velfungerende indre marked for forbrugerkre-dit (dom af 27.3.2014, LCL Le Crédit Lyonnais, C-565/12, EU:C:2014:190, præmis 42, og af 5.3.2020, OPR-Finance, C- 679/18, EU:C:2020:167, præ-mis 21).

34 Derudover har Domstolen gentagne gange med hensyn til 26. betragtning til direktiv 2008/48 fastslået, at denne forpligtelse ligeledes har til formål at ansvarliggøre kreditgiveren og undgå udbetaling af kreditter til forbrugere, der ikke er kreditværdige (jf. i denne retning dom af 18.12.2014, CA Consumer Finance, C-449/13, EU:C:2014:2464, præmis 35, af 5.3.2020, OPR-Finance, C-679/18, EU:C:2020:167, præmis 20, og af 10.6.2021, Ultimo Portfolio Investment (Luxembourg), C-303/20, EU:C:2021:479, præmis 28).

35 Det følger for det første heraf, at kreditgiverens forpligtelse til at vurdere forbrugerens kreditværdighed har til formål at forebygge den blotte risiko for overdreven gældsætning eller insolvens, der følger af en utilstrækkelig kontrol af forbrugerens evne og tilbøjelighed til at til-bagebetale kreditten. Sådanne finansielle konsekvenser af indgåelsen af en kreditaftale for forbrugerens situation kan imidlertid ligeledes opstå efter tilbagebetalingen af kreditten.

36 For det andet bidrager ansvarliggørelsen af kreditgiverne og forebyggelsen af uansvarlig praksis i forbindelse med ydelse af kredit til forbrugere på afgørende vis til et velfungerende marked for forbruger-kredit. Idet disse formål er uafhængige af en bestemt forbrugers situa-tion eller adfærd, opnås de ikke alene som følge af den fuldstændige opfyldelse af den kreditaftale, som forbrugeren har indgået. Enhver an-den fortolkning ville tilskynde kreditgiveren til at se bort fra den for-pligtelse, der påhviler vedkommende i medfør af artikel 8 i direktiv 2008/48, og ville kunne fratage bestemmelsen dens effektive virkning.

37 Det følger heraf, at en analyse baseret på formålene med artikel 8 i direktiv 2008/48 gør det muligt at konkludere, at en tilsidesættelse af den i denne bestemmelse fastsatte forpligtelse for kreditgiveren til at vurdere forbrugerens kreditværdighed ikke kan afhjælpes alene ved den fuldstændige opfyldelse af kreditaftalen. Den omstændighed, at forbrugeren ikke har gjort noget klagepunkt gældende mod denne afta-le i tilbagebetalingsperioden, er uden betydning. …”

/ 46

Anbringender Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter. I det følgende gengives parternes anbringender, som disse fremgår af de indleverede påstandsdokumenter. Henvisninger til ekstrakt og materialesamling mv. er udeladt og markeret med […].

Resurs Bank har anført følgende:

”8. Anbringender i forhold til Finanstilsynet Resurs Bank har nedlagt påstand om, at Finanstilsynets afgørelse af 12. januar 2022 skal ophæves, for så vidt angår det første påbud om foretagelse af kreditværdighedsvurdering […].

Som det allerede er fremgået, tillægger kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, og forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 1, Resurs Bank et skøn i forhold til at afgø-re, hvilke oplysninger der i hvert enkelte tilfælde er ”fyldestgørende” , og om forbrugeren på dette grundlag er kreditværdig.

Med afgørelsen af 12. januar 2022, der, for så vidt angår det første påbud, im-plementer Finanstilsynets og Forbrugerombudsmandens vejledning fra marts 2021, overtager Finanstilsynet dette skøn ved udtømmende og generelt at fast-sætte den metode og de oplysninger, som Resurs Bank skal anvende i sin kre-ditværdighedsvurdering.

Det fastsættes således, at kreditværdighedsvurderingen skal baseres på bereg-ning af et rådighedsbeløb ud fra dokumenterede oplysninger om alle forbruge-rens faste udgifter og indtægter, og at rådighedsbeløbet derefter skal holdes op imod satserne i den til enhver tid værende gældssaneringsbekendtgørelse […]. Finanstilsynet efterlader hverken rum for tillid til forbrugeren eller rum for at tilpasse vurderingen i lyset af andre relevante oplysninger, f.eks. størrelsen eller formålet med den ansøgte kredit. Med andre ord bortser Finanstilsynet helt fra proportionalitetsbetragtninger.

Tilgangen er uforenelig med den klare praksis fra EU-Domstolen, som også af-spejles i nylige kendelser fra Østre Landsret, herunder kendelsen gengivet i UfR 2022.54 Ø, hvor Østre Landsret udtalte, at der tilkommer kreditgiver et ”skøn […] i forbindelse med valget og prioriteringen af de oplysninger, som X Bank A/S anvender ved kreditvurdering” […], såvel som de nyere kendelser gengivet i UfR 2022.4319 Ø og UfR 2023.4580 Ø […].

Finanstilsynets afgørelse er allerede af disse grunde i strid med kreditaftale-loven og forbrugerkreditdirektivet, hvorfor afgørelsen for så vidt angår det før-

/ 47

ste påbud om foretagelse af kreditværdighedsvurdering skal ophæves. Yderli-gere grunde anføres i det følgende.

8.1 Ikke grundlag for krav om beregning af rådighedsbeløb i alle tilfælde

Med første del af påbuddet søger Finanstilsynet at pålægge Resurs Bank som led i en kreditværdighedsvurdering at ”beregne rådighedsbeløb for alle lån” […]. Påbuddet indeholder således et helt generelt krav gældende for ”alle lån” , og påbuddet må tilsidesættes, såfremt et sådant helt generelt krav ikke følger af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, og forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 1.

Konkret havde denne første del af påbuddet sammenhæng med, at Resurs Bank efter sin hidtidige praksis og i samarbejde med optikere ydede lån på op til 10.000 kr. uden at beregne et rådighedsbeløb for ansøgeren […]. I stedet blev vurderingen efter den hidtidige praksis foretaget ud fra oplysninger om lånta-gers bruttoog nettoløn indhentet fra eSkat, oplysning om låntagers civilstatus samt opslag i interne og enkelte eksterne databaser. Samtidig indgik selvfølge-lig den viden, at formålet med lånet var at finansiere køb af briller, og at det maksimale lånebeløb alene gik op til 10.000 kr.

Finanstilsynet anerkendte indtil for få år siden, at en sådan kreditværdigheds-vurdering under hensyn til proportionalitet kan opfylde lovens krav, idet Fi-nanstilsynet eksempelvis i afgørelser af 20. juni 2019 vedrørende Ekspres Bank og Basisbank bl.a. anførte, at kreditgiver skal ”beregne rådighedsbeløb for alle lån, medmindre lånets størrelse, løbetid, låntagers indkomst m.v. tilsammen tilsiger, at det ikke vil være proportionalt at beregne rådighedsbeløbet” […].

Det afspejlede, at EU-Domstolen nogle år forinden havde udtalt, at ”spørgsmå-let om, hvorvidt de pågældende oplysninger er fyldestgørende, [kan] afhænge af omstændighederne i forbindelse med indgåelsen af kreditaftalen, forbruge-rens personlige situation og det beløb, der er tale om i aftalen” […].

Finanstilsynet har under sagens forberedelse forsøgt sig med forskellige forkla-ringer på sit markante brud med hidtidig praksis:

Først forsøgte Finanstilsynet at forsvare sig med henvisninger til nogle konkrete enkeltsager […], hvilket dog klart nok er utilstrækkeligt, al den stund påbuddet kræver beregning af rådighedsbeløb ”for alle lån” .

Efterfølgende syntes Finanstilsynet at have opgivet at argumentere på grundlag af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, og forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 1, idet kravet om beregning af rådighedsbeløb ”for alle lån” i stedet er blevet be-grundet som en ”sanktion” i medfør af direktivets artikel 23 […], jf. herved også

/ 48

afsnit 3.1 ovenfor. Det er det samme som en indrømmelse fra Finanstilsynets side af, at denne del af påbuddet er uden lovhjemmel.

Denne indrømmelse blev dog måske ikke vedstået, da Finanstilsynet blev mødt med den specifikke opfordring (3) […], eftersom det gav anledning til, at tilsy-net forsøgte sig med en tredje forklaring […]. Tilsynet mente således nu at be-sidde ”et administrativt skøn” til at udfylde den generelle lovregel i kreditafta-lelovens § 7 c, stk. 1 […], hvilket dog var i åbenbar modstrid med forbrugerkre-ditdirektivets karakter af totalharmonisering som fremhævet i de danske lov-bemærkninger […]. Det er blot en alternativ måde at indrømme den manglende lovhjemmel på.

Det følger allerede af ordlyden i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, og forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 1, at der ikke gælder et absolut krav om bereg-ning af rådighedsbeløb, idet kreditgiver alene skal basere sin vurdering på ”fyldestgørende oplysninger” , der kun skal indhentes hos forbrugeren, ”hvor det er relevant” […].

Hvis det havde været lovgivers intention at indføre et absolut krav om bereg-ning af rådighedsbeløb, ville det have fremgået af loven; som det mindste i form af et egentligt krav om at indhente oplysninger om både indtægter og fa-ste udgifter.

Proportionalitetsprincippet står centralt i EU-retsgrundlaget, herunder EBA’s retningslinjer af 29. maj 2020, hvoraf fremgår, at det overlades til kreditgiver at vælge ”passende metoder og tilgange” , og at valget af metode ”bør afhænge af lånets risikoniveau, størrelse og type” , jf. pkt. 101 […].

Finanstilsynet har medgivet, at der hverken i EBA’s retningslinjer eller i norske og svenske retningslinjer er krav om beregning af et rådighedsbeløb i alle til-fælde […].

Et beregnet rådighedsbeløb kan udgøre en relevant oplysning, men det er ikke i alle tilfælde en nødvendig oplysning. Opgørelse af et rådighedsbeløb har i øv-rigt ikke nær den absolutte betydning for en kreditværdighedsvurdering, som Finanstilsynet antager. Et korrekt opgjort rådighedsbeløb reflekterer et øjebliks-billede af forbrugerens faste indtægter og udgifter, som det står forbrugeren frit for at ændre. Nogle udgifter er selvsagt mere statiske, såsom boligudgifter, hvorimod andre kan ændres med kort varsel, f.eks. udgifter til bil, abonne-mentstjenester mv.

Videre er forbrugerens løbende ”overskud” i form af rådighedsbeløb ikke den eneste mulige kilde til tilbagebetaling af lånet, hvad der også er anerkendt i de danske lovbemærkninger, som angiver, at ”f.eks. løbende indtægter, låneom-

/ 49

lægning eller realisation af aktiver” indgår i vurderingen af, om forbrugeren vil kunne betale de forudsatte afdrag […].

Det gælder for visse forbrugsgoder, at den typiske forbruger vil være villig til at sikre finansiering af godet ved enten at bortprioritere eksisterende udgifter eller realisere aktiver. Det gælder f.eks. ved finansiering af briller, der naturligt kan have stor betydning for den enkelte forbruger.

I sammenhængen spiller især lånets størrelse en rolle, idet også en forbruger med forholdsvis lav indtægt efter omstændighederne vil kunne omprioritere sin økonomi, således at der kan betales de forudsatte afdrag, hvis kreditbeløbet er beskedent.

Et absolut krav om beregning af rådighedsbeløb bortser også fra, at en forbru-ger blot i en kort periode af sit liv kan have et behov for at forbrugsudjævne, hvad f.eks. kan gælde studerende, der inden for kort tid vil opleve ændrede indtægtsforhold.

Forbrugerens øvrige gæld og evne til ansvarlig forvaltning af gæld spiller selvsagt også en rolle, hvad kreditgiver f.eks. kan opnå viden om ved opslag i gældsregistre mv., som Resurs Bank gjorde […].

Således kan det samlet tilføjes, at også lånets formål, låntagers gæld og lånta-gers aktiver i tillæg til lånets størrelse, lånets løbetid, låntagers indkomst og lån-tagers kreditstatus i registre mv. må kunne indgå som oplysninger i en kreditværdighedsvurdering, der efter omstændighederne ikke omfatter opgørelse af rådighedsbeløb.

Konkret må det for lån i den nævnte størrelsesorden (op til 10.000 kr.) og med det nævnte formål (finansiering til køb af briller) være tilstrækkeligt at anvende oplysninger om forbrugerens indkomst.

8.2 Ikke grundlag for krav om indhentelse af dokumentation mv.

Den anden del af Finanstilsynets påbud angår, at Resurs Bank skal ”foretage vurderingen af låntagers kreditværdighed på baggrund af fyldestgørende op-lysninger, hvilket indebærer, at Resurs Bank indhenter dokumenterede oplys-ninger om låntagers faktiske indtægter og faktiske faste udgifter” […].

Med andet led synes Finanstilsynet at søge fastslået, at ”fyldestgørende oplys-ninger” alene kan udgøres af ”dokumenterede oplysninger om låntagers fakti-ske indtægter og faktiske faste udgifter” . Finanstilsynet ønsker derved at sætte sin egen vurdering af, hvilke oplysninger der altid skulle være nødvendige, i

/ 50

stedet for Resurs Banks vurdering af, hvilke oplysninger der konkret er nød-vendige.

Det er muligt, at påbuddet tillige angår nogle af de mere detaljerede bemærk-ninger, som findes i afgørelsens afsnit om ”vurdering” […], men dette er ikke sikkert, også henset til at bemærkningerne er spredte og samlet bedømt uklare.

Det er Resurs Banks opfattelse, som angivet i bankens høringsbrev til Finanstil-synet […], at afgørelsen på dette punkt tilsidesætter almindelige forvaltnings-retlige krav om klarhed og bestemthed (af Finanstilsynet benævnt ”vage og ge-nerelle principper uden lovophæng” […]), hvilke krav i litteraturen føres tilba-ge til dommen gengivet i UfR 1914.331 […].

Det er ikke ”modstridende og inkonsistent” […], når Resurs Bank oplyser at have efterkommet påbuddet. Resurs Bank efterlever påbuddet ud fra sin forstå-else af det, men det betyder ikke, at påbuddets nærmere indhold er klart.

Finanstilsynet har haft anledning til at præcisere sin opfattelse under sagens forberedelse, men er afstået herfra. Først blev der blot igen henvist til, at også denne del af påbuddet skulle være en ”sanktion” i medfør af forbrugerkreditdi-rektivets artikel 23 […]. Da Finanstilsynet senere blev mødt med den specifikke opfordring (4) […], blev denne henvisning ikke gentaget, men besvarelsen af opfordringen er alt andet end klar […].

For så vidt denne anden del af påbuddet skal forstås som et krav om, i) at der skal indhentes oplysninger om alle forbrugerens faste udgifter og indtægter, ii) at oplysningerne aldrig må baseres på estimater eller antagelser, og iii) at op-lysningerne altid skal være ledsaget af dokumentation, falder det langt uden for rammerne af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, såvel som forbrugerkreditdirekti-vets artikel 8, stk. 1.

Der kan henvises til EU-Domstolens praksis såvel som oprindelig dansk praksis […].

Resurs Bank bestrider ikke, at visse oplysninger kan være relevante, men blot er det ikke det samme som, at de altid er nødvendige, ligesom det heller ikke er det samme som, at der altid skal kræves dokumentation.

En kreditværdighedsvurdering har karakter af prognose, og det er ganske en-kelt ikke muligt – som Finanstilsynet angiver – at ”sikre […], at forbrugeren rent faktisk kan tilbagebetale lånet” […]. Uanset hvor mange oplysninger, der indhentes om forbrugeren, vil der uvægerligt være tale om en prognose. At Fi-nanstilsynet bestrider dette […], taler for sig selv.

/ 51

Det beror på kreditgivers skøn, hvad der i hvert enkelt tilfælde udgør ”fyldest-gørende oplysninger” til brug herfor, og dette skøn må udøves på en sådan måde, at de byrder, der pålægges forbruger (låneansøger) og kreditgiver, er proportionale med de risici, som forbrugeren med lånet vil påtage sig.

Også dette har Forbrugerombudsmanden tidligere været enig i, idet det bl.a. fremgår af 2017-vejledningen […], at ”[l]ångiver har et skøn med hensyn til, hvad der udgør fyldestgørende oplysninger” […], og at ”[k]ravet til, hvad der udgør fyldestgørende oplysninger, vil derfor kunne være det samme for lån med forskellige lånebeløb, hvis ydelserne på lånene har samme størrelse” […].

Dette kan betyde, at kreditværdighedsvurderingen – afhængigt af omstændig-hederne – kan anvende estimater og antagelser om forbrugerens udgifter, der f.eks. er baseret på forbrugerens statistiske segment. Det gælder særligt, hvis forbrugeren gives mulighed for at bekræfte eller rette i antagelserne.

Hverken kreditaftaleloven eller forbrugerkreditdirektivet indeholder noget for-bud mod at lade estimater og antagelser indgå.

Når Finanstilsynet anfører, at det ”ikke [er] relevant, hvorvidt der i kreditaftale-loven eller det bagvedliggende direktiv er indeholdt et sådant forbud” , idet det er ”nødvendigt med et påbud, der ændrer på denne praksis” […], er det et klart eksempel på, hvordan Finanstilsynet med påbuddet har bortset fra de rammer, der er opstillet af lovgiver.

I øvrigt savnes en stillingtagen fra Finanstilsynet til betydningen af databeskyttelsesforordningen i forbindelse hermed […]. Således vil det alene være data, som er tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt for kreditværdighedsvurderingen, som bør indsamles.

8.2.1 Ikke grundlag for krav om, at der i alle tilfælde skal indhentes oplysninger om alle faste udgifter

Finanstilsynet angiver, at det ikke er tilstrækkeligt ”alene at inddrage visse forudbestemte faste udgifter i vurderingen uden hensyntagen til de faste udgifter, som den konkrete låntager reelt har” […].

Med udtalelsen bortser Finanstilsynet for det første fra, at det beror på kreditgi-vers skøn, hvad der i hvert enkelt tilfælde udgør ”fyldestgørende oplysninger” .

Det ligger ikke i ”fyldestgørende” oplysninger, at der skal opnås et fuldstæn-digt og udtømmende billede af ansøgerens økonomi, men snarere et ”tilstræk-keligt” billede, jf. herved også den engelske og franske version af forbrugerkre-

/ 52

ditdirektivet med terminologien ”sufficient information” og ”suffisant d’informations” […].

Den rette forståelse er, at kreditgiver skal indhente de oplysninger, der efter kreditgivers skøn er tilstrækkelige (fyldestgørende) til, at kreditgiveren kan vurdere forbrugerens kreditværdighed.

Det har gode grunde for sig, idet omstændigheder som f.eks. lånets størrelse og type har betydning for de krav, der stilles til forbrugerens økonomi. Et ubundet forbrugslån på 300.000 kr. stiller naturligvis højere krav til forbrugerens kredit-værdighed end et lån på 2.500 kr. til et par briller.

Dette var da også tidligere Forbrugerombudsmandens holdning […], idet Forbrugerombudsmanden så tidligt som i en udtalelse af 11. juni 2010 indhentet til brug for Datatilsynets afgørelse af 2. december 2010 om Finans og Leasings på-tænkte produkt ”Kreditoversigten” (der var en database til brug for långivere) udtalte […]:

”I vurderingen af, hvordan oplysningerne indhentes, kan lånebeløbets størrelse indgå som en faktor, ligesom anden sikkerhed som ved fx køb med ejendoms-forbehold evt. også kan være af betydning, idet det i sidste ende må bero på en konkret vurdering af de samlede omstændigheder, hvordan kreditgiver skal opfylde sin forpligtelse efter § 7 c.”

Tilsvarende fremgår af pkt. 85 i EBA’s retningslinjer […], som i øvrigt begræn-ser indhentning af oplysninger om ”forpligtede og faste udgifter” til boligkre-dit, jf. pkt. 106 […].

Oplysninger må således indhentes under hensyntagen til proportionalitet, også idet en fuldstændig indsigt i en forbrugers fremtidige økonomi og tilbagebeta-lingsevne selvsagt er uopnåelig

For det andet bortser Finanstilsynet fra, at der ikke findes nogen entydig defini-tion af, hvad der udgør faste udgifter. Eksempelvis kan underholdningspræge-de abonnementstjenester henføres til enten de faste eller de variable udgifter.

Videre henføres vedligeholdelsesudgifter til helårsbolig ofte til de faste om-kostninger, uanset at posten udgøres af enkeltstående variable udgifter.

Det kan heller ikke antages, at faste udgifter altid er nødvendige eller basale, eller at variable udgifter ikke er det. Det gælder for faste udgifter lige så vel som variable udgifter, at nogle udgifter vil kunne bortprioriteres efter forbrugerens skøn og behov.

/ 53

8.2.2 Ikke grundlag for forbud mod brug af estimater og antagelser

Finanstilsynet har videre fundet, at det ”ikke [er] tilstrækkeligt at estimere lån-tagers faste udgifter” , ligesom ”[a]ntagelser om […] fordelingen af faste udgif-ter i husstanden [...] heller ikke [vil] kunne anvendes” […].

Hverken kreditaftaleloven eller det bagvedliggende forbrugerkreditdirektiv giver støtte for et forbud mod at anvende estimater og antagelser i kreditvær-dighedsvurderingen, herunder estimerede oplysninger om (nogle af) forbruge-rens faste udgifter eller antagelser om (ligelig) fordeling af en husstands faste udgifter […].

Også på dette punkt er det overladt til kreditgiver at afgøre, hvornår sådanne oplysninger kan indgå i kreditværdighedsvurderingen.

Finanstilsynet forbigår, at der modsat oplysninger om forbrugerens indtægter, der kan indhentes hos SKAT, ikke findes nogen måde, hvorpå kreditgiver au-tomatisk kan indhente oplysninger om en forbrugers (faste) udgifter, ligesom det som nævnt i afsnit 8.2.1 ovenfor ikke er entydigt, hvad der udgør faste ud-gifter.

Det er rimeligt, at kreditgiver – under hensyntagen til lånets størrelse, type og øvrige oplysninger – kan anvende estimater og antagelser om forbrugerens ud-gifter, der f.eks. er baseret på forbrugerens statistiske segment. Det gælder sær-ligt, hvis forbrugeren gives mulighed for at bekræfte eller rette i antagelserne.

EBA og andre tilsyn i EU og EØS, herunder i Norge og Sverige, har fortolket forpligtelsen i forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 1, således, at sådanne estimater kan anvendes.

Således henvises der i EBA’s retningslinjer af 29. maj 2020 til ”dataelementer” , ”automatiserede modeller” og ”data af økonomisk eller finansiel art” […].

Efter cirkulæret og vejledningen fra det norske finanstilsyn kan der ved bereg-ningen af faste udgifter anvendes såkaldte ”SIFO-satser” , der angiver alminde-lige forbrugsomkostninger for forskellige husstande […].

Tilsvarende gælder i Sverige, idet den svenske vejledning henviser til brugen af ”schabloner” […], der tillige må forstås som oplysninger om gennemsnitlige forbrugsomkostninger.

I det forberedende arbejde til et nyt forbrugerkreditdirektiv […], er det aner-kendt, at digitaliseringen har medført nye måder at vurdere forbrugerens kre-

/ 54

ditværdighed på ved hjælp af ”automatiserede beslutningssystemer” og ”ikketraditionelle data” […].

Videre er det uden grundlag i kreditaftaleloven og forbrugerkreditdirektivet, at Finanstilsynet forbyder Resurs Bank at antage en ligelig fordeling af en hus-stands fællesudgifter […].

I det omfang der tages udgangspunkt i et husstandsprincip, hvad der f.eks. er tilfældet efter gældssaneringsbekendtgørelsens systematik, vil fordelingen være uden betydning, idet indtægter fra begge samlevende indgår i beregningen, jf. også gældssaneringsbekendtgørelsens § 3 […].

I det omfang der ikke tages udgangspunkt i et husstandsprincip, hvad Finan-stilsynet synes at lægge til grund for sin metode […], er det en rimelig antagel-se, at den ansøgende afholder en forholdsmæssig del af de udgifter, der knytter sig til husstanden, som forbrugeren efter omstændighederne kan gives mulig-hed for at afkræfte.

8.2.3 Ikke grundlag for krav om, at der i alle tilfælde skal indhentes dokumentation for forbrugerens faste udgifter

Hverken kreditaftaleloven eller det bagvedliggende forbrugerkreditdirektiv angiver krav til indhentelse af dokumentation for de ”fyldestgørende oplysnin-ger” , der indhentes fra forbrugeren, endsige krav om dokumentation for alle faste udgifter.

Det er i strid med oprindelig dansk praksis […], og det er uforståeligt, at Finan-stilsynet på grundlag af en revurdering af EU-Domstolens dom i sag C-449/13 når frem til et sådant krav, idet dommen fastslår, at artikel 8, stk. 1, ikke pålæg-ger kreditgiver at foretage en ”systematisk efterprøvelse” […], og således ude-lukker et krav om, at oplysninger fra forbrugeren i alle tilfælde skal være ved-lagt dokumentation […].

Finanstilsynet synes at hæfte sig ved, at EU-Domstolen fandt, at ”simple, uunderbyggede erklæringer […] ikke i [sig] selv [kan] kvalificeres som fyldestgø-rende oplysninger, hvis de ikke er vedlagt dokumentation” , jf. præmis 37 […].

Når præmissen læses i sammenhæng med resten af dommen, der i præmis 38 og 39 henviser til ”oplysninger, forbrugeren er fremkommer med” […], står det klart, at ikke enhver oplysning fra forbrugeren udgør en ”simpel, uunderbygget erklæring” .

Det kan ikke blot lægges til grund, at ”simple” erklæringer kun kan være ”underbyggede” , hvis der fremlægges ”dokumentation” .

/ 55

Også efter en naturlig sproglig forståelse udgør en ”erklæring” noget andet end en ”oplysning” , og begrebet synes snarere at henvise til f.eks. forbrugerens ud-sagn om at have et bestemt rådighedsbeløb eller til forbrugerens udtalelser om fremtidige ændringer i privatøkonomien mv.

8.3 Ikke grundlag for krav om beregning ud fra højest mulige ydelse

Tredje del af påbuddet angår, at Resurs Bank skal ”beregne låntagers udgifter til det ansøgte lån på baggrund af scenariet med den højeste ydelse i de tilfælde, hvor låntager først vælger en afbetalingsordning og dermed den månedlige ydelse, efter kreditaftalen er indgået” […].

Dette svarer til vejledningen fra marts 2021 […].

Finanstilsynets tilgang er hverken realistisk eller praktisk, ligesom det ikke er klart, hvad Finanstilsynet støtter sin konklusion på, eller hvilke hensyn Finan-stilsynet søger at varetage med den tredje del af påbuddet.

Det følger af kreditaftalelovens § 26, som også er en implementering af forbrugerkreditdirektivet, at en forbruger til enhver tid har ret til helt eller delvist at indfri sine forpligtelser i henhold til en kreditaftale […]. Forbrugeren kan derfor altid vælge en kortere afbetalingsordning (og højere ydelse), efter kreditaftalen er indgået, hvorfor det alene er den maksimale afbetalingsperiode, der kan væ-re reguleret af kreditaftalen.

Da forbrugeren altid kan vælge at tilbagebetale sit lån hurtigere end aftalt, er der ikke noget loft for den højest mulige ydelse, idet den højest mulige ydelse principielt er hele lånet.

Finanstilsynets påbud har alene mening i det omfang, at påbuddet tager sigte på kreditaftaler, hvor forbrugeren efter indgåelse af kreditaftalen skal træffe et bindende valg mellem flere afbetalingsordninger, således at forbrugeren derved vil kunne begrænse den maksimale afbetalingsperiode.

Resurs Bank udbyder dog slet ikke sådanne produkter, idet forbrugere, der vælger produkter hos Resurs Bank, hvor afbetalingsordningen først vælges ef-ter indgåelse af kreditaftalen, har mulighed for efterfølgende at vælge en anden af de mulige afbetalingsordninger.

Men uanset om forbrugerens valg er bindende eller ej, tilkommer valget egen-hændigt forbrugeren, og kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, har hverken til formål at fratage forbrugeren ansvaret for eller rådigheden over egen økonomi. Der er ikke hjemmel til at afskære Resurs Bank fra at tilbyde produkter til forbrugere,

/ 56

hvor forbrugeren er vurderet kreditværdig til mindst én af de afbetalingsord-ninger, som forbrugeren egenhændigt og efter egen frie vurdering har mulig-hed for at vælge. Det tjener således heller ikke forbrugerens interesser, at valg mellem afbetalingsordninger afskæres.

8.4 Ikke grundlag for krav om i alle tilfælde at foretage individuel vurdering af, om låntagers rådighedsbeløb er tilstrækkeligt

Med fjerde del af påbuddet søger Finanstilsynet at fastslå, at Resurs Bank ”i alle tilfælde [skal] foretage en individuel vurdering af, om låntagers rådighedsbeløb er tilstrækkeligt til, at låntager kan servicere lånet” […].

Heller ikke denne del af påbuddet lever op til krav om bestemthed og klarhed, idet det ikke fremgår, hvad der skal forstås ved en individuel vurdering.

Enhver kreditværdighedsvurdering er i sagens natur ”individuel” , idet den ba-serer sig på netop dét lån og dén forbruger, som kreditansøgningen angår, også uanset om kreditværdighedsvurderingen konkret består i opgørelsen af et rå-dighedsbeløb, der holdes op imod standardiserede satser.

Det følger allerede af de grunde, der er angivet under afsnit 8.1 ovenfor, at der ikke er grundlag for et krav om, at kreditværdighedsvurderingen i alle tilfælde skal bestå i beregning og vurdering af et rådighedsbeløb.

Men i det omfang et rådighedsbeløb indgår i vurderingen, er der ikke grundlag for påbud om, at rådighedsbeløbet skal vurderes ”individuelt” .

Finanstilsynet henviser selv til taksterne for rådighedsbeløb i gældssaneringsbekendtgørelsen […], og disse takster er i sagens natur ikke udtryk for en rent individuel tilgang, men derimod en tilgang baseret på netop antagelser om det typiske forbrug i nogle meget basale segmenter (typisk enlige og samlevende med tillæg per hjemmeboende barn).

Forbrugsbehovet påvirkes dog selvfølgelig også af andre omstændigheder, og der kan meget vel udledes mere raffinerede estimater ud fra viden om en for-brugers statistiske segment end ud fra basale betragtninger om civilstatus og antal børn. Det er ikke givet, at en enlig studerende på 21 år har samme for-brugsbehov som en enlig funktionær på 50 år, uanset at de ved brug af traditio-nelle satser for rådighedsbeløb antages at have samme forbrugsbehov.

Vurderingen af et givent rådighedsbeløb afhænger også i høj grad af, hvilken metode der er anvendt for beregningen, idet visse udgifter kan henregnes til både de faste og variable, jf. igen afsnit 8.1 ovenfor.

/ 57

Det må i stedet bero på kreditgivers skøn, hvilket rådighedsbeløb der er til-strækkeligt for den konkrete forbruger under hensyn til den metode, der er an-vendt til beregning af rådighedsbeløbet.

Det var også tidligere tilsynets holdning, jf. f.eks. Erhvervsog Vækstministeri-ets svar af 19. april 2016 på spørgsmål 181 (alm. del) fra Folketingets Erhvervs-, Vækstog Eksportudvalg […]:

”Finanstilsynet har ikke fastsat bestemte satser for rådighedsbeløb, som pengeinstitutter skal anvende, når de vurderer kundernes kreditvær-dighed og dermed kundernes muligheder for at få et forbrugseller bo-liglån. Det er det enkelte pengeinstituts opgave at foretage kreditvurde-ringer af deres kunder.”

Denne del af påbuddet skal efter Resurs Banks forståelse ses i sammenhæng med, at Resurs Bank ikke har taget udgangspunkt i satserne for rådighedsbeløb i gældssaneringsbekendtgørelsen […].

Dette er endnu et klart eksempel på skærpelsen af tilsynspraksis, idet Finanstil-synet tidligere har henvist til satserne for rådighedsbeløb i regnskabsindberetningsvejledningen, således både i det netop nævnte svar fra april 2016 […] og også i sin undersøgelse fra marts 2019 […] samt i påbud af 20. juni 2019 til Eks-pres Bank A/S og Basisbank A/S […].

Skærpelsen er samtidig misforstået, idet takster i gældssaneringsbekendtgørel-sen opgøres efter en helt særegen metode.

I første led varetager reglerne om gældssanering et hensyn til at give skyldnere, der er blevet håbløst forgældet, en reel mulighed for varigt at forbedre deres økonomiske forhold. Det er andre hensyn. Formålet med disse satser for rådig-hedsbeløb er ikke at opstille grænser for, hvordan en forbruger må råde over egen økonomi, eller at afskære forbrugerens adgang til at allokere sine ressour-cer ved optagelse af lån.

Gældssaneringsbekendtgørelsen fastsætter udtømmende en række snævert de-finerede udgifter, der kan henregnes til de faste udgifter, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1, som uddybet i §§ 7-10 og 12 […]. Øvrige faste udgifter forudsættes dækket af rådighedsbeløbet.

Videre medtager gældssaneringsbekendtgørelsen på indtægtssiden i reglen alle nettoindtægter, dvs. ikke blot lønindtægter, men også f.eks. pensioner og er-statninger, der kan forventes udbetalt i gældssaneringsperioden, jf. bekendtgø-relsens § 4, stk. 3 […].

/ 58

Taksterne for rådighedsbeløb i gældssaneringsbekendtgørelsen er således ikke sammenlignelige med rådighedsbeløb, der er fremkommet efter andre beregningsmetoder.

Et bedre grundlag er den metode, som Finanstilsynet angiver i bilag 7 til sin vejledning til regnskabsindberetning for kreditinstitutter og fondsmæglersel-skaber m.fl. […], og som Finanstilsynet som allerede nævnt jo altså også tidlige-re har anvendt.

Metoden indbefatter klassifikation af pengeinstitutters kunder med karakterer-ne 3, 2a, 2b, 2c og 1, idet eksempelvis ”[k]arakteren 2a gives til kunder med normal bonitet” , ”[k]arakteren 2b gives til kunder, som ikke opfylder kriterier-ne for 2a, men som på den anden side ikke har væsentlige svaghedstegn” , og ”[k]arakteren 2c gives til kunder med væsentlige svaghedstegn, uden at der dog er indikation på kreditforringelse” […].

Klassifikationen indbefatter faste udgifter såvel som rådighedsbeløb, der er markant lavere end taksterne i gældssaneringsbekendtgørelsen:

Tabel 2 - Oversigt over rådighedsbeløb Forbrugertype Gældssanerings-Regnskabsvejl., ka-bekendtgørelsen rakter 2a og 2b Regnskabsvejl., ka-rakter 2c Enlig voksen 6.800 KR. 5.000 KR. 3.000 KR. Et par (ægtefæller) 11.530 KR. 8.500 KR. 5.500 KR. Tillæg per hjemme- 1.860 - 3.410 KR. 2.500 KR. 1.500 KR. boende barn

I forhold til både gældssaneringsbekendtgørelsen og regnskabsindberetningsvejledningen ligger det fast, at taksterne for rådighedsbeløb alene er vejledende, og at både højere og lavere rådighedsbeløb efter omstændighederne kan være passende. Regnskabsindberetningsvejledningen angiver direkte, at ”[d]et er individuelt, hvor stort et rådighedsbeløb en person/en familie har brug for” […], og domstolene har i en række tilfælde accepteret gældssaneringsbudgetter med væsentligt lavere rådighedsbeløb, end hvad der følger af gældssanerings-bekendtgørelsen, jf. f.eks. afgørelserne trykt i FM 2009.76 V (3.700 kr. mod gældssaneringsbekendtgørelsens 5.170 kr.) […], FM 2015.45 Ø (3.000 kr. mod gældssaneringsbekendtgørelsens 5.850 kr.) […], og FM 2020.269 V (3.464 kr. mod gældssaneringsbekendtgørelsens 6.560 kr.) […]

9. Anbringender i forhold til Forbrugerombudsmanden

Resurs Bank har nedlagt påstand om frifindelse i forhold til Forbrugerom-budsmandens påstande […].

9.1 Retligt udgangspunkt

/ 59

Generelt er finansiel lovgivning offentligretlig og angiver i udgangspunktet ik-ke eventuelle civilretlige følger af overtrædelse.

Der er ikke særlige EU-retlige krav, ud over forbrugerkreditdirektivets artikel 23 om, at sanktioner fastsættes nationalt, og at sanktionerne skal være ”effekti-ve, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning” […]. Det fremgår udtrykkeligt af betragtning nr. 30 i præamblen, at direktivet ikke regulerer ”aftaleretlige spørgsmål i forbindelse med kreditaftalers gyldig-hed” […].

Der er i dansk praksis tilbageholdenhed med at statuere civilretlige følger af en overtrædelse af en offentligretlig bestemmelse, således også i sammenhæng af § 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, og særligt for så vidt angår kreditafta-lelovens § 7 c, stk. 1, støttes dette af, at overtrædelse af bestemmelsen ikke i sig selv er offentligretligt sanktioneret […].

Videre gælder, at tilsidesættelse af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, ikke uden vi-dere betyder, at forbrugeren ikke ville være blevet vurderet kreditværdig, så-fremt der havde foreligget fyldestgørende oplysninger på tidspunktet for aftale-indgåelsen.

Eventuelle civilretlige følger må herefter bero på en konkret vurdering, som tager udgangspunkt i det civilretlige retsgrundlag, hvad enten aftalelovens be-stemmelser om ugyldighed eller dansk rets almindelige regler om erstatnings-ansvar.

Særligt for så vidt angår ugyldighed af en kreditaftale i anledning af tilsidesæt-telse af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, ville det bero på en separat vurdering i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Aftalelovens § 36, stk. 1 giver hjemmel til helt eller delvist at tilsidesætte eller ændre en aftale, hvis det vil være ”urimeligt eller i strid med redelig handle-måde” at gøre den gældende […]. Tilsvarende gælder efter aftalelovens § 38 c, stk. 1, 2. pkt., hvis det vil være stridende mod ”hæderlig forretningsskik og be-virke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren” […].

Vurdering må ske konkret for hver enkelt forbruger og hver enkelt kreditaftale.

I forhold til kreditværdighedsvurdering udtalte Østre Landsret i den første trykte kendelse, som blev afsagt den 15. april 2021, jf. UfR 2021.3072 Ø […]:

”Landsretten bemærker, at en retsanvendelse, hvorefter et hvilket som helst svigt i forbindelse med en kreditgivers iagttagelse af kreditaftale-

/ 60

lovens § 7 c, stk. 1 eller 2, uden videre anses for at udgøre et tilstrække-ligt grundlag for at tilsidesætte låneaftalen helt eller delvis som ugyldig, kan føre til resultater, hvor sanktionen ikke er tilpasset overtrædelsens grovhed, men fremstår uproportional.

Landsretten finder dog i overensstemmelse med de overordnede hen-syn bag såvel kreditaftalelovens § 7 c og aftalelovens § 38 c, at i hvert fald en konstateret grov tilsidesættelse af pligten til at foretage kredit-vurdering - bedømt ud fra de oplysninger som låntager og kreditgiver har fremlagt herom - kan tillægges betydning ved en afgørelse af, om en låneaftale skal tilsidesættes helt eller delvist i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.”

Landsretten afviste ugyldighed med en formulering, som er gået igen i senere afgørelser […]:

”Efter en samlet vurdering af det oplyste om forløbet ved indgåelsen af låneaftalen […] samt aftalevilkårenes indhold finder landsretten, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, som kan begrunde, at låneaf-talen helt eller delvist kan tilsidesættes som ugyldig i medfør af aftale-lovens § 38 c, jf. § 36.”

I den konkrete sag havde banken foretaget en automatiseret kreditværdigheds-vurdering i bankens eget system, der byggede på låntagerens seneste årsopgø-relse, oplysninger fra eSKAT om låntagerens indkomst og oplysninger om eksi-sterende gæld samt foretaget søgning i RKI og Debitorregisteret (hvorimod banken ikke havde indhentet oplysninger om låntagerens månedlige faste ud-gifter, udarbejdet et budget eller beregnet et månedligt rådighedsbeløb).

Vestre Landsret fremkom med en tilsvarende begrundelse i en kendelse af 6. oktober 2021, der er trykt i UfR 2022.130 V […], og det samme gælder eksem-pelvis også Østre Landsrets utrykte kendelser af 5. august 2021 og 7. december 2021 […], idet det i sidstnævnte kendelse blev betonet, at Finanstilsynets mel-lemkommende påbud ikke kunne føre til en ændret vurdering […].

For sit vedkommende lagde Østre Landsret i kendelse af 6. oktober 2021, jf. UfR 2022.54 Ø, også vægt på ”det skøn, som [banken] må tillægges i forbindelse med valget og prioriteringen af de oplysninger, som [banken] anvender ved kreditvurdering af debitor forud for indgåelse af en låneaftale” […].

I kendelse af 29. august 2022, jf. UfR 2022.4319 Ø, lagde Østre Landsret vægt på dels ”det skøn, der efter forarbejderne til kreditaftalelovens § 7 c og EU-Domstolens retspraksis må anses at tilkomme [kreditgiver] med hensyn til ind-hentelsen af oplysninger til brug for bankens vurdering af forbrugerens kredit-

/ 61

værdighed” , dels ”at […] [kunden] fra låneforholdets etablering i december 2016 og frem til september 2019 har afdraget på lånet i overensstemmelse med parternes aftale” […]. I kendelse af 27. juni 2023, der er den seneste trykte afgø-relse, jf. UfR 2023.4580 Ø, begrænsede landsretten sig til at henvise til konkrete forhold […].

I forhold til konkrete momenter lagde landsretten i UfR 2021.3072 Ø og UfR 2022.54 Ø bl.a. vægt på de modtagne og indhentede oplysninger i form af øko-nomiske og personlige data i låneansøgningsskemaerne, hidtidig betalingshi-storik, årsopgørelser, aktuelle lønsedler og registeroplysninger til brug for de af banken foretagne beregninger og vurderinger af låntagerens kreditværdighed […]. I UfR 2022.130 V indgik husstandens rådighedsbeløb efter afdrag på lånet som et moment […]. I UfR 2022.4319 Ø lagde landsretten bl.a. vægt på de mod-tagne og indhentede oplysninger om låntagerens indtægtsforhold, gældsfor-pligtelser og personlige forhold, hidtidige betalingshistorik og de af banken på dette grundlag foretagne beregninger af låntagerens betalingsevne […]. I UfR 2023.4580 lagde landsretten bl.a. vægt på, at forbrugeren havde afgivet urigtige oplysninger om sin indkomst […].

Det Finansielle Ankenævn har i en række sager ved flertalsafgørelser fundet, at der ikke forelå ugyldighed. Det har været formuleret på den måde, at der ”[e]fter en samlet vurdering af grundlaget for låneaftalen” ikke fandtes at fore-ligge ”sådanne omstændigheder, som [kunne] begrunde, at låneaftalen helt el-ler delvis [kunne] tilsidesættes som ugyldig” […]. Kun i en enkelt sag har anke-nævnet under helt særlige omstændigheder statueret ugyldighed […].

Forbrugerombudsmanden har hæftet sig ved seks fogedretsafgørelser, der an-gik lån ydet af Resurs Bank. I tre af afgørelserne statuerede fogedretten ugyl-dighed […], men med en begrundelse, som efterfølgende er blevet tilsidesat i ovennævnte landsretspraksis. Af de øvrige afgørelser var kreditværdigheds-vurdering ikke genstand for kritik i to, […], mens fogedretten i den sidste sag mæglede forlig, […].

9.2 Konkrete forhold

Som nævnt […] har Forbrugerombudsmanden nedlagt tre påstande i anledning af kreditaftalen indgået mellem Person 1 og Resurs Bank den 3. maj 2019, men således at alene påstand 3 om ugyldighed har karakter af en retsføl-ge.

Bedømmelsen af ugyldighed må, som redegjort for i afsnit 9.1 ovenfor, inddra-ge den foretagne kreditværdighedsvurdering og de oplysninger, der var til-gængelige for långiver, såvel som efterfølgende forhold. Der skal foretages en samlet bedømmelse af det konkrete låneforhold og den konkrete låntager.

/ 62

Som det første skal det inddrages, at kreditaftalen indgået med Person 1 den 3. maj 2019 […] angik et relativt beskedent beløb på 20.000 kr. med en månedlig ydelse på 1.091 kr. […].

Videre er det væsentligt at bemærke, at Person 1 på tidspunktet for ansøgningen var en kendt kunde hos Resurs Bank, idet Person 1 med kreditaftale af 24. februar 2017 […] havde lånt 4.000 kr. fra Resurs Bank via bankens samarbejde med optikere. Alle ydelser på dette lån var blevet betalt rettidigt, og kreditten var blevet indfriet planmæssigt i april 2019 […].

Således havde Resurs Bank kendskab til Person 1's historik, der var god, og herefter foretog Resurs Bank – med dette udgangspunkt – en kre-ditscoring af Person 1 i bankens dagældende kreditscoringsmodel med et positivt resultat, hvad blev suppleret med opslag i eksterne databaser, herunder RKI, og Person 1's opfyldelse af bankens politikker.

Uanset om sådan historisk brug af en scoringsmodel som det væsentligste ele-ment i kreditværdighedsvurderingen skulle blive underkendt, er der ikke grundlag for ugyldighed, hvilket understøttes af øvrige tilgængelige oplysnin-ger.

Oplysningerne indhentet fra Person 1 viste, at han var timelønnet, var samboende med et rådighedsbeløb på 7.000 kr., ikke havde børn og boede til leje […]. Videre oplyste Person 1, at formålet med lånet var lånekonso-lidering, dvs. indfrielse af anden gæld […].

Oplysninger indhentet fra eSkat i form af lønsedler fra de foregående 6 måne-der viste en gennemsnitsløn på 5.377 kr. svarende til, at han modtog SU som studerende. Oplysningen kom fra senest tilgængelige årsopgørelse vedrørende 2017 og skal videre ses i sammenhæng med, at Person 1 angav at være timelønnet.

Person 1's årsopgørelse for 2018 […], som Forbrugerombudsmanden har henvist til, var ikke tilgængelig i eSkat på ansøgningstidspunktet. Forbru-gerombudsmandens antagelse om, hvad der kunne være konstateret på grund-lag af denne årsrapport […], er således ikke relevant.

Oplysningerne indhentet fra KreditStatus viste tre lån foruden det lån fra Re-surs Bank, som Person 1 allerede havde indfriet. Lånenes hovedstole var hhv. 4.000 kr. (optaget den 7. marts 2019), 200 kr. (optaget den 20. februar 2019) og 8.940 kr. (optaget den 28. februar 2019), dvs. 13.140 kr. i alt.

/ 63

Det bemærkes, at det ikke kan lægges til grund, at lånene var i restance som følge af, at lånenes udeståender var på hhv. 4.609 kr. (per 1. maj 2019), 201 kr. (per 21. februar 2019) og 9.060 kr. (per 1. maj 2019), idet sådanne beskedne for-højelser kan skyldes bl.a. oprettelsesgebyrer og rentetilskrivning.

Videre indgår det i bedømmelsen som et væsentligt element, jf. også bl.a. UfR 2022.4319 Ø omtalt i afsnit 9.1 ovenfor, at Person 1 frem til, at Resurs Bank den 4. april 2020 besluttede pr. kulance og uden præjudice at tilbageføre renter og gebyrer som angivet i bankens høringssvar til Forbrugerombudsman-den af 30. april 2020 […], uden undtagelse overholdt kreditaftalen og endda i to tilfælde indbetalte ekstraordinære afdrag.

Herefter foretog Person 1 yderligere afdrag i maj og juni 2020, hvoref-ter Resurs Bank afskrev restgælden på knap 5.000 kr. […].

En samlet bedømmelse af omstændighederne med udgangspunkt i fast lands-retspraksis giver ikke grundlag for Forbrugerombudsmandens påstand 3 om tilsidesættelse af kreditaftalen som ugyldig.

Videre skal der ske frifindelse for Forbrugerombudsmandens påstande 1 og 2, i det omfang landsretten måtte finde grundlag for en selvstændig prøvelse af disse.

For fuldstændighedens skyld bemærkes, at Resurs Bank som nævnt allerede har tilbagebetalt renter og gebyrer til Person 1 og har eftergivet en re-stgæld på knap 5.000 kr., hvorfor antagelse af Forbrugerombudsmandens på-stande ikke vil have nogen betydning for retsforholdet med Person 1.

Herudover bemærkes – uanset at det ikke har betydning for nogen påstand i sagen – at der ikke er grundlag for Forbrugerombudsmandens postulat om, at den kreditscoringsmodel, der fandt anvendelse for Person 1, skulle være i strid med databeskyttelsesforordningen.

…

11. Præjudiciel forelæggelse

Som bekendt har landsretten fundet ”det mest hensigtsmæssigt, at spørgsmålet om, hvorvidt der skal ske præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, forhand-les i forbindelse med den allerede berammede hovedforhandling” […].

Trods det nuværende forbrugerkreditdirektivs karakter af totalharmonise-ringsdirektiv, jf. artikel 22, stk. 1, er der enighed mellem parterne om, at med-lemsstaterne med Finanstilsynets ord ”har haft meget uensartet praksis, og at

/ 64

beskyttelsen efter direktivet har været […] uensartet” […], ligesom ”praksis på tværs af EU ikke fremstår fuldstændigt harmoniseret” […].

Det svarer til præambelbetragtning nr. 5 og 6 i nye forbrugerkreditdirektiv […].

Efter Resurs Banks opfattelse er Finanstilsynets afgørelse af 12. januar 2022 så vidtgående, at den klart savner hjemmel i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, og forbrugerkreditdirektivets artikel 8, uanset hvilke fortolkningsspørgsmål der i øv-rigt måtte fremstå som uafklarede.

Men ellers bevirker uklarheden om fortolkning af et totalharmoniseringsdirek-tiv, som illustreret ved uensartet implementering i medlemsstaterne, at der er grundlag for præjudiciel forelæggelse, også henset til at Finanstilsynet konkret har erkendt, at afgørelsen af 12. januar 2022 i hvert fald ikke er i overensstem-melse med EBA’s retningslinjer eller med norske og svenske retningslinjer […].

Efter Resurs Banks opfattelse er følgende præjudicielle spørgsmål relevante, idet bemærkes, at der tillige kan være grundlag for yderligere spørgsmål:

1. Skal artikel 8, stk. 1, i forbrugerkreditdirektivet (Europa-Parlamentets og Rå-dets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler) fortolkes således, at det påhviler kreditgiver altid at beregne et rådighedsbeløb?

2. Skal artikel 8, stk. 1, fortolkes således, at det påhviler kreditgiver altid at ind-hente oplysninger om og dokumentation for alle forbrugerens faktiske faste udgifter?

3. Skal artikel 8, stk. 1, fortolkes således, at den er til hinder for, at der indgår forudbestemte estimater eller antagelser om (nogle af) forbrugerens faste udgif-ter i kreditværdighedsvurderingen?

Finanstilsynet er afstået fra selv at formulere spørgsmål og har blot henvist til Resurs Bank […].

Afhængigt af tilsynets endelige argumentation kan det være hensigtsmæssigt at stille et yderligere spørgsmål om, hvorvidt artikel 8, stk. 1, skal fortolkes såle-des, at bestemmelsen set i sammenhæng med artikel 22, stk. 1, er til hinder for, at medlemsstaterne egenhændigt fastsætter yderligere regulering af vurderin-gen af kreditværdighed og de oplysninger, som indgår heri. …”

Finanstilsynet har gjort følgende gældende:

”Anbringender

/ 65

Til støtte for den principale påstand om frifindelse gøres det gældende, at Finanstilsynets påbud er lovligt og korrekt, og at der ikke er noget grundlag for at tilsidesætte påbuddet hverken helt eller delvist.

Resurs Bank har bevisbyrden og har hverken dokumenteret eller sandsynlig-gjort eksistensen af væsentlige mangler ved påbuddet. Finanstilsynet gør gæl-dende, at påbuddet har det fornødne hjemmelsgrundlag i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, jf. § 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed og § 3, stk. 1, i bekendtgø-relse om god skik for finansielle virksomheder, og Finanstilsynet er som ansvar-lig tilsynsmyndighed forpligtet til at sanktionere de væsentlige mangler, som Finanstilsynet har konstateret hos Resurs Bank i relation til gennemførelsen af kreditværdighedsvurderinger.

Det gøres videre gældende, at Finanstilsynets påbud baserer sig på et konkret forvaltningsretligt skøn, hvor Finanstilsynet har inddraget lovlige og saglige kriterier, og at der ikke er noget grundlag for at tilsidesætte dette skøn.

Landsretten skal ikke foretage en abstrakt prøvelse af påbuddet eller en prøvel-se af Finanstilsynets og Forbrugerombudsmandens vejledning. I stedet skal landsretten foretage en konkret og isoleret prøvelse af Finanstilsynets påbud i lyset af de konstaterede forhold hos Resurs Bank.

Det gøres gældende, at påbuddet ikke afskærer Resurs Bank fra at foretage en egentlig kreditværdighedsvurdering, og at påbuddet heller ikke er til hinder for, at Resurs Bank kan foretage en sædvanlig kreditvurdering af det enkelte låneforhold. Endvidere har Finanstilsynets påbud hverken til formål eller til følge at fratage Resurs Bank skønnet over, hvilket rådighedsbeløb, der, i den konkrete lånesag, er tilstrækkeligt, ligesom Finanstilsynet ikke har påbudt Re-surs Bank at anvende satserne i gældssaneringsbekendtgørelsen.

Finanstilsynet har konkret i forhold til Resurs Bank vurderet, at banken ikke har vurderet låntagernes kreditværdighed på baggrund af fyldestgørende oplys-ninger. Det indebærer en risiko for, at låntagerne optager lån, som de ikke kan servicere, idet kreditværdighedsvurderingen er utilstrækkelig i forhold til dens formål.

Det gøres også gældende, at Finanstilsynets påbud er proportionalt, dvs. at på-buddet er egnet og nødvendigt, og at det ikke går længere end nødvendigt for at opnå det forfulgte formål, der er overholdelse af kravet om udarbejdelsen af kreditværdighedsvurderinger i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, jf. § 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed og § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om god skik for fi-nansielle virksomheder.

/ 66

Finanstilsynet gør endvidere gældende, at påbuddet er i overensstemmelse med Finanstilsynets øvrige praksis på området, og at ingen andre forbrugerkreditvirksomheder ved domstolene eller Erhvervsankenævnet har anfægtet lovligheden eller gyldigheden af tilsvarende afgørelser med påbud om at over-holde bestemmelserne i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, jf. § 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed og § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder.

I relation til de fire delelementer af påbuddet gør Finanstilsynet følgende gæl-dende:

Det første delelement knytter sig til beregningen af rådighedsbeløb, idet Finanstilsynet konstaterede, at Resurs Bank ikke beregnede rådighedsbeløb ved lån på op til kr. 10.000, som blev ydet gennem optikere […]. For disse lån indhente-de Resurs Bank alene oplysninger fra e-Skat om låntagers brutto/netto løn, ci-vilstatus samt opslag i interne samt enkelte eksterne databaser. Ved ikke at ind-hente fyldestgørende informationer vedrørende indtægter og udgifter, kan det ikke vurderes, hvorvidt en låntager er i en tilstrækkelig økonomisk situation, til at kunne servicere et givent lån.

Dermed foretog Resurs Bank ikke en kreditværdighedsvurdering, som banken skulle foretage i medfør af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1.

Det er ubestridt, at Resurs Bank ikke beregnede rådighedsbeløb for de pågæl-dende lån og dermed ikke foretog beregning af rådighedsbeløb for alle de lån, som Resurs Bank tilbød forbrugere.

Det gøres gældende, at denne del af påbuddet er hjemlet i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, og at påbuddet er lovligt og i overensstemmelse med forbrugerkredit-direktivet. Påbuddet indebærer, at Resurs Bank også skal beregne rådighedsbe-løb ved lån på op til kr. 10.000.

Det andet delelement vedrører grundlaget for kreditværdighedsvurderingen, idet Finanstilsynet konstaterede, at Resurs Bank anvendte en budgetmodel, der baserede sig på bl.a. estimater i stedet for låntagers faktiske omkostninger, lige-som budgetmodellen ikke indeholdt låntagers eventuelle udgifter til bil, institu-tion, A-kasse, licenser mv.

I budgetmodellen har Resurs Bank endvidere antaget en ligelig fordeling af husstandens fællesudgifter, herunder udgifter til transport til børn, i de tilfælde, hvor der er tale om en enkelt låntager, der er samlevende, ligesom Resurs Bank antager, at låntager i alle tilfælde modtager den fulde børneydelse […].

/ 67

Resurs Banks fremgangsmåde indebærer en risiko for, at låntagers udgifter undervurderes, og at låntagers indtægter overvurderes. Begge dele fører til en for-kert kreditværdighedsvurdering, der indebærer risiko for låntageren.

Det er ubestridt, at Resurs Banks budgetmodel indeholder de beskrevne mang-ler. Påbuddet indebærer, at Resurs Bank skal indhente oplysninger om låntage-rens faktiske udgifter i stedet for at basere sig på estimater, og at Resurs Bank tillige skal indhente flere oplysninger fra låntageren.

Det gøres gældende, at denne del af påbuddet er hjemlet i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, og at påbuddet er lovligt og i overensstemmelse med forbrugerkredit-direktivet. Påbuddet indebærer, at Resurs Bank også skal indhente fyldestgø-rende oplysninger, dvs. konkret flere og bedre oplysninger, til brug for kredit-værdighedsvurderingen.

Det tredje delelement af påbuddet indebærer, at Resurs Bank skal beregne låntagers udgifter til det ansøgte lån på baggrund af scenariet med den højeste ydelse i de tilfælde, hvor låntager først vælger en afbetalingsordning og dermed den månedlige ydelse, efter kreditaftalen er indgået […].

For så vidt angår disse typer af lån foretog Resurs Bank således alene et estimat over låntagers fremtidige betalinger på lånet, der ikke var retvisende for lånta-gers faktiske omkostninger.

Det er ubestridt, at Resurs Bank anvendte sådanne estimater for så vidt angår de lån, hvor låntager først valgte afbetalingsordningen efter indgåelsen af kre-ditaftalen.

Det gøres gældende, at denne del af påbuddet er hjemlet i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, og at påbuddet er lovligt og i overensstemmelse med forbrugerkredit-direktivet. Påbuddet indebærer, at Resurs Bank skal indhente fyldestgørende oplysninger, dvs. oplysninger om den højeste ydelse på lånet, og lade disse indgå i kreditværdighedsvurderingen.

Det fjerde delelement af påbuddet indebærer, at Resurs Bank i alle tilfælde skal foretage en individuel vurdering af, om låntagers rådighedsbeløb er tilstrække-ligt til, at låntager kan servicere lånet […].

Påbuddet skyldes, at Resurs Bank – som alternativ til at lave en individuel vur-dering af låntagers rådighedsbeløb – anvender standardiserede minimumsrå-dighedsbeløb for kategorier af låntageren, og at det endda er muligt at få et lån, hvis rådighedsbeløbet af lavere end de standardiserede minimumsrådighedsbe-løb, hvis låntager lever op til en række øvrige standardiserede krav om lånta-gers rådighedsbeløb og gældsrate.

/ 68

Det er ubestridt, at Resurs Bank har anvendt de nævnte standardiserede beløb og krav, og at Resurs Bank derfor ikke har foretaget individuelle vurderinger af, hvorvidt låntager ville kunne servicere det lån, der søges om.

Det gøres gældende, at denne del af påbuddet er hjemlet i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, og at påbuddet er lovligt og i overensstemmelse med forbrugerkredit-direktivet. Påbuddet indebærer, at Resurs Bank skal foretage en konkret og in-dividuel kreditværdighedsvurdering i overensstemmelse med loven i stedet for at basere sig på standardiserede satser og krav.

Særligt i relation til det bagvedliggende forbrugerkreditdirektiv gør Finanstilsynet gældende, at den danske implementering er i overensstemmelse med direktivet og den primære EU-ret, og at Finanstilsynets konkrete tilsynsreaktion i form af det anfægtede påbud ligeledes er i overensstemmelse med direktivet.

Det er ikke korrekt, at administrativ praksis er mere lempelig i andre EU-lande, og de forskelle, der måtte være mellem de respektive tilsynsmyndigheders praksis, beror på forskelle i landenes lovgivning og de konkrete forhold, som tilsynsmyndighederne har forholdt sig til.

Kommissionen er bekendt med Finanstilsynets praksis og vejledningen på om-rådet […], og Kommissionen har ikke på noget tidspunkt fundet anledning til at påtale uoverensstemmelser mellem EU-retten og henholdsvis de danske regler og den danske tilsynspraksis, ligesom der ikke eksisterer klage eller traktat-krænkelsessager rettet mod Danmark i den henseende.

Tværtimod er Danmark fremhævet som et godt eksempel blandt medlemslan-dene på området for forbrugerkredit. Kommissionen har erkendt, at det nugæl-dende direktiv kun har været delvist effektivt, og at dette skyldes upræcist for-mulerede direktivbestemmelser og forskelle i medlemsstaternes anvendelse og håndhævelse af direktivet, hvilket har ført til en fragmenteret regulering på om-rådet, som ikke garanterer et ensartet højt forbrugerbeskyttelsesniveau […].

Dette gælder navnlig begrebet ”fyldestgørende oplysninger” , der overlader et meget betydeligt skøn til medlemsstaternes respektive tilsynsmyndigheder […].

Det er de kompetente tilsynsmyndigheder i medlemsstaterne, der konkret skal vurdere, hvorvidt den enkelte forbrugerkreditvirksomhed indhenter fyldestgø-rende oplysninger forud for indgåelsen af en kreditaftale omfattet af kreditafta-leloven.

Det nye forbrugerkreditdirektiv fører til en præcisering af retsstillingen og medlemsstaternes forpligtelser, idet det nugældende direktiv indeholdt et be-

/ 69

tydeligt skøn, der førte til uensartede beskyttelses niveauer. Som sådan under-streger det nye direktiv blot, at der inden for rammerne af det hidtil gældende direktiv var hjemmel til at træffe afgørelser som det anfægtede påbud.

Til støtte for den subsidiære påstand om hjemvisning gøres de samme anbringen-der gældende, som er gjort gældende til støtte for den principale påstand, idet det samtidig gøres gældende, at Finanstilsynet, som sagkyndig tilsynsmyndig-hed på området for forbrugerkredit i henhold til forbrugerkreditloven, skal ha-ve mulighed for at korrigere eventuelle mangler ved den anfægtede afgørelse ved en ny afgørelse.

I relation til Resurs Banks begæring om præjudiciel forelæggelse gør Finanstilsynet gældende, at forelæggelse for EU-Domstolen hverken er nødvendig eller rele-vant i forhold til landsrettens stillingtagen til sagens materielle spørgsmål, og at de spørgsmål, som Resurs Bank ønsker at forelægge, ikke er egnede til forelæg-gelse. Finanstilsynet gør derfor gældende, at der ikke er grundlag for præjudi-ciel forelæggelse i sagen, idet betingelserne for forelæggelse i artikel 267, stk. 2, TEUF, ikke er opfyldt.

Der foreligger en righoldig praksis fra EU-Domstolen i relation til forbrugerkreditdirektivet, der giver landsretten det fornødne fortolkningsgrundlag, og dertil kommer, at prøvelsen af Finanstilsynets påbud vedrører konstateringen af konkrete mangler ved Resurs Banks kreditværdighedsvurderinger, der ikke fordrer en særskilt fortolkning af bestemmelser i forbrugerkreditdirektivet” .

Forbrugerombudsmanden har gjort følgende gældende:

”… 1. Spørgsmålet om præjudiciel forelæggelse for EU-domstolen EU-domstolen har allerede afsagt en række domme om kreditværdighedsvur-deringspligten og konsekvenserne af ikke at iagttage denne:

Sag Væsentligste fortolkningsbidrag

Omstændigheder, der forelå på tidspunktet C-76/10, Pohotovost for aftalens indgåelse (tilblivelsesmangler) […] kan medføre en aftales ugyldighed (præ-mis 73-77).

Det er i strid med forbrugerkreditdirekti- C-565/12, Le Crédit Lyonnais vet, hvis en medlemsstat tillader en kre- […] ditgiver, der har tilsidesat sin kreditværdighedsvurderingspligt, at bevare retten til lovbestemte renter (morarenter) (præmis 51- 53).

/ 70

Kreditgiveres pligt til at indhente fyldest- C-449/13, Consumer Finance gørende oplysninger indebærer, at der skal […] være tale om dokumenterede oplysninger (præmis 37-39). Simple erklæringer afgivet af forbrugeren vil ikke udgøre fyldestgørende oplysnin-ger (præmis 37). Bevisbyrden for iagttagelse af kreditværdighedsvurderingspligten påhviler kreditgiver, og medlemsstaternes domstole må ikke lade denne bevisbyrde påhvile for-brugeren (præmis 27-32).

Overtrædelse af bestemmelserne i forbru- C-42/15, Home Credit Slovakia gerkreditdirektivet kan sanktioneres med, […] at kreditgiveren mister retten til renter og omkostninger (præmis 69).

Medlemsstaternes domstole har pligt til ex C-679/18, OPR-Finance officio at påse, om en kreditgiver har […] iagttaget sin kreditværdighedsvurderings-pligt (præmis 40-45). En præklusionsfrist på tre år for forbruge-rens ugyldighedsindsigelser er ikke fore-nelig med forbrugerkreditdirektivet (præ-mis 36).

Kontraktindgåelse med en overgældsat C-853/19, Sting Reality forbruger er et indicium for udnyttelse fra […] den erhvervsdrivendes side.

Overtrædelse af kreditværdighedsvurde- C-303/20, Ultimo Portfolio ringspligten kan medføre en aftales ugyl- […] dighed efter reglerne i direktivet om urimelige kontraktvil-kår (præmis 42).

EU-domstolen har ydermere i en lang række domme behandlet spørgsmålet om aftaleretlig ugyldighed efter direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler. Der kan henvises til navnlig følgende domme: C-243/08, Pan-non […], C-76/10, Pohotovost […], C-618/10, Banco Espanol de Credito […], C-377/14, Radlinger […], C-42/15, Home Credit Slovakia […], C-58/18, Schyns […], C-511/17, Lintner […], C-6/22, M.B. […], C-520/21, Bank M. […], C-140/22, mBank […].

Dertil kommer, at flere spørgsmål om kreditværdighedsvurderingspligten allerede følger af ordlyden af forbrugerkreditdirektivets artikel 8 […], hvorfor der disse henseender ikke er nogen retlig tvivl, som vil kunne danne grundlag for forelæggelse for EU-domstolen.

/ 71

Med ordlyden af forbrugerkreditdirektivets artikel 8 samt EU-domstolens prak-sis foreligger der således allerede en fornøden afklaring af retstilstanden til, at landsretten ikke bør være i tvivl om, hvordan forbrugerkreditdirektivets artikel 8 skal fortolkes i en sag som nærværende sag.

Den konkrete vurdering af, hvilke handlinger en kreditgiver vil skulle foretage for at leve op til kreditværdighedsvurderingspligten er i øvrigt op til en konkret vurdering i de enkelte medlemsstater. Der er således fra medlemsstat til med-lemsstat forskel på, fx hvilke oplysninger der kan indhentes ved opslag i data-baser, og hvilke dokumenter der i stedet må indhentes fra forbrugeren. En fore-læggelse for EU-domstolen af sådanne spørgsmål vil derfor også med al sand-synlighed blot resultere i en præjudiciel afgørelse, hvor de forelagte spørgsmål vil blive besvaret med, at det ”tilkommer den forelæggende ret at vurdere” . Derfor er der også en væsentlig risiko for, at en forelæggelse for EU-domstolen alene vil føre til en forlængelse af sagens behandling.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er der på den baggrund ikke grund til at forelægge sagen for EU-domstolen. Idet sagen er startet i Østre Landsret som førsteinstans og dermed med direkte anke til Højesteret, har Østre Lands-ret – selv hvis sagen måtte give anledning til tvivl – heller ikke pligt til at fore-lægge sagen for EU- domstolen, jf. TEUF artikel 267.

2. Generelle anbringender om kreditværdighedsvurderingspligten

2.1. Kreditværdighedsvurderingspligten er en grundlæggende aftaleog obligationsretlig pligt, som er blevet kodificeret og skærpet for så vidt angår forbrugeraftaler

Kreditværdighedsvurderingspligten blev kodificeret i dansk ret i 2010 med implementeringen af forbrugerkreditdirektivet fra 2008. En pligt til at foretage en kreditværdighedsvurdering har imidlertid eksisteret i dansk ret længe før 2010, idet der er tale om en pligt, der udspringer af den grundlæggende aftaleog obligationsretlige loyalitetsforpligtelse samt af reglerne om urimelige aftaler og god markedsføringsskik.

Af praksis fra før indførelsen af kreditværdighedsvurderingspligten i kreditaf-talelovens § 7 c kan navnlig fremhæves Højesterets og Østre Landsrets domme i U 2010.1628 H (Den Jyske Sparekasse) […], U 1992.858 H (Ribe Invest) […], U 1980.340 H (Åger) […], U 1979.225/2 Ø (Person 3) […], U 1995.799 Ø (Rå-geleje Klit) […], og Pengeinstitutankenævnets (nu Det Finansielle Ankenævns) kendelser i sag 207/2007 (Jyske Bank) […], sag 357/2009 (Merkur) […] og sag 1250/2009 (Vestjysk Bank) […].

/ 72

Af efterfølgende praksis kan henvises til EU-domstolens dom i sag C-303/20, Ultimo Portfolio […], og Det Finansielle Ankenævns kendelse i sag 21/2022 (Santander Consumer Bank) […].

Ved fortolkningen af kreditaftalelovens § 7 c bør det således indgå i landsret-tens vurdering, at bestemmelsen lovfæster en langvarig og veletableret dansk og europæisk retspraksis om nogle grundlæggende aftaleog obligationsretlige principper, som kreditaftalelovens § 7 c ikke blot udgør en kodifikation af, men også en skærpelse af på det forbrugerretlige område.

2.2. Kreditværdighed er ikke det samme som kreditrisiko

Kreditrisiko er en betegnelse for bankens finansielle tabsrisiko ved at udstede det pågældende lån til en forbruger eller en bestemt målgruppe, hvorimod kre-ditværdighed er en betegnelse for den enkelte forbrugers evne til at tilbagebeta-le lånets ydelser (omkostninger + afdrag), dvs. forbrugerens økonomiske forud-sætninger for at kunne overholde kreditaftalen i overensstemmelse med dens vilkår.

Når lovgiver i forbrugerkreditdirektivet og kreditaftaleloven har valgt at an-vende udtrykket ”kreditværdighed” og ikke ”kreditrisiko” er det ikke tilfæl-digt. Det er et bevidst valg fra lovgivers side, da man netop med direktivet har villet indføre en regulering, der har det forbrugerbeskyttende formål at undgå overgældsætning af forbrugere, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbe-tragtning 26 […].

2.3. En kreditværdighedsvurdering er en individuel vurdering

Den lovpligtige kreditværdighedsvurdering skal angå den enkelte forbrugers økonomiske situation. Det betyder, at en kreditværdighedsvurdering – til for-skel fra fx en kreditrisikovurdering – ikke kan foretages generelt for en flerhed af forbrugere […]. Det følger direkte af ordlyden af forbrugerkreditdirektivets artikel 8 og kreditaftalelovens § 7 c, idet ordet ”forbrugerens” står i bestemt eje-fald/genitiv.

Når forbrugerkreditdirektivet og kreditaftaleloven anvender udtrykket ”for-brugerens” og ikke fx ”forbrugerkategorier” eller ”forbrugersegmenter” er det ikke tilfældigt. Det er et bevidst valg fra lovgivers side, da man netop med di-rektivet har ønsket at indføre en regulering, der pålægger kreditgivere at fore-tage individuelle vurderinger af de enkelte forbrugere.

2.4. Kreditværdighedsvurderinger skal foretages prækontraktuelt

/ 73

Pligten til at foretage en kreditværdighedsvurdering skal iagttages, ”inden kre-ditaftalen indgås” , jf. ordlyden af forbrugerkreditdirektivets artikel 8 samt kre-ditaftalelovens § 7 c.

Dertil kommer, at formålet med kreditværdighedsvurderingspligten er at sikre, at forbrugerne ikke indgår låneforpligtelser, som de ikke har de økonomiske forud sætninger for at påtage sig, og at ansvaret for at sikre dette ligger hos de professionelle kreditgivere – ikke hos de enkelte forbrugere, jf. forbrugerkreditdirektivets præambelbetragtning 26 […] og lovbemærkningerne til kreditaftalelovens § 7 c […].

Det betyder, at det vil være en overtrædelse af kreditaftalelovens § 7 c, hvis en kreditgiver indgår en kreditaftale med en forbruger, uden først at foretage en vurdering af dennes kreditværdighed.

2.5. Eventuelle betalinger fra forbrugeren er uden betydning for vurderingen af, om forbrugeren var kreditværdig og om aftalen er ugyldig

At kreditværdighedsvurderingen skal foretages prækontraktuelt betyder også, at en domstols efterfølgende prøvelse af, om en forbruger rent faktisk var kre-ditværdig eller ikke var kreditværdig på tidspunktet for indgåelse af en given kreditaftale, ikke kan reduceres til en efterfølgende konstatering af, om lånet blev tilbagebetalt eller ej.

Indfrielse kan fx være sket for lånte midler i en eskalerende gældsspiral. Indfri-else kan også skyldes, at forbrugeren har fokuseret på at afvikle ét lån og i ste-det misligholde et andet (typisk billigere) lån, hvilket faktisk kan være fornuf-tigt og er noget som forbrugere ofte vil blive rådgivet til af gældsrådgivere. Ind-frielse kan også skyldes, at forbrugeren har måttet fraflytte sin bolig for at beta-le på lånet eller har fået hjælp fra familie eller venner. Det, at forbrugeren har indfriet lånet hos den pågældende kreditgiver, medfører således ikke, at man dermed kan sige, at forbrugeren var kreditværdig på tidspunktet for indgåelse af kreditaftalen med den pågældende kreditgiver.

Det vil således være en alvorlig fejlslutning, hvis man antager, at en skyldners betaling af et lån eller nogle ydelser på et lån per definition er udtryk for, at hans økonomiske situation var tilstrækkelig solid til, at han kunne anses for kreditværdig på tidspunktet for indgåelsen af den kreditaftale, som kravet stammer fra. Og det vil i særdeleshed være en alvorlig misforståelse af, hvor-dan overgældsatte skyldnere agerer i den kritiske livssituation, de i sagens na-tur befinder sig i.

Endelig følger det af aftalelovens § 38 c, stk. 3, jf. § 36, stk. 2 […], at der ved ugyldighedsvurderingen i forbrugeraftaleforhold ikke kan tages hensyn til se-

/ 74

nere indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren. En forbrugers even-tuelle efterfølgende afdrag på en ulovligt indgået kreditaftale kan således ikke indgå i ugyldighedsvurderingen til skade for forbrugeren.

2.6. Kreditgiver må beregne forbrugerens rådighedsbeløb

Pligten til at ”vurdere forbrugerens kreditværdighed” indebærer en pligt til at undersøge, hvilken kreditforpligtelse (hvis nogen overhovedet) forbrugerens økonomiske situation giver grundlag for, at forbrugeren påtager sig. Det inde-bærer, at kreditgiveren skal undersøge forbrugerens indtægter og udgifter og vurdere, om forbrugerens rådighedsbeløb er stort nok til at dække forbrugerens variable udgifter samt ydelserne på det nye lån […].

En kreditgivers indgåelse af en kreditaftale med en forbruger, uden at kreditgi-veren har beregnet forbrugerens rådighedsbeløb, er ikke foreneligt med forbrugerkreditdirektivets artikel 8 og kreditaftalelovens § 7 c. Det følger forudsæt-ningsvist af ordlyden af bestemmelserne, da det ganske enkelt ikke er muligt at ”vurdere forbrugerens kreditværdighed” uden at foretage en beregning af for-brugerens rådighedsbeløb.

2.7. Tilblivelsesmangler kan medføre en aftales ugyldighed

Tilblivelsesmangler – eller blot ”forholdene ved aftalens indgåelse” , jf. aftale-lovens § 36, stk. 2 – kan medføre en aftales eller viljeserklærings ugyldighed. Det følger af aftalelovens §§ 31, 33, 36 og 38 c […].

Af lovbemærkningerne til aftalelovens § 36 fremgår det bl.a., at det vil være et moment ved bedømmelsen af, om der er tale om en urimelig aftale, om aftalen er i strid med præceptiv lovgivning, og om anvendelsen af et vilkår er i strid med markedsføringslovens regler […]. For god ordens skyld bemærkes det, at pengeinstitutter på tidspunktet for disse lovbemærkninger var omfattet af markedsføringslovens god skik-bestemmelse, men at pengeinstitutter siden 2002 har været omfattet af god skik-bestemmelsen i lov om finansielle virksomheder. Lovbemærkningernes henvisning til markedsføringsloven må således i relation til pengeinstitutter i dag forstås som en henvisning til god skik-bestemmelsen i lov om finansiel virksomhed § 43 med tilhørende bekendtgørelse […].

Sammenhængen mellem kreditværdighedsvurderingspligten og reglerne om urimelige aftaler er nu også fastslået af EU-domstolen i dennes dom fra 2021 i sag C-303/20, Ultimo Portfolio […].

I ni kendelser om kreditaftaler indgået af banker har Østre og Vestre Landsret også fundet anledning til at bemærke, at tilsidesættelse af pligten til at foretage kreditværdighedsvurdering af forbrugerkunder kan tillægges betydning ved

/ 75

en afgørelse af, om en låneaftale skal tilsidesættes helt eller delvist i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36. Der kan henvises til Østre Landsrets kendelse af 15. april 2021 i sag B-833-20 (trykt i U 2021.3072 Ø), Østre Landsrets kendelse af 15. april 2021 i sag B-14-211, Østre Landsrets kendelse af 5. august 2021 i sag B-366-21 og sag B-367-21, Østre Landsrets kendelse af 6. oktober 2021 i sag B-374-21, Østre Landsrets kendelse af 6. oktober 2021 i sag B-379-21 (trykt i U 2022.54 Ø), Vestre Landsrets kendelse af 6. oktober 2021 i sag B-0242-21, Østre Landsrets kendelse af 7. december 2021 i sag B-650-21 […] og Østre Landsrets kendelse af 16. februar 2022 i sag B-791- 21.

I sagerne var overtrædelserne efter landsretternes vurderinger ikke af en sådan karakter, at kreditaftalerne skulle tilsidesættes som ugyldige af fogedretten, men begge landsretters præmisser om sammenhængen mellem kreditværdig-hedsvurderingspligten og aftalelovens ugyldighedsregler understreger utvety-digt, at det modsatte resultat kan og vil skulle nås i sager, hvor omstændighe-derne er så grelle, at aftalen må anses for urimelig.

3. Kreditaftalen med Person 1

3.1. Resurs Bank havde pligt til at foretage en kreditværdighedsvurdering af Person 1 inden indgåelsen af kreditaftalen af 3. maj 2019

Ifølge kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, havde Resurs Bank inden indgåelse af kreditaftalen med Person 1 den 3. maj 2019 pligt til at foretage en kreditværdighedsvurdering af Person 1 med henblik på at finde ud af, om han ville være i stand til at afvikle det nye lån i overensstemmelse med kreditaf-talen. Pligten til at foretage kreditværdighedsvurderingen påhvilede Resurs Bank – ikke Person 1.

3.2. Resurs Bank indhentede ikke fyldestgørende oplysninger

Af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, fremgår, at kreditværdighedsvurderingen skal ske på grundlag af fyldestgørende oplysninger.

For at Resurs Bank kunne foretage en kreditværdighedsvurdering med det formål at finde ud af, om Person 1 havde råd til det nye lån, skulle Resurs Bank således indhente fyldestgørende oplysninger om Person 1's økonomiske situation, dvs. hans aktiver og passiver og hans løbende faste indtægter og udgifter. Hertil kommer, at Resurs Bank skulle tage højde for, at Person 1 – som alle mennesker i et moderne samfund – havde en ræk-ke variable udgifter, fx til mad og tøj.

Herefter skulle Resurs Bank anvende de indhentede oplysninger til at vurdere Person 1's økonomiske situation og på baggrund heraf tage stilling til,

/ 76

om hans økonomiske situation kunne bære den yderligere gældsætning, som en indgåelse af kreditaftalen med Resurs Bank indebar.

På trods af pligten hertil, indhentede Resurs Bank ikke fyldestgørende oplys-ninger om Person 1's økonomiske situation og bragte sig dermed hel-ler ikke i stand til at foretage den lovpligtige kreditværdighedsvurdering. Der-imod ydede Resurs Bank lånet til Person 1 alene på baggrund af nogle overfladiske og i vidt omfang udokumenterede oplysninger, navnlig:

Datatype Datakilde Data Alder CPR-registret 20 Dankort Ansøger Nej A-kasse Ansøger Nej Indkomst før skat eSkatData 5.377 kr. Indkomst efter skat eSkatData 3.830 kr. Rådighedsbeløb for hus- Ansøger 7.000 kr. standen Beskæftigelse Ansøger Timelønnet Antal børn Ansøger 0 Boligform Ansøger Leje Ægtestand Ansøger Samboende Gældsforho ld KreditStatus - 8/3-2017: 4.000 kr. (balance: 0 kr.) - 20/2-201 9: 200 kr. (balance: 201 kr.) - 28/2-201 9: 8.940 (balance: 9.060 kr.) - 7/3-2019 : 4.000 kr. (balance: 4.609 kr.)

De af Resurs B ank indhentede oplysninger var klart utilstrækkelige til, at Resurs Bank kun ne foretage en vurdering af Person 1's øk onomiske situation. Dertil k ommer, at alle de oplysninger, der er indhentet fra Person 1 selv, er a t betragte som simple, udokumenterede oplysninger, der ikke kan danne gru ndlag for en kreditværdighedsvurdering, jf. EU-d omstolens dom i sag C-449/13, Consumer Finance […].

De eneste oply sninger, der havde relevans for en kreditværdighedsvurdering, var de fra eSk atData indhentede lønoplysninger og de fra Kredit Status indhentede gælds-for hold. Disse oplysninger udgjorde imidlertid ikke et fyldestgø - rende billede af Person 1's økonomiske situation, idet Re surs Bank ikke med disse opl ysninger havde skaffet sig oplysninger om Person 1's løbende faste udgifter, navnlig boligudgifter, gældsomkostninge r (rente og afdrag på eksist erende gæld), transportudgifter og andre faste udg ifter som fx

/ 77

forsikringer, telefon, fagligt kontingent, A-kasse osv. Det bemærkes i øvrigt, at et opslag i KreditStatus ikke giver et fuldt billede af en forbrugers gældsfor-hold, idet KreditStatus alene viser gæld optaget hos kreditgivere, der er tilslut-tet KreditStatus, hvilket er en meget lille del af det danske kreditmarked, fx er stort set samtlige danske banker ikke tilsluttet KreditStatus.

Allerede fordi Resurs Bank ikke indhentede fyldestgørende oplysninger om Person 1's økonomiske situation, overtrådte Resurs Bank kreditaftale-lovens § 7 c ved indgåelsen af kreditaftalen med Person 1, idet banken ikke bragte sig i stand til at foretage – og følgelig heller ikke foretog – en kredit-værdighedsvurdering, hvilket banken havde pligt til efter kreditaftalelovens § 7 c.

3.3. Resurs Bank indså eller burde have indset, at Person 1 ikke var kredit-værdig

De få oplysninger, som Resurs Bank faktisk indhentede, burde desuden have givet Resurs Bank grund til at formode, at Person 1 ikke var kredit-værdig. Således fremgik det af lønoplysningerne indhentet fra eSkatData, at Person 1 havde en månedlig nettoløn på 3.830 kr., hvilket altså skulle dække alle Person 1's faste såvel som variable udgifter. Derudover vi-ste Resurs Banks opslag i KreditStatus, at Person 1 inden for de sene-ste tre måneder havde indgået tre andre lån, og at balancen på disse tre lån allerede oversteg det oprindelige låne-beløb, dvs. at Person 1 var i mislig-holdelse med disse tre lån. Også dette burde have ledt Resurs Bank til den kon-klusion, at Person 1 ikke var kreditværdig.

Hvis Resurs Bank blot havde indhentet Person 1's seneste årsopgørelse […], hvilken Resurs Bank kunne have indhentet gennem eSkatData, kunne Re-surs Bank desuden have indset, at Person 1's månedlige rådighedsbe-løb måtte antages at være så lavt, at Person 1 ikke ville være i stand til at betale omkostningerne på og afvikle det nye lån til tiden, medmindre det ske-te ved, at Person 1 misligholdt andre forpligtelser eller optog yderlige-re gæld for at betale ydelserne til Resurs Bank.

Hvis Resurs Bank havde foretaget den kreditværdighedsvurdering, som ban-ken i henhold til kreditaftalelovens § 7 c var forpligtet til at foretage, ville ban-ken derfor have indset, at Person 1 ikke var kreditværdig.

3.4. Resurs Bank indgik kreditaftalen i strid med præceptiv forbrugerbeskyttende lovgivning.

Eftersom Resurs Bank ikke foretog den kreditværdighedsvurdering af Person 1, som banken havde pligt til efter kreditaftalelovens § 7 c, og som

/ 78

Person 1 havde krav på efter samme bestemmelse, indgik Resurs Bank kreditaftalen i strid med præceptiv forbrugerbeskyttende lovgivning, som net-op er indført for at beskytte en forbruger som Person 1 mod sin egen manglende indsigt i, hvad hans privatøkonomi kan bære, og dermed beskytte ham mod overgældsætning.

Indgåelse af kreditaftaler i strid med kreditaftalelovens præceptive forbrugerbeskyttende regler udgør i sig selv en overtrædelse af god skik for finansielle virksomheder, jf. lov om finansiel virksomhed § 43 og tilhørende bekendtgørel-se […].

3.5. Resurs Bank har bevisbyrden for, at banken foretog den lovpligtige kreditværdighedsvurdering af Person 1, og Resurs Bank har ikke løftet denne bevisbyrde

Det følger af almindelige bevisbyrdeprincipper om, hvem der er nærmest til at sikre sig bevis for et forhold, samt af EU-domstolens dom i sag C-449/13, Consumer Finance, præmis 27-28 […], at det er kreditgiver, der har bevisbyrden for, at denne har iagttaget den præceptive kreditværdighedsvurderingspligt. Resurs Bank har således bevisbyrden for, at banken foretog den lovpligtige kreditværdighedsvurdering i forbindelse med indgåelsen af kreditaftalen med Person 1.

Forbrugerombudsmanden har i behandlingen af sagen om Person 1 foretaget høring af Resurs Bank og under forberedelsen af nærværende retssag opfordret Resurs Bank til at oplyse forholdene omkring indgåelsen af kreditaf-talen med Person 1.

De oplysninger, som Resurs Bank har dokumenteret at have indhentet […], er sparsomme og overfladiske og kan ikke anses for at udgøre fyldestgørende op-lysninger i kreditaftalelovens § 7 c’s forstand.

Resurs Bank har ikke besvaret flere opfordringer fra Forbrugerombudsmanden vedr. bankens proces omkring indgåelse af kreditaftalen med Person 1, herunder vedr. bankens brug af såkaldt ”credit scoring” . Det må tillægges processuel skadevirkning til skade for Resurs Bank, at Resurs Bank ikke har besvaret disse opfordringer.

Landsretten må således lægge til grund,

1) at Resurs Bank benyttede sig af en credit scoring-model på tidspunktet for indgåelsen af aftalen med Person 1,

2) at den af Resurs Bank anvendte credit scoring-model ikke inddrog fyldest-gørende økonomiske oplysninger om Person 1 eller for den sags skyld

/ 79

de mange andre forbrugere, som den pågældende credit scoring-model blev anvendt på,

3) at den af Resurs Bank anvendte credit scoring-models skala til at godkende lån til forbrugere ikke var baseret på en beregning af de pågældende forbru-geres rådighedsbeløb.

4) at den af Resurs Bank anvendte credit scoring-model ikke overholdt persondataforordningens artikel 22 […], jf. EU-domstolens dom i sag C-634/21, Schufa […].

3.6. Resurs Banks overtrædelse af kreditværdighedsvurderingspligten skal medføre kreditaftalens ugyldighed, sådan som Forbrugerombudsmanden har fastslået i sin vurdering af 14. maj 2020

Det følger klart af EU-domstolens retspraksis, at overtrædelse af eksempelvis kreditværdighedsvurderingspligten kan medføre en aftales ugyldighed efter de nationale regler, der implementerer reglerne i direktivet om urimelige kontrak-tvilkår, hvilket for Danmarks vedkommende vil sige aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Som følge af pligten til EU-konform fortolkning må danske domstole og danske håndhævelsesmyndigheder – herunder Forbrugerombudsmanden – derfor og-så fastslå denne retsvirkning, når kreditgiverens lovbrud efter en konkret vur-dering har medført, at aftalen må anses som urimelig. En sådan retsvirkning følger i øvrigt også af national dansk lovgivning og retspraksis, jf. navnlig Hø-jesterets dom i U 2010.1628 H (Den Jyske Sparekasse) […]. Forbrugerombudsmanden har fastslået denne retsvirkning i en lang række sager ( […], hvoraf nogle eksempler er medtaget i materialesamlingen […].

Efter aftalelovens § 38 c, jf. § 36, kan en aftale tilsidesættes, hvis det vil være uri-meligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Ved afgørel-sen skal tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder, jf. aftalelovens § 36, stk. 2.

Forholdene ved Resurs Banks indgåelse af kreditaftalen med Person 1 var,

1) at Resurs Bank var lovmæssigt forpligtet til at foretage en kreditværdighedsvurdering af Person 1,

2) at Resurs Bank ikke iagttog denne pligt til at kreditværdighedsvurdere Person 1,

3) at Person 1 ikke var kreditværdig,

/ 80

4) at Resurs Bank – hvis banken havde foretaget den lovpligtige kreditværdighedsvurdering – ville have indset, at Person 1 ikke var kredit-værdig,

5) at de overfladiske oplysninger, som Resurs Bank faktisk indhentede, også gav Resurs Bank anledning til at indse, at Person 1 ikke var kredit-værdig,

6) at Resurs Bank på trods heraf ikke fandt anledning til at foretage en nærmere undersøgelse af Person 1's økonomiske situation, og

7) at Resurs Bank desuagtet indgik kreditaftalen og udstedte lånet til Person 1.

Disse forhold udgør overtrædelser af såvel kreditaftalelovens § 7 c (påstand 1) og lov om finansiel virksomhed § 43 (påstand 2), men de udgør også tilblivel-sesmangler i aftaleretlig forstand. Forbrugeraftaler, der lider af sådanne tilbli-velsesmangler skal tilsidesættes efter aftalelovens § 38 c, jf. § 36 (påstand 3).

Resurs Banks aftale med Person 1 blev således indgået på baggrund af Resurs Banks tilsidesættelse af præceptiv forbrugerbeskyttende lovgivning, der netop er indført for at beskytte forbrugere – som fx Person 1 – mod deres egen manglende indsigt i, hvad en privatøkonomi kan bære, og dermed beskytte dem mod overgældsætning.

Under de omstændigheder – og da kreditaftalen faktisk medførte en forværring af Person 1's overgældsætning – er kreditaftalen urimelig. Kreditafta-len er derfor ugyldig, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36, hvilket Resurs Bank skal dømmes til at anerkende.

Det bemærkes, at en kreditaftales ugyldighed ikke indebærer, at kreditgiveren lider et tab på engagementet, idet kreditgiveren netop får lånebeløbet tilbage, men mister sit krav på renter og gebyrer. En sådan retsvirkning, som har hjemmel i aftalelovens § 38 c, jf. § 36, og er anvist af Højesteret i U 2010.1628 H (Den Jyske Sparekasse) […] og af EU-domstolen i sag C-303/20, Ultimo Portfolio […], er derfor også proportional, da den alene indebærer, at Resurs Bank frata-ges muligheden for at tjene penge på den ulovligt indgåede aftale, og Resurs Bank har ingen beskyttelsesværdig interesse i at tjene penge på en ulovligt ind-gået aftale.

Det er uden betydning, om Person 1 eventuelt afdrog på kreditaftalen. For det første følger det af aftalelovens § 38 c, stk. 3, jf. § 36, stk. 2, at der ved ugyldighedsvurderingen i forbrugeraftaleforhold ikke kan tages hensyn til se-

/ 81

nere indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren. For det andet skal kreditværdighedsvurderingspligten foretages prækontraktuelt.

Endelig er det ikke usædvanligt, at overgældsatte forbrugere formår at afdrage på et lån, selvom de ikke var kreditværdige til det, hvilket fx kan skyldes, at betalingerne sker for lånte midler i en eskalerede gældsspiral, eller at forbruge-ren har fraflyttet bolig eller fået hjælp fra familie eller venner. …”

Landsrettens begrundelse og resultat 1. Indledning Sagen angår lovligheden af dele af Finanstilsynets påbud af 12. januar 2022 til Resurs Bank udstedt i medfør af lov om finansiel virksomhed § 348, stk. 2. Ved afgørelsen gav Finanstilsynet i medfør af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, jf. § 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed og § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder Resurs Bank påbud om bl.a. ”at beregne låntagers rådighedsbeløb for alle lån, at foretage vurderingen af låntagers kreditværdig-hed på baggrund af fyldestgørende oplysninger, hvilket indebærer, at Resurs Bank indhenter dokumenterede oplysninger om låntagers faktiske indtægter og faktiske udgifter, at beregne låntagers udgifter til det ansøgte lån på baggrund af scenariet med den højeste ydelse i de tilfælde, hvor låntager først vælger en afbetalingsordning og dermed den månedlige ydelse efter kreditaftalen er ind-gået, og at foretage en individuel vurdering i alle tilfælde af, om låntagers rå-dighedsbeløb er tilstrækkeligt til, at låntager kan servicere lånet” .

Resurs Bank har ikke bestridt de faktiske oplysninger, der danner grundlag for påbuddet, men har overordnet gjort gældende, at det ikke har tilstrækkelig hjemmel i kreditaftalelovens § 7 c og artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EF samt praksis fra EU-Domstolen, og at påbuddet i øvrigt er i strid med det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip.

Endvidere angår sagen gyldigheden af en konkret kreditaftale indgået mellem Resurs Bank og Person 1. Resurs Bank har gjort gældende, at der ikke som hævdet af Forbrugerombudsmanden er grundlag for at tilsidesætte aftalen som ugyldig.

2. Finanstilsynets påbud af 12. januar 2022 Den hjemmelsmæssige ramme for Finanstilsynets påbud af 12. januar 2022 er kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, hvorefter en kreditgiver inden kreditaftalens indgåelse skal vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgø-rende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser. Formålet med be-stemmelsen, der har sin baggrund i forbrugerkreditdirektivet (som er et såkaldt

/ 82

totalharmoniseringsdirektiv), er forbrugerbeskyttelse og at undgå overgæld-sætning hos forbrugere, og bestemmelsen tager sigte på at tydeliggøre kreditgi-vers ansvar i relation hertil.

Af betydning for forståelsen af rammerne for kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1 er navnlig EU-Domstolens dom af 18. december 2014 i sag C-449/14, Consumer Finance. Domstolen har i præmis 36, 37 og 38 navnlig udtalt, at forbrugerkre-ditdirektivet, ikke angiver en udtømmende opregning af de oplysninger, som kreditgiveren skal bruge for at efterprøve forbrugerens kreditværdighed, lige-som direktivet heller ikke præciserer om og hvordan, disse oplysninger skal kontrolleres, og at der er overladt et skøn til kreditgiveren med henblik på at afgøre, om de oplysninger, denne er i besiddelse af, er tilstrækkelige eller ej til at dokumentere forbrugerens kreditværdighed. Spørgsmålet om, hvorvidt de indhentede oplysninger er fyldestgørende, kan afhænge af omstændighederne i forbindelse med indgåelsen af kreditaftalen, forbrugerens personlige situation og det beløb, der er tale om i aftalen, men simple uunderbyggede erklæringer, som forbrugeren fremsætter, kan ikke i sig selv kvalificeres som fyldestgørende oplysninger, hvis de ikke er vedlagt dokumentation. Afhængigt af omstændig-hederne i hvert enkelt tilfælde kan kreditgiveren enten stille sig tilfreds med de oplysninger, som forbrugeren er fremkommet med, eller vurdere, at det er nødvendigt at indhente en bekræftelse af disse oplysninger. Direktivet pålæg-ger ikke kreditgiveren at foretage en systematisk efterprøvelse af rigtigheden af de oplysninger, forbrugeren fremkommer med.

Beregning af låntagers rådighedsbeløb for alle lån Som anført i Finanstilsynets påbud af 12. januar 2022 har Resurs Bank ikke ved ydelsen af de såkaldte ”optikerlån” på op til 10.000 kr. foretaget en beregning af låntagers rådighedsbeløb, men alene indhentet oplysninger fra eSkatData om låntagers brutto/nettoløn og civilstatus samt foretaget opslag i interne samt en-kelte eksterne databaser.

På den baggrund har Finanstilsynet fundet, at banken ikke var i stand til at vurdere, om låntager ville være i stand til at servicere lånet og har derfor på-budt banken at beregne låntagers rådighedsbeløb for alle lån.

Formålet med forbrugerkreditdirektivets artikel 8, som danner grundlag for kreditaftalelovens § 7 c, er som nævnt ovenfor forbrugerbeskyttelse og at und-gå, at forbrugere overgældssætter sig. Under hensyn hertil og efter ordlyden af kreditaftalelovens § 7 c og forarbejderne til bestemmelsen samt praksis fra EU- Domstolen vedrørende forbrugerkreditdirektivets artikel 8 finder landsretten, at Finanstilsynet har haft det fornødne hjemmelsmæssige grundlag for at på-lægge Resurs Bank at beregne rådighedsbeløb som led i vurderingen af forbru-gerens kreditværdighed, og at et krav herom ikke er videregående end nød-vendigt. Landsretten har herved også lagt vægt på, at Resurs Bank fortsat kan

/ 83

udøve det i lovgivningen forudsatte skøn over, hvilke nærmere angivne fyl-destgørende oplysninger, det må anses for relevante og nødvendige til brug for beregningen af rådighedsbeløb, jf. nærmere nedenfor.

Landsretten finder herefter ikke grundlag for at ophæve denne del af påbuddet.

Vurdering af låntagers kreditværdighed på baggrund af fyldestgørende oplysninger, hvilket indebærer, at Resurs Bank indhenter dokumenterede oplysninger om låntagers faktiske indtægter og faktiske faste udgifter Som anført i Finanstilsynets påbud af 12. januar 2022 blev forbrugerens rådighedsbeløb ved de lån, hvor der blev foretaget en beregning heraf, beregnet ved brug af en af banken udarbejdet formel, hvor summen af låntagers faste udgif-ter blev fratrukket summen af indtægterne. Finanstilsynet fastslog i den forbin-delse, at der i Resurs Banks beregning af rådighedsbeløbet ikke indgik eventu-elle udgifter til navnlig bil, institution og A-kasse, og at banken i øvrigt anvend-te estimater og udokumenterede oplysninger om låntagers faste udgifter, lige-som banken antog, at der i husstanden var en ligelig fordeling af fællesudgifter. Finanstilsynet fandt, at disse oplysninger ikke var fyldestgørende.

På denne baggrund påbød Finanstilsynet herefter Resurs Bank at indhente dokumenterede oplysninger om låntagers faktiske indtægter og faktiske faste ud-gifter.

Som påbuddet er affattet, indebærer det, at Resurs Bank i alle låneforhold skal indhente dokumenterede oplysninger om låntagers faktiske indtægter og fakti-ske faste udgifter.

Landsretten bemærker, at det af de specielle bemærkninger til kreditaftale-lovens § 7 c i lovforslag nr. L 91 af 16. december 2009 fremgår bl.a., at vurderin-gen af forbrugerens kreditværdighed skal ske med henblik på at vurdere, om forbrugeren på baggrund af dennes økonomiske situation ved hjælp af f.eks. løbende indtægter, låneomlægning eller realisation af aktiver vil være i stand til at betale de forudsatte afdrag på kreditbeløbet. Der er ikke i forarbejderne givet nærmere anvisninger på, hvilke oplysninger kreditgiveren skal indhente med henblik på kreditværdighedsvurderingen.

Som anført i EU-Domstolens dom af 18. december 2014 i sag C-449/14, Consu-mer Finance, angiver forbrugerkreditdirektivet ikke en udtømmende opregning af de oplysninger, som kreditgiveren skal bruge for at efterprøve forbrugerens kreditværdighed, ligesom direktivet heller ikke præciserer, om og hvordan dis-se oplysninger skal kontrolleres. Der er således overladt et skøn til kreditgive-ren med henblik på at afgøre, om de oplysninger, denne er i besiddelse af, er tilstrækkelige eller ej til at dokumentere forbrugerens kreditværdighed. Spørgsmålet om, hvorvidt de indhentede oplysninger er fyldestgørende, kan

/ 84

afhænge af omstændighederne i forbindelse med indgåelsen af kreditaftalen, forbrugerens personlige situation og det beløb, der er tale om i aftalen, men simple uunderbyggede erklæringer, som forbrugeren fremsætter, kan ikke i sig selv kvalificeres som fyldestgørende oplysninger, hvis de ikke er vedlagt do-kumentation, jf. præmis 36 og 37.

Landsretten finder på denne baggrund, at et krav om at Resurs Bank i alle låne-forhold skal indhente dokumenterede oplysninger om låntagers faktiske ind-tægter og faktiske faste udgifter som led i kreditværdighedsvurderingen reelt vil fratage kreditgiveren det i lovgivningen forudsatte skøn over, hvornår der foreligger fyldestgørende oplysninger, og at et generelt krav herom, der stilles uafhængigt af omstændighederne i forbindelse med indgåelsen af kreditaftalen, herunder f.eks. lånets størrelse og kreditgivers forudgående kendskab til for-brugeren, ikke har den fornødne hjemmel i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1.

Navnlig for så vidt angår spørgsmålet om adgangen til at anvende estimater ved beregningen af bl.a. faste udgifter bemærker landsretten, at det fremgår af bilag 2 til European Banking Authority’s rapport fra 2020 om retningslinjer for oprettelse og overvågning af lån, at kreditgiver, hvis det er relevant og mere hensigtsmæssigt, f.eks. når der bruges automatiserede modeller ved långivning, kan anvende andre informationstyper/-kilder og data af økonomisk og finansiel art, som er nødvendige for at foretage vurderingen.

Landsretten ophæver derfor den del af påbuddet, der indebærer, at Resurs Bank i alle låneforhold skal indhente dokumenterede oplysninger om låntagers faktiske indtægter og faktiske udgifter.

Beregning af låntagers udgifter til det ansøgte lån på baggrund af scenariet med den højeste ydelse i de tilfælde, hvor låntager først vælger en afbetalingsordning og dermed den månedlige ydelse, efter kreditaftalen er indgået Som anført i Finanstilsynets påbud af 12. januar 2022 tilbød Resurs Bank låne-typer, hvor tilbagebetalingsplanen først blev valgt efter kreditaftalens indgåel-se, og hvor låntagers faktiske udgifter til lånet således ikke var kendte på for-hånd. På den baggrund blev banken påbudt at beregne låneudgifterne på bag-grund af et scenarie med den højeste ydelse.

Selvom en kreditgiver er overladt et skøn over, hvilke oplysninger der må anses for fyldestgørende ved kreditværdighedsvurderingen, kan en kreditværdig-hedsvurdering, hvori udgifterne til det ansøgte lån ikke indgår, fordi afdrags-profilen først fastlægges efterfølgende, ikke anses for at give et retvisende bille-de af forbrugerens økonomiske råderum og låntagerens mulighed for at servi-cere lånet.

/ 85

Under disse omstændigheder finder landsretten, at kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, indeholder den fornødne hjemmel til påbuddet om beregning af låntagers udgifter til det ansøgte lån på baggrund af scenariet med den højeste ydelse i de tilfælde, hvor låntager først vælger en afbetalingsordning og dermed den må-nedlige ydelse, efter kreditaftalen er indgået.

Den omstændighed, at kreditterne vil kunne tilbagebetales med en meget lav månedlig ydelse, og at kreditbeløbene er lave, kan ikke føre til et andet resultat.

Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at en forbruger i medfør af kreditaftalelovens § 26 til enhver tid har ret til at indfri sit lån, og at forbrugeren således kan vælge en kortere afbetalingsperiode, hvorefter den højest mulige ydelse er hele lånet. Landsretten har herved lagt vægt på, at denne bestemmelse ikke tager sigte på den kreditværdighedsvurdering, der skal foretages forud for indgåelsen af kreditaftalen.

Landsretten finder således ikke grundlag for at ophæve denne del af påbuddet.

Individuel vurdering af, om låntagers rådighedsbeløb er tilstrækkeligt til, at låntager kan servicere lånet Som anført i Finanstilsynets påbud af 12. januar 2022 har Resurs Bank anvendt standardiserede minimumsrådighedsbeløb til brug for vurderingen af, om lån-tagers rådighedsbeløb var tilstrækkeligt.

På den baggrund har Finanstilsynet påbudt banken at foretage en individuel vurdering af, om det givne rådighedsbeløb var tilstrækkeligt til at sikre, at lån-tageren kunne servicere det ansøgte lån.

Efter ordlyden af kreditaftalelovens § 7 c og forarbejderne til bestemmelsen samt artikel 8 i forbrugerkreditdirektivet skal der foretages en vurdering af for-brugerens kreditværdighed. Det følger af præmis 37 i EU-Domstolens dom af 18. december 2014 i sag C-449/14, Consumer Finance, at der ved en sådan kre-ditvurdering bl.a. skal tages udgangspunkt i forbrugerens personlige situation. Landsretten finder derfor, at Finanstilsynet har haft det fornødne hjemmels-mæssige grundlag for at pålægge Resurs Bank at foretagne en individuel rådig-hedsbeløbsvurdering.

/ 86

Landsretten bemærker, at Resurs Bank efter kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, er overladt et skøn ved vurderingen af de fyldestgørende oplysninger, der skal foreligge ved kreditværdighedsvurderingen, og at det derfor ikke er i strid med kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, at anvende egne standardiserede minimumrå-dighedsbeløb som et led i kreditværdighedsvurderingen, når der også foretages en individuel vurdering af, om låntagers rådighedsbeløb er tilstrækkeligt til, at låntager kan servicere lånet. Landsretten lægger desuden til grund, at Finanstil-synet ikke har fastsat bestemte satser for rådighedsbeløb, og at gældssanerings-taksterne, som Finanstilsynet henviser til i påbuddet, alene er udtryk for vejle-dende ”pejlemærker” .

Landsretten finder således ikke grundlag for at ophæve denne del af påbuddet.

3. Kreditaftalen indgået mellem Resurs Bank og Person 1 De nedlagte påstande Med påstand 3 har Forbrugerombudsmanden på vegne af Person 1 nedlagt påstand om, at Resurs Bank skal tilpligtes at anerkende, at den kreditaf-tale, som banken indgik med Person 1 ( Kontonummer) er ugyldig. Med påstand 1 og 2 har Forbrugerombudsman-den nedlagt påstand om, at banken skal anerkende, at banken ikke foretog en kreditværdighedsvurdering i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 c forud for aftaleindgåelsen, og at aftalen er indgået i strid med god skik for fi-nansielle virksomheder.

Landsretten finder, at Forbrugerombudsmandens påstande 1 og 2 reelt må an-ses som anbringender til støtte for påstand 3. Herefter, og da Resurs Bank siden kreditaftalen i maj 2019 flere gange har ændret sin praksis for kreditværdig-hedsvurdering, finder landsretten ikke grundlag for at tage påstand 1 og 2 un-der særskilt påkendelse.

Disse påstande afvises derfor.

Kreditaftalen Ved vurderingen af, om kreditaftalen mellem Resurs Bank og Person 1 er ugyldig, fordi der ikke forud for indgåelsen af aftalen blev foretaget en til-strækkelig kreditværdighedsvurdering, må der tages udgangspunkt i de data, banken anvendte, og de faktiske oplysninger, der var tilgængelige for banken på ansøgningstidspunktet.

Landsretten lægger om Person 1's økonomiske forhold på ansøgnings-tidspunktet til grund, at han havde en beskeden indkomst med en månedlig indtægt efter skat på 3.830 kr., at han i maj 2019 var samboende, at husstandens fælles rådighedsbeløb var på 7.000 kr. månedligt, og at han ifølge opslag i Kre-ditStatus havde anden gæld på i alt 13.870 kr.

/ 87

Det lægges endvidere til grund, at Person 1 i overensstemmelse med kreditaftalen betalte afdrag på lånet, at han to gange betalte ekstraordinære af-drag, og at han forud for 2019 havde været kunde i Resurs Bank. Endelig læg-ges det til grund, at han i 2017 havde optaget et mindre såkaldt ”optikerlån” på 4.000 kr., hvilket låneforhold han havde afviklet, således at det var indfriet i april 2019, i overensstemmelse med aftalen med banken.

Resurs Bank har oplyst, at banken ikke foretog en beregning af Person 1's rådighedsbeløb, men alene lagde hans oplysninger herom til grund ved bevillingen af lånet.

En kreditgivers vurdering af en forbrugers kreditevne beror på et skøn, og det er derfor ikke ethvert svigt i denne vurdering, der kan føre til en tilsidesættelse af kreditaftalen som ugyldig. Det er i retspraksis lagt til grund, at der efter kreditaftalelovens § 7 c og forarbejderne hertil skal foreligge en vis grovere tilside-sættelse af pligten fra kreditgivers side til at foretage kreditvurdering, hvis en kreditaftale helt eller delvist skal tilsidesættes som ugyldig i medfør af aftale-lovens § 38 c, jf. § 36.

Landsretten finder, at den omstændighed, at Resurs Bank ikke foretog en egent-lig beregning af Person 1's rådighedsbeløb og alene lagde vægt på hans egne oplysninger herom - uanset om dette måtte være en utilstrækkelig kreditværdighedsvurdering - ikke i sig selv kan føre til, at Resurs Banks kredit-værdighedsvurdering i den konkrete situation må anses for så utilstrækkelig, at kreditaftalen er ugyldig.

Landsretten har herved lagt vægt på, at det af Person 1 oplyste rådig-hedsbeløb - sammenholdt med oplysningerne om bankens forudgående kend-skab til ham i kraft af det eksisterende kundeforhold, og de øvrige foreliggende oplysninger om hans indkomstforhold og gæld - indgik som en del af bankens vurdering af ham ved ydelse af lånet på 20.000 kr., og at der som sagen forelig-ger oplyst for landsretten ikke er fornødent grundlag for at antage, at den fore-tagne kreditværdighedsvurdering ikke var tilstrækkelig til at forebygge risiko-en for, at Person 1 blev overgældssat. Landsretten bemærker i den forbindelse, at der ikke ud over det ovenfor anførte er ført nærmere bevis for Person 1's økonomiske forhold. Der er herunder ikke ført bevis vedrø-rende hans eventuelle øvrige gæld til understøttelse af et synspunkt om, at han stiftede ny gæld for at kunne betale sine afdrag til Resurs Bank.

Det kan ikke føre til en anden vurdering, at Vidne 3 har forklaret, at bankens generelle proces med kreditværdighedsvurdering formentlig ikke var tilstrækkelig i 2019, og at Vidne 2 har forklaret, at en ansøger

/ 88

med Person 1's økonomi ikke i dag ville være blevet godkendt til et lån.

Efter en samlet vurdering finder landsretten således, at Forbrugerombudsman-den ikke har løftet bevisbyrden for, at der foreligger en så grov tilsidesættelse af pligten til at foretage kreditværdighedsvurdering, at der er grundlag for helt eller delvist at tilsidesætte lånenaftalen som ugyldig i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Landsretten frifinder derfor Resurs Bank for Forbrugerombudsmandens på-stand 3.

4. Konklusion og sagsomkostninger Landsretten finder, at der ved afgørelsen af sagen ikke foreligger en sådan tvivl om forståelsen af EU-retten, herunder navnlig rækkevidden af artikel 8 i forbrugerkreditdirektivet (direktiv 2008/48/EF), at der er grundlag for at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen.

Det følger af det ovenfor anførte, at den del af Finanstilsynets påbud af 12. ja-nuar 2022 der indebærer, at Resurs Bank i alle låneforhold skal indhente doku-menterede oplysninger om låntagers faktiske indtægter og faktiske faste udgif-ter ved vurderingen af låntagers kreditværdighed, ophæves, og at Finanstilsy-net i øvrigt frifindes for den påstand, der er nedlagt af Resurs Bank.

Det følger endvidere af det ovenfor anførte, at Forbrugerombudsmandens på-stand 1 og 2 afvises, og at Resurs Bank frifindes for Forbrugerombudsmandens påstand 3.

Efter sagens udfald skal Resurs Bank betale sagsomkostninger til Finanstilsynet. I en sag af den foreliggende karakter, hvor sagsgenstanden er angivet til 50 mio. kr., må det beløb, som Finanstilsynet skal have tillagt til dækning af udgifter til advokatbistand, fastsættes skønsmæssigt efter en vurdering af, hvad der kan anses for rimeligt bl.a. under hensyn til sagens resultat, karakter og omfang, herunder at hovedforhandlingen er afviklet over fem retsdage. Der må endvi-dere lægges vægt på, at der under sagen har været afholdt mundtlig formali-tetsprocedure om spørgsmålet om opsættende virkning og skriftveksling om hovedintervention og præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. På denne baggrund finder landsretten, at Resurs Bank skal betale 500.000 kr. inkl. moms i sagsomkostninger til Finanstilsynet.

Efter sagens udfald skal Forbrugerombudsmanden betale sagsomkostninger til Resurs Bank med 50.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Der er ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og betydning, herunder at Forbrugerombudsmandens hovedintervention uanset

/ 89

den konkrete lånesags relativt beskedne omfang har forøget sagens omfang og varighed.

THI KENDES FOR RET:

Landsretten ophæver den del af Finanstilsynets påbud af 12. januar 2022, der indebærer, at Resurs Bank, Filial af Resurs Bank Aktiebolag, Sverige skal ind-hente dokumenterede oplysninger om låntagers faktiske indtægter og faktiske faste udgifter ved vurderingen af låntagers kreditværdighed.

I øvrigt frifindes Finanstilsynet for den påstand, der er nedlagt af Resurs Bank, Filial af Resurs Bank Aktiebolag, Sverige.

Forbrugerombudsmandens påstande 1 og 2 over for Resurs Bank, Filial af Re-surs Bank Aktiebolag, Sverige, afvises.

Resurs Bank, Filial af Resurs Bank Aktiebolag, Sverige, frifindes for Forbrugerombudsmandens påstand 3.

Resurs Bank, Filial af Resurs Bank Aktiebolag, Sverige, skal inden 14 dage beta-le 500.000 kr. i sagsomkostninger til Finanstilsynet.

Forbrugerombudsmanden skal inden 14 dage betale 50.000 kr. i sagsomkost-ninger til Resurs Bank, Filial af Resurs Bank Aktiebolag, Sverige.

Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.

/ Publiceret til portalen d. 22-03-2024 kl. 10:01 Modtagere: Sagsøgte Finanstilsynet, Sagsøger Resurs Bank, Filial af Resurs Bank Aktiebolag, Sverige, Hovedintervenient Forbrugerombudsmanden

/