BS-16186/2021-HJRBS-16186/2021-HJR · Højesteret

Landsrettens kendelse om henvisning til Retten i Aalborg stadfæstes

[DOKUMENT] Domsresumé (1 sider) Værnetingsaftale var indgået i overensstemmelse med Luganokonventionen

Sag BS-16186/2021-HJR

Kendelse afsagt den 11. oktober 2021

A mod Jutlander Bank A/S

Værnetingsaftale, der indgik som en del af en kreditaftale, var gyldigt indgået efter Luganokonventionen

Kæremålet for Højesteret angik gyldigheden af en værnetingsklausul i en kreditaftale, som var indgået mellem Jutlander Bank A/S og X A/S. A havde underskrevet kreditaftalen på vegne af X A/S og på egne vegne som selvskyldnerkautionist.

Hovedspørgsmålene var, om værnetingsaftalen overfor A skulle anses som en forbrugeraftale, og om aftalen var indgået i overensstemmelse med Luganokonventionens skriftlighedskrav.

Højesteret kom for det første frem til, at A ikke skulle anses som forbruger i henhold til den indgåede aftale og lagde i den forbindelse vægt på A’s tilknytning til X A/S, hvor han var direktør og reel ejer, da han påtog sig kautionsforpligtelsen.

Højesteret anførte herefter med henvisning til EU-retspraksis, at Luganokonventionens skriftlighedskrav, hvorefter værnetingsaftaler skal være indgået skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse, var opfyldt, da værnetingsklausulen var en del af et skriftligt aftalegrundlag, der efter en samlet vurdering måtte anses for at være udtryk for parternes samstemmende vilje.

Højesteret kom på den baggrund frem til, at A var bundet af den værnetingsaftale, som han havde underskrevet.

Landsretten var kommet til samme resultat.

/

[DOKUMENT] Retsbog (18 sider) HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 11. oktober 2021

Sag BS-16186/2021-HJR

Kærende, tidligere Sagsøgte (advokat Christian Ditlev Hindkjær)

mod

Jutlander Bank A/S (advokat Rune Richelsen)

Påstande Kærende, tidligere Sagsøgte, har nedlagt påstand om afvisning.

Indkærede, Jutlander Bank A/S, har nedlagt påstand om stadfæstelse af lands- rettens kendelse.

Sagsfremstilling Sagen udspringer af en aftale om en driftskredit mellem Sparekassen Himmer-land A/S (nu Jutlander Bank A/S) og Virksomhed A/S 1, hvor Udenlandsk virksomhed 2 og Kærende, tidligere Sagsøgte kautionerede som selvskyldnerkautionister.

Kautionsforpligtelsen blev gjort gældende over for Kærende, tidligere Sagsøgte i forlængelse af, at Virksomhed A/S 1 i 2011 var gået konkurs.

/ 2

Den 29. maj 2019 anlagde Jutlander Bank A/S sagen ved Retten i Hjørring, hvor Kærende, tidligere Sagsøgte ejer et sommerhus. Jutlander Bank A/S har efterfølgende oplyst, at sagen var anlagt ved det forkerte værneting, og har anmodet om, at sagen henvises til Retten i Aalborg, hvor Jutlander Bank A/S har hjemting.

Kærende, tidligere Sagsøgte har bestridt, at der er gyldigt værneting i Danmark.

Under sagens forberedelse blev spørgsmålet om værneting udskilt til særskilt behandling, jf. retsplejelovens § 253, og kæremålet angår, hvorvidt der er vær- neting i Danmark.

Den 21. juli 2020 afsagde Retten i Hjørring følgende kendelse:

”KENDELSE

Parterne er enige om, at spørgsmålet om internationalt værneting skal afgøres efter Lugano-konventionen, jf. retsplejelovens § 247, stk. 1.

Aftalt værneting

Det følger af Lugano-konventionens artikel 23, stk. 1, litra a, at en aftale om værneting skal være skriftlig.

Spørgsmålet er, om kravet om skriftlighed medfører, at begge parter skal have underskrevet kautionsaftalen og den deri indeholdte værne- tingsklausul. Fortolkningen af Lugano-konventionen skal ske under an- vendelse af den fortolkningsmetode, der anvendes af blandt andet EU- Domstolen ved de tilsvarende bestemmelser i EF-Domskonventionens artikel 17 og EU-domsforordningens artikel 25. En sådan fortolkning medfører, at kravet om skriftlighed kun er opfyldt, såfremt begge parter har underskrevet aftalen om værneting.

Det er ubestridt, at Sparekassen Himmerland ikke har underskrevet kautionsaftalen og den deri indeholdte værnetingsklausul.

Da kautionsaftalen og den deri indeholdte værnetingsklausul ikke er underskrevet af begge parter, kan den ikke anses for indgået i overens- stemmelse med Lugano-konventionens artikel 23, stk. 1, litra a.

Herefter, og idet der heller ikke i øvrigt er grundlag for at antage, at der i medfør af Luganokonventionens artikel 23, stk. 1, litra b eller c, eller § 23, stk. 2, foreligger en værnetingsaftale mellem Sparekassen Him- merland og Kærende, tidligere Sagsøgte, foreligger der ikke en gyldigt indgået vær-netingsaftale mellem parterne.

/ 3

Værneting i Danmark i øvrigt

Spørgsmålet er herefter, om der efter Lugano-konventionen i øvrigt er værneting i Danmark.

Det følger af Lugano-konventionens artikel 2 og 3, at personer med bo- pæl på en konventionsstats område kun kan sagsøges i en anden kon- ventionsstat i medfør af de specielle kompetenceregler i konventionens afdeling 2-7, herunder artikel 5, stk. 1, litra a, hvorefter en person i sager om kontraktforhold kan sagsøges, hvor den pågældende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes.

Retten bemærker, at også sager om aftaler om ensidigt påtagne forplig- telser som f.eks. en kautionsforpligtelse må anses for omfattet af ”sager om kontraktforhold” i Lugano-konventionens artikel 5, stk. 1, litra a, jf. blandt andet EU-Domstolens præjudicielle afgørelse i sag C-417/15 om gaveoverdragelse af en fast ejendom.

Herefter, og idet kautionsforpligtelsen ikke kan antages ikke at være påtaget frivilligt, og idet procesøkonomiske hensyn ikke kan føre til et andet resultat, finder Lugano-konventionens artikel 5, stk. 1, litra a, an- vendelse.

Spørgsmålet er herefter, hvor kautionsforpligtelsen skal opfyldes, jf. Lu- ganokonventionens artikel 5, stk. 1, litra a.

Ved afgørelsen af dette spørgsmål skal der forudsætningsvis tages stil-ling til, om dette spørgsmål skal afgøres efter dansk eller schweizisk ret.

Parterne er enige om, at dette spørgsmål skal afgøres efter Rom-kon- ventionen.

Formuleringen ”Det bemærkes at kautionen er stillet i henhold til gæl- dende dansk ret” i kautionsaftalen, kan ikke anses for en lovvalgsaftale, som omfattet af Rom-konventionens artikel 3.

Det følger af Rom-konventionens artikel 4, stk. 1, at aftalen er ”under- kastet loven i det land, som den har sin nærmeste tilknytning til” , og af artikel 4, stk. 2, at der er en ”formodning for, at aftalen har sin nærme-ste tilknytning til det land, hvor den part, som skal præstere den for af-talen karakteristiske ydelse, på tidspunktet for aftalens indgåelse har sin bopæl” .

/ 4

Den for en kautionsforpligtelse karakteristiske ydelse er kautionistens ydelse i form af indfrielse af forpligtelsen. Kærende, tidligere Sagsøgte har – ube-stridt af Jutlander Bank A/S – anført, at efter Schweizisk ret er ”penge-skyld henteskyld” . Dette medfører, at efter formodningsreglen i Rom-konventionens artikel 4, stk. 2, har aftalen sin nærmeste tilknytning til Schweiz.

Det følger imidlertid af Rom-konventionens artikel 4, stk. 5, 2. pkt., at hvis ”det af omstændighederne som helhed fremgår, at aftalen har en nærmere tilknytning til et andet land” , skal der ses bort fra formod- ningsreglerne i stk. 2-4. EU-Domstolen har i den præjudicielle sag C- 133/08 (præmis 63) nærmere udtalt, at man skal se bort fra formod- ningsreglerne, ”når det af omstændighederne som helhed tydeligt frem- går, at aftalen har en nærmere tilknytning til et andet land end det, som kan fastlægges på grundlag af formodningerne.”

Spørgsmålet er derfor, om det tydeligt fremgår af omstændighederne som helhed, at aftalen har en nærmere tilknytning til Danmark.

Aftalen om kautionsforpligtelsen er efter det oplyste indgået i forbin-delse med, at Kærende, tidligere Sagsøgte henvendte sig til den daværende Spare-kassen Himmerland A/S i Danmark på vegne af det i Danmark hjem-mehørende selskab Virksomhed A/S 1 - i hvilket han efter det op- lyste var direktør og bestyrelsesmedlem, og hvilket selskab han gennem sit schweiziske selskab Udenlandsk virksomhed 1 var reel ejer af – med hen-blik på at opnå en driftskredit for Virksomhed A/S 1, og for hvil-ken driftskredit han ved kautionsaftalen kautionerede for.

Retten finder på den baggrund, at det af omstændighederne som hel-hed tydeligt fremgår, at kautionsaftalen har en nærmere tilknytning til Danmark end til Schweiz, jf. Rom-konventionens artikel 4, stk. 5, 2. pkt.

Dette medfører, at spørgsmålet om, hvor kautionsforpligtelsen skal op- fyldes, jf. Lugano-konventionens artikel 5, stk. 1, litra a, derfor skal af- gøres efter dansk ret, jf. Rom-konventionens artikel 4, stk. 1, jf. stk. 5, 2. pkt.

Opfyldelsesstedet for kautionsforpligtelsen er efter dansk ret – og i øv-rigt ubestridt – i Danmark.

Kærende, tidligere Sagsøgte kan derfor sagsøges i Danmark, jf. Lugano- konventio-nens artikel 5, stk. 1, litra a.

/ 5

Idet Jutlander Bank A/S har hjemting ved Retten i Aalborg, henvises sa- gen til videre behandling der, jf. retsplejelovens § 248, stk. 2, jf. § 238, stk. 1.

THI BESTEMMES:

Sagen henvises til Retten i Aalborg.”

Af Vestre Landsrets kendelse af 25. januar 2021 fremgår bl.a.:

”K E N D E L S E

Sagen angår, om der er værneting ved Retten i Aalborg – som følge af aftalt værneting, subsidiært opfyldelsesværneting – for en sag anlagt af Jutlander Bank A/S mod Kærende, tidligere Sagsøgte angående en kautionsforplig-telse, eller om sagen skulle have været anlagt i Schweiz, hvor Kærende, tidligere Sagsøgte er bosiddende.

Sparekassen Himmerland A/S (nu Jutlander Bank A/S) fremsendte den 7. januar 2008 et bevillingsbrev, hvori der blev bevilliget en kredit-ramme på 1 mio. kr. med nærmere angivne vilkår, herunder om kau-tion. Brevet var underskrevet af Person 1 og Person 2 på vegne af pengeinstituttet.

Kærende, tidligere Sagsøgte underskrev den 5. marts 2008 det fremsendte kreditdo-kument benævnt ”Driftskredit” på vegne af Virksomhed A/S 1 og Udenlandsk virksomhed 2 – i selskabernes egenskab af hhv. debitor og selv-skyldnerkautionist – og på vegne af sig selv som selvskyldnerkautio- nist. Han underskrev endvidere – på vegne af sig selv og Udenlandsk virksomhed 2 – en særskilt kautionserklæring, som var en del af det frem- sendte kreditdokument.

Af kreditdokumentet fremgår blandt andet følgende:

”… Virksomhed A/S 1 Adresse By 3 har af Sparekassen Himmerland A/S fået tilsagn om en kreditramme på DKK 1.000.000,00. …

/ 6

Retssager vedrørende denne kaution kan efter Sparekassen Himmer-land A/S's ønske anlægges ved byretten i den retskreds, hvor Sparekas-sen Himmerland A/S eller dettes kontoførende filial er beliggende (be- stemmelsen gælder ikke i forbrugerforhold, jævnfør retsplejelovens § 245, stk. 2). …”

Kærende, tidligere Sagsøgte var da bosiddende i Schweiz, og ejede Udenlandsk virksomhed 2, der havde hjemsted i Schweiz, og som var moderselskab til Virksomhed A/S 1. Han var endvidere administrerende direktør for Virksomhed A/S 1 og medlem af selskabets bestyrelse.

Det er oplyst, at pengeinstituttet efterfølgende stillede driftskreditten til rådighed for Virksomhed A/S 1.

Virksomhed A/S 1 blev erklæret konkurs den 4. maj 2011, og på det tidspunkt var driftskreditten fuldt udnyttet. Udenlandsk virksomhed 2 blev efter det oplyste erklæret konkurs den 22. februar 2017.

Pengeinstituttet har gjort kautionsforpligtelsen gældende over for Kærende, tidligere Sagsøgte, der har gjort indsigelse. Indsigelsen angår navnlig, at hans kautionsforpligtelse er subsidiær i forhold til Udenlandsk virksomhed 2's kautionsforpligtelse, og at kautionen er omfattet af nogle særlige ufravi-gelige beskyttelsesregler, der følger af schweizisk ret. Spørgsmålet er herefter, om pengeinstituttet kunne anlægge sagen mod Kærende, tidligere Sagsøgte – der fortsat bor i Schweiz – ved en dansk domstol.

Schweiz har tiltrådt Luganokonventionen, og afgørelsen af, om der er værneting for sagen i Danmark, skal i medfør af retsplejelovens § 247 træffes efter denne konvention.

Luganokonventionen er en parallelkonvention til Domskonventionen (videreført som Domsforordningen), og det følger af Luganokonventio- nens protokol nr. 2, at der ved fortolkning skal tages hensyn til de nati- onale domstoles og EU-Domstolens praksis om blandt andet Domskon- ventionen og Domsforordningen.

For landsretten er spørgsmålet i første række, om værnetingsklausulen er bindende for Kærende, tidligere Sagsøgte.

Luganokonventionens artikel 17 indeholder nogle nærmere angivne be- grænsninger i adgangen til at indgå værnetingsaftaler i forbrugerfor-hold. Det følger af EU-domstolens praksis, jf. dom af 14. marts 2013 i sag C- 419/11, at artikel 15, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001

/ 7

(Domsforordningen) – der er ligelydende med artikel 15, stk. 1, i Luga- nokonventionen vedrørende forbrugeraftaler – skal fortolkes således, at en fysisk person, der har tætte erhvervsmæssige forbindelser til et sel-skab, f.eks. ved at indgå i ledelsen heraf eller ved at eje en aktiemajoritet i selskabet, ikke kan anses for forbruger i denne bestemmelses forstand, når han stiller sikkerhed for dette selskabs forpligtelser i henhold til en kreditaftale.

Efter oplysningerne om Kærendes, tidligere Sagsøgte tilknytning til Virksomhed A/S 1 som direktør og reel ejer, da han påtog sig kautionsforplig-telsen, er kautionen ikke etableret ved en forbrugeraftale i Luganokon-ventionens forstand, og de begrænsninger vedrørende indgåelse af vær-netingsaftaler i forbrugerforhold, der følger af Luganokonventionen, finder ikke anvendelse i det foreliggende tilfælde.

Herefter er spørgsmålet, om værnetingsaftalen – uanset at pengeinsti- tuttet ikke har underskrevet dokumentet benævnt ”Driftskredit” , der indeholdt værnetingsklausulen – er indgået i overensstemmelse med det formkrav, der fremgår af Luganokonventionens artikel 23, stk. 1, litra a), hvorefter værnetingsaftalen skal være indgået skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse.

EU-domstolen har vedrørende prøvelsen af værnetingsaftaler efter de ligelydende bestemmelser i Domskonventionen og Domsforordningens i flere afgørelser – herunder i sag C-222/15 – fastslået, at den ret, for hvilken en sag er indbragt, skal efterprøve, om den værnetingsaftale, som tillægger retten kompetence, faktisk har været genstand for parter-nes samstemmende vilje, som skal være udtrykt klart og præcist, og at formkravene i Bruxelles I-forordningens artikel 23, stk. 1, i den forbin- delse skal sikre, at den samstemmende vilje faktisk er godtgjort.

Værnetingsklausulen fremgår tydeligt af driftskreditten, som er udar- bejdet af pengeinstituttet, og dokumentet er sendt af pengeinstituttet som opfølgning på bevillingsbrevet, hvor pengeinstituttet afgav en vil- jeserklæring om bevilling af kredit på nærmere angivne vilkår, som var bindende for pengeinstituttet, da den kom til modtagerens kundskab. Pengeinstituttet har i henhold til det fremsendte stillet kredit til rådig-hed efter, at driftskreditten – herunder vilkåret om kaution – blev ac-cepteret og underskrevet af Kærende, tidligere Sagsøgte og hans selskaber, hvorefter kreditten blev benyttet. Under disse omstændigheder finder landsret-ten, at det er godtgjort, at driftskreditten – herunder værnetingsklausu-len – faktisk har været genstand for parternes samstemmende vilje, og at denne vilje er udtrykt klart og præcist.

/ 8

Da værnetingsklausulen er en del af et skriftligt aftalegrundlag, der som anført er et udtryk for parternes samstemmende vilje, finder lands-retten endvidere efter en samlet vurdering, at formkravet i Luganokon- ventionens artikel 23, stk. 1, litra a) er opfyldt.

Værnetingsklausulen er derfor bindende for Kærende, tidligere Sagsøgte.

Herefter, og da Kærende, tidligere Sagsøgte ikke har haft bemærkninger til, at sagen henvises til en anden dansk byret, tiltræder landsretten, at sagen henvi-ses til behandling i den retskreds, hvor Jutlander Bank A/S er belig-gende.

Landsretten stadfæster derfor byrettens afgørelse.

Spørgsmålet om kæremålsomkostninger henskydes til afgørelse i for- bindelse med sagens behandling ved Retten i Aalborg.

THIBESTEMMES:

Byrettens kendelse stadfæstes.”

Retsgrundlag Luganokonventionens artikel 15, stk. 1, har følgende ordlyd:

”I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksom-hed, afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og arti-kel 5, stk. 5:

Luganokonventionens artikel 23, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

/ 9

”Såfremt parterne i tilfælde, hvor mindst en af dem har bopæl på en konventionsstats område, har aftalt, at en ret eller retterne i en konven- tionsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller disse retter kompetente. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. En sådan aftale om vær-neting skal være indgået:

EU-Domstolen har flere gange fortolket rækkevidden af bl.a. EU-Domsforord- ningens artikel 25, stk. 1, og EF-Domskonventionens artikel 17, stk. 1, der begge i det væsentlige svarer til Luganokonventionens artikel 23, stk. 1.

”8.Det første spørgsmål er, om kravet om skriftlighed i konventionens ar- tikel 17, stk. 1 er opfyldt, når en værnetingsaftale indeholdes i alminde- lige forretningsbetingelser, som er trykt på bagsiden af et af begge kon- trahenter underskrevet kontraktsdokument.

/ 10

fremgangsmåde ikke afgiver nogen sikkerhed for, at medkontrahenten faktisk har tiltrådt en klausul, som fraviger de almindelige værnetings- regler;

det forholder sig anderledes, såfremt den af begge kontrahenter under- tegnede kontrakt selv udtrykkeligt henviser til de almindelige forret- ningsbetingelser indeholdende værnetingsklausulen;

11.Det andet spørgsmål er, om kravet om skriftlighed i konventionens ar- tikel 17, stk. 1 er opfyldt, når kontrahenterne i kontraktsteksten udtryk- keligt henviser til et tidligere skriftligt tilbud, hvori der blev henvist til almindelige forretningsbetingelser indeholdende en værnetingsklausul.

dette gælder imidlertid kun, hvor der foreligger en tydelig henvisning, som kan efterprøves af en medkontrahent, der udviser almindelig op- mærksomhed, og såfremt det er godtgjort, at de almindelige forret- ningsbetingelser indeholdende værnetingsklausulen faktisk er meddelt medkontrahenten sammen med det tilbud, hvortil der henvistes;

derimod er kravet om skriftlighed i artikel 17 ikke opfyldt ved indirekte eller stiltiende henvisning til tidligere skrivelser, da der i dette tilfælde ikke er vished for, at værnetingsklausulen faktisk har været en del af selve kontrakten.

/ 11

”19. I MSG-dommen, præmis 17, har Domstolen fastslået, at det trods den lempelse, som er blevet indført i artikel 17, fortsat er et af formålene med bestemmelsen at sikre, at der reelt er opnået enighed mellem par- terne, og at dette er begrundet i et ønske om at beskytte den svageste part i kontraktforholdet ved, at det undgås, at værnetingsklausuler, som kun én af parterne har indføjet i en kontrakt, ikke bliver bemær-ket.”

”35. Med hensyn til de formelle krav bemærkes for det første, at ifølge ordlyden af artikel 23, stk. 1, skal en værnetingsaftale for at være gyldig være indgået enten skriftligt, mundtligt med skriftlig bekræftelse eller i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold, eller, inden for international handel, med en sædvane, som parterne har eller burde have kendskab til. I medfør af artikel 23, stk. 2, skal ”enhver elektronisk meddelelse, som varigt dokumenterer aftalen om værneting” , anses for at være ”skrift-lig” (jf. i denne retning dom af 21.5.2015, El Majdoub, C-322/14, EU:C:2015:334, præmis 24).

/ 12

ret genstand for parternes samstemmende vilje, som skal være udtrykt klart og præcist, og formkravene i Bruxelles I-forordningens artikel 23, stk. 1, skal i denne forbindelse sikre, at den samstemmende vilje faktisk er godtgjort (dom af 6.5.1980, Porta-Leasing, 784/79, EU:C:1980:123, præmis 5 og den deri nævnte retspraksis, og af 21.5.2015, El Majdoub, C- 322/14, EU:C:2015:334, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

/ 13

ret, som sagen er indbragt for, i stand til at afgøre, om den har kompe- tence til at påkende sagen, kan eventuelt konkretiseres gennem de om- stændigheder, der foreligger i sagen (dom af 9.11.2000, Coreck, C- 387/98, EU:C:2000:606, præmis 15). …

”30. Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål bemærkes, at arti-kel 15, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 finder anvendelse, når tre betin-gelser er opfyldt, nemlig for det første når den ene aftalepart er en for-bruger, som må anses for at handle uden for rammerne af hans er-hvervsmæssige virksomhed, for det andet når der faktisk er indgået en aftale mellem en sådan forbruger og en erhvervsdrivende, samt for det

/ 14

tredje når en sådan aftale er omfattet af en af de tre kategorier, der fremgår af artikel 15, stk. 1, litra a)-c). Disse kumulative betingelser skal alle være opfyldt, således at kompetencen ikke kan fastlægges i hen-hold til reglerne for sager om forbrugeraftaler, såfremt en af disse tre betingelser ikke er opfyldt. …

/ 15

for og uafhængigt af enhver erhvervsmæssig virksomhed eller ethvert erhvervsmæssigt formål, såfremt denne fysiske person har tætte er- hvervsmæssige forbindelser til nævnte selskab, f.eks ved at indgå i le- delsen heraf eller ved at eje en aktiemajoritet i selskabet.

Anbringender Kærende, tidligere Sagsøgte har om værnetingsklausulen anført navnlig, at parterne ikke har indgået en gyldig værnetingsaftale i henhold til Luganokonventionens artikel 23.

Luganokonventionen skal fortolkes efter fællesskabsretten, hvorefter skriftlig- hedskravet i Luganokonventionens artikel 23, stk. 1, litra a, kun kan opfyldes ved begge parters underskrift. Dette krav er ikke opfyldt, idet Sparekassen Himmerland A/S (nu Jutlander Bank A/S) hverken underskrev aftalen om driftskredit eller kautionserklæringerne. Skriftlighedskravet må fortolkes på samme måde, som den tyske højesteret har gjort det i dom af 22. februar 2001. Ved den dom, nåede den tyske højesteret frem til, at en værnetingsaftale i et kautionsdokument, som kun kautionisten havde underskrevet, ikke opfyldte skriftlighedskravet.

Endvidere må Kærende, tidligere Sagsøgte anses som forbruger, hvorfor værnetingsklausu-len også af den grund ikke er gyldig, jf. Luganokonventionens artikel 15 og rets-plejelovens § 245. Endelig må værnetingsaftalen tilsidesættes som ugyldig, fordi den er asymmetrisk og ikke opfylder de krav, som Luganokonventionen stiller til klarhed. Luganokonventionens artikel 23 giver mulighed for at aftale, at ”en ret eller retterne i en konventionsstat” skal være kompetente, og man kan ikke som i den omhandlende værnetingsklausul give den ene part en valgmu-lighed.

Uanset om en værnetingsklausul efter dansk eller schweizisk ret ville kunne af- tales uden underskrift fra bankens side, er klausulen ugyldig som følge af vilkå- rets byrdefulde karakter i kombination med fremgangsmåden i forbindelse med aftaleindgåelsen og den manglende fremhævelse og fornødne forklaring af be- stemmelsen, der ensidigt giver Sparekassen Himmerland A/S en valgret og mu- lighed for forumshopping, som den svage part, kautionisten, ikke har.

/ 16

Jutlander Bank A/S har om værnetingsklausulen anført navnlig, at parterne har indgået en gyldig værnetingsaftale, der opfylder betingelserne i Luganokon- ventionens artikel 23, stk. 1, litra a, og som er bindende over for Kærende, tidligere Sagsøgte.

Det er ikke et krav efter Luganokonventionens artikel 23, stk. 1, litra a, at der fo- religger ét dokument med begge parters underskrift. Afgørende er, at der fore- ligger et skriftligt aftalegrundlag, som er udtryk for parternes samstemmende vilje, hvilket kan ske i separate dokumenter, som tilfældet er i nærværende sag.

Jutlander Bank blev ved fremsendelsen af bevillingsbrevet af 7. januar 2008 bundet af tilsagnet om en bevilliget kreditramme på 1.000.000 kr. og de opstil-lede vilkår. Kærende, tidligere Sagsøgte accepterede og underskrev herefter aftalen om driftskredit, der var i overensstemmelse med bevillingsbrevet, på vegne af Virksomhed A/S 1, Udenlandsk virksomhed 2 og på egne vegne. Der er på den bag-grund indgået en gyldig aftale, herunder om aftalens værnetingsklausul, der fremgik tydeligt af aftalen, der er udtryk for parternes samstemmende vilje.

For så vidt angår værnetingsklausulens ordlyd, fremgår det udtrykkeligt af værnetingsklausulen, at retssag kan anlægges ved byretten i den retskreds, hvor Sparekassen Himmerland A/S eller dettes kontoførende filial er belig-gende. Der gælder intet krav efter Luganokonventionen om, at parterne i vær-netingsklausulen peger på en bestemt af flere ligeartede domstole i det pågæl-dende land. Har parterne eksempelvis blot udpeget domstolene i et bestemt land, beror det på dette lands egne regler om domstolenes saglige og stedlige kompetence, ved hvilken af dette lands domstole retssagen skal anlægges.

Det bestrides, at Kærende, tidligere Sagsøgte må anses som forbruger i aftaleforholdet, idet Kærende, tidligere Sagsøgte var direktør og bestyrelsesmedlem i – samt reel ejer af – Virksomhed A/S 1, da han påtog sig kautionsforpligtelsen. Kautionsforpligtel-sen er således ikke etableret ved en forbrugeraftale i hverken Luganokonventio-nens eller retsplejelovens forstand.

Højesterets begrundelse og resultat Højesteret tiltræder af de grunde, som landsretten har anført, at Kærende, tidligere Sagsøgte er bundet af den værnetingsaftale, som han har underskrevet, og hvorefter sa-gen kan anlægges i den retskreds, hvor Sparekassen Himmerland A/S (nu Jut-lander Bank A/S) er beliggende. Da Jutlander Bank er beliggende i Aalborg rets-kreds, tiltrædes det, at sagen er henvist til Retten i Aalborg.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse

THI BESTEMMES:

Landsrettens kendelse stadfæstes.

/ 17

Sagsomkostningsbeløbet skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsken- delses afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.

/ /