Legislator Case Law & Legislation
SS-3273/2016-OLR ECLI:DK:OLR:2022:SS0000000603 AI generated

SS-3273/2016-OLR · Østre Landsret

Case Number SS-3273/2016-OLR
Court / Authority
Jurisdiction Denmark · Case Law (DK)
Decision Date

Legislator summary

AI generated

Byrettens dom blev stadfæstet [DOKUMENT] Afgørelse (5 sider) UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG ____________ DOM Afsagt den 9. maj 2017 af Østre Landsrets 9. afdeling (landsdommerne Steen Mejer, Gitte Rubæk Pedersen og Janni Christoffersen). 9. afd. nr. S-3273-16: Anklagemyndigheden mod Tiltalte ApS (advokat Peter Vang, besk.) Bornholms Rets dom af 16. november 2016 (1-631/2016) er anket af Tiltalte ApS med e...

Legislator headnote

Placeholder

Keywords

Placeholder

Need to analyze how this precedent applies to your matter?

Cross-reference this judgment against statutes, commentaries, and subsequent citing case law inside Legislator AI.

Open in Legislator →

Full text

Byrettens dom blev stadfæstet

[DOKUMENT] Afgørelse (5 sider) UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG ____________ DOM

Afsagt den 9. maj 2017 af Østre Landsrets 9. afdeling (landsdommerne Steen Mejer, Gitte Rubæk Pedersen og Janni Christoffersen).

9. afd. nr. S-3273-16: Anklagemyndigheden mod Tiltalte ApS

(advokat Peter Vang, besk.)

Bornholms Rets dom af 16. november 2016 (1-631/2016) er anket af Tiltalte ApS

med endelig påstand om frifindelse i forhold 1 og i øvrigt formildelse.

Anklagemyndigheden har efter sin endelige påstand påstået stadfæstelse.

Anklagemyndigheden har ved indledningen af hovedforhandlingen berigtiget tiltalen, således at den citerede straffehjemmel i forhold 1 ændres fra ”§ 17, stk. 1, nr. 1 og 3” til ”§ 17, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3”. Anklagemyndigheden har endvidere berigtiget formuleringen af forhold 2, således at gerningsbeskrivelsen lyder således: ”ved den 28. juni 2016 kl. 11.50 på Åkirkevej 51 i Rønne at være ansvarlig for, at føringen af det i forhold 1 omhandlede vogntog, som Tiltalte ApS havde rådighed over, blev overladt til den ansatte Vidne 1 , der førte vogntoget som nævnt i forhold 1, selv om han ikke havde førerret til vogntoget.”

Tiltalte ApS har ikke haft indvendinger imod berigtigelserne af tiltalen, og selskabet har ved indledningen af hovedforhandlingen erkendt sig skyldig i forhold 2. -2-

Forklaringer Der er under hovedforhandlingen afgivet supplerende forklaring af Vidne 2 , der har forklaret, at den bil, som skulle transporteres til værkstedet, kun skulle køres ca. 1 km. Tiltalte ApS fakturerede Virk A/S for den udførte opgave med 550 kr. med tillæg af moms. Det beror på den aftale, selskabet har indgået med Virk A/S , som er en stor kunde for Tiltalte ApS . Det tiltalte selskab betaler alene for forbrug af brændstof til varebilen tilhørende Virk A/S , som blev brugt ved transporten. Forsikringspræmie mv. betales af Virk A/S . Af de opgaver, som Tiltalte ApS bliver kaldt ud til, kan 9 ud af 10 løses på stedet, således at bugsering ikke bliver nødvendig. Varevognen er indrettet med reoler med værktøj og re- servedele. Der sidder endvidere et spil i Virk A/S' varevogn. Dette bruges til at trække den bil, der måtte være havareret, op på påhængsvognen. Varevognen kan ikke transportere noget, medmindre den får tilkoblet en påhængsvogn.

Efter at den ansatte Vidne 1 var blevet standset af politiet, ringede vidnet til Virk A/S , der oplyste, at der ikke var en vognmandstilladelse til varebilen. Det har efterfølgende vist sig ikke at være rigtigt. Der forelå en tilladelse, som lå i varebilens instruktionsbog. Det er den tilladelse, der er fremlagt under ankesagen.

Ud over Tiltalte ApS yder Falck og Dansk Autohjælp tilsva- rende hjælp til biler på Bornholm. Det er vidnets vurdering, at de tre selskaber har en lige stor markedsandel på Bornholm.

De i byretten af vidnerne Vidne 1 og politiassistent Vidne 3

afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

Tiltalte ApS har under sagen fremlagt fællesskabstilladelse nr. 2892527. Af denne fremgår, at tilladelsen berettiger Virk A/S til at udføre national kørsel i Danmark fra den 10. februar 2015 til den 31. januar 2025.

Landsrettens begrundelse og resultat Forhold 1 Det kan efter oplysningerne i sagen lægges til grund, at det vogntog, der på gerningstids- punktet blev ført af den ansatte Vidne 1 , bestod af en varevogn og en -3-

påhængsvogn i form af et lad, hvorpå der var placeret en bil, som Virk A/S havde anmodet Tiltalte ApS om at bugsere. Det kan endvidere lægges til grund, at Tiltalte ApS hverken var ejer eller registreret bruger af varevognen. Det kan endelig lægges til grund, at Virk A/S efter aftale med Tiltalte ApS har betalt for bugseringen.

Det følger af lovbekendtgørelse nr. 1051 af 12. november 2012 om godskørsel § 1, stk. 1, sammenholdt med bekendtgørelse nr. 1373 af 26. november 2015 om godskørsel § 1, stk. 1, at den, der er etableret på dansk område og udfører godskørsel for fremmed regning med dansk indregistreret motorkøretøj eller vogntog, der overstiger en samlet tilladt totalvægt på 3.500 kg., skal have tilladelse hertil. Det er ubestridt, at det af Vidne 1

førte vogntog havde en vægt, der oversteg 3.500 kg.

Herefter skulle Tiltalte ApS have tilladelse til at udføre opga- ven med godskørsel i henhold til godskørselslovens § 1, stk. 1, medmindre man var fritaget herfor i medfør af godskørselsbekendtgørelsens § 1, stk. 6, nr. 2, således som Tiltalte ApS har gjort gældende.

Efter § 1, stk. 6, nr. 2, i godskørselsbekendtgørelsen er godskørsel for fremmed regning, der udføres med motorkøretøjer, der er specielt indrettet til at udføre redningsopgaver, og som anvendes til transport i direkte tilslutning til sædvanligt redningsarbejde, fritaget fra kravet om tilladelse i godskørselsloven.

Landsretten finder, at det omhandlede vogntog, der bestod af en påhængsvogn hægtet efter en varevogn, som var indrettet til og normalt blev anvendt til at løse opgaver på stedet, hvor en bil måtte være blevet ude af stand til at køre videre, ikke kan anses for et sådant motorkøretøj som angivet i godskørselsbekendtgørelsens § 1, stk. 6, nr. 2.

Herefter findes Tiltalte ApS skyldig i overensstemmelse med den berigtigede tiltale.

Forhold 2 Tiltalte ApS har for landsretten erkendt sig skyldig i tiltalen. På den baggrund og ud fra sagens øvrige oplysninger findes Tiltalte ApS

skyldig i overensstemmelse med den berigtigede tiltale. -4-

Sanktionsfastsættelsen I lovforslag nr. 58 af 31. oktober 2013 om ændring af lov om godskørsel og lov om bus- kørsel (Ændring af bødesatser), hvor der blev stillet forslag om ændring af § 17 i godskør- selsloven er bl.a. anført følgende:

”1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at forhindre overtrædelser af lov om godskørsel, jf. bekendtgørelse nr. 1051 af 12. november 2012 (godskørselsloven), herunder ulovlig cabotagekørsel, og lov om buskørsel, jf. bekendtgørelse nr. 1050 af 12. november 2012 (busloven), via en generel forhøjelse af lovenes bødesatser. Der anbefales med lovforslaget en generel forhøjelse af lovenes bødesatser. En forhøjelse af bødeniveauet forventes at have en præventiv effekt og gælder bå- de danske og udenlandske vognmænds overtrædelser i Danmark. … 2. Lovforslagets indhold 2.1 Kriterier for udmåling af bødeniveauer … 2.1.2 Forslag til nye kriterier Det foreslås, at der ved udmåling af straffen for overtrædelse af godskørselslo- ven eller forskrifter udstedt i medfør heraf, busloven eller forskrifter udstedt i medfør her og for overtrædelse af EU-regler vedrørende forhold, der er omfat- tet af godskørselsloven eller busloven, ikke alene skal lægges vægt på, hvilke økonomiske gevinster der er opnået eller forsøgt opnået ved den pågældende overtrædelse, men også hvorvidt overtrædelsens karakter er mindre alvorlig, alvorlig eller meget alvorlig.

Det anbefales at indføre bøder på 5.000 kr. for mindre alvorlige overtrædelser, på 15.000 kr. for alvorlige overtrædelser og på 35.000 kr. for meget alvorlige overtrædelser.

Der anbefales indført lavere bødesatser på 5.000 kr. i de tilfælde, hvor der er tale om mindre alvorlige overtrædelser. Der vil f.eks. være tale om en mindre alvorlig overtrædelse, hvis transportvirksomheden har opnået tilladelse til at udføre godskørsel for fremmed regning, men det konstateres, at tilladelsen ikke er medbragt under kørsel. I dette tilfælde opfylder transportvirksomheden alle lovens krav og opnår ikke en uberettiget økonomisk vinding ved den pågæl- dende handling.

Det anbefales, at bøder kan overstige 35.000 kr., såfremt der er tale om skær- pende omstændigheder, f.eks. at der er kørt ulovligt gennem længere tid, eller der er tale om gentagne overtrædelser. … 3. Anbefalede bødeniveauer på godskørselsområdet 3.1 Overtrædelser af godskørselsloven 3.1.1. Kørsel uden tilladelse … -5-

3.1.1.2. Anbefaling af bødeniveau Transportministeriet anbefaler, at en overtrædelse af henholdsvis godskørsels- lovens § 1, stk. 1 og 2, straffes med bøde på 35.000 kr. Bøden er udtryk for overtrædelsens meget alvorlige karakter samt den økonomiske gevinst, som overtræderen tilegner sig over længere tids ulovlig godskørsel for fremmed regning, og de økonomiske byrder, der er forbundet med at opnå tilladelse til godskørsel for fremmed regning.”

På baggrund af forarbejderne til godskørselslovens § 17 finder landsretten, at der som ud- gangspunkt skal udmåles en bøde på 35.000 kr. ved overtrædelse af godskørselslovens § 1, stk. 1, og at dette som udgangspunkt også gælder i de tilfælde, hvor tiltalen angår en enkelt kørsel. Herefter og da landsretten finder, at der ikke i denne sag foreligger omstændighe- der, der giver grundlag for at fravige udgangspunktet, fastsættes bøden for forhold 1 til 35.000 kr.

Den samlede bøde for forhold 1 og 2 fastsættes herefter i medfør af lovbekendtgørelse nr. 1051 af 12. november 2012 om godskørsel § 17, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 1373 af 26. november 2015 om godskørsel § 1, stk. 1, og stk. 4, og færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 10, jf. § 65, stk. 2, til en bøde på 40.000 kr.

Landsretten stadfæster som følge heraf byrettens dom.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom i sagen mod Tiltalte ApS stadfæstes.

Tiltalte ApS skal betale sagens omkostninger for landsretten.