BS-14077/2022-HJR · Højesteret

Højesteret stadfæster landsrettens afgørelse i sag vedrørende spørgsmålet om godtgørelse for ulovlig frihedsberøvelse

[DOKUMENT] Dom (4 sider) HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 11. januar 2023

Sag BS-14077/2022-HJR (1. afdeling)

Appellant (advokat Claus Allan Bonnez, beskikket)

mod

Region Hovedstaden (advokat Henrik Perregaard)

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Glostrup den 20. august 2021 (BS- 14733/2021-GLO) og af Østre Landsrets 2. afdeling den 15. februar 2022 (BS- 31986/2021-OLR).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Jens Peter Christensen, Hanne Schmidt, Oliver Talevski, Jan Schans Christensen og Jørgen Steen Sørensen.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande Appellant, har påstået sagen hjemvist til byretten.

Indstævnte, Region Hovedstaden, har påstået stadfæstelse.

Supplerende anbringender Appellant har supplerende anført navnlig, at landsrettens dom stiller ham dårligere med hensyn til muligheden for godtgørelse, end hvis Det Psykiatriske Patientklagenævn ikke havde givet ham medhold i, at frihedsberøvelsen var ulovlig. I sidstnævnte tilfælde kunne han have krævet frihedsberøvelsens lovlighed indbragt for retten efter retsplejelovens kapitel 43 a og i den forbindelse 2

fået påkendt spørgsmålet om godtgørelse, jf. lovens § 469, stk. 6. Efter landsrettens dom er han i stedet henvist til at anlægge sag mod regionen efter civilprocessens almindelige regler.

Et sådant resultat er udtryk for en formalistisk tilgang til anvendelsesområdet for retsplejelovens kapitel 43 a og inddrager ikke hensigten bag det samlede psykiatriske klagesystem, herunder psykiatrilovens § 37. Resultatet har også mere generelt uheldige konsekvenser. F.eks. vil regionen under en sag, som patienten efter civilprocessens almindelige regler anlægger med påstand om godtgørelse, kunne anfægte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse, uden at patienten har de rettigheder, der følger af kapitel 43 a.

Region Hovedstaden har supplerende anført navnlig, at det følger af ordlyden i retsplejelovens § 469, stk. 6, at krav om godtgørelse som følge af ulovlig friheds-berøvelse kun kan påkendes efter reglerne i lovens kapitel 43 a i forbindelse med en sag om frihedsberøvelsens lovlighed. Den foreliggende sag angår ikke frihedsberøvelsens lovlighed, idet Det Psykiatriske Patientklagenævn har truf-fet afgørelse om, at fikseringerne af Appellant var ulovlige, og regionen ikke har anfægtet afgørelsen.

Det anførte er i overensstemmelse med formålet bag kapitel 43 a, som er at sikre let adgang til at anfægte en frihedsberøvelses lovlighed, men ikke til at føre sag alene om godtgørelse. Det er derfor velbegrundet, at patienten i tilfælde, hvor Det Psykiatriske Patientklagenævn allerede har fastslået, at frihedsberøvelsen var ulovlig, må anlægge en sag, der alene drejer sig om godtgørelse, efter civilprocessens almindelige regler. En lettelse af patientens adgang til at føre sag alene om godtgørelse, således at kapitel 43 a også omfatter sådanne sager, må ske ved en ændring af lovgivningen.

Højesterets begrundelse og resultat Som anført af landsretten har Det Psykiatriske Patientklagenævn truffet afgørelse om, at fikseringerne af Appellant var ulovlige. Region Hovedstaden har ikke anfægtet nævnets afgørelse, og sagen angår alene, om Appellant som følge af fikseringerne har krav på godtgørelse.

Med denne bemærkning og i øvrigt af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at retsplejelovens kapitel 43 a ikke finder anvendelse i sagen. Højesteret finder således, at lovens § 469, stk. 6, efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder indebærer, at spørgsmål om godtgørelse kun kan behandles efter kapitel 43 a, hvis der for retten er tvist om, hvorvidt frihedsberøvelsen er lovlig.

Højesteret er opmærksom på, at Appellant herved er processuelt dårligere stillet med hensyn til at opnå godtgørelse, end hvis han ikke havde fået med- 3

hold i Det Psykiatriske Patientklagenævn. Højesteret finder, at dette ikke kan føre til et andet resultat end det anførte, og at en anden retsstilling derfor forudsætter en lovændring.

Højesteret bemærker, at den foreliggende sag adskiller sig fra tilfælde, hvor den pågældende begærer sagen indbragt for retten alene med påstand om godtgørelse, men hvor regionen anfægter klagenævnets afgørelse og gør gældende, at tvangsfikseringen var lovlig, og at der derfor ikke er grundlag for godtgørelse. I sådanne tilfælde behandles sagen efter retsplejelovens kapitel 43 a, jf. herved Højesterets domme af 31. januar 2017 (UfR 2017.1314) og 26. oktober 2022 (UfR 2023.378).

Højesteret stadfæster herefter dommen.

THI KENDES FOR RET:

Landsrettens dom stadfæstes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.

[DOKUMENT] Retsbog med kendelse (4 sider) HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 20. juni 2022

Sag BS-14077/2022-HJR

Appellant (advokat Claus Allan Bonnez)

mod

Region Hovedstaden (advokat Henrik Perregaard)

Denne kendelse angår Appellants indsigelse mod den opkrævede retsaf-gift.

Dommerne Jan Schans Christensen, Jens Kruse Mikkelsen og Kristian Korfits Nielsen har deltaget i denne afgørelse.

Påstande Appellant har nedlagt påstand om, at ankesagen er afgiftsfri, jf. retsafgifts-lovens § 41, stk. 1, jf. § 8, stk. 1, nr. 6.

Sagsfremstilling Østre Landsret stadfæstede ved dom af 15. februar 2022 Retten i Glostrups dom af 20. august 2021, hvorved den sag, som Appellant havde anlagt mod Re-gion Hovedstaden, blev afvist. Landsretten fandt ligesom byretten, at Appellants krav om godtgørelse ikke kunne behandles efter reglerne i retsplejelo-vens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.

Appellant har den 8. april 2022 med Procesbevillingsnævnets tilladelse an-ket sagen til Højesteret med påstand om hjemvisning til fornyet behandling ved Retten i Glostrup. 2

Ved meddelelse af 27. april 2022 opkrævede Højesterets administrationschef retsafgift på 4.000 kr., jf. retsafgiftslovens § 36, med frist for betaling den 11. maj 2022.

Advokat Claus Bonnez oplyste ved meddelelse af samme dato, at sagen efter hans opfattelse er afgiftsfri, jf. retsafgiftslovens § 41, stk. 1, nr. 1, jf. § 8, stk. 1, nr. 6.

Anbringender Appellant har anført navnlig, at sagen ikke alene vedrører spørgsmålet om erstatning, men også den retlige prøvelse af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 24. marts 2021, der er indbragt efter psykiatrilovens § 37, som foreskriver, at sagen behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Spørgsmålet er ikke sammenligneligt med Højesterets kendelse af 28. april 2022 om retsafgift i kæresagen BS-6391/2022-HJR, som vedrører Østre Landsrets beslutning om at afvise beskikkelse i medfør af retsplejelovens § 470, stk. 2, i samme sag.

Den omstændighed, at regionen har fået medhold i sin afvisningspåstand, æn-drer ikke ved, at ankesagen skal behandles i medfør af kapitel 43 a. I modsat fald vil der opstå spørgsmål om, hvilke processuelle regler, der finder anven-delse under ankesagens behandling i Højesteret, f.eks. hvem indkalder sagens parter og vidner mv. eller rettens muligheder for at bede om politiets bistand i den forbindelse, hvilket er reguleret henholdsvis i retsplejelovens § 471, stk. 1 og stk. 4.

Højesterets begrundelse og resultat Ankesagen for Højesteret vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagen, der alene angår spørgsmålet om erstatning for uberettiget administrativ frihedsberøvelse, skal behandles i medfør af reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Det afgørende for, om ankesagen er afgiftsfri, er, om denne er omfattet af retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse, jf. retsafgiftslovens § 41, stk. 1, jf. § 8, stk. 1, nr. 6.

Østre Landsret fandt ved dom af 15. februar 2022, at sagen ikke skulle behand-les efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Ved fastsættelsen af retsafgift for ankesagen lægger Højesteret dette resultat til grund, idet Højesteret i modsat fald ville skulle tage stilling til ankesagens hovedspørgsmål. 3

Såfremt Højesteret ved afgørelsen af ankesagen måtte komme frem til, at sagen burde være behandlet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a og derfor skal hjemvises, vil retsafgiften blive tilbagebetalt.

På den baggrund fastsættes retsafgiften til 4.000 kr., jf. retsafgiftslovens § 36.

Retsafgiften er betalt den 11. maj 2022.