SS-100/2021-HJR · SS-100/2021-HJR · Højesteret

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse i sag om, hvorvidt politiet tillades at opretholde beslaglæggelse af personbil i forbindelse med kap- og væddeløbskørsell

[DOKUMENT] Domsresumé (1 sider) Sager om beslaglæggelse efter vanvidskørsel

Sag 100/2021, Sag 13/2022, Sag 14/2022, Sag 73/2022, Sag 75/2022 og Sag 76/2022

Kendelser afsagt den 27. januar 2023

Højesteret har truffet afgørelse om beslaglæggelse i en række sager om vanvidskørsel

Sagerne angik beslaglæggelse af køretøjer, der havde været anvendt til vanvidskørsel, og som var ejet af andre end dem, der havde ført dem.

Beslaglæggelse er et foreløbigt retsmiddel, og Højesteret skulle således ikke tage endeligt stilling til, om de enkelte køretøjer skulle konfiskeres, men om der ud fra de oplysninger, som forelå på tidspunktet for Højesterets kendelse, var grund til at antage, at køretøjet burde konfiskeres i forbindelse med de respektive straffesager mod føreren for overtrædelse af færdselsloven.

Efter færdselsloven skal et køretøj konfiskeres, hvis det benyttes til såkaldt vanvidskørsel. Det gælder også, selv om køretøjet ejes af en anden end føreren, medmindre konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende. Ved vurderingen heraf skal der navnlig lægges vægt på ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt til vanvidskørsel, og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet.

Højesteret anførte, at der efter forarbejderne til bestemmelsen skal foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel. Der skal navnlig lægges vægt på ejerens forhold og adfærd, herunder om ejeren har udvist agtpågivenhed. Endvidere fremgik det, at udgangspunktet om konfiskation bl.a. skal fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre et erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. Det må ved vurderingen af ejerens økonomiske stilling i tilfælde af konfiskation også tages i betragtning, om ejeren har andre muligheder for at få dækket sit tab.

I lyset heraf foretog Højesteret i de enkelte sager en samlet vurdering af, om konfiskation måtte antages at være uforholdsmæssigt indgribende.

I fem af sagerne fandt Højesteret, at det ikke måtte antages at være uforholdsmæssigt indgribende for ejerne, såfremt køretøjerne blev konfiskeret. I to af disse sager var køretøjet leaset. I den ene sag (sag 14/2022) var leasingtageren en privatperson, der havde udlånt bilen til en anden person. I den anden sag (sag 73/2022) var leasingtageren et biludlejningsfirma, der havde udlejet bilen i et døgn. Konfiskationen fandtes heller ikke at være uforholdsmæssigt indgribende over for leasingtagerne i nogen af de to sager. Beslaglæggelsen blev godkendt og opretholdt i alle fem sager.

I en af de seks sager (sag 76/2022) fandt Højesteret, at det måtte antages at være uforholdsmæssigt indgribende over for en leasingtager at konfiskere køretøjet, og der var derfor ikke grundlag for at beslaglægge køretøjet. Højesteret lagde vægt på, at leasingtageren var et fragtfirma, der som et nødvendigt led i sin virksomhed benyttede ansatte chauffører, og på de økonomiske konsekvenser for virksomheden af en eventuel konfiskation og den agtpågivenhed, som virksomheden havde udvist i forbindelse med ansættelsen og beskæftigelsen af chaufføren.

Landsretten var i de enkelte sager nået til det samme resultat.

[DOKUMENT] Retsbog med kendelse (6 sider) UDSKRIFT AF HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG

HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 27. januar 2023

Sag 100/2021

Vidne ved advokat Gert Dyrn kærer Østre Landsrets afgørelse i sagen:

Anklagemyndigheden mod Sigtede

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Svendborg den 1. juni 2021 (R2-1157/2021) og af Østre Landsrets 16. afdeling den 14. september 2021 (S-1702-21).

I påkendelsen har deltaget fem dommere: Jens Peter Christensen, Michael Rekling, Hanne Schmidt, Jan Schans Christensen og Søren Højgaard Mørup.

Påstande Vidne har påstået ophævelse af beslaglæggelsen.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling Det fremgår af Retten i Svendborgs dom af 16. august 2022, at Sigtede blev fundet skyldig i det forhold, der lå til grund for beslaglæggelsen af bilen. Byretten har udskudt spørgsmålet om konfiskation af bilen under henvisning til dette kæremål.

Anbringender Vidne har anført navnlig, at der ikke kan ske beslaglæggelse af bilen efter færd-selslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., da betingelserne for en eventuel konfiskation ikke kan anta- - 2 -

ges at være opfyldt, idet konfiskationen vil være uforholdsmæssigt indgribende over for ham. Bilen blev udlånt til brug for, at hans søn, Sigtede, skulle skifte bilens hjul og dæk, og han havde ingen rimelig mulighed for at vide, at Sigtede ville gøre sig skyldig i den kørsel, som ligger til grund for beslaglæggelsen. Sigtede har tidligere lånt biler af ham, og der har ikke tidligere været forhold ved Sigtedes adfærd eller hans brug af bilerne, som kunne give anledning til en mistanke om, at bilen kunne blive anvendt til van-vidskørsel. Dertil kommer, at Sigtede ikke tidligere er straffet og hidtil har udvist en normal og lovlydig adfærd. Der forelå dermed ikke forhold før eller på udlånstidspunktet, som med rimelighed kunne vække mistanke hos ham om, at Sigtede ville anvende bilen til vanvidskørsel.

Anklagemyndigheden har anført navnlig, at beslaglæggelsen bør opretholdes, idet betingel-serne for konfiskation efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., må antages at være opfyldt, og at beslaglæggelsen ikke vil være uforholdsmæssigt indgribende over for Vidne. Der er ikke grundlag for at antage, at Vidne i forbindelse med en eventuel konfiskation vil lide et økonomisk tab, idet han vil kunne få dækket et eventuelt tab gennem et erstatningskrav mod Sigtede. Dertil kommer, at det efter omstændighederne omkring udlånet af bilen, herunder den familiemæssige relation mellem Vidne og Sigtede, og oplysningen om, at kørslen skete omkring kl. 23:25, ikke kan anses for helt upåregneligt for Vidne, at bilen kunne blive anvendt til vanvidskørsel.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstilling Den 24. april 2021 blev Sigtede standset af Fyns Politi og sigtet for overtrædelse af færdselslovens § 37, stk. 4, ved som fører at have deltaget i organiseret kap- og væddekør-sel med en anden bil på Kielbergvej i Ringe med høj hastighed og udvist særlig hensynsløs kørsel.

Bilen tilhører Sigtedes far, Vidne.

Ved byrettens kendelse af 1. juni 2021 blev beslaglæggelsen godkendt og opretholdt, jf. rets- plejelovens § 803, stk. 1, med henvisning til, at der er grund til at antage, at bilen skal konfi- skeres efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt. Ved landsrettens kendelse af 14. september - 3 -

2021 blev byrettens kendelse stadfæstet, dog således at beslaglæggelsen skete under henvis-ning til retsplejelovens § 802, stk. 1.

Sagen angår, om der er grundlag for at godkende og opretholde beslaglæggelsen.

Retsplejelovens regler om beslaglæggelse Efter retsplejelovens § 802, stk. 1, kan genstande, som en mistænkt har rådighed over, beslag- lægges, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres.

Efter retsplejelovens § 803, stk. 1, 1. pkt., kan genstande, som en person, der ikke er mis-tænkt, har rådighed over, beslaglægges som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres.

Beslaglæggelse er et foreløbigt retsmiddel, og der skal således ikke ved denne afgørelse tages endeligt stilling til, om bilen skal konfiskeres, men om der ud fra de oplysninger, som forelig- ger på nuværende tidspunkt, er grund til at antage, at bilen bør konfiskeres i forbindelse med straffesagen mod Sigtede for overtrædelse af færdselsloven.

Færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt. Efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., skal der i tilfælde af såkaldt vanvidskørsel ske konfiskation af køretøjet, selv om køretøjet ejes af en anden end den person, der har ført det. Det gælder dog ikke, hvis konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en sådan kørsel, og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person.

Bestemmelsen blev indsat i færdselsloven ved lov nr. 534 af 27. marts 2021 (Folketingstiden-de 2020-21, tillæg A, lovforslag nr. L 127). Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at formålet med lovændringen er at forhindre meget alvorlige færdselsforseelser, der i særlig grad kan udsætte andre mennesker for livsfare, og forslaget skal ses i lyset af, at såkaldt van- vidskørsel kan have – og gennem en årrække har haft – særdeles alvorlige og i værste tilfælde fatale konsekvenser, at det i praksis er tæt på umuligt for almindelige borgere at sikre sig her- - 4 -

imod, og at problemets omfang er væsentligt. Dertil kommer de praktiske vanskeligheder, der var forbundet med at forhindre vanvidskørsel efter den tidligere regulering.

Af forarbejderne (Folketingstidende 2020-21, tillæg B, lovforslag nr. L 127, betænkning af 15. marts 2021, s. 4 f. og s. 8) fremgår, at der ved bedømmelsen af, om konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende, skal anlægges en helhedsvurdering af sagens samlede om- stændigheder. Det forudsættes, at der er tale om en snæver undtagelse, idet udgangspunktet er, at køretøjer benyttet til vanvidskørsel konfiskeres, og ejeren herefter må søge sit tab dæk-ket gennem et erstatningskrav mod føreren. Endvidere er det nærmere beskrevet, i hvilke til-fælde betingelserne for at undlade konfiskation skal anses for opfyldt.

Med hensyn til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt til van- vidskørsel, fremgår bl.a., at der skal foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt for ejeren, at køretøjet ville blive anvendt på denne måde. Der skal navnlig lægges vægt på ejerens forhold og adfærd, herunder om ejeren har udvist agtpågivenhed.

Hvis en privatperson har udlånt køretøjet, formodes ejeren som udgangspunkt at have til- strækkeligt kendskab til den person, som ejeren vælger at låne køretøjet ud til, til at kunne vurdere, om der er risiko for, at køretøjet vil blive anvendt på en sådan måde, at det kan med- føre konfiskation. Hvis det dokumenteres, at køretøjet har været stjålet på gerningstidspunk-tet, skal der ikke ske konfiskation.

For så vidt angår ejerens mulighed for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling fremgår bl.a., at udgangspunktet om konfiskation skal fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at for- hindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. Dette kan efter forarbejderne f.eks. være tilfældet, hvis ejeren godtgør, at særlige omstændigheder konkret gør et erstat-ningskrav illusorisk.

Højesteret bemærker, at en person, der har ført et køretøj på en sådan måde, at der er grundlag for at konfiskere køretøjet i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2, som udgangspunkt vil være erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler over for den, der lider et økono-misk tab, hvis køretøjet konfiskeres. Er der tale om lån, vil låntageren som udgangspunkt væ- - 5 -

re erstatningsansvarlig på objektivt grundlag efter DL 5-8-1 over for den, der har udlånt køre- tøjet, hvis køretøjet konfiskeres, og låntageren har lånt køretøjet i egen interesse.

Den konkrete sag Spørgsmålet om konfiskation af bilen skal pådømmes som led i straffesagen mod Sigtede, og det er i den sag, der skal tages stilling til, om konfiskation vil være uforholds-mæssigt indgribende. Det bemærkes, at byretten har udsat afgørelsen af spørgsmålet om kon-fiskation under henvisning til dette kæremål. På nuværende tidspunkt skal Højesteret alene tage stilling til, om der er grundlag for at beslaglægge bilen ud fra en antagelse om, at der vil være grundlag for at konfiskere bilen som led i straffesagen.

Sigtede er fundet skyldig i kørsel som nævnt i færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt. (vanvidskørsel), og mistankekravet må derfor anses for opfyldt. Spørgsmålet er herefter, om konfiskation må antages at være uforholdsmæssigt indgribende.

Som nævnt fremgår det af forarbejderne, at der skal foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel. Ved vurderin-gen af Vidnes forhold og adfærd, herunder om han har udvist agtpågivenhed og hans mulighed for at vurdere, om der var risiko for, at bilen ville blive brugt til vanvidskørsel, lægger Højesteret vægt på Vidne og Sigtedes indbyrdes relation, deres forklaringer og omstændighederne ved kørslen. Vidne har forklaret, at han udlånte bilen til sin hjemmeboende søn Sigtede, som var 18 år og i lære som mekaniker, med henblik på, at Sigtede skulle skifte hjul og dæk på bilen. Bilen blev beslaglagt kort før midnat lørdag den 24. april 2021, umiddelbart efter at Sigtede havde deltaget i organiseret kap- og væddekørsel. Det er herefter ikke godtgjort, at det var helt upåregneligt for Vidne, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel.

Efter forarbejderne skal udgangspunktet om konfiskation bl.a. fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre et erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. Det må ved vurderingen af eje- rens økonomiske stilling i tilfælde af konfiskation også tages i betragtning, om ejeren har an-dre muligheder for at få dækket sit tab. - 6 -

Ved vurderingen af de økonomiske konsekvenser for Vidne i tilfælde af konfiska-tion lægger Højesteret til grund, at den beslaglagte bil er en ældre BMW 335, som han havde købt 14 dage forinden for 140.000 kr. Der foreligger ikke oplysninger om Sigtedes økonomiske forhold, der godtgør, at han ikke vil være i stand til at erstatte Vidnes tab, eventuelt over en længere periode.

Efter en samlet vurdering af de oplysninger, der på nuværende tidspunkt foreligger, finder Højesteret, at der ikke er grund til at antage, at konfiskation vil være uforholdsmæssigt ind- gribende.

Der er herefter heller ikke grund til at antage, at konfiskation af den omhandlede personbil vil være i strid med artikel 17, stk. 1, i EU’s Cha rter om grundlæggende rettigheder eller artikel 1 i den første tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Konklusion Højesteret tiltræder, at betingelserne for beslaglæggelse er opfyldt, og stadfæster landsrettens kendelse.

Thi bestemmes :

Landsrettens kendelse stadfæstes.