BS-18450/2022-HJR · Højesteret

Højesteret stadfæster landsretten afvisning om at behandle sagen i 1. instans i sag om, hvorvidt betingelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1, for at henvise en sag om kommunes udpegning af områder til Grønt Danmarkskort, til behandling ved landsret er opfyldt

[DOKUMENT] Dom (3 sider) HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 13. januar 2023

Sag BS-18450/2022-HJR

Kærende (advokat Karsten Thomas Henriksen)

mod

Nyborg Kommune (advokat Sarah Jano)

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Svendborg den 22. november 2021 (BS-20922/2021-SVE) og af Østre Landsrets 14. afdeling den 29. april 2022 (BS-45020/2021-OLR).

I påkendelsen har deltaget tre dommere: Oliver Talevski, Kurt Rasmussen og Jens Kruse Mikkelsen.

Påstande Kærende har nedlagt påstand om, at sagen henvises til behandling i Østre Landsret som 1. instans.

Indkærede, Nyborg Kommune, har nedlagt påstand om stadfæstelse af landsrettens kendelse, således at sagen hjemvises til fortsat behandling ved byretten.

Supplerende sagsfremstilling Ved dom af 17. juni 2022 fandt Retten i Svendborg i sag BS-12940/2021- SVE mellem Kærende og Planklagenævnet, at nævnets afgørelse af 6. oktober 2020, om ikke at give Kærende medhold i sin klage over Nyborg Kommunes vedtagelse af Kommuneplan 2017, er ugyldig. 2

Planklagenævnet har under sagen for Højesteret oplyst, at nævnet den 30. juni 2022 har anket byrettens dom til landsretten, hvor sagen fortsat verserer.

Højesterets begrundelse og resultat Efter retsplejelovens § 226, stk. 1, kan byretten efter anmodning fra en part hen-vise en sag til behandling ved landsret, hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.

Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret kendelsen.

THI BESTEMMES:

Landsrettens kendelse stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Kærende betale 5.000 kr. til Nyborg Kommune.

Det tilkendte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretskendelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.